Herrens dag
1.Thessalonikerbrev 4,13-5,5.
Kapitel 4, 13-18:
"Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord."

Kapitel 5:
"Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket."

 Paulus kalder den dag, Herren kommer igen, for Herrens Dag jvf. 5,2). Dette er et udtryk, som profeterne i Det gamle Testamente ofte brugte. Og her beskrives den således af profeten Joel:
"Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og fryg­telige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning - som Herren har sagt" (Joel 3,4-5a).
    Den kaldes Herrens store og frygtelige dag. Og det gør den, dels fordi "Herren alene er ophøjet på den dag" (Es.2, 17b), og dels fordi det betyder, at dagen bliver frygtelig for alle dem, han kender som sine fjender.
    Ifølge hans profetier er den dag Guds store frelses- og domsdag.
    Som vi ser hos Joel er den Hans frelsesdag. Men læg vel mærke til, at det er den dag, hvor han stadfæster det, han har sagt: At det er på Zion og i Jerusalem, der er frelse. Den frelse, som den dag viser sig i sin store herlig­hed, er netop den frelse, som er bundet til offerstedet i Jerusalem. Den er bun­det til offertjenesten på Zions bjerg, som Israels folk gang på gang kom så langt fra, at de efterhånden blev helt fremmede for den retfærdighed, som offeret vandt dem. Deres forhold til Gud kom stadigt stærkere til at dreje sig om loven og det at leve efter Guds anvisninger, medens det, som var Guds hele hensigt med loven - at gøre synden til en tung byrde, så loven blev til død - blev aldeles ukendt for dem.
    Men de, som holdt fast ved offeret på Zion - det offer, som Gud havde forordnet i Jerusalem - de skal på Herrens Dag erfare, at det var der, der var frelse, som Gud havde sagt.
    Men denne dag er altså også frygtelig, fordi den er Guds doms dag. Og det er den først og fremmest for dem, hvis tro og forhold til Gud ikke blev bundet til offeret på Zion.
    Vi kan tænke på Amos ord: "Ve dem, der længes efter Herrens dag! Hvad vil I dog med Herrens dag? Den er mørke, ikke lys" (Amos 5,18). Og i samme sammenhæng siger han: "Ja, Herrens dag er mørke, ikke lys, mulm uden lysskær. Jeg hader og for­kaster jeres fester, jeg bryder mig ikke om jeres festdage. Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke imod dem" (Amos 5,20-22) og: "Men ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk" (Amos 5,24).
    De sidste ord om den rindende bæk og vandet er en hentydning til Tem­pelkilden på Zion, som hos profeterne bruges som billede på det trosliv, der vælder ud fra templet. (Vi husker måske Ezekiels beskrivelse af Tempelkilden i kap.47, hvor det er et billede på det, som giver alt levende liv (v.9 og 12) og i Åbenbaringsbogen bruges som billede på det evige liv (22,2)).
    Folket ofrer stadig deres ofre - og gør det under larmende sang, som det fremgår af Amos 5,23. Men det troens liv, som er ret for Gud, udspringer ikke deraf - og det vil få katastrofale følger på Herrens Dag.
    De venter, at den for dem vil blive lys - sådan som den skal blive det for Guds frelsefolk - men, som Amos siger: Hvad vil I med den dag? Mørke er den og ikke lys.
    Men det er ikke kun for Guds folks store bedragne flok, at den dag skal være mørke, men for alle de folk, som ikke gav Gud og hans frelse den ære, som troen gør.
    Profeten Sefanias siger det sådan: "Så vent, siger Herren, på den dag jeg står frem som vidne. Det er min ret at samle folkeslag og kalde kongeriger sammen for at udløse min harme over dem, al min glødende vrede. I min lidenskabs ild skal hele jorden fortæres. Derefter vil jeg forvandle folkenes læber, så de bliver rene; de skal alle påkalde Herrens navn og stå sammen om at tjene ham" (Sefanias 3,8-9).
    Profetens ord minder om Paulus' ord i Fil.2,10-11: at "for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære".
    Herrens Dag er altså den dag, da hele jorden skal opleve Gud i hans vrede og i hans frelse - ganske, som han har sagt det, som vi så det hos Joel. Det er dagen, da hele jorden enstemmigt skal ære Jesu navn - offeret fra Jerusalem, som skal samle hele verden.

Det er om denne dag, Paulus her taler - og som menigheden har haft for øje, siden de blev omvendt til Gud.
    Paulus behandler nu spørgsmålet om Herrens dag. Både fordi der har været nogle problemer i menigheden m.h.t. Herrens komme på den dag, men også fordi den dag netop - som Joel også berørte det - kaster lys over den tro, som på Herrens dag er sejrstroen - ja, fordi den dag er den eneste dag, som kaster et sandt lys over troens rette storhed.
    Deres problem var, at der var nogle iblandt dem, som var døde uden at have oplevet Herrens komme. De levede i den græske verden, hvor legemet ikke betød noget væsentligt. Derfor var tanken om f.eks. opstandelsen for legemet noget fuldstændigt utænkeligt for dem. Det forstår vi af Ap.G.17,32, hvor vi hører, hvorledes Paulus spottes i Athen, fordi han taler om dødes opstandelse.
    At menigheden her er blevet undervist om opstandelsen, er hævet over enhver tvivl. Men opstandelsen er ikke blevet en så afklaret begivenhed for dem - et så strålende lys for troen - at det er trængt igennem hos dem og blevet en begivenhed, som står klart for deres øjne. Endnu har Ordets lys ikke kunnet fordrive det syn, som er menneskets naturlige og stærkeste syn: At når døden først er indtruffet, ja, så er der ingen rigtig fremtid mere. Og så ville disse døde ikke komme til at opleve det, som de havde set frem til: Herrens komme og Herrens store dag.
    Her var et af de områder, hvor deres tro havde en mangel, og som han nu på denne måde vil råde bod på (jvf. 3,10). Men om det siger Paulus: "Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb" (4.13).
    De må ikke være uvidende om det. For det første fordi Herren har talt om alt det, som angår hans komme - som Paulus siger: "For det siger vi jer med et ord af Herren" (v.15a). Hvad Herren taler, taler han for at det skal være lys for os i mørket. Så alene af den grund må ingen tro være uvidende om de ting. Og for det andet af den grund som Peter anfører: At det lys er troens fodfæste. Netop den dag kaster lys over meget, som er vigtigt for troen, fordi det først bliver stort i lyset af den dag.
    Det hører med til sand, kristen tro at leve i håbet, og i det lys at vi er men­nesker, som i troen har et håb - og vel at mærke ikke et uvist håb, som hednin­gerne (som når f.eks. grækerne tror på sjælens udødelighed, men vil opleve, at deres håb ikke er virkelighed, men det uvidende menneskes formodning), men et sikkert håb. Det håb, som Gud har givet os ved at åbenbare for os, hvilken fremtid Han har bestemt - ikke bare for os, men for hele verden ­nemlig den sandhed som er åbenbaret i hans tale om Herrens dag.
    En kristen skal ikke være uden håb, siger Paulus. Han skal ikke være uvi­dende om, hvad fremtiden indeholder for dem, som er døde i troen på Jesus. For vel vil en kristen sørge ved døden. Men han skal ikke være uvidende om den virkelighed, som venter forude, både for ham og den, som er død i troen på Jesus.
    Og håbet herpå hviler ikke bare på ord af Herren (v.15), men på en begi­venhed, som varsler dette håbs sandhed og komme: Jesu egen død og opstandelse (jvf. v.14). Det er det, der får Paulus til at sige i 1.Kor.15,20: "Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen".
    Den gerning, Gud har forudsagt at ville gøre, har han allerede udført begyndelsen af, da han oprejste Jesus fra de døde. Da så vi, hvad han talte om. Han talte ikke om noget åndeligt - som mange filosoffer talte om opstan­delse og levendegørelse. Han talte heller ikke om et liv bag døden udenfor kroppen, men derimod om en opstandelse ligesom Jesu opstandelse - en legemlig opstandelse fra døden - en virkelig opstandelse af jordens skød.
    Han siger, at Gud skal føre de hensovede sammen med Kristus. Og det er den sætning, han nu forklarer. Hvad vil det sige, at de hensovede skal føres sammen med Kristus?
    Jo, siger han i v.16, der skal ske det, at Herren selv skal stige ned fra himlen. Sådan vil den dag blive indledt: Herren selv vil stige ned fra himlen.
    Her taler Paulus med et ord fra Herren, siger han (v.15). Det er ikke tanker, som han selv gør sig, og heller ikke tanker, som de første kristne har gået og indpodet hinanden. Men de har talt og givet videre, hvad Herren selv har talt.
     Paulus' kilde er Herren selv - Han, som har bestemt disse ting, og som ved sit Evangelium forbereder disse ting for at de kan blive til frelse for enhver, som bliver af tro.             Kristen tro skal bygge på sikker grund. Sådan er Herrens vilje. Derfor har han talt så klart om det, der skal ske og som håbet retter sig imod.
    Og sådan har Herren selv talt: "De skal", siger han om hele den store menneskeslægt, "se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed" (Mt.24,30b) - og han fortsætter (v.31 a): "Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner".
    Om tid og timer herfor har I ikke brug for, at man skriver til jer, skriver Paulus (jvf.5,1).
    Og det svarer igen til, hvad Herren selv har talt: "Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen" (Mt.24,36).
    Hvorfor nu det? På den ene side skal vi ikke være uvidende, men samtidig er der altså noget, vi ikke skal vide.

Jo, for der er en ting, som Herren vil virke hos dem. En ting, som Han med sit Ord vil skabe i dem i forhold til denne dag - og det er årvågenhed.
    Gang på gang gentager han det ord i forbindelse med sit komme: "Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen" (Mt.25,13). Eller som han siger i Mt.24,42: " Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer".
    Det er den holdning, han vil, vi skal møde den dag med. Ikke en holdning, som ved en hel masse om tider og timer, men en holdning, som vågent spej­der i natten og lytter efter det, Herren har talt som værende betydningsfuldt, når han kommer. Den holdning som fremfor alt årvågent ser, hvilken stor be­tydning Evangeliet og troen har på den dag, som vi skal se det senere i disse breve.
    Men en dag ved midnat, som kun Gud kender, vil der lyde et råb. Det siger Jesus for at tilkendegive, at det sker, hvor mennesker ligger i deres dybeste søvn. Råbet vil lyde ud over jorden: Se, Brudgommen kommer - og da skal hele verden se Kristus komme på himlens skyer i sin evige magt og her­lighed. Borte er Kristi ringhed. Borte er Kristi tålmodighed. Borte er det forsagte ved Knstus. Med en tunge skal jorden råbe det: Kristus er Herren!
    Nogle skal råbe det i dommens gru. Andre i frelsens glæde.
    Og der skal lyde en befaling. Den beskrives som en overengels røst og Guds basun, hvilket betyder: En stærk og kraftig befaling, der skal lyde gen­nem rummet som lyden af en vældig basuns stød. Og så kommer det: Først skal de døde i Kristus opstå. D.v.s. de, som døde i troen på Jesus og som befandt sig i troens tilstand, da de døde.
   
    Hvad den dag rummer af herlighed, skal vi ikke opleve i højere grad end de hensovede. De skal ikke snydes for at se Kristus komme omgivet af sine hellige tltusinder, sådan som disse troende frygtede det. Nej, de skal vækkes af røsten, som lyder, og vågne op og se kongen i hans herlighed - Frelseren i hans sejr.
    Men de skal altså ikke være ene om at deltage i denne sejrens fremmøde på Herrens dag. For derefter, siger Paulus, skal vi, der lever og endnu er her (d.v.s: som endnu ikke er døde, (jvf. v.15), rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften (jvf. v.17).
    Det syn, Paulus her maler for os, siger altså, at når de døde er opstået fra graven på Guds befaling, skal både de og vi, der endnu lever på jorden, sam­les omkring Kristus. Også Jesus har talt herom. Han beskriver det sådan i Mt. 24, 40-41: "Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder: skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage". Og så føjer han til "Våg derfor" - nemlig med henblik på dagen og for den tro, som hører dagen til - og som han beskriver i 5,6 ff.
    Dette afspejler frelsen og dommen. Herren bortrykker dem, som på Herrens dag hører Ham til. Men lader dem blive tilbage på jorden, som Han ikke kendes ved.

Hvad der ligger i det, at nogle tages med, medens andre står tilbage, si­ges ikke. Men, da vi fra Herrens ord ved, at elementerne på Herrens Dag skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk skal brændes op i undergangens ild, som det beskrives af Peter (jvf. 2.Pet.3,10), er det nærlig­gende at tro, at vi skal rykkes bort fra jorden for at undgå den flammende ild, hvormed Jesus ved sit komme vil bringe straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. Jvf. 2.Thess. 1,7-8).
    Det er fra det dommens mørke, råbet skal lyde: Herre, Herre, luk op for os. Men råbet skal mødes af det svar, som de agtede så ringe, at de ikke fandt det værd at betænke: "Jeg kender jer ikke" (Jvf.Mt.25, 12b).
    Om de, som samledes om Kristus, hedder det så: "og så skal vi altid være sammen med Herren" (v.17b).
    Andet siger han ikke. Det betyder ikke, at vi ikke kan vide mere herom. Men måske kunne Paulus ikke sige mere på dette tidspunkt. Ud fra de syner, Herren gav Johannes på Patmos, forstår vi dog alligevel, hvad der ligger i de få ord. 
    Johannes kalder der menigheden for Kristi brud, fordi den opfylder løfter­ne i Det gamle Testamente om det ny Jerusalem (jvf.Åb.21 ,9-10) og ser den komme ned fra himlen, rede som en brud, smykket for sin brudgom (jvf.v.2). Og han fortsætter: "Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem" (Åb.21 ,3). Det er netop det, der siges med ordene: Så skal vi altid være sammen med Herren (v.17b).
    Ikke i luften skal de være sammen med Herren altid - heller ikke i himlen skal de være sammen med Herren altid - men på den nye jord. Den jord, som dommen har renset for alle feje, troløse, afskyelige, mordere, utugtige, trold­mænd, afgudsdyrkere og løgnere. Alle dem, som skal få deres plads i søen, der brænder med ild og svovl.(jvf.Åb. 21,8).
     Det er håbet, Gud har kaldet os til. Det er håbet, som er forbundet med denne ene ting: Troen.

Trøst derfor hinanden med disse ord, siger han så (v .18). De ord er nemlig så sikre, at ingen sorg, ingen magt, ingen tvivl kan gøre det til intet. For det hviler på, at Gud har bestemt denne fremtid, og derfor kommer den.
    Vi kan dø - vi kan blive til jord - men Herrens ord varer evigt og står fast, indtil alt er opfyldt. Om den dags komme, som skal bringe alt dette store med sig, siger han: "Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem" (5,2b-3a).
    Også dette er, hvad Herren selv talte. Hør blot, hvordan Han siger det: "Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være" (Mt. 24,37-39).
    Sådan vil verden være helt frem til det øjeblik, da Herren kommer til syne, og tordenstemmen fra himlen standser verdens gang for altid. De ænsede intet af det, som angik den dag. De var optaget af alt muligt andet end det, som i dette nu er afgørende. Der vil være mindre end et sekund imellem at et menneske i hovmod og gudsforagt siger: "fred og ingen fare" og dets evige undergang borte fra Herrens åsyn (jvf. 2.Thess. 1,9).
    ".og de skal ikke undslippe", siger Paulus (5,3b). Denne dag er en uund­gåelig dag, som ingen vil være i stand til at undvige. Den dag skal vi være med alle sammen. Den dag må vi lade Guds ord ske også med os, enten det er dommens eller det er frelsens ord.
    På den dag er kun en stor: Guds søn - Jesus.
    Og på den dag er kun et stort: troen på ham.
    Men jer kan dagen ikke overraske, siger han til dem (jvf. v.4 ). Og det begrunder han med, at de ikke lever i mørket, men hører lyset og dagen til (jvf. v.5).
    Selv om meget endnu var uklart for dem, så ville dagen ikke komme som en overraskelse. De vidste, den kom. De havde ventet den siden deres om­endelse. De havde levet i Guds Ords lys, hvor de ikke blot så, hvad dagen ville Indebære, men fremfor alt, hvad den dag ville dreje sig om: At stadfæste frelsens Evangelium, som Johannes ser det i synet af Herrens domsdag i Åb.14,6 ff.
Amen!

---