Laodikea:
Menigheden i Laodikea repræsenterer den sidste fare for me­nigheden: den er blevet rig. Den kender sig altså lige mod­sat menigheden i Smyrna (Åb.2,9).

Til menigheden i Laodikea v14 Og skriv til englen for menigheden i Laodikea: Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: v15 Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! v16 Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. v17 Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, v18 så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. v19 Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! v20 Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. v21 Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. v22 Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.«
Åb.3,14-22

At Jesus i v. 14 kaldes »Guds skaberværks Ophav« tyder på, at her i første række er tale om timelig velstand. Men med denne timelige velstand fulgte også en ny åndelig tilstand: v. 15-16: man var ikke blevet ligeglad med det åndelige, man var heller ikke brændende, man var interesseret. Engang havde de været elendige, ynk­værdige, fattige, blinde og nøgne, - o, da havde de trængt til Jesu Kristi evangelium, da var Herrens ord kosteligere end guld, da hungrede hjertet efter at blive iført Kristi rene, hvide retfærdighedsklædning, da havde de næsten råbt det til Herren: »Herre, luk mine øjne op, at jeg må se dig - Herre, vis mig, hvad min frelse har kostet - Herre, lad mig se.« Nu var al denne længsel ophørt. De trængte ikke til noget. De følte sig mætte. Vel mødte de stadig op i menigheden. Og vel kendte de alle, at de havde det godt i menigheden, og at de ikke kunne undvære den. Men atmosfæren var en velbe­hagelighedens atmosfære, hvor ingen hænder var rakt læng­selsfuldt mod himlen for at gribe efter Jesus, Guds Lam, hvor ingen øjne spejdede efter bare et glimt af Forsoneren på korset.
    Vidunderligt er det at se, hvorledes også en sådan tilfreds menighed er inde under Herrens kærlighed (v. 19), men lad det dog være en trøst til frelse og ikke til bestyrkelse i denne døde, selvtilfredse tilstand. Herren, som elsker dig, vil elskes af dig (v. 20).

Vi har nu set menigheden i syv forskellige situationer, hvor de enten havde vendt Åndens tale ryggen - i fem tilfælde ­eller stod i fare derfor - de to øvrige. Fælles for dem alle er det nu, at det gælder om at sejre (kp. 2, 7, 11, 17, 26 og kp. 3,5, 12,21).
    Som vi allerede har set, beror sejren på, at de atter vender sig til det, som Ånden siger til menighederne. Vi skal nu til slut se, hvorledes Ånden bringer dem til sejr.
    Der er et træk, som går igen i alle disse menighedsbreve, og det er, at hver eneste menighed bliver bragt ind i lyset af den himmelske verdens Herre og Fyrste med hver deres fare.

    Den, som havde mistet sin første kærlighed, ser Ypper­stepræsten der, hvor han vandrer i sin menighed (2,1 ). De ser deres åndelige, evige højhed - ikke i kraft af alle de dyder, de kunne fremvise, men i kraft af Ham, som holdt dem i sin hånd, og som i deres sted havde stridt, lidt, sonet og sejret hos Gud.
    Den, som levede med de overmåde store trængsler for øje og sin egen fattigdom og afmagt og bestandigt mødte spot fra dem, som kaldte sig »Guds folk«, »Israel«, den blev bragt ind i lyset af ham, som p. gr. a. sin evige magt og guddomme­lighed kunne dø og opstå (2,8 ), fordi ingen trængsel, intet fængsel, intet nederlag, ingen afmagt, kan holde den fangen, som i sin dybeste grund er af himlen.
    Den, som midt i troens kamp blev svag i læren, fører Ånden frem i lyset af himlens evige Herre, fra hvis mund Ordets skarpe sværd udgår (2,12 ), det sandhedens ord, hvorved sjælene enten vil blive frelst eller fordømt (v. 16 jvfr. 1. Pet. 2,1-8).
    Og den, som p. gr. a. sin »indsigt« blev svag i tugten, stiller Ånden ind i hans lys, som har flammende øjne og fødder som skinnende malm (2,18 ), han, som med sit bliks ildsluer rammer synden, ser den og slår ned på den, og hvis komme vi uundgåeligt vil op­leve.
    Den som i tidens løb blev svækket i sin omgang med ordet, sløv til at høre, sløv til at tage imod det, og uden kraft til at bevare det og holde det fast, minder Ånden om, at han, som i evigheden har menigheden i sin hånd, han har også den Ånd i sin hånd, som kan gøre de sløve sanser vågne påny og levende (3,1).
    Medens menigheden, som var ved at give op over for de lukkede døre og begyndt at tænke på nye veje og nye metoder og nyt indhold, fordi ordet og forkyndelsen af Lammet ikke var »tidssvarende«, løfter Ånden ved sin røst op, så den skuer ham, som har Davids nøgle - det er nøglen ind til »Davids Hus«, Es. 22,22, hvilket vil sige Kristi rige (jvfr. 2. Sam. 7,11-16) - og kan lukke op, så ingen kan lukke i, og lukke i, så ingen kan lukke op (3,7).
    Og en­delig: den, som p. gr. a. timelig velstand mistede sin åndelige trang til at gribe om frelsen i Kristus, stilles af Ånden over for den evighed, som evigt skiller løgn og sandhed, uægte og ægte, døde og levende, og afslører, hvad der i sandhed er ynkværdigt, elendigt, fattigt, blindt og nøgent, så de atter forstår, hvad det betyder at være elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen over for ham til sidst (3,14).

Vi lægger altså mærke til, at al sejr ligger på troens plan. Intet kan udfylde manglen, om· en kristen kommer bort fra at høre, hvad Ånden taler, så han mister det lys, det er, at møde Kristus i hans himmelske væsen og guddommelige, evige kraft og vilje. Ingen gerninger, ingen udholdenhed, in­gen ofre, ingen ydre fremgang, ingen rigdom eller åndelig mæthed kan erstatte denne tro. Alene den kan sejre over verden (1. Johs. 5,4).
    Vi har i Hebræerbrevet kp. 11,24-27 et godt vidnesbyrd om den sejrende tro. Moses havde to muligheder: enten stillin­gen som søn af Faraos datter og del i Ægyptens rigdomme, eller at lide ondt med Guds folk og dele dets skændsel. For mennesketanken var valget selvfølgeligt: »Du får aldrig så gode muligheder for at hjælpe Guds folk, som hvis du vælger at være søn af Faraos datter. Tænk, hvilken magt, du da får. Tænk, hvilken indflydelse, du da kan opnå - ikke blot for dig selv, men til gavn for dit folk.« Gud hjalp imidlertid Moses med valget, og Moses måtte bogstaveligt talt flygte fra de menneskelige muligheder, fordi han indså, at det var menne­sketankens muligheder. Hvad valgte han da efter? Guds folk og Kristi skændsel. Han spurgte, hvor Gud var - der ville han være. Han spurgte, hvor forsmædelsen for Kristi skyld var at finde - der ville han være. For han vidste, at der var lønnen (v. 26). Han vidste, at lønnen aldrig ligger i no­gen menneskelig magt eller nogen jordisk og verdslig for­del, men alene i en tings åndelige væsen og virkelighed. Der­for fik han også at se, hvorledes Ægyptens kraft endte i ne­derlag, medens Israels svaghed endte i sejr. Moses så Den Usynlige (v. 27), og fulgte HAM.
    Sådan sejrede Moses og Lammets menigheder til alle tider.

---