Den kristnes herlighed
Den kristnes herlighed er Kristus. »Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus« (Gal.3,27 ).
    Det er med den kristnes herlighed som med solen. Når den står op om morgenen, ser vi kun morgenrøden; men snart skinner den over land og by. Nu er vort liv skjult med Kristus i Gud. »Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed« (Kol.3,4 ).
    En kristen er med Kristus opvakt fra de døde og lever et nyt, helligt og retfærdigt liv og er allerede sat i himlen med Kristus. Skal vi se et kristent menne­skes herlighed, må vi lukke fornuftens øjne og alene se med troens. Kristus har selv sagt: »Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem« (Joh.17,22 ). Kristus var født med den guddommelige natur og herlighed - os skænkes den af nåde. Han er kilden til vor herlighed. Han er solen, som månen får sit skin fra. »Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde« (Joh.1,16 ).
    En kristen har da allerede her fået del i guddom­melig natur og herlighed. Det er dybt skjult for vore øjne. Vi ser og mærker intet guddommeligt ved os selv. Alt er skjult af skrøbelighed, synd og elendig­hed. Og vi er så afmægtige, at vi ikke kan give en død flue livet. Vi kan ikke leve en time uden synd. Vi bliver syge og dør. Vi er så elendige, at vi kunne fortjene alles medynk. Sådan er det nu. Men når Kristus, vort liv, åbenbares, og vi åbenbares med ham, da skal alle få vor herlighed at se. Derfor er Kristus for os håbet om herlighed, Kol.1,27 . Her er vi frelst i håbet. Vor herlighed ligger begravet i håbet. Til efeserne skriver Paulus: »Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er« (Ef.1,17-18 ). Til kolossenserne: »Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus. For i ham bor hele gud­domsfylden i kød og blod« (Kol.2,8-10 ). Denne ver­dens vise skal ikke få lov at tage den trøst og ros fra os, at vi i Kristus er retfærdige hellige og herlige for Gud. Der er ingen mangler, sådan at vi skulle forsøge at gøre os retfærdige med vore gerninger. Skulle vore gerninger være bedre end Kristi gerninger? Solen kan vel ikke gøres klarere ved, at der trækker sig mørke skyer sammen foran den? Om vi dog kunne se, hvad vi ejer i Kristus! Djævelen og verden kommer og siger: »Du er en skrækkelig synder!« Men svar du bare: »Du lyver, din løgner! Jeg er hellig og retfærdig i Kristus. Jeg er prydet med hans hellighed og hans guddommelige herlighed. Han har udvalgt mig fra evighed af, og jeg er iført ham i min dåb. Han er i mig og jeg i ham.«
    Kristus bor i sine troende. Det er dog underligt, at den guddommelige Frelser vil bo i så urene kar! Men Guds ord siger: »I er i mig og jeg i jer« (Joh.14,20 ), og »Den, der bliver i mig, og jeg i ham« (Joh.15,5 ), og »Jesus Kristus er i jer« (2.Kor.13,5 ). Kristus sidder ved Faderens højre hånd, men bor også i mit hjerte. Denne ene Kristus fylder både himlen og jorden. Det er en hemmelighed, og kan lysets børn kun vanskeligt tro det, er det ikke mærkeligt, at det er fuldstændig skjult for mørkets børn. Men er Kristus i os, så bor hele guddomsfylden, den treenige Gud i os, Joh.14,23 . »Det må dog være en stor nåde og herlighed,« skriver Luther, »at jeg skal agtes værdig til en så herlig bolig og et slot, jeg, som har et bange hjerte og en samvittighed, som oplever synd og dom og skælver for Guds vrede. Jeg synes, Gud er langt borte fra mig, og at Djævelen er mig ganske nær. Og alligevel kan jeg glæde mig over at være Guds hus, det tempel, hvor Gud selv bor.«
    Bor Kristus i mig, har jeg også hans retfærdighed. Har jeg solen, så har jeg også solens kraft og skin. Er Kristus i mig, så taler han også i mig, 2.Kor.13,3 . Herren siger selv til sine apostle: »Den, der hører jer, hører mig« (Luk.10,16 ). Lever Jesus Kristus i os, skulle han så ikke tænke, tale og handle i os? Er Kristus i os, vil også hans frugter være i os.
    Djævelen misunder os den herlighed, vi har i Kristus. Han skyder sine brændende pile ind i os og forfærder vore hjerter, anklager os for vor synd og ængster os med Guds vrede. Han kan også bruge Skriften imod os. Verden hader os og forfølger os. Det gælder om at være rustet med Kristi tålmodig­hed og huske, at Herren beskytter sine.
    »Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem« (Slm.34,8 ). »Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke« (Es.43,2 ). Herren vogter os som sin øjesten, Slm.17,8 . I Krisrus er jeg i sikkerhed for alt ondt.
    Den kristnes herlighed består i, at Kristus med sit blod har forløst os fra Adams fald, fra al synd, fra Guds vrede og den evige død; i stedet har han givet os en himmelsk herlighed med ret til den evige arv og gjort os til konger og præster for Gud.
    I Kristus har vi sejr over synd, død, djævel og hel­vede. Den onde samvittighed skal ikke skade os, men vi skal have lov at eje fred og glæde i hjertet. Så længe vi lever her, mærker vi kødet. Ja, de mest åndelige, de, som har mest af Guds kærlighed i hjertet og mest af genfødelsens kraft i livet, kender det allermest. Det er deres lidelse. De vil være rene. Men det onde hæn­ger fast ved dem. Det har dybe rødder i deres natur. De ville gerne være bare ånd og liv. Men den tid er endnu ikke kommet. Har de imidlertid fået syndernes forladelse og kender noget af troens og dåbens kraft, kan de alligevel være lykkelige. Verden lægger nøje mærke til deres færd. Det er jo et kendemærke på et ugudeligt menneske, at han ikke ser på sig selv, men på andre. Han forstår at gøre splinten til en bjælke og den lille dråbe til et stort hav. Dette skaffer den kristne usigelig smerte. Men han behøver dog ikke at lade sig forfærde af Djævelen og forurolige af verden. Kristus har givet sit blod for os og renset os i dåbens vand, for at vi ikke skal være i helvede, men i himlen. I Guds kraft skal vi stride imod alle vore fjender, både imod vor samvittighed, imod Djævelen og verden. Vi kan være frimodige. Vi skal sejre over dem. »For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed« (2.Tim.1,7 ). En kristen kan byde sin samvittighed at være stille. Hvad jeg ikke har, det har den Herre Kristus. Alle mine synder er borttaget og sænket i havets dyb. Gud er ikke længere vred, men han er forsonet ved Sønnens død. Han er min kære Far, og jeg er hans barn. Verden vil lægge min ære i støvet. Men Guds retfærdighed, nådens og livets krone, kan verden ikke tage fra mig. Derfor skal verden ikke forstyrre min fred. »Er Gud for os, hvem kan da være imod os?« (Rom.8,31 ).
    Til den kristnes herlighed hører, at han har en rolig og god samvittighed for Kristi skyld. Her lever han i verden som en lille rose, blandt torne og er dog midt i paradis. Han mærker synden i sit kød, men han er ved godt mod. For han ved, at hans Frelser har taget hans synd på sig og gjort fyldest for ham. Dette giver ham glæde i hjertet. Han har sin salighed i Kristus, mens den ugudelige søger sin frelse, hvor den ikke er at finde, og derfor falder stadig dybere ned i angst og frygt.
    »Retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid. Mit folk skal bo på fredens boplads, i boliger, hvor tillid råder, på hvilesteder, hvor de kan være sorgløse« (Es.32,17-18 ). Denne stille ro er samvittighedens ro, som ingen djævel med al sin magt kan forstyrre. Og denne fred kan bevare vore hjerter og tanker i Kristus Jesus. En sådan fred trænger en kristen til i dette liv, som er fyldt med anfægtelse og strid. En kristen kan have fred i sit hjerte. Og jo gladere og roligere han er, desto mere kært er det for Gud, og desto mere ærer han Kristus og hans forsoning for vore synder. Jeg gør den rette brug af Kristi fortjeneste, når jeg vender ryggen til al syndens og verdens uro og går ind i retfærdighedens og nådens salige hvile.
    Det er evangeliet, som giver os fred i samvittighe­den og glæde i hjertet. Evangeliet fortæller os, at vi bliver frelst af nåde. Ingen synd skal tilregnes mig. Jeg er evigt forsonet med Gud, jeg er Helligåndens tempel og arving til den evige herlighed. Guds fred og glæde må regere i mit indre, og hjertet elsker Gud og synger ham et evigt halleluja. En evangelisk prædikant bruges af Gud til at gøre sjælene sunde og skaffe dem fred og glæde. Han er en sjælelæge, som bringer balsam til de sårede samvittigheder; Gud frelser dem fra frygt og nød og flytter dem fra dødens rige og over i fredens og glædens. Da kan jeg sige: »Nu lever jeg. Kristus lever i mig, og jeg er et saligt menneske.« Dette sker ikke uden Helligånden. Han bringer freden gennem evangeliet og lader os vokse i nåde og kundskab om Kristus. Med denne fred i samvittigheden kan vi have en jubelfest i vore hjerter. Om vi ikke havde andet end syndernes forladelse, så ville det være nok til evig glæde. Men nu har vi Jesu Kristi retfærdigheds dragt, er Guds børn og salvet med Helligånden og er arvinger til himmel og salighed. »Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel; evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter« (Es.51,11 ). Vi skal fryde os over den herlighed, vi allerede nu har, og over den salighed, som vi skal opnå engang; vi skal synge Gud en evig lovsang med vor mund og i vore hjerter.
    En kristens hele liv skulle være et liv i glæde. En nattergal er altid ved godt mod og synger friskt, hvad enten det lyner og tordner, eller det regner, el­ler solen skinner. Sådan skal en kristen altid kunne være i fredens og glædens rige. Kunne jeg blot se den herlighed, som jeg har Kristus, ville jeg blive forvandlet mere og mere fra herlighed til herlighed. Her er en kristens herlighed skjult. Men når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal han vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle de troende, 2.Thess.1,10 . Vi skal blive ham lig og se ham, som han er.

---