De kristne som verdens lys.
Hvad nu bjergprædikenens ord om disciplene som ver­dens lys angår, så hører dette i virkeligheden hjemme i en sammenhæng, som er stik modsat den, hvori forbil­lede-hykleriet hører hjemme. Det gælder om, for at kunne forstå dette, også at forstå den helt anderledes vurdering, som gælder i denne sammenhæng. Denne vur­dering kan måske nogenlunde anskueliggøres gennem et eksempel fra det daglige liv. Man tænker sig, at den, som skal bedømme tingene, er et almindeligt naturligt menneske, som ikke selv gør krav på at være særlig retfærdig eller fuldkommen, og heller ikke bedre end folk i almindelighed. Når dette menneske stilles over for en, som er streng moralist, som handler og virker efter stren­ge principper, og som er et "forbillede for andre", så er det nok muligt, at det almindelige menneske føler en vis beundring over for dette forbillede. Dertil bidrager givetvis den opdragelse, det almindelige menneske har fået, og som har indprentet, at visse ting er synd, og at det menneske er bedre, som helt kan afholde sig fra disse ting og se til, at andre, som ikke gør det, får at vide, at de er fordærvede. Det almindelige menneske beundrer forbilledet - eller idealmennesket - eller på Ny Testa­mentes sprog: "det retfærdige menneske" - for dets mo­ralske styrke. Nu og da kan det hænde, at det almin­delige menneske ønsker, at det kunne være som dette forbillede. Men hvad det almindelige menneske under ingen omstændigheder kan tænkes at gøre, det er, at det priser Gud for det forbilledlige menneskes gerninger el­ler for, at der findes sådanne forbilleder. Det moralske menneske indgyder respekt og måske også frygt - for det er som oftest hårdt og hensynsløst med den hårdhed og hensynsløshed, som er typisk for den, som tror at handle i Guds Ånd og gå hans ærinde - men der er ingen, som af hjertet glæder sig over, at dette ideal-menneske findes, eller over, hvad det gør. Den "retfærdiges" eksi­stens retter ikke blikket op mod noget højere, vækker ikke tanken på noget, som løfter og inspirerer, noget, som hører en smukkere og skønnere verden til. Deri­mod sker det ikke så sjældent, at den "retfærdige" væk­ker ressentiment og driver det almindelige menneske i det ondes vold. Det er da åbenbart, at et sådant men­neske, som her er blevet kaldt "forbilledlig" eller "ret­færdig", vel er en, som øver sin retfærdighed, så det be­mærkes af mennesker, men det er lige så klart, at det ik­ke er noget Guds lys i verden, som mennesker priser den himmelske Fader for. Derfor kan Jesu ord om dis­ciplene som verdens lys ikke have nogen relation til et sådant menneske, og dermed er det også klart, at dette ord ikke indebærer nogen opfordring til at øve sin ret­færdighed for menneskene, sådan som den forbilledlig retfærdige gør det.

Den, som er verdens "lys", er ofte en sådan, som over­hovedet ikke af mennesker betragtes som noget retfær­digt menneske, væsentlig set måske af den grund, at han af de retfærdige på ingen måde erkendes som et fuldendt eksemplar af deres slægt, men tværtimod be­tragtes som højst brøstfældig. Men der findes alligevel noget hos ham eller hende, som gør, at det almindelige menneske føler sig opløftet, glad og styrket ved at be­tragte denne mand eller kvinde. Selvom man sjælden synes, man kan tilkende ham eller hende betegnelsen retfærdig eller from eller ret kristen, og selvom et så­dant menneske ville være langt fra at tillægge sig selv disse egenskaber - så retter dog selve dette menneskes eksistens tanken hen på Gud, den lader betragteren for­nemme og tænke, at der dog nok alligevel findes noget godt og helligt og ophøjet i tilværelsen. Men hver og en, som ser dette menneske, er fuldt på det rene med, at det ikke selv har nogen anelse om den virkning, det udøver i god retning, og at det slet ikke selv anstrenger sig det mindste for at "vise sit lys". Allermindst ville et så­dant menneske være et forbillede eller ønske, at andre handlede som det selv. For at kunne "lade sit lys skinne for menneskene" ifølge Jesu ord, er det altså nødven­digt, at enhver, ja, selv den fjerneste tanke på selv at være værdig til at være et forbillede eller ved sin hand­ling at kunne gøre et fordelagtigt indtryk på andre må være fuldkommen fremmed. For at kunne lade sit lys skin­ne, må man først være et lys, og at være et lys betyder i denne sammenhæng åbenbart at være tændt af det guddommelige lys. Et sådant menneske er selv aldeles fortæret og kan ikke lyse med noget af sit eget. Det, han er forbillede i kraft af, er "Kristus i ham" (1. Kor. 11,1; jfr. Gal. 2,20).

Forargelsen (forførelsen).

Ud fra indsigten i denne sammenhæng bliver det også klart, at Jesu udtalelse om forargelsen (forførelsen) ikke indebærer nogen støtte for det hykleriske forbilledes hold­ning. Man behøver blot at minde om, at det er selve forargelsens (forførelsens) faktum, Jesus råber sit ve over: "Ve det menneske, ved hvem forargelsen (forfø­relsen) kommer!" (Matt. 18,7). Man behøver altså blot at se efter, i hvilket tilfælde en forargelse (forførelse) kan komme i stand. Givet er det, at et dårligt forbille­de kan forarge (forføre); ligeledes, at forargelse (forførelse) kan ske gennem direkte overtalelse og bearbej­delse. Det sidste falder ind under det djævelskes sig­natur, det første under den almindelige "synde" kate­gori. Men den, som efter det ovenfor anførte, er at betegne  som et lys, som får en til at tro på det gode i verden, kan umulig virke forargende (forførende) i nogen ond retning. Derimod kan den "retfærdige", den stærke moralist, det hykleriske forbillede virke forargende, d.v.s. føre en anden til fald og dette alene ved den afsky, som et sådant menneske vækker hos den, som er udrustet med et sundt instinkt. Sidstnævnte kan da komme til også at afsky det, som det gode "forbillede" vil repræsentere og drive ham til at gøre det modsatte af alt det, forbilledet gør. På det retfærdige forbillede passer i sandhed det skriftord, Paulus anvender i Rom. 2.24: "for eders skyld spottes Guds navn blandt hedningerne". Den retfærdige selv bliver måske, som sagt, lovprist eller i det mindste beundret, men han bliver årsag til, at Kristus og kristendommen bliver forhånet og hadet, hemmeligt eller åbenlyst. Har det hykleriske forbillede virket inspirerende, så har det alene været i fordærvelig retning, enten ved at forføre andre til at blive lignende "hvidkalkede grave" eller ved, som lige anført, at vække andres ressentiment og drive dem ud i det ondes og lastens vold.

---