Forførelsens magt (kap. 17 Joh.Åb.)
I kapitel 17 viser Gud nu sin menighed hemmeligheden om denne ejendommelige magt, Antikrist, hvis sæde vi allerede har mødt nogle gange under navnet »Babylon« (14,8 og 16,19).
    Vi ser straks i v. 1, at hovedmålet i dette syn er, at åbenbare dommen over Antikrist og hans rige. Vi har tidligere ganske kort set deres endeligt, men altid hvor noget andet var hoved­sagen. Således var hovedsagen i 11,13 at vise, hvorledes Ån­dens og Ordets menighed i sit væsen var en opstandelsens og sejrens menighed, medens verden og den falske kristenhed omvendt var en dommens verden og menighed, selvom de synes at besidde magt her i verden. I 14,8 var hovedsagen at vise, at kun Guds evangelium består i dommen og bærer den frugt, som Herren spørger efter i dommen: nemlig troens frygt og ære. Endelig var hovedsagen i kap. 16,19 at vise, at Dyret og dets rige fører plager over verden, fordi det netop i sin åndelige grund er en dømt magt i forholdet til den levende Gud.

Men fra kap. 17 tager Åbenbaringen direkte sigte på at af­klæde Antikrist og fremstille ham i dommens ydmygede skikkelse. I den hensigt beskrives han først her i kap. 17 i sin storhed, før vi i kap. 18 ser ham i hans fald. Men vi lægger vel mærke til, at det i kap. 18 ikke er Antikrist selv, sagen her drejer sig om, men hans riges undergang, medens hans egen domfældelse møder os i et nyt syn i kap. 19. Dette beror på, at vi i disse kapitler betragter Antikristens forhold til jordens konger og betydning for den ide, som berører landenes han­del, medens hans forhold til Kristus og hans evangelium træder noget i baggrunden. Derfor udtrykkes Antikristen her først og fremmest under billedet af sit rige, Babylon.
    Inden Johannes får den store Stad at se, kalder englen den med det navn, som udtrykker dens dybeste væsen: den er en skøge. Dette udtrykker det inderste i ikke blot denne Anti­krist, men i alle antikrister: de er skøger.
    Dette billede brugte Gud ofte i GT om sit gamle ejendoms­folk for at udtrykke dets utroskab mod Herren (f. eks. Hos. 1,2). Israels forhold til Herren var blot ret, når det var bru­dens forhold - bruden, som med hele sit hjerte kun tilhører en - ja, som ikke har plads til blot skyggen af nogen anden -  ­bruden, som er ren.
    Vi finder det samme billede flere steder i NT. Her vil vi kun standse ved et: 2. Kor. 11,1-4. I disse vers møder vi skøgevæsenet i sin første begyndelse i den kristne menighed. For det første mærker vi os udtrykket »oprigtige troskab mod Kristus«. Det er den rene bruds forhold til Jesus. Det er den troskab, som tør åbne sit hjerte for brudgommen og vise ham, hvordan alt er hans. Men dernæst lægger vi mærke til v. 4: »Hvis nogen prædiker en anden Kristus eller et andet evan­gelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt i det«. Dette er utroskaben i praksis: at lytte til et andet evangelium end det, som apostlene forkyndte. Det er det, som i Åbenbaringen heder »utugt«: at omgås et evangelium og en Kristus, så hjertet hindres i at give den sande Guds Søn, Lammet, den ære, tak og pris, som alene den tro kan give ham, som har lært betydningen af hans frelsesværk at kende, som det er for­kyndt os af apostlene.
    Som det fremgår af v. 2 og 5, står vi over for en kristenhed, som ikke blot omgåes dette falske evangelium, men en kirke og kristenhed, som føder nye »skøger« - kirke og kristenhed, som lader andre drikke af dets falske, utugtige evangelium (v. 2).
    I v. 3 føres Johannes så ud i ørkenen (billedet på den ver­den, hvor Guds vrede råder), og her ser han så Skøgen, Baby­lon, siddende på et dyr. Af dette dyrs beskrivelse i f. eks. v. 7 fremgår det, at der er tale om det dyr, vi så i kap. 13,1: Dyret af havet, som betegnede Antikristens religiøse side. Hermed giver åbenbaringen til kende, at det, som bærer denne ver­densforfører, er denne religiøse magt. Kun tilsyneladende er magten politisk, og kun tilsyneladende er hans betydning po­litisk. I Guds store krig til menneskers frelse er hans magt og betydning religiøs.
    I v. 4 ser Johannes, hvordan Skøgen fremtræder i vældig pragt og rigdom. Han ser hende klædt i purpur og skarla­gen og skinnende af guld og ædelstene og perler og med et guldbæger i sin hånd. Og vi skal lægge mærke til, hvad dette guldbæger indeholder: det er fuldt af hendes vederstyggelig­heder og hendes utugts urenheder. Hvor typisk for denne An­tikrist og alt, hvad der er hans: dette for Gud og hans me­nighed så sataniske, vederstyggelige, bespottende og forfø­rende findes indsvøbt i guld og stor pragt.
På kvindens pande læser Johannes navnet på den store Stad. Det er en hemmelighed, står der (v. 5). D. v. s. at navnet er tilsløret. Det er ikke byens rigtige navn. »Babylon« står der. Dette navn brugtes næsten officielt på den tid om Rom. Således regnes også Peters første brev for skrevet fra Rom p. gr. a. ordene i kap 5,13: »Menigheden i Babylon hil­ser jer«.
    Vi har allerede i fortolkningen til kap. 14 beskæftiget os med dette navn, og skal derfor kun understrege det: at navnet muligvis her skyldes, at denne by står som symbol på den ene og fælles tanke, som skal drive folkeslagene til at give Dyret magten, fordi han synes at kunne virkeliggøre folkeslagenes gamle »babelstanke«: at blive forenet, så al ufred i verden undgåes (jvfr. v. 17).
    Endvidere står der om Skøgen, at hun er »moder til jor­dens skøger« (v. 5). Hun er altså ikke ene om at være skøge. Der er stadigvæk - som Johannes skriver i sit 1. brev 2,18 ­mange antikrister i verden. Men hendes stilling er som mo­derens i en børneflok. Hun står blandt alle andre som »Mo­derkirken«, modermenigheden - det samlende udtryk for alle antikrister på jorden.
    Mange har forvildet sig ud i den tanke, at disse skøger er statskirkerne. Det er en skæbnesvanger fortolkning, fordi den afslører en blindhed, som Skriften - også Åbenbaringen ­andre steder fælder hård dom over - ja, sætter lige med an­tikristerne. Det afslører nemlig, at man lægger mere vægt på en ydre form end det åndelige indhold. Som vi har set, er det evangeliet, som afgør, hvad der er skøge, og hvad der er brud, og ikke en ydre kirkeform. Og i det lys vil skøgevæsenet være at finde i alle ydre kirkeformer.
    Her er et punkt, hvor vi p. gr. a. vor blinde, uforstandige fornuft behøver megen åndelig visdom og klarsyn. Det er f. eks. den samme kødelige blindhed, som får nogle til at sige, at den lutherske kirke er udgået fra Romerkirken - eller som får andre til at sige, at Luther ikke gennemførte reformationen, men standsede på halvvejen.
    Sandheden om disse spørgsmål er nemlig, at kun så længe man taler om den ydre form, kan man tale om sammenhæng med Romerkirken. Men er kirken evangeliets forsamling, så er der ikke længere nogen historisk forbindelse. Og hvad an­går, at Luther »standsede på halvvejen«, så er det altid un­der henvisning til de mange ydre ting, han bevarede i den ydre kirke. Her kom rigtignok nogle, som »gik videre« og ren­sede ud i det ydre. Men det er kun fremgang i kødets verden, ikke i Åndens. Luther lagde på åndelig vis kun vægt på evangeliet. Kun evangeliet er sandheden - ikke nogen form. De, der »gik videre« og tillagde den ydre form såsom messe­tøj, billeder, orgler, embeder o. m. m. åndelig betydning, de gik i virkeligheden ikke frem, men tilbage.
    Hvor vi dog tit behøver at indse, at Guds Ånds virke ikke beror på ydre former, men alene på evangeliets plads i de ydre former.
    Jordens skøger skal derfor alene findes i lyset af frelsens store evangelium. Hvor det forfalskes og gøres anderledes end det, apostlene og profeterne forkyndte i Skriften, der er skø­gerne, hvis moder er i Rom.
    Det næste, Johannes ser i v. 6, er, at kvinden er beruset af Jesu vidners blod. Som vi før har set, har billederne tit en både bogstavelig og billedlig betydning. Således sikkert her. Ikke blot er her tale om, at den store Antikrist rent bogstave­ligt har myrdet dem, som fastholdt det evangelium, som er Antikrist imod og afslører ham, men blodet er i Skriften over­hovedet udtryk for »sjælen« (1. Mos. 9,4), og udtrykker det martyrium, som menigheden også rent sjæleligt skal igennem p. gr. a. disse antikrister (jvfr. ordet »overmoden« i 14,15) ­- en sjælelig smerte, vi hyppigt finder hos apostlene, men som ingen skøgekristen selvsagt kender (eks.: Gal. 4,19-20).
    Dernæst skal vi lægge mærke til Johannes reaktion, da han ser Antikristen og hans rige, dem som forfører den hele verden, dræber og forfølger og piner menigheden, har al sin magt fra Djævelen, udøver politisk og økonomisk magt og tvang mod den menighed, som ikke kan gå efter verdens ene og fælles tanke, men må holde sig uden for: han gribes af stor forundring.
    Det forekommer mig at være en besynderlig reaktion. Vrede, harme og hævn, det kunne man have forstået. Bøn og forbøn, det kunne man også have forstået. Angst og nidkærhed og opblussende kamplyst, - også det kunne man forstå. Men: forundring - - -- ? Nej, den reaktion er kun forståelig, når vi hu­sker den enorme modsætning mellem Antikristens fremtræ­den og hans virkelige væsen og gerning. Her i Åbenbaringen ser han ud som et dyr - endda et skrækkeligt dyr. Vi ser, hvor han får sin magt fra. Vi ser, hvad der er hans mål. Vi ser hans forhold til menigheden. Men husk vel, at dette ud­trykker kun hans væsen, det skjulte, det som intet øje ser, og ikke hans ydre skikkelse. Snarere kommer hans ydre frem­træden frem i 13, 11, hvor dyret fremtræder »ligesom et lam« ( ligesom Kristus). Sådan fremtræder antikristerne: som kommer de fra Gud, som vil de menneskers evige salig­hed, som vil de lære mennesker at tro på Jesus o. s. v. Således ser vi fra mange andre steder i Skriften, at disse krister kom­mer i Jesu navn, som retfærdigheds tjenere, som hyrder og brødre i Kristus - hvilket altsammen svarer til deres gerning: at forføre (se: Mt. 24,5 - 2. Kor. 11,14-15 - Ap. G. 20,28-32 - Gal. 2,4).
   
Så forstår vi Johannes' undren. Man kan i den reaktion ligefrem mærke, hvor det er svært for ham at tro, hvad han ser. Ikke underligt, at han før disse syner måtte sluge og fordøje Herrens ord og endda gøre det inde for den Almæg­tiges ansigt. Der behøvedes en fast og afklaret tro for at tro, at denne Antikrist skulle være ham, som virkede alle de ting, som er Antikristens gerning. Vi husker også - og for­står nu - hvordan ordet var bittert i hans mave.
    Herrens engel bemærker hans undren (v. 7) og forklarer nu Johannes mere af Antikristens hemmelighed. For det før­ste får vi at se, at Antikristen er en magt med vekslende hi­storie (v. 8) : han har været - er ikke - skal dog komme.
    Nogle har i udtrykket »er ikke« læst en hentydning til Jo­hannes' egen tid. På linie hermed har man så fortolket »han har været« om begivenhederne omkring Antiokus Epifanes, som i året 169 f. Kr. begyndte at forbyde den jødiske guds­dyrkelse i templet og i stedet for opstillede et Zeus-gudebil­lede i templet med befaling om, at man skulle tilbede det. Imidlertid kender Bibelen ingen antikrister før Jesu tid. Ud­trykket »er ikke« må da betegne en fremtidig nutid. Det er altså set fra det øjeblik i historien, hvor Antikristen fremtræ­der sådan, at han »er ikke«, men »var« og »kommer«. Sandsynligvis svarer udtrykket til 13,3, hvor vi hører, at Dyret er såret til døden. Dertil svarer så også, at Dyrets helbredelse i 13,3 og opvækkelse i 17,8 begge indleder Dyrets magt.
    Men hvorom alting er, så lærer denne åbenbaring os: ikke at tro og håbe, at det er forbi med Antikristens magt, fordi den synes dødsmærket. Antikrist udslettes ikke, før han har opfyldt alt, hvad han skal opfylde iflg. Skriften. Også her gæl­der det, englen siger i v. 9, at have et sind, som rummer visdom - d. v. s.: et sind, som ikke lader sig lede af, hvad øjnene ser, hjertet føler og tankerne bedømmer, men holder sig for øje, hvad Ordet siger.
    I v. 9 siges endvidere, at Antikristens hovedsæde ligger på 7 bjerge, hvilket nok hentyder til Roms 7 høje, hvorpå byen ligger.
    Imidlertid ligger der nok noget mere i det billede. For der står, at de tillige er 7 konger (v. 9), og nu har vi før set, at bjerget ofte i Skriftens billedtale er et billede på et verdensrige (se: kap. 8,8). At konger og riger er identiske peger i retning af, at der er tale om totalitære magter, hvilket jo også svarer til, at verden drives af en og samme tanke mod enhed.
    Af disse syv er fem faldet på Johannes' tid. Og det kan da kun være: Ægypten, Assur, Babylon, Persien, og Græken­land. Det sjette, som er på Johannes' tid, er lige så tydeligt Romerriget. Det syvende skal komme, men kun som et for­holdsvist kort fænomen (v. 10). Dernæst skal Antikristens rige komme som det ottende verdensrige (v. 11), og dog skal det være et af de syv andre (v. 11). Altså: på en måde er Antikrist et selvstændigt verdensrige, men samtidig er hele dets magt knyttet til et af de syv - velsagtens det syvende. Der­med er sikkert udtrykt den samme dobbelthed ved Antikri­sten, som vi så i kap. 13: han er en religiøs magt - et religiøst verdensrige - og samtidig et verdensrige sammen med et »rigtigt« verdensrige.
    Dette kommende verdensrige beskrives i v. 12 som en union af 10 konger. Men disse konger er konger på en anden måde end dem i v. 9. Disse konger her får tildelt deres kongemagt. Enten ligger der det i udtrykket, at Herren giver dem deres magt for at opfylde sit ord (v. 17), hvilket svarer til, hvad Herren her i Åbenbaringen har vist os om historien. Måske ligger der også heri, at deres kongemagt hviler på andres magt - at de er valgt af andre, fordi også de repræsenterer den ene og samme tanke, som råder i tiden (v. 13).
    Denne union, som her fremstår, båret af den babyloniske tanke: at vi alle skal være et - en antikristelig tanke, som verdenskirken i dens mange afskygninger udgiver for en tanke af Jesus, idet de fordrejer Jesu bøn for sine troende disciple - dem, som ved apostlenes ord, kommer til at tro på ham - i Johs. 17,20-21 - vil betyde en lang og smertefuld kamp for menigheden, den kaldede, udvalgte og trofaste, som ved sin tro og sit vidnesbyrd om Kristus, sin årvågne kamp for at prøve ånderne bestandigt sætter de skel i verden, som den babyloniske tanke er imod.
    Men nu er enden så nær, at synerne ikke mere taler om, at Antikrist skal sejre, men at Lammet skal sejre. Og nu ser vi i v. 15-17 et vidunderligt glimt af Guds storhed. Først ser vi vor fortolkning af »vandene« som et billede på folkehavet bekræftet i v. 15. Dernæst ser vi det ejendommelige, at det er Antikrist selv og alle folkeslagene, han har med sig, som bringer Rom til fald. Og endelig i v. 17: at dette er Guds egen førelse af sin ærkefjende på jorden. Midt i deres fjendskab mod Guds evangelium, midt i deres følelse af storhed og magt og enighed tvinges de til at handle efter en tanke, som ikke fuldbyrder sit mål, men det Ords vredesdomme, som de ikke agtede på. Hvad mennesker end gør med Ordet, skal det blive historiens sidste, store vidnesbyrd: at jord og himmel ikke forgik, før Guds Ord var fuldbyrdet, uden at blot en tøddel faldt til jorden (Mt. 5,18 m. fl.). Intet ord i den hel­lige Skrift ligger tilbage, når historien er endt og Herrens store Dag er oprunden. Da har historien opfyldt - ikke menneskers planer, men Herrens stærke Ord, som mennesker ringeagtede.

---