Det afgørende missionsmiddel (uddrag)
I missionsarbejdet har Gud knyttet os til sig selv i inderlig af­hængighed af ham. Han alene kan nå menneskers hjerter med sin Ånd til genfødelse og åndeligt liv. Når et menneske føres til sand og frelsende tro, er det Guds suveræne gerning alene. Det er ham, der skaber troen og fører mennesker fra mørkets rige over i sin elskede søns rige ( Joh 1,13; 6,44. Ef 2,8. Kol.1,13 m.fl.).
    På denne baggrund er der ingen tvivl om, hvad der bør være vort første spørgsmål, når vi vil arbejde på menneskers frelse. Vi må spørge: Hvordan arbejder Gud? Hvilke midler gør han brug af, når han fører mennesker til tro? De midler, som Gud har valgt at virke igennem, dem må vi satse på, hvis vi vil være redskaber for hans gerning. Ellers risikerer vi at arbejde åndeligt frugtesløst og forgæves. Hvad siger Skriften om, hvordan Gud virker tro? Paulus giver os svaret:
    »Troen kommer altså af det, der høres« ( Rom 10,17).
    Dette er et uhyre centralt vers i relation til mission. Det står i en sammenhæng, hvor Paulus skriver om de unåede hedninger. De er fortabte, fordi de ikke tror på Jesus, og de har ingen mulig­hed for at gøre det! For de har ikke hørt om ham!
    »Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvor­dan skal de høre uden at nogen prædiker? Og hvordan skal no­gen prædike uden at være udsendt?« (Rom 10,14-15)
    Ingen bliver ifølge Paulus frelst uden gennem et møde med Guds levende ord. For det er igennem ordet om Jesus, at Gud selv skaber den frelsende tro. Samme centrale pointe kommer frem i Efeserbrevet, når Pau­lus her fortæller om, hvordan de kristne i menigheden er kommet til tro. I ydre forstand er det givetvis sket på mange forskellige måder. Alligevel kan de mangfoldige historier sammenfattes i et vers: »I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse - i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med for­jætteisens Hellige Ånd .. , « (Ef 1,13).
    Alle de troende er blevet frelst på en og samme måde: ved at høre sandhedens ord, evangeliet om deres frelse. Herigennem har Gud givet dem troen på Jesus, den Hellige Ånd og det evige liv.
    Evangeliets ord er Guds mægtige middel til at skabe tro i hjer­terne og derved gøre mennesker til hans børn. På denne baggrund kan vi enkelt definere mission som det at bringe ikke-kristne i kontakt med Guds levende ord. For Guds ord er selve det virkende middel i missionsarbejdet. [....]

Troen på, at det er Gud, der giver væksten, fører på ingen måde til passivitet i Paulus' liv! Den giver tværtimod frimodighed og udholdenhed i hans arbej­de. For Paulus er det afgørende at fastholde denne hovedsand­hed: at frugten af hans arbejde ikke er hans eget ansvar, men Guds! Netop på det grundlag kan Paulus til enhver tid arbejde med fuld frimodighed.
    Påtager vi os ansvaret for, at ordet skal virke tro i hjerterne, trænger vi ind på et ansvarsområde, som Gud har holdt for sig selv - til velsignelse og befrielse for os. I medgang og i mod­gang, i vækkelsestider og i tilbagegangstider: altid må vi med iver, lidenskab og bøn til Gud sprede hans ord og glæde os over den vækst, som han giver - når og hvor han vil det! Intet i Skriften peger i retning af, at der ret beset burde være vækkelse til enhver tid, og at vi følgelig må antage, at vi arbejder forkert, hvis der ikke er vækkelse her og nu. Vækkelsen er Guds værk. Han sender den, når og hvor han vil det. I kirkehistorien ser vi, at der er korte perioder med store vækkelser og lange pe­rioder uden. Det er undtagelsen, at mennesker i tusindtal går ind i den kristne menighed. Hovedreglen er, at de går ind en efter en. Vort kald er til enhver tid at række det ene og samme ord videre, hvorigennem Gud skaber tro og åndeligt liv. [....]

     »Vil vi være mange, må vi glæde os over at være få. Ellers bli­ver vi ingen!« (Carl Fredrik Wisløff).
    Ret forstået er vort gudgivne kald og opgave ikke at få mange mennesker omvendt. Vi skal bringe evangeliet ud! Det er vores opgave. Vi skal bringe evangeliet hen til de ikke-kristne og for­kynde det enkelt og ligefremt for dem, så de forstår det. Hvad det virker i hjerterne, det er Guds ansvar. Vi kan ikke omvende men­nesker og skal heller ikke gøre det! Omvendelsens under i hjertet må virkes af Gud selv ved hans Ånd. Afviser mennesker det bi­belske evangelium og støder det fra sig, så hverken skal eller kan vi prøve at vinde dem på anden vis. Vi møder stærke advarsler i Bibelen mod at forsøge at vinde mennesker ved at tilpasse vor forkyndelse og vort budskab efter verdslige menneskers ønsker og forventninger. Guds kald til os er ikke at få mange til at be­kende sig som kristne og opbygge en stor kirke her i tiden. Guds kald til os er at stille os til rådighed for ham, så han ved og gen­nem os kan bygge en kirke, der består igennem ildprøven på den store dag ( l Kor 1,18-25; 3,10-15. 2 Kor 4,1-6).
    Gud vil, at alle skal frelses ( 1 Tim 2,4)! Og den samme nød har han lagt ned i alle troendes hjerter. Det var denne nød, der drev de første apostle ud. Men det er tankevækkende at se, hvad de rettede deres opmærksomhed mod. Det var ikke statistikkerne for ydre kirkevækst. Det var for så vidt heller ikke, om folk var negative eller positive over for deres forkyndelse. De var optage­de af en ting: om de virkelig var tro i det at bringe Guds ord ud ­sandt, klart og uafkortet! De vidste, at Guds frelseskraft var knyttet til dette levende ord! Deres opgave var denne ene: at bringe ordet hen til de ikke-kristne og lade dem høre det - forståe1igt og klart og med omsorgens og kærlighedens røst! Når de var tro i dette, kunne de have frimodighed i både medgang og modgang, både når evangeliet blev modtaget, og når det blev af­vist.
    Den klare sondring mellem vort ansvarsområde og Guds an­svarsområde er af altafgørende betydning i missionsarbejdet. Vi ser det med stor tydelighed hos Paulus. Nøglen til Paulus' målrettede og på samme tid frimodige tjeneste må i høj grad fin­des netop i denne sondring. Den hjalp ham i forhold til fire store fristelser i tjenesten.

1. Fristelsen til at tænke småt om tjenestens herlighed

Paulus oplevede igen og igen, at evangeliet blev afvist med hån og hovedrysten, og at ringeagten vendte sig mod ham selv. [....]

    Paulus' altafgørende styrke var imidlertid, at han ikke vurdere­de evangelisationsarbejdet udfra en ydre, menneskelig og køde­lig betragtning. Han så sin tjeneste i Guds lys, og her var en ting afgørende: om han tjente med Guds sande og livgivende ord. Var han et redskab for Guds ords udbredelse, så var hans tjeneste her­lig. Så bragte den Guds rige med. Så bragte den himlen, det evige liv, frelsens kræfter og en livgivende duft af Kristus med sig. Uan­set hvor ringe tjenesten end måtte se ud i menneskers øjne. Hvor Paulus og ethvert andet Guds barn kom frem i verden med Guds ord, der førtes de i sejrstog af Guds selv - altid!
    »Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes - for dem, der fortabes, en duft af død til død, for dem, der frelses, en duft af liv til liv. Og hvem duer til det? Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus« ( 2 Kor 2,14-17).

2. Fristelsen til at lade frimodigheden afhænge af resultaterne

Paulus oplevede både tider med vækkelse og tider med frafald blandt sine tilhørere. I Efesus stod han i tre år midt i en mægtig vækkelse, som førte til, at evangeliet blev spredt ud over hele provinsen Asien ( ApG 19,1-12; 20,18-38). Men da han nærmer sig sit livs afslutning, får han i dødscellen underretninger, der pe­ger i modsat retning. Alle i provinsen Asien har nu vendt sig fra ham ( 2 Tim 1,15). Man kan overveje, hvilke tanker og følelser det har vakt hos Paulus. Vi ved, at frafald blandt dem, han havde ført til troen, smertede Paulus dybt ( 2 Kor 11,29). Men selv ikke frafald kunne rokke ved hans personlige frimodighed i tjenesten (2 Kor 11,30-12,10). For frimodigheden beroede på dette ene: at han tjente Gud i troskab med det sande og livgivende ord. Dette var hans kald og opgave. Var han tro i dette, kunne han have fuld frimodighed uanset de ydre resultater af hans virksomhed. Det er denne tone, der brænder igennem i hans sidste brev fra dødscel­len. Der er sejrs- og jubeltone i hans sidste hilsen til Timoteus. For han ser sin tjeneste i Guds lys: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig« ( 2 Tim 4,7-8a).

3. Fristelsen til at lade budskabet forme efter tilhørerne

Paulus førte mange samtaler med vantro mennesker. Han kom til at kende deres tankegang ualmindelig godt og fik klarhed over, hvilke emner og budskaber, der kunne vække almen interesse og sympati. Paulus var på det rene med, at der var sider af Guds  væsen og af Jesu person, som man kunne tale om, uden at vække anstød, men tværtimod opleve almen tilslutning. Holdt han sig til det sympatiske og nedtonede det anstødelige, kunne han uden tvivl vinde bred sympati og mange tilhængere. Alligevel valgte han at prædike på en anden måde. Han prædikede et budskab, som satte skel imellem frelste og fortabte og gjorde mennesker til strafskyldige syndere over for en almægtig og hellig Gud. Han prædikede om en frelser, der var blevet gjort til syndebuk og of­ferlam for alle mennesker. Mange reagerede med heftig vrede mod dette budskab. Andre fandt det latterligt. Andre igen fandt det uinteressant. For Paulus selv var reaktionerne uden betyd­ning for hans budskab. Hans kald var ikke at vinde mange til­hængere og få mange til at fatte sympati for Gud og bekende troen på Jesus. Hans kald var at formidle et bestemt budskab, som var givet af Gud selv. Paulus vidste, at Åndens gerning og frelseskraften var knyttet til evangeliet om Jesu Kristi død og op­standelse. Var herligheden i dette evangelium skjult for mange, så var herligheden dog lige stor. Og ingen kunne få syn for her­ligheden og komme til tro på den uden ved det ene evangelium, Gud havde lovet at virke igennem. Derfor fortsatte Paulus med at forkynde dette ene evangelium - uforfalsket, uafkortet og ufor­andret:
 »Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed. Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne. Og er vort evan­gelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens Gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlig­hed« (2 Kor 4,1-4). [....]

4. Fristelsen til at satse på en populær ydre form

Paulus var ganske klar over, at hans tilhørere ofte bedømte ham på hans form og fremførelse. Blandt samtidens grækere var det et ideal, at en god taler skulle virke begavet og veltalende. Man var meget optaget af den rette ydre form. Den skulle være fæn­gende og stimulerende. Formen betød for mange mere end ind­holdet. Kunne Paulus optræde med den rette ydre form, ville han blive populær, og mange ville lytte til ham med stor sympati. I modsat fald ville de fleste forholde sig yderst kritiske til ham ­og til hans budskab! Det var særligt i Korinth, Paulus oplevede denne forventning og fordring til hans ydre form ( 1 Kor 1,22; 2,1. 2 Kor 10,10; 11,6).
    Under disse betingelser kunne det virke naturligt, at Paulus overvejede, om han ikke burde imødekomme folks forventnin­ger til hans form. Det handlede jo ikke om at ændre budskabet, kun formen. Det er bemærkelsesværdigt, at Paulus slet ikke tænkte sådan! For ham var det ikke ubetydeligt, hvilken form han valgte. Han var meget bevidst om at vælge den form, der tjente budskabet bedst! I en sammenhæng som Korinth, hvor folk var mindre optaget af budskabet end af formen, afviste han således helt at imødekomme deres ønsker om en stimulerende og fængende form. Gjorde han det, ville han blot understøtte og be­kræfte den usunde fokusering på formen. For Paulus var sigtet med den ydre form og tilrettelæggelse ikke at behage, imponere eller stimulere tilhørerne, men at få budskabet klart frem! Derfor valgte han i Korinth det paradoksale at lægge al kunstfærdig og intellektuelt stimulerende veltalenhed fra sig og i stedet at tale helt enkelt og ligefremt om Jesus som verdens korsfæstede frel­ser (1 Kor 2,1-5)! Netop derved ledte han på bedste vis tilhører­nes opmærksomhed bort fra sig selv og formen hen mod budska­bet! Og netop da var han tro imod sit gudgivne kald!
    Paulus var udmærket klar over, at korintherne var utilfredse med hans forkyndelsesform. De opfattede ham som en svag og dårlig taler (2 Kor 10,10; 11,6). Men det er påfaldende, hvor uanfægtet Paulus er af denne kritik. Det skyldes ikke, at han er li­geglad med forkyndeisens ydre form eller med den pædagogiske tilrettelæggelse. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Paulus en­gagerede hele sin personlighed og alle sine evner i at prædike Guds ord, så budskabet enkelt, klart og personligt nåede frem til og blev forstået af de ikke-kristne. Han understreger selv, at vi som forkyndere bør kalde mænd, der er gode til at lære fra sig (l Tim 3,2). Men han var overbevist om, at frelseskraften lå i selve budskabet (Rom 1,16. l Kor 1,18. Gal 3,1-5)! Derfor måtte alt samle sig om dette ene: at få budskabet frem og vende opmærk­somheden mod det! Det var dette formen skulle tjene til! Hvis han forkyndte på en måde, så folks opmærksomhed samlede sig om hans form og blev begejstrede for ham selv og hans tale på grund af formen, så ville han have forrådt sit kald! For korinther­nes egen skyld valgte Paulus derfor at skuffe deres forventninger og fordringer til hans optræden. Så kunne de mene og sige om ham og hans talegaver, hvad de ville. Han havde tjent dem med henblik på deres evige frelse, og han havde været tro mod det kald, han havde fået fra sin eneste og endelige dommer - Gud selv!
    »Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som for­valtere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver be­dømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedøm­mer ikke engang mig selv ... Den, der bedømmer mig, er Herren« ( 1 Kor 4,1-4).
    Hvorfor har Gud i missionsarbejdet knyttet os så stærkt og entydigt til et bestemt budskab, der tilmed er direkte anstødeligt? Paulus fører os ind i Guds tanker og Guds hensigt på dette områ­de. Når Gud har knyttet sin frelsende kraft til et uanseligt ord og budskab, så er det for at knytte os til ham! Gud har valgt et men­neskeligt set uendeligt svagt middel, for at vi skal blive klar over, at alt i vort evangelisationsarbejde beror på Guds indgreb, hans velsignelse og hans medvirken ved sin Ånd! (1 Kor 2,1-5; 4,20. 2 Kor 4,7). At vor tro på Gud sættes på prøve i missionsarbejdet, bliver endnu tydeligere, når vi ser på det budskab, Gud har knyt­tet sin frelseskraft til.
 

---