skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

En rig og herlig kristen menighed
Mikkel Vigilius - "Ved evangeliets kraft"

»Vi ønsker en menighed, vi kan være glade for og stolte af! Så vi vil gerne invitere ikke-kristne med.« Udsagn som dette høres ikke helt sjældent i dag. Mange fremstiller det som en afgørende forudsætning for effektiv mission, at vi ikke har en menighed, som vi kan være glade for og stolte af.
    Det kan være svært at vurdere, hvilken tankegang der ligger bag et sådant udsagn. Men det er værd at bemærke, at vi hos en mand som Paulus møder mange og stærke udtryk for glæde og stolthed over de kristne menigheder, som han har med at gøre: »Først og fremmest takker jeg min Gud for jer alle ... « (Rom.1,8 ). » ... jer glæder jeg mig over« (Rom.16,19 ). »Jeg takker altid min Gud for jer ... « (1.Kor.1,4 ). »Vi takker altid Gud ... når vi be­der for jer ... «( Kol.1,3 ). »Derfor ... kan jeg heller ikke holde op med at takke for jer ... « (Ef.1,15 ). »I er min stolthed ... « (1.Kor.15,31 ).
    Hvad er grundlaget for Paulus' store glæde og stolthed? Har han at gøre med en hel stribe af dynamiske, velfungerende og ha­stigt voksende menigheder, eller er der en anden forklaring? Vi finder en nøgle til svaret i Efeserbrevet, som er det store brev om den kristne menighed. Her taler Paulus i kapitel efter kapitel om den kristne menigheds rigdom, herlighed og kraft. Men det er ikke tilfældigt, at han i det samme brev hele 35 gange bruger for­muleringen: 'i ham', i Kristus', 'i Herren'. For her og kun her finder og ser han den kristne menigheds sande åndelige rigdom og herlighed: i Jesus! Netop derfor har Paulus en altoverskyg­gende bøn for efeserne: at Helligånden må komme til dem og åbne deres hjertes øjne for den rigdom og herlighed, de altid ejer i Kristus:
    »Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fa­der, vil give jer visdoms ogåbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke« (Ef.1,17-19 ).
    På sin vis repræsenterer Efeserbrevet selv en opfyldelse af Paulus' bøn. For i dette brev åbenbares det, hvad menigheden til enhver tid er og har, så sandt den tror på og har Jesus: Den er vel­signet med al himlens åndelige velsignelse (1,3); den står for Guds ansigt hellig og uden fejl (1,4); den har barnekår hos Gud (1,5), forløsning for al synd i Jesu blod (1,7), et urokkeligt håb og en evig arv (1,11); den har Helligånden i hjerterne (1,13); den har Guds overvældende magt hos sig (1,19), og den har allerede nu nået målet i himmelen - i Jesus (2,6)!
    Alt dette har Gud givet menigheden - blot ved troen på Jesus! Blot fordi den hænger ved ham og har ham. Menighedens rig­dom - er Jesus! Sin herlighed finder den - i ham!

At vores herlighed som kristen menighed ikke beror på vores ydre fremtræden, men på det, vi er og har i Jesus, ser vi meget klart illustreret i Jesu ypperstepræsteligte bøn. Denne bøn beder han skærtorsdag aften. Han ved, at denne aften vil alle disciplene svigte ham, forlade ham og lade ham i stikken. Han kender sine disciples svaghed. Alligevel er det dem, han beder for - på denne måde:
    »Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem«(Joh.17,9-10 ).
    Hvad stort og herligt er der dog ved disse disciple? Ikke noget, man kan se i hvert fald! Det er ikke deres ydre udholdenhed, tro­fasthed, styrke eller nogen anden synlig kvalitet ved dem. For en umiddelbar menneskelig betragtning har de absolut ingen herlig­hed! For øjnene at se har de ingen herlighed. Men midt i deres ydre skrøbelighed og svaghed har de ikke desto mindre en ting, som forandrer alt: de har tro på Jesus!
    Jesus nævner det selv i sin bøn: de er kommet til tro på ham som deres frelser og herre! (v.8). De hænger ved Jesus. De tror på ham og følger ham. Og det gør dem herlige! Det gør dem lige så hellige, rige og herlige som Jesus selv. Det gør dem til konge­børn og himmelarvinger. Det stiller dem ved Jesu side over for Gud! Al Jesu herlighed er deres - som Jesus selv siger det i sin bøn:
    »Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem« (Joh.17,22 ).
    Derfor er de herlige! Fordi de har Jesus! I Guds perspektiver det dette ene, der er afgørende for, at en kristen menighed er rig og herlig: At den lever i tro på og glæde over Jesus. Da ejer den al himlens åndelige herlighed og rigdom i ham - helt uanset sin ydre tilstand.
    Gud ser ikke, som vi ser. Han vurdere ikke efter det ydre - ef­ter det, som er for øjnene at se. Han ser efter en ting: troen på Je­sus. Og hvor han finder denne tro - om det så bare er hos to mennesker, der samles i Jesu navn - så ser han der en evigt rig og herlig menighed! Den gamle engelske biskop J.C.Ryle udtrykte det på denne måde:
    »Selv den mest ynkelige forsamling på 3 eller 4 svage troende, der mødes i en lille hytte for at læse i Bibelen og bede, er et her­ligere syn for Gud, end den største forsamling, der nogensinde har fyldt Peterskirken i Rom.«
    Det er provokerende sagt, men meningen er klar og bibelsk. Gud ser ikke efter ydre størrelse og pragt. Han ser efter troen på Jesus. Uden denne tro kan en menighed være nok så stor, attrak­tiv, dynamisk og imponerende - den er i Guds øjne fattig, ynke­lig og død. Omvendt kan en menighed for en ydre betragtning være nok så svag, lille og skrøbelig - lever den i troen på og glæden over Jesus, så er den herlig, skøn og rig for Gud!
    Vi får illustreret det med stor styrke i sendebrevene i Åb.2-3 . Her viser det sig, at menighedernes sande tilstand står i direkte modsætning til deres ydre fremtræden. Ingen menighed synes ifølge en ydre betragtning at være mere rig, herlig og stærk end Laodikæa-menigheden. Men i virkeligheden er netop denne me­nighed den åndeligt fattigste af alle! For den har glemt at søge og finde sin rigdom i Jesus (Åb.3,14-22 ) ! Ingen menighed synes ifølge en menneskelig vurdering mere ynkelig, svag og fattig end Smyrna-menigheden. Men Guds dom er en anden: den er rig! For den har bevaret og holdt fast ved troen på Jesus (Åb.2,8-11 )!
    Når Paulus i sine breve takker for de første menigheder, er det da også netop dette, han takker for: deres tro på Jesus og deres glæde over nådens rigdom i ham (Rom.1,8 . 1.Kor.1,4-6 . Ef.1,15 . Kol.1,4 )! Vi hører intet om, at disse menigheder har været store og attraktive. Det er muligt, at de har været det. Det er muligt, at de ikke har det. Det betyder i sig selv intet som helst for deres åndelige styrke, rigdom og herlighed. Afgørende er alene det le­vende hjerteforhold til Jesus!
    Derfor er det også dette, vi må prøve os selv på, når vi vil vur­dere, om der er noget at takke for og glæde sig over i vore me­nigheder. Lever vi i en stadig omvendelse til og tro på Jesus? Er det ham og hans frelses rigdom, vi samles om, vidner om, synger om og minder hinanden om? Lever vi i en stadig tilegnelse af og tak for nåden i Jesus? Da er vi en herlig, levende og rig menig­hed - i Guds øjne.
    Nøglen til sand glæde og stolthed over den kristne menighed, er at vi kommer til se den, som Gud ser den. At vi ser den, som den er i Jesus. Da tændes glæden over menigheden i vore hjerter, kærligheden til den og stoltheden over den!
    »Hvis vi et enkelt øjeblik kunne se den troende menighed med Guds øjne, iklædt Jesu retfærdigheds hvide dragt, da ville vi fal­de på vore ansigter og bekende, at vi ikke anede, at der fandtes så herlige engle i Guds himmel« (C.O.Rosenius).
    Det er dette, vi har brug for at se - igen og igen. Det er vejen til trosfrimodighed og til åndelig kraft både i menighedslivet og i missionsarbejdet. Paulus understreger det stærkt i Efeserbrevet, at alle de mange tjenester og nådegaver i menigheden i sidste ende tjener ét samlet formål: at åbne menighedens øjne for den rigdom, som den ejer i Kristus. I samme grad denne rigdom er le­vende for hjerterne, i samme grad styrkes menigheden i troens glæde, i den indbyrdes kærlighed og i den myndige fasthed  over for al vranglære, der vil føre den bort fra Jesus. I samme grad nå­dens rigdom er stor for menigheden, i samme grad drives den in­defra til at vidne om nåden i Jesus med glæde, overbevisning og kraft - til enhver tid og under alle forhold! (Ef.3,15-21 ; Ef.4,7-16 ).
    I vor tid er mange kristne stærkt optaget af spørgsmålet om, hvordan vi kan opbygge gode, levende og missionerende menig­heder. Der bliver skrevet bøger om det, holdt konferencer og kurser om det, og ført mange samtaler om det. Det er et vigtigt spørgsmål, og det godt og nødvendigt at arbejde med det. Men om det fører noget godt med sig afhænger af et spørgsmål: hvor bliver vores opmærksomhed i sidste end vendt hen? Mod os selv eller mod Jesus? Bliver vi kirke-centrerede eller Kristus-centre­rede?
    I samme grad vores sind og tanke samler sig om os selv, og vi begynder at vurdere os selv ud fra vor ydre fremtoning, i samme grad mister vi troens og frimodighedens forankring i Jesus - og dermed vores åndskraft!
    Det var det, som skete for Galater-menigheden. Kun et af Pau­lus' menighedsbreve indledes med en bebrejdelse: brevet til ga­laterne. Det er skrevet til nogle kristne, der er på vej til at glide bort fra den frie og rige tro på Jesus. De begyndte ellers godt: med stor glæde over nåden i Kristus. Dengang var de fulde af frimodighed, af glæde og af evangelisk åndskraft i deres vidnes­byrd. Men gradvist blev blikket vendt mod dem selv, og de be­gyndte at vurdere sig selv ud fra det ydre. De gled ind under lo­ven, og det er altid vejen til troens død. Under loven ender vi en­ten i mismod eller hovmod og altid med en udslukket trosglæde og åndskraft. Paulus ser, at det er ved at ske for galaterne, og han lægger ikke fingrene imellem i sit kald til at vende tilbage til evangeliets kraftkilde:
    »Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lov­gerninger eller ved at høre i tro? Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil i nu ende i kødelighed?« (Gal.3,1-3 ).
    Det er dybt paradoksalt, at vi netop i bestræbelsen på for alvor at blive stærke og kraftfulde i troen på og arbejdet for Jesus kan komme bort fra det evangelium, som alene kan give styrke og kraft!
    Hvad var hemmeligheden bag de første kristne menigheders stærke vidnesbyrd? Det var ikke menighedernes ydre herlighed og pragt. De kristne menigheder blev tværtimod ofte betragtet med foragt, fordi de samlede de ringeste, fattigste og dårligst ud­dannede, og fordi de lod helt simple mennesker vidne og forkynde. De kristne menigheder var ofte lavklassemenigheder og be­stod mange steder overvejende af slaver. Udadtil havde de ingen menneskelig herlighed at fremvise.
    En fornem romer, Kelsos, skriver med dyb ringeagt om de kristne:
    »Lad os høre, hvad slags mennesker disse kristne er. Enhver, som er en synder, siger de, enhver som ikke er klog, enhver som er et barn - kort sagt: enhver som er en stakkel - han kan blive modtaget i Guds rige! ... I privathusene ser vi endog uldarbejde­re, skomagere, vaskeriarbejdere og de mest ulærde og bondske slyngler forkynde.«
    Men der var en overnaturlig kraft i de kristnes forkyndelse, og af en bestemt grund: fordi de var forankrede i den usynlige og evige rigdom i Jesus. De så den med troens øje, levede i den, fry­dede sig over den og vidnede om den med kraft. Dette var de første kristne menigheders hemmelighed!
    Det er bemærkelsesværdigt, at Jesu ord om de troende som verdens lys og som en by på et bjerg kommer umiddelbart efter, at han i saligprisningerne har omtalt dem som de fattige, de sør­gende, de hungrende og de tørstende og har lovet dem forfølgel­se, hån og uretfærdig behandling i verden for hans navn skyld (Matt.5,3-12 ). Der er på ingen måde tale om en menighed, der fremtræder i verden som et strålende eksempel på kraft, frem­gang og succes ifølge en almindelig menneskelig vurdering. Men netop gennem den ydre modgang og lidelse mindes menig­heden om, at den er Guds sande tjener og har sin arv og evige rigdom i himlen. Og denne virkelighed vækker troens fryd og glæde midt under korsets plage. Det evige perspektiv frisætter også de troende til at elske og tjene andre med gode gerninger i deres korte tid her på jorden. Og herved er menigheden et skin­nende lys i verden og en by på bjerget ved at være forankret i og leve ud fra evangeliets rigdom i Kristus (Matt.5,11-16 )!
    Ifølge Paulus skal de kristnes ydre ringhed ikke betragtes som et problem og en hindring for et kraftfuldt missionsarbejde, tværtimod! Den ringeagt og hån, som vi møder på grund af vores ydre ringhed, bruges af Gud til at vende vores blik mod den usynlige og evige rigdom i Jesus, så vi forankres i den og netop derved bliver stærke, frimodige og åndsfyldte i vores tro og tje­neste( 2.Kor.4,16-18 ). Den ydre ringhed bruges også af Gud til at nedbryde vores hovmodige tro på os selv og vende al vores for­ventning mod ham og hans Ånds kraft( 1.Kor.1,26-29 ; 2,6)!
    Den kristne menigheds ydre ringhed er ikke noget, vi selv skal frembringe. Den er et vilkår, som Gud selv underlægger os på den måde og i det omfang, han ser, det tjener os bedst. Og det er et vilkår, som er uløseligt forbundet med, at al vor herlighed er gemt og skjult i Kristus. Vores kald som kristne er derfor ikke at tilstræbe at lade vores menighed og dens samlinger fremstå pri­mitive, tarvelige eller triste. Tværtimod må vi bruge alle vore kreative, kunstneriske og ledelsesmæssige evner til at frembrin­ge gode, smukke og velfungerende menighedshuse og veltilret­telagte menighedssamlinger med god sang, liturgi, ledelse osv. Men vi må gøre det i en frimodig vished om, at Guds kraft ikke beror på eller er afhængig af kvaliteten af de ydre former. Og vi må lade alle ydre former tjene til at vende sind, tanke og op­mærksomhed mod menighedens egentlige og sande skat - i Je­sus. Det må være det samlede mål for alle aktiviteter og tiltag i menigheden, at de mennesker, som kommer til menigheden, må blive optaget af og se - ikke menigheden - men Jesus! Det er menighedens kald: at være en finger, der peger bort fra sig selv mod ham! Og det kan den gøre til enhver tid helt uanset dens egen ydre fremtræden og vilkår!
   
Guds menighed er jordens største under!
Mens verdens skikkelse i hast forgår,
er Kristus i al evighed den samme,
og fast hans rige på sin klippe står.
Mens verdensriger kommer og forsvinder,
går kirken mod fuldkommenhedens vår.

Matt 16,18 Ronald Fangen 1942. Dansk 1989. (Den danske Salmebog nr.345)

Det er en tros styr­kende sang. Den taler med evangelisk kraft og styrke om kirkens urokkelige skat, herlighed og sejr i Jesus. Gennem al modstand, trængsel og mørke går det for kirken altid og usvigelig sikkert mod evig forløsning og sejr ved Jesus. Mens verdensriger kom­mer og forsvinder, går kirken mod fuldkommenhedens vår. San­gen er gennemglødet af trosfrimodighed og sejrsvished. Det tan­kevækkende er, at den er skrevet i Norge - i 1942! Da landet var besat af tyskerne; på det tidspunkt af krigen, da den tyske hær gik frem på alle fronter; i det år da den norske kirke blev overta­get af nazisterne. Midt i dette mørke, da kirken havde mistet al ydre magt og sikkerhed, da alle menneskelige støtter og håb for troen var væk, da stod kun et tilbage: den evige og urokkelige rigdom og sejr i Kristus! Da blev menighedens tro fornyet, og da blev dens vidnesbyrd stærkt! Gud give, at vi må erfare det sam­me i vor tid!
 
(Fra "Ved evangeliets kraft" s.111-118 - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 2005 - af Mikkel Vigilius)  - Gengivet på Shafan med tilladelse af Elevforening og forfatter - 28-02-09
Bibelhenvisningerne kan læses på BibelenOnline - Det danske Bibelselskab