Mellem kors og herlighed – hvad er sund åndelighed?
Herlighedsforkyndelsen er som en virus, der ikke kender landegrænser. Som en influenzaepidemi har dens smitte bredt sig i den evangeliske kristenhed.

Nogle kirker, organisationer og bevægelser er hårdere angrebet end andre, men symptomerne findes overalt. Sygdommen sætter sine spor i form af en åndelighed, der virker umiddelbart dragende og først efter nogen tid afslører, at den bygger på sand og ikke på den grundvold, som er lagt.
    Herlighedsforkyndelsen falder ikke umiddelbart i øjnene som vranglære, fordi den siger så meget rigtigt.
    Den lever af Guds gode gaver: glæde, fællesskab, lovsang, tjeneste, nådegaver og evangelisation. Den har syn for sider af det bibelske budskab, som har været fortrængt. Herlighedsteologien retter også relevante spørgsmål til stivnet lutherdom og rosenianisme, hvis dogmatik mere eller mindre er blevet et intellektuelt regnestykke, og hvis åndelige puls bliver stadig svagere.
    Det ulykkelige er imidlertid, at det liv, herlighedsteologien spørger efter, ikke er livet i spændingsfeltet mellem lov og evangelium, men langt på vej en opblomstring af den religiøsitet, som ethvert menneske ejer som en medfødt gave i kraft af skabelsen.

En afgrundsdyb forskel.

Luthers livshistorie siger os, hvad forskellen er på religiøsitet og kristendom. Så længe Luther var den fromme, alvorlige og ydmyge munk, der nidkært tjente Gud, var han æret og agtet af den katolske kirke, men da han blev født af Guds levende og blivende ord, evangeliet, så den katolske kirke i ham en fjende af den kristendom, den havde tro for. Derfor søgte den med alle midler at lukke munden på ham.
    Det, der skete, var, at Luther blev frelst fra herlighedsteologien til korsteologien. Han gik fra et åndeligt liv, hvor det dybest set var hans egen religiøsitet og åndelighed, der var i centrum, til et åndeligt liv, hvor korset og dets virkning gennemtrængte alt.
    Der kom noget helt nyt ind i hans hjerte, og det blev bestemmende for alt, hvad han talte og skrev. Hans erkendelse af forsoningen blev både centrum og en centrifugal kraft i såvel erkendelse som livsførelse. Han blev den Paulus, der ikke ville vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet.

Jesu eksempel.

Jesu skildring af farisæeren og tolderen stiller skarpt på sand åndelighed, kors og herlighed. De hører begge til menigheden og lever begge et åndeligt liv i bøn.
    De ved begge, at Herren er i sit tempel, og der, hvor han er, ønsker de også at være. Men kun den ene møder Gud. Det bliver et knusende møde. Det gør det altid, når en synder skal frem for den helliges åsyn. Men kun på den måde kan det tillige blive et frelsende møde. Gud giver de to mænd, hvad de hver for sig beder om.
    Den ene fik nåde, den anden fik ingenting. Han havde ikke behov for noget, og derfor bad han ikke om noget.
Han var en af de rige Laodikea-kristne med tak og lovprisning som grundtone i livet med Gud. Sandheden om ham var, at han var ynkværdig, blind og nøgen, men han vidste det ikke. Han kom ikke for at få noget, men for endnu engang at bekræfte sig selv i, hvor godt det var at være kristen! Det giver mening, glæde og harmoni og frelser fra lav selvfølelse.
    Hos tolderen finder vi den frelsende kraft. Hans kristendom drejer sig om noget helt andet end farisæerens. Han er en nådekristen, for hvem nåden ikke er teori, men fører til et helligt liv, hvor det ikke alene drejer sig om ydre hellighed. I et sandt kristenliv åbnes øjnene for, hvor elendig man er, og troen øves ved gennem hele livet at bede frelsesbønnen: Gud vær mig synder nådig.
    I templet får farisæeren ikke noget møde med Gud. Han møder kun sig selv. Tolderen derimod møder den Hellige. Et sådant møde gør synden levende og føder bøn, der kommer fra hjertedybet. Han oplever sig selv så langt ude, at det kun drejer sig om et eneste: nåde. Men han gik hjem som retfærdig. Sådan er Gud!
   
Så langt jeg kan se, tegner denne lignelse et afslørende billede af dagens kristenhed. Ser vi tilbage på de forudgående årtier, har vi haft kontakt med talrige unge. Vi så dem til gudstjenester, møder, lejre og stævner. De kom nogle år, men i dag sætter flertallet af dem ikke længere deres ben i de sammenhænge, hvor Guds folk samles.
    Mange mener, at grunden til det er stivnede, ydre former og arbejder derfor intenst på at gøre mangt og meget anderledes. Det hjælper en tid, man oplever talmæssig fremgang, men efter nogle år begynder hverdagen at trænge sig på. I København var det først én kirke, som var ”kirken”. Så blev det en anden. Nu er det en tredje. Folk kommer og går.
    Det er ikke formerne, der er det afgørende problem, men derimod at de fleste aldrig blev ført ind i en kristendom, hvor det bliver et spørgsmål om liv og død bestandigt på ny at høre en forkyndelse, der tager alt mit eget fra mig og skænker mig alt med Kristus.

Herlighedsforkyndelsens kristendom brænder ud. Efter nogle år siger den ikke rigtig længere én noget, og en følelse af at være udenfor sniger sig ind, når man atter en gang synger de samme enkle sange og kor på de opløftende melodier.
    I hver ny kristengeneration er det kun de unge, der føres gennem omvendelsens trange port, som bevares i Guds menighed. Det ser de fleste ikke i øjnene.

To slags herlighed.

Både farisæeren og tolderen oplever kristenlivets herlighed. Også farisæeren gør det i kraft af Guds indgreb i sit liv. Hans givertjeneste, faste, bøn og livsførelse er ikke noget, vi for hurtigt skal gøre os færdige med. Her er han forbilledlig, og den, der ikke går i hans spor, går glip af megen velsignelse.
    Alligevel er der noget, der er helt galt: I virkeligheden er det hans kristendom, der står i vejen mellem ham og Jesus. Uden at han ved af det, er den en uigennemtrængelig mur. Han når aldrig frem til Gud.
    Hans kristendom er en religiøsitet, hvor han forholder sig til sig selv – ikke til Gud. Derfor bliver han aldrig så fortabt, som man alene bliver ansigt til ansigt med den Gud, hvor ordene bliver få. Derfor får han ikke brug for ham, der bor i det høje og hellige og hos den knuste og i ånden bøjede.
    Når den evangeliske kristenhed har mistet så meget af sin kraft, hænger det sammen med herlighedsteologiens fremgang.
    Bevidst eller ubevidst undgår man det, som verden umiddelbart reagerer på som dårskab og forargelse. Det ser man som en hindring, når det gælder at vinde mennesker.
    Derfor nedtoner man det bibelske budskab om loven, synden, omvendelsen, genfødelsen, åndens fattigdom, nødvendigheden af at indrette sig efter Guds ord og holde Guds bud, det hellige liv og nej’et til verden.
    I takt hermed fremhæver man de sider af kristendommen, som ikke-kristne umiddelbart kan forstå, og som ligger i forlængelse af, hvad de mener, kristendom må være, hvis den skal sige dem noget. Den skal hjælpe dem ind i et liv præget af harmoni, overskud, frihed og glæde.

Den nye begyndelse.

Vejen til et sandt og sundt åndeligt liv er, at korset genvinder sin kraft iblandt os. Skal det ske må Kristus som korsfæstet i langt højere grad, end tilfældet et i dag, males os for øje i forkyndelsen. Denne aftegning af den korsfæstede må gå hånd i hånd med forkyndelsen af det budskab, der skaber behov for Kristus som korsfæstet.
    Det nytter ikke udelukkende at tale om Guds kærlighed til forhærdede mennesker. Vi må tale, som Jesus taler. Han kender sin Fader som ét med sit ord i både lov og evangelium.
    Jesus åbner himlens port for de fortabte, men hvem har talt stærkere, end han har talt, om Guds vrede og dom, helvedes ild, mørket, tænders skæren og den lukkede dør.
    Vendte mennesker sig bort i vrede? Ja.
    Fandt synderen vejen, sandheden og livet? Ja.

Tænk på resultatet af denne forkyndelse og overvej, i hvor høj grad den forkyndelse, du har lyttet til år efter år, svarer til den. Jeg frygter, at mange må sige: også hos os har herlighedsforkyndelsen langt på vej sat os og vore behov i centrum på bekostning af den forkyndelse, der skaber åndelig hunger og tørst og gør korset til både vort hvilested og vort blivested.
    Men vi er ikke uden håb. Vi har en Gud, som er begyndelsen, som skabte i begyndelsen, og som begynder igen!

---