Babelstårnet 2 - De fromme babelstårne. Babel er menneskets vej til Gud, men Gud viser os en anden vej


 
Thomas Teglgaards roman om babelstårnet – TÅRNET I SINEAR - skulle efter planen udkomme den 20. maj 2011 i ca. 1200 eksemplarer på Forlagsgruppen Lohse. Den bliver på 735 sider, indbundet og med smudsomslag; pris 350 kroner. Besøg hjemmesiden.



Hvad var der galt ved at bygge Babelstårnet?
    Vi kunne også spørge: Hvad er formålet med byen og tårnet? Det er at skabe sig et navn (1 Mos 11,4). Gud havde sagt, at menneskene skulle spredes ud over jordens flade, men de blev sammen. Hvorfor? Jo, for stod de sammen på den måde, kunne de føre deres planer ud i livet, og så langt var Gud da også enig (11,6). Men hele projektet var gennemsyret af en eneste ting: oprøret imod Gud, ja, selve grundsubstansen i oprøret imod Gud.
    Mennesket er skabt til at tilbede Gud. Det, man forsøgte, var at slippe uden om dette. Mennesket ville tilbede mennesket. Eller måske ligefrem tilbedes af Gud.
    Bemærk opbygningen: I kapitel 10 har vi folkeslagene på jorden, så får vi et ophold ved Babelstårnet, derefter zoomes der ind på Sems slægt, der ender med Abraham. Pointen er: Mennesket forsøgte at skabe sig et navn - Gud brød det ned. Hvorfor? Jo, for at han kunne vise os en anden vej. Sin vej.
    Der er kun en vej til Gud. Det er den vej, Gud viser os.
    Babel er menneskets vej. Gud viser os en anden. Forstår vi mon betydningen af det her?

Et tempel til Guds ære

Ingen tvivl om, at projekt Babel dengang tog sig vældigt ud. Meget tyder på, at der med tårnet menes et tempel. Et trintårn. En ziggurat. Ovnbrændte sten, asfalt som mørtel. Adskillige etager (formentlig syv). Øverst selve templet.
    I den første artikel slog jeg på tromme for, at vi kan læse tidsangivelserne, sådan som de står. I så fald blev der arbejdet på projekt Babel cirka hundrede år efter syndfloden, og der er på det tidspunkt omkring tusind mennesker på jorden. Flerguderiet har ikke nået at få fat endnu. Hvilket leder frem til en chokerende erkendelse:
    De var i gang med at bygge et tempel til Gud. Den Gud, som havde reddet Noa og hans sønner. Den Gud, som havde velsignet dem og lovet aldrig at sende en ny vandflod. Kan man tænke sig noget mere fromt? De ville bygge et tempel til Guds ære. Et højt tårn. Guds port. De ville skabe sig et navn - Gud skulle være stolt af dem.
    Det her skal vi have fat i. Der findes nemlig mange babelstårne også i dag. Der er dem, vi umiddelbart får øje på og peger fingre af og siger (hvisker, selvfølgelig): "Se der, Gud skal nok tage sig af det, når tiden er inde!" Men ser vi mon alle de fromme babelstårne, dem, der findes også blandt kristne? Vi bygger nemlig høje tårne. Hvorfor? Jo, det skal se ud af noget. Vi vil have vækkelse, vi vil have vækst. Vi vil opleve noget. Vi vil udrette store ting for Gud. Han skal være stolt af os.
    Pointen er, at det så godt ud. Var der nogen, der kritiserede projektet, var de ikke populære. Sådan som det altid har været. De, der ser, som Gud ser, er altid i fåtal. Og hvor fromt er det lige at modsætte sig opførelsen af et nyt tempel? Endda et gigantisk tempel, som når helt op til himlen (der er tre mulige forståelser af dette udtryk: 1: Et tårn, hvis top himlen; 2: Et tårn, der når op til himlen; 3: Et meget højt tårn)?
    Men det var menneskenes projekt, ikke Guds. Når Gud bygger, så gør han det på en helt anden måde.

To byer

Babel og Babylon står gennem hele Bibelen som et symbol på Guds fjende. Det er skøgen i modsætning til bruden. Babylon og Det nye Jerusalem - de to byer. Skøgen og Bruden. I Åbenbaringsbogen læser vi om denne skøge, hvordan den er kosteligt klædt. I Daniels bog læser vi om den pragt og herlighed, man finder der.
    Med fare for at trætte med gentagelser: Menneskets projekt tager sig godt ud. Det rummer megen skønhed og endda ligefrem fromhed. Men det er en falsk fromhed, for det er ikke Gud, der æres.
    Vores store problem (og kald!) er, at vi lever i Babylon. Det er - så sandt vi tilhører den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus - ikke vores sande hjem. Tænk på Daniel. Daniels Bog handler om at leve i Babylon, om at tjene sin jordiske øvrighed (som er givet af Gud), men samtidig stå fast. Om at bevare et levende forhold til Gud, også selv om den ydre verden vil det anderledes. Babylon var en fantastisk by. Enorm og smuk! Ikke underligt at Nebudkanesar var stolt af den.
    Men hvordan går det Babylon? Hvordan går det den verden, som tager sig så indtagende ud? Læs Åbenbaringsbogen kapitel 18 - 19,3. Når støvet har lagt sig, er der nemlig kun ét rige tilbage, kun én konge. Kun én by er værd at nævne. Det, som ikke så ud af noget her i verden, det, som ikke var Babel, det, som var af en anden verden, består - alt det andet går til grunde. Tilbage er kun Jesus og alle, der hører ham til. De, hvis sande hjem er Det ny Jerusalem.
    Dette må give os frimodighed. Når folk nedsættende kalder os religiøse eller fromme eller hellige, kan vi med god ret ranke os og sige: "Om jeg lige er noget af det, du nævner dér, ved jeg ikke, men dette skal du vide: Jeg tilhører den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus!"

Kirkens babelstårne

Til sidst et par ord om de babelstårne, som vælter frem overalt og samtidig bærer Jesu navn. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvem der frelses osv., Gud er dommeren. Men jeg vil gerne give udtryk for en generel bekymring.
    Hvad er en god menighed? Det er en menighed, hvor Ordet forkyndes i ånd og sandhed, hvor sakramenterne forvaltes ret, hvor Jesus er centrum, og hvor hans sindelag kendetegner menighedens medlemmer.
    Bemærk: Der var ikke et ord om, hvor megen vækst der er i menigheden. Der var ikke et ord om, hvor dygtige talerne er. Der var ikke et ord om den økonomiske situation.
    Nej, Jesus er afgørende, ikke alt det andet. Hvad der bekymrer mig, er imidlertid tendensen til, at man ser sig omkring og ser: Hov, dem derovre, de har vækst, de har fremgang, lad os gå over og se, hvordan de gør. Til gudstjenesterne fokuserer man på de forskellige opgaver, på de forskellige strategier osv. Der skrives tykke og tynde bøger om, hvordan man støder tilhørerne mindst muligt, så de lettere tilegner sig evangeliet.
    Jeg siger ikke, at vi ikke kan lære noget af andre kristne. Jeg siger heller ikke, at en prædikant ikke kan have behov for et kursus i formidling. Men jeg siger, at alting afhænger af Jesus. Hvis ikke han ved sin Ånd gør Ordet levende for os, så nytter alle vores anstrengelser intet. Og så kan det da sagtens være, at det ser stort og vældigt ud. Det ser måske også så rigtigt ud. Selvfølgelig! Babel ser stor og vældig ud, Babel ser rigtig ud. Hvem kan sige noget ondt om det tempel, der bygges! Det er smukt, og det er fromt. Hvad er det for nogle formørkede fjolser, der kritiserer alle de gode projekter?
    Her kræves der sand visdom. Ikke verdens visdom, ikke Babels. Men sand visdom, Guds. Den visdom, vi finder, når vi alene binder os til sandhedens ord, Guds ord.

Kun ét navn

I Babel forsøgte mennesket at skabe sig et navn. Men der er kun ét navn, som er værd at nævne. Guds navn. Mennesket forsøgte og forsøger fortsat at skabe noget, der er stort og flot og æres af mennesker. Gud gik en helt anden vej. Gud valgte det ydmyge, for igennem dette at skabe det eneste store, det, som holder nu og i al evighed.
    Jesus kommer snart. Det har han lovet. De, der tilhører ham, skal tage bolig i Det Nye Jerusalem. Babylon, derimod, falder. Og alle de tårne, som gennem tiderne blev bygget her på jorden, styrter sammen.

---