Bønnens kamp
»Jeg formaner jer, brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed til at stride sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud, for at jeg må slippe vel fra de genstridige i Judæa.« Rom. 15, 30-31.

Disse ord af apostelen åbner udsigten for os ind til en ny side ved bønnens kamp. Han taler her om en for­bøn, der former sig som en kamp. - Den Samme tanke har han udtrykt med lidt andre ord i Kol. 4, 12-13: »Epafras, som er en af jeres egne, sender hilsen til jer; han er en Kristi Jesu tjener og strider altid for jer i sine bønner, for at I må stå fast, fuldkomne og fuldt forvissede om, hvad der i enhver sag er Guds vilje. Thi jeg giver ham det vid­nesbyrd, at han har megen møje for jer og for dem i Laodikea.«
    Denne bønnens strid har man imidlertid oftere misfor­stået.

Ikke en strid med Gud

Man har opfattet den som en bønnens strid med Gud. Og tanken er da den, at Gud holder sine gaver tilbage. De må på en eller anden måde aftvinges ham. Og nu ser man bønnen som et sådant middel, hvorved man overvin­der Gud og bevæger ham til at opfylde bønnen. Og når bønnen opnår dette, så er det just, fordi den bedende har kæmpet med Gud, bestormet ham med begæringer, over­tydet ham om den skrigende nød, og i det hele taget holdt ud, indtil Gud gav efter.
    Men der skal jo ikke megen bibelkundskab til for at op­dage, at dette syn på bønnens kamp er hedensk og ikke kristeligt.
    Gud er god i sig selv. Vi skal ikke bede, heller ikke kæm­pe i bøn for at gøre Gud mild. »Gud ... giver alle gavmildt og uden bebrejdelser.« Jak. 1,5. Og han er ikke blot god, han er også alvidende og ved til enhver tid, hvad der tjener os bedst. Det behøver vi ikke at lære ham hverken ved vore argumentationer eller overtalelser eller ved at lægge pres på ham.
    Den nævnte opfattelse af bønnens kamp som en kamp med Gud, støtter sig gerne til enkelte skriftudsagn, så­ledes Jakobs kamp med Gud.1. Mos. 32, 24-32. Her for­tælles, hvorledes Jakob indlod sig i brydekamp med Gud. Og Jakob gav sig ikke, men sagde: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig.« Og så fik han virkelig velsignelsen af Gud. Men rigtignok fik han også en for­vreden hofteskål efter den brydekamp.
    I Det nye Testamente henviser man gerne til den kamp, som den kananæiske kvinde udkæmpede med Jesus. Matt. 15,21-28.
    Her fortælles om en kvinde af hedensk herkomst, som traf Jesus oppe i nærheden af Tyrus. Hun bad ham helbrede hendes datter, som plagedes af en ond ånd. Men Jesus svarede hende ikke et ord. Nu gik disciplene hen til ham og sagde: »Få hende til at gå, hun råber jo efter os!« Men da sagde han: »Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«
    Kvinden var imidlertid i stor nød og gav ikke op. Hun kom nu lige hen til Jesus og faldt ned for ham og sagde: »Herre, hjælp mig!« Men Jesus gav endnu ikke efter. Han. sagde de hårde ord: »Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det for de små hunde.« Men kvinden gav ikke tabt. Slagfærdigt, men ydmygt griber hun billedet med de små hunde og siger, at det ikke er nødvendigt at tage brødet fra børnene og give det til hundene; thi disse klarer sig godt med de smuler, som falder fra deres herres bord.
    Da først giver Jesus efter og opfylder hendes bøn.
    Det kan jo ikke nægtes, at begge disse beretninger ved første øjekast synes at støtte den nævnte tankegang, at den, som kæmper i bøn, ligefrem må overvinde Gud og tvinge ham til at opfylde bønnen.
    Imidlertid vil vi snart indse, at en sådan udlægning af disse beretninger vil bringe os i strid med hele Bibe­lens syn både på Gud og på bønnen. Derfor må vi prøve på at finde en udlægning, som stemmer både med Guds og bønnens væsen, sådan som dette forkyndes os i hele den samlede bibel. Lad os nu se lidt på dette.

Hvorfor svarer Jesus ikke, da kvinden bad ham så bønligt om hjælp? Var det, fordi han ikke brød sig om hende? Nej, og atter nej!
    Men da disciplene så bad for hende, hvorfor henviste han da til, at han var sendt alene til det udvalgte folk? Han havde jo gjort undtagelser fra denne regel før, f. eks. Matt. 8, 5 f.
    At dette ikke var af vrangvilje står klart for enhver, som har lært Jesus at kende. Når han alligevel gik frem på denne mærkelige måde, så var det, fordi. han havde en særlig hensigt med det.

Enhver, som har vandret lidt med Jesus og har nogen erfaring fra bønslivet med ham, ved, at dette er ikke noget enestående tilfælde, men det gentager sig fra tid til anden i alle troendes historie.
    Jesus tier.
    Vi råber på ham den ene gang efter den anden. Den ene gang højere og kraftigere end den anden. Men ikke et ord fra Jesus. Når et stykke tid er gået, taler han. Men da får vi strenge og skarpe ord at høre fra Skriften, ord, som går os til marv og ben. Ganske som hans ord faldt til den kananæiske kvinde om de små hunde. Eller som han talte til sin egen moder ved brylluppet i Kana: »Kvinde! lad mig i fred!« Eller som han talte til den kongelige embedsmand i Kapernaum: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, vil I ikke tro.« Johs. 4, 48.
    Hvorfor taler Jesus så hårdt?
    Der står jo, at »han giver alle gavmildt og uden be­brejdel'er.« Jak. 1,5. Ja, han giver gerne og uden onde ord. De ord, han taler, er skarpe, men han siger dem ikke for at krænke os. Hele denne hans mærkelige og for os ofte uforståelige optræden, er dikteret af hans kærlighed, som er så stor, at han ikke blot ønsker at give os det, vi beder om, men meget gerne. Som Luther siger: Vi beder om sølv, men Gud giver os ofte guld i stedet.
    Hver gang Jesus ser, at der er en mulighed for, at han kan give os mere end det, vi har forstand til at bede ham om, så gør han det. Men da må han gå disse ufor­ståelige veje med os.
    Han svarer ikke et ord på vore bønner. Vil han da ikke høre os? Jo, det har han gjort allerede fra første øjeblik. Men hvis han nu straks gav os den ting, vi bad om, så ville han ikke opnå at give os det, han nu har udset til os. Et typisk eksempel på dette finder vi i Johs. 11.
    Lazarus blev syg, og søstrene sendte straks bud til Jesus med disse dejlige ord: »Herre! se, den, du elsker, er syg.« Og nu glædede søstrene sig til, at Jesus skulle skynde sig at komme og helbrede deres kære broder.
    Men Jesus kom ikke.
    Lazarus blev mere og mere syg, det blev døden, og de måtte begrave ham.
    Det var en frygtelig tid for de to søstre. Hvorfor kom Jesus ikke? Han havde jo forbarmet sig over alle, som bad ham om hjælp. Hvorfor kom han ikke til dem? Brød han sig ikke længere om dem? Forstod han da ikke, hvor det gjaldt for dem om at få Lazarus rask? Og nu, ja, nu var det for sent! Broderen var ikke blot død, men allerede begravet og i færd med at gå i forrådnelse.
    De forstod intet af det hele. Og det værste var, at de kendte ikke Jesus igen i dette.
    Hvorfor gjorde Jesus nu sådan med dem?
    Jesus havde fra første stund bestemt sig til at hjælpe dem. Men han havde også straks bestemt sig til at give dem mere, end de bad ham om. Derfor ventede han med at komme, indtil Lazarus var død og begravet. Han ville opvække ham fra de døde.
    Hvorfor ville han det?
    For det første, fordi han gennem det under fik lejlig­hed til at vise dem mere af sin kraft, mere af »Guds herlighed«, som han selv kalder det,v. 40. Derved ville de få ikke blot det, de bad om, at få deres broder hel­bredt og rask, men de fik deres tro og tillid til Jesus styrket og udvidet.
    For det andet fik han på denne måde givet dem en grundig ydmygelse. De fik deres egen utålmodighed og knurren mod Jesus at se. Hvor havde de ikke i disse endeløse dage og nætter rettet deres bebrejdelser imod ham både i tanker og i ord. I alt fald hører vi, at det er bebrejdelserne, som bryder frem hos begge søstrene, så snart Jesus var kommet: »Herre, havde du været her, da var min broder ikke død.«
    Det er meget muligt, at Jesu fortrolige omgang med den lille familie havde givet dem en lidt mere eller min­dre bevidst følelse af, at de stod i et enestående for­hold til ham. Jesus havde jo vist, at han satte en særlig pris på både deres tro og kærlighed til ham.
    Men nu i disse tunge ventedage var forgyldningen gået grundig af. Nu havde de fået at se, hvad den var værd, både deres tro og deres kærlighed. De var blevet grun­digt ydmygede. Men netop derfor blev nu både bønhørelsen og det mægtige opvækkelsesunder dobbelt stort for dem.
    Noget lignende var det, han tilsigtede med den kana­næiske kvinde, da han tøvede med bønhørelsen, først med en pinlig tavshed og så med en skarp og streng ta­le. Han ville give hende mere end en helbredt datter. Han ville give hende noget selv.
    Og nu bankede han på hendes hjerte med det ømme, kærlighedshårde ord. Og han opnåede sin kærlige hen­sigt med hende. Hun lukkede sit hjerte op for ham.
    Hun blev for det første ikke forarget, hverken over hans tavshed eller over hans tale, men lod sig over­bevise af dem begge om sin sande tilstand. Og så valgte hun den stilling, som Jesus ønskede og ventede at se hende i. Hun kastede sig for hans fødder og overgav sig til hans barmhjertighed med de enkle og rørende ord: »Herre, hjælp mig!«
    Der ved Jesu fødder modtager hun ydmygt det hårde ord om de små hunde, en i sandhed bøjet sjæl, som »yd­myger sig under Guds vældige hånd.«
    Og da hun nu på Jesu ord får sin datter helbredt, så var hun frelst, ikke blot fra sin timelige nød, men også fra sin egenrådige fordringsfuldhed ind i synderens yd­myge overgivelse til Guds grundløse barmhjertighed.
    På lignende måde er også Jakobs kamp med Gud at forstå. Lad os først mærke os, at det er Gud, som møder Ja­kob til kamp i et menneskes skikkelse. Jakob frygter for Esau; men nu vil Gud vise ham, at han er i en langt større fare. Han har nemlig Gud imod sig. Og nu er det opgøret med Gud, som i den nat bliver Jakob påtvunget.
    Gud ville velsigne Jakob. Han havde jo valgt ham til stamfader for det udvalgte folk. Men velsignelsen var nu lukket ude på grund af Jakobs synder både mod Gud og mod Esau og mod deres gamle fader. Og nu er det disse synder, Gud vil tale med Jakob om. Og dette opgør var det vel, som foregik i Jakobs indre, mens den ydre brydekamp stod på.
    Jakob tænkte vel som alle vi andre, at Gud nødig vil give sine gaver og derfor må overvindes i kamp. Han bruger da også det såre betegnende udtryk: »Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig«!
    Men Guds velsignelse var rede i samme stund for Jakob, da han gjorde op med sine synder. Og det gik Jakob. som de andre, vi just har talt om: han fik mere, end han bad om. Han bad om velsignelse og hjælp for sig og sine i den skæbnesvangre konflikt med Esau, som jo kunne føre til, at Esau i had og hævn udryddede både Jakob og hele hans slægt.
    Gud gav ham mere end dette. Han gav ham et møde med sig selv, som Jakob aldrig glemte. Ja, begivenheden gjorde et sådant indtryk, at hele Israels folk bevarede mindet om den. De spiste aldrig senen på hofteskålen af noget dyr til minde om, at Jakobs hoftesene var vre­det af led hin skæbnetunge nat.
    Gud gav Jakob en ydmygelse for livet. Den gjorde ham lille i sig selv og afhængig af Gud. Og denne svaghed blev Jakobs bedste værn mod de fjender, han havde skaffet sig ved sin pågående, listige og uregerlige natur.

Efter denne undersøgelse vender vi tilbage til den kamp, som apostelen opfordrer os til at udføre i vor forbøn.
    Efter det, vi nu har set, er det straks klart for os, at der heller ikke her er tale om at aftvinge Gud bønhø­relser, han nødig ville give. Men denne kamp ligger meget mere på linje med den kamp, vi netop har be­handlet. Forskellen er blot, at i den før nævnte kamp gjaldt bønnen os selv, i denne kamp derimod gælder bønnen andre.
Og når vor bøn for andre bliver fuld af kamp, så er det nøjagtigt af de samme grunde, som vi omtalte i det  foregående. Det er noget ved Guds stilling til vor for­bøn for de andre, som gør den tung og ofte uforståelig. Og da indtræder kampen.
    Og kampen bliver en kamp ikke med Gud, men med os selv. Der er ting i os, som hindrer bønnen for de andre. Disse hindringer er det nu, bønnens ånd peger på for os, og så er kampen straks i gang. Lad mig nævne føl­gende: Først og fremmest vor egenkærlighed.
    Forbønnens egentlige hindring er jo, at vi lever så snævert og optaget af os selv og vore aller nærmeste, at bønnens ånd ikke opnår at skabe omsorg for andre i vort hjerte. Og dermed er jo forbønnens arbejde hæm­met, ja, for manges vedkommende stænget ude.
    Men Ånden overbeviser os også om denne synd. Og så snart jeg lader mig overbevise om min egenkærlige sorgløshed, så bliver jeg frelst fra den. Bønnens ånd fylder mit tomme hjerte med hellig omsorg og minder mig så om det ene og så om det andet, som trænger til min fattige og ringe forbøn.
    Men skal dette sind bevares, så kræves der kamp. Jesus sagde: »Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.« Uden hellig årvågenhed mister vi snart det omsorgs­fulde sind. Men det vågne, bedende menneske, som ken­der sig selv, holder sig tæt ind til ham, som daglig fyl­der vort hjerte med den barmhjertige omsorg.
    For det andet vor magelighed.
    Jesus så klart denne fare for vor bøn. I Luk. 18, 1-8 har han talt om den. Det afsnit begynder således: »Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.« Ligeledes minder jeg om hans vemo­dige bebrejdelse til de tre apostle i Getsemane: »Så kunne I da ikke våge en time med mig!«
    Det var mageligheden, som overvandt apostlene hin nat. Og det er mageligheden, som overvinder os. Vi begynder at bede om noget for os selv eller for andre. Og det går godt, indtil mageligheden melder sig. Vi bliver trætte af at bede, og så ebber bønnen ud lidt efter lidt. Hvor mange sådanne ydmygende erfaringer har vi ikke alle bag os?
    Derfor er det, Jesus opfordrer os til at våge i bøn. Apostelen kalder det at stride i bøn. Og når han siger om Epafras, at han havde megen møje for de troende i Kolossæ, så ser vi, hvad det at stride i bøn medfører. Skal vi blive ved i omsorgen for dem, vi beder for, så deres trang og nød driver os til daglig forbøn, så går det ikke af uden strid og kamp.
    Det er den vedholdende bøn, som ikke kører træt, hvor man holder ud i bønnen, indtil bønhørelsen kommer; det er denne bøn, som er vanskeligst for os og derfor koster os mest kamp. Og når vi strider i bøn for en person eller en sag, så vil det for det første sige, at vi lever og føler og lider med den person eller den sag, det gælder. Allerede det koster betydelig kamp, hvis ikke et naturligt slægtskabs- eller venskabsbånd knytter os til vedkommende.
    For det andet vil det sige, at vi strider os igennem de hindringer, som vil hæmme, ja, lamme vor fortsatte og vedholdende bøn; ved årvågenhed opdager vi afslap­pelsen i vor· bøn og i vor omsorg og lægger den frem for bønnens ånd. Thi også i denne strid er det bønnens ånd, som gør udslaget.
    Og det skal være vor trøst og opmuntring, at bønnens ånd selv vil lægge de forskellige emner for bøn ind på vort hjerte og holde dem varme for os, så sandt vi blot i redelig årvågenhed tilstår ham vor træthed i bønnen, når han overbeviser os om den.
    Se her, hvor nådigt Gud dog har indættet bønnen for os!
    Lad os nu lægge mærke til den indre sammenhæng mellem bønnens arbejde og bønnens kamp.
    Ånden får ingen af os til at gå ind i det bønnens arbejde, vi ovenfor har skildret, uden at Ånden får os til at gå ind i bønnens kamp. Og dette er igen grunden til, at det er så vanskeligt for Gud at få folk nok til at udføre bønnens arbejde.

---