Sand omvendelse - virket af Gud alene
Hvad vil det sige at blive 'omvendt'? Når ordet bruges i Bibelen, ligger det hebraiske ord 'sub' bag. Grundpetydningen heraf er: at vende tilbage. At omvende sig vil sige at vende tilbage til - Gud. Men hvorfra vender vi tilbage? Paulus siger noget centralt om dette i Kolossenserbrevet.
    »Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin el­skede søns rige«(Kol.1,13).
    Her taler Paulus på vegne af alle kristne. Vi har alle været i mørkets magt. Det vil sige under Djævelens herredømme, i hans rige, som hans børn, og dermed under Guds vrede. Der begyndte vi alle vores liv!
    'Jeg har altid været kristen'. Den formulering kan man ind imellem støde på. Og det er muligt, det er sådan, vi husker det. Men Bibelen fører os længere tilbage, end vi selv kan huske.
    »I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig« (Sl.51,7).
    Det lille barn ser uskyldigt ud, men er det ikke. Det har synden i hjertet, er skyldigt over for Gud, og er under Guds vrede. Det var virkeligheden for os alle fra vores første dag som Adams afkom! »Vi var af natur vredens børn« (Ef 2,3).
    Hvad kendetegner dem, som er i mørkets magt? Når vi går til Bibelen med det spørgsmål, føres vi ind i forfærdende virkelig­hed. Her afsløres syndefaldets konsekvens i fuld dybde og alvor. Bibelen fortæller os, at det naturlige og vantro menneske helt igennem er behersket af synden og af Djævelen. Det hverken kan eller vil lyde Gud, og det hverken kan eller vil tro på ham! Det står Gud imod og er ude af stand til at gøre andet. Det er fortabt!
    Lad os se på nogle enkelte centrale bibelord, der afdækker syndens dybde:
    »Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver...« (Luk 11,13).
    Jesus lægger ikke skjul på, at syndige mennesker kan gøre gode ting i det ydre. At det forholder sig sådan, må vi glæde os over. Det er med til at give os tålelige vilkår her i verden. Men de gode ydre gerninger må ikke forlede os til at tænke optimistisk om det naturlige menneskes moralske og åndelige tilstand. I hjertet er det naturlige menneske ondt - intet mindre! Og Gud ser til hjertet! (1.Sam 16,7).
    Det naturlige menneske kan sagtens være både moralsk og re­ligiøst i det ydre. Det kan sågar have en kristelig religiøsitet, hvor det bekender Jesu navn, beder, læser Guds ord og vidner for andre. Men dette ændrer i sig selv ikke ved hjertet! Farisæerne havde også en imponerende ydre fromhed med bøn, almisser, skriftstudium og en inderlig tro på Gud. Men Gud så bag facaden og så virkeligheden:
    »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af død­ningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfær­dige ud for folk, men inden i er I fulde af hykleri og lovløshed« (Matt 23,27-28).
    Gud ser til hjertet, og her ser han hos ethvert naturligt menne­ske det samme: ondskab, synd, vantro og gudsoprør. Har vi svært ved at tro det? Det er Jesu egne enkle og klare ord: »Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent« (Matt 15,19-20).
    Jesus siger for så vidt intet nyt her. Den samme virkelighed er åbenbaret allerede i GT. I den hebraiske tekst til 1 Mos 6,5 står der ordret oversat: »Herren så, at menneskets ondskab var stor på jorden, og at alt dets hjertes lyst og tanke var ond dagen lang.«
    Her tydeliggøres det, at uanset den ydre facade forbliver men­neskehjertet ondt og menneskets vilje syndig! Derfor er det na­turlige menneske ude af stand til at gøre Guds vilje. I sit hjerte står det altid Gud imod. Paulus siger det meget klart og direkte: »Det, kødet vil, er fjendskab mod Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke« ( Rom 8,7).
    Kødet er det uomvendte menneskes natur. Hvad Paulus siger her, er med andre ord, at den uomvendte i sit indre altid står Gud imod. Det naturlige menneske har således ingen fri vilje til med hjerte og sind at gøre det rette og gode. I sit hjerte synder det al­tid!
    I bogen 'Drømmen om den frie vilje' skriver Olav. Valen-­Sendstad herom: »Den forfærdelige hemmelighed angående dig er denne: i dit hjerte synder du af naturen altid, du kan ikke lade være at synde, du synder med nødvendighed ...Det kan tænkes, at du ikke har set, at det står sådan til med dig, og at du måske nægter at 'tro', at du er så 'forfærdelig'. Det gør hverken fra eller til i denne sag - for sådan er du. Det ser vi, når Den hellige Ånd begynder at overbevise os om synd.«
    Hjertets ondskab, synd og fjendskab mod Gud indebærer, at det naturlige menneske altid siger nej til Gud i sit hjerte, når han kommer til det med sin lov. Det gælder, når han kommer med budet om at elske Gud over alt andet, når han byder mennesket ikke at begære, og ligeledes når han kommer med det altafgøren­de kald til omvendelse, anger og tro. I mødet med dette kald rea­gerer det naturlige menneskehjerte som mod alle Guds andre bud med et indædt og vedholdende: nej, nej, nej!
    Det naturlige menneske kan og vil ikke omvende sig, og det kan og vil ikke tro på Jesus.
    Jo, i det ydre kan det omvende sig - og være villigt til det. Det kan have lyst til at være kristen. Det kan bekende troen, slutte sig til en kristen menighed og blive anerkendt af andre som en kri­sten. Men dette ændrer ikke ved hjertet. Det er fortsat ugudeligt og vantro.
    Hjertets ugudelighed og vantro ytrer sig først og sidst i selv­retfærdighed. Det naturlige hjerte er 'indkroget i sig selv'. Det vedbliver at tro på, at det skal frelses ved noget hos sig selv - at det skal opbygge sin egen retfærdighed. Derfor er det lidenska­beligt optaget af at forsvare sig selv mod Guds radikale anklage og dom. Forsvaret mod og afvisningen af Guds anklage og dom kan sagtens finde sted og leve videre under en kristelig fernis af ydre omvendelse med syndsbekendelse, tro på Guds nåde og tje­neste for ham. Farisæerne bekendte også deres synd, glædede sig over Guds nåde og søgte med hele deres liv at tjene ham. Og så roste de sig over, at de netop herved hævede sig over andre men­nesker!
    Den kødelige religiøsitet søger hele tiden at finde det gode i sig selv. Den bruger alle dele af sit religiøse liv som byggesten, der tilsammen skal opbygge en god retfærdighed. Syndsbeken­delse, tro og tjeneste - alt dette indgår som stene i det selvretfær­dige bygningsværk. Og jo bedre det går med bygningsværket, jo mere glæder den naturligt religiøse sig. Han sammenligner sig med andre, og ser, at han lykkes. Og så er han tryg.

»Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker!« (Luk.18,11).
    Det er den naturlige religiøsitets bøn. Den er bedt ud af et van­tro og fortabt hjerte. Et hjerte, der krampagtigt og vedholdende arbejder på at finde en frelsesgrund i sig selv! Derfor reagerer den naturlige religiøsitet som på et elektrisk stød, når Gud kom­mer med sin radikale lov og dom, der afslører synd og ugudelig­hed bag al ydre godhed og fromhed, nedbryder al menneskets egen retfærdighed og slår alle egne frelsesgrunde væk under det. Dette kan den naturlige religiøsitet ikke bære! For den har ingen frelsesgrund uden for sig selv!
    Det uomvendte og vantro hjerte møder Guds radikale dom med vrede, modstand og afvisning. Den naturligt religiøse kan godt klare at høre en mild forkyndelse af Guds lov, fordi den ikke rokker ved billedet af, at den naturligt religiøse har ydet no­get godt og rummer en kerne af godhed. Men den radikale lov, som afslører synd i alt, fælder dødsdommen over al selvretfædig­hed og fastslår, at alle mennesker uden forskel har syndet og mangler herligheden fra Gud - den kan ikke godtages. For hvad er der så tilbage at tro på og regne med?
»Gud, vær mig synder nådig!« (Luk.18,13).

Det er den genfødtes bøn. Den er bedt af et menneske, der har taget Guds radikale dom ind over sig og har set, at han må frelses ved noget uden for ham selv - ved Guds nåde alene. I mødet med Guds radikale dom deles vandene mellem reli­giøse og genfødte, fortabte og frelste, Jesu tilhængere og hans sande disciple. Det skete allerede på Jesu egen tid.
    I Johannesevangeliet kapitel 8 hører vi i v. 30, at mange jøder kom til tro på Jesus. Det skete ved hans forkyndelse om, at han kom fra Faderen og talte på hans vegne. Men umiddelbart her­efter vender Jesus sig mod sine nye tilhængere og lader dem for­stå, at de er åndeligt ufrie. Og ikke nok med det: de har Djævelen til far og er villige til at gøre hans vilje; de er ude af stand til at høre Jesu ord og kan ikke tage imod dem, fordi de ikke er af Gud! Jesus understreger, at deres forhold til Gud afhænger af en ting: deres tro på ham som deres frelser og deres Gud.
»Da tog de sten op for at kaste dem på ham« (Joh 8,59).

Både her og i andre lignende situationer mister Jesu en stor del af sine tilhængere ved sin skarpe forkyndelse af loven. Men han bliver ikke desto mindre ved med at forkynde loven i dens fulde radikalitet. For han ved, at herved og kun herved kan de uom­vendte og naturligt religiøse tilhængere føres til sand omvendel­se og tro!
    Ingen bliver kristen ved en ydre beslutning om at ville være kristen og tro på Jesus. Det er en god beslutning. Men den i sig selv ændrer ikke ved hjertet. Skal et menneske frelses, må der ske et under i hjertet ved Guds Ånds gerning. Med lovens ord må Ånden knuse menneskets åndelige selvtillid og afsløre dets dybe synd og fortabthed. Med evangeliets ord må Ånden vidne om og åbenbare Jesus som fortabte synderes ven og fuldkomne frelser. Igennem dette evangelium virker Ånden den genfødende og frel­sende tro i menneskets hjerte.
    Ingen bliver frelst uden at have gjort erfaring af dette: at Guds ord både dræber og gør levende, fører ned i dødsriget og fører op derfra, gør fattig og gør rig, ydmyger og ophøjer! (1 Sam 2,6). Og den, som har gjort erfaring af dette, møder lovens radikale dom på en ganske anden måde end det naturlige menneske. Også den genfødte kender til kødets indre modstand mod Guds radika­le lov. Men han ved samtidig og har erfaret, at netop ved den fuldstændige dom over mig selv og alt mit eget, bliver jeg løst fra mig selv, fra alt mit slid og slæb med min egen kristendom og fra alle lovens krav. Netop ved den radikale lovforkyndelse bli­ver jeg drevet hen til det evangelium, der knytter mig til Jesus alene og giver mig alt i ham! Og her er friheden, her er livet, freden og frelsesvisheden! Her kan jeg leve for Gud i glæde og ju­bel og tak - altid!
»Jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud« (Gal 2,19).

Hvordan bliver et menneske omvendt? Ved Guds Ånds genfø­dende gerning gennem ordet. I omvendelsen er mennesket selv helt passivt. Det er Gud alene, der gennem sit ord og sin Ånd vir­ker alt! Bibelen beskriver omvendelsen som en dødeopvækkelse netop for at tydeliggøre, at i omvendelsen er der kun en, der er aktiv - Gud selv.
     »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, som hører den, skal leve« (Joh 5,25).
    »Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres over­trædelser og synder« (Ef 2,1).

Hvad har den uomvendte bidraget med til sin frelse? Absolut in­tet. Han har i sit hjerte stået Gud imod. Han har sagt nej, nej, nej til Gud, indtil Gud ved evangeliet har lagt troens ja ned i hans hjerte! Carl Fredrik Wisløff underviste for nogle år siden i Danmark om Guds alenevirken i omvendelsen. Efter undervisningens af­slutning kom en mand hen til ham. »Jeg synes du skal vide,« sag­de han, »at med min omvendelse gik altså sådan til, at jeg gjorde mit, og så gjorde Gud sit, og så blev jeg frelst.« »Mener du vir­kelig det?« spurgte Wisløff. »Ja, det er helt bestemt. Jeg strittede imod, det bedste jeg kunne, og så gjorde Gud resten!«
Sådan gik det til ikke bare med denne mands omvendelse, men med alle kristnes omvendelse. Det var Gud, der virkede alt - af nåde!
»Af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af« (Ef 2,8-9).

Som kristne har vi oplevet vores omvendelse på forskellig måde. Nogle har oplevet den som et valg, de traf, om at komme til Jesus og overgive sig til ham. Men hvem var den virkende kraft bag dette valg? Hvem skabte den tro og tillid, som gav dem frimodighed til at komme til Jesus? Jesus afslører omvendeisens åndelige 'bagside' for os:
»Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham« (Joh 6,44).

Dette havde de gamle lutherske reformatorer set og forstået. Det var det, der lå bag deres bekendelse af, at vi frelses af nåde alene! Vi frelses uden nogen form for fortjeneste eller positiv medvirken fra vor egen side. Vi er frelst, fordi Gud i sin store kærlighed og nåde forbarmede sig over os, da vi var hans fjender og var helt i mørkets magt. Han opsøgte os, kaldte ad os gennem sit ord, nedbrød vort hovmod og viste os Jesus som vores frelser. Luther skriver om sin egen og alle kristnes omvendelse i Den Lille Katekismus: »Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Je­sus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro.«
    Hele frelsen er virket af Gud. Både dens fuldbringelse og dens modtagelse! Det er Gud, som al æren skal have! De frelstes omvendelse har ikke sin grund i, at de har stillet sig mere positive og åbne over for Guds kald end andre mennesker. I deres hjerter har de sagt nej, nej, nej -ligesom de andre.
»I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre« ( Ef 2,3).

Hvorfor er der da nogle, som bliver frelst, og andre, som ikke bliver det? I mødet med dette spørgsmål bliver vor bibeltroskab og vor tillid til Gud sat på prøve. For her må vi fastholde nogle bibelske grundsandheder, som vi ikke får til at gå logisk op. Om dette spørgsmål siger Bibelen tre ting:

* For det første:
Gud vil, at alle skal frelses! Det er Bibelens enkle og klare lære. Den må vi fastholde og glæde os over både med henblik på os selv og med henblik på alle dem, vi kender og møder. Gud vil vor frelse. Det gælder os alle - hver os en!
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16).
    »Gud vor frelser ... vil, at alle mennesker skal frelses og kom­me til erkendelse af sandheden« (1 Tim 2,3-4).
    »Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvende1se« (2 Pet 3,9).

* For det andet:
Når nogle kommer til tro, skyldes det Gud alene! Han har virket det hele. De, som får troen af Gud, kaldes i Bibe­len for Guds 'udvalgte'. Deres frelse har sin årsag i, at Gud fra før verdens skabelse har bestemt, at de skulle føres sammen med Kristus og blive frelst ved ham!
    »For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vil­je forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus« (Ef 1,4-5).
    »Brødre, I som er elsket af Gud, vi ved, at I er udvalgt; for vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished« (1. Tess 1,4-5).
Men hvordan kan disse ord forenes med, at Gud vil alles frel­se? Det er her, vor menneskelige tanke finder sin grænse. Det be­griber vi ikke. Her er et mysterium, vi ikke kan trænge ind i. Olav Valen-Sendstad skriver herom: »Hvordan vi i vore tanker og i vor fornuft skal få det til at rime sammen, at Gud både har en almindelig frelsesvilje over for ver­den og en speciel nådevilje over for sine udvalgte børn, det be­griber jeg ganske enkelt ikke. For Gud har i sit Ord åbenbaret, at han har begge disse viljer. Derimod har han ikke åbenbaret, hvordan han forener disse to viljer i sin evige majestæt. Det hører hjemme i det, Gud har beholdt for sig selv, og som han ikke har tilladt nogen at kigge ind i. Som han siger gennem Mo­ses: »De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til« (5 Mos 29, 28). Derfor skal vi hol­de os til det, han har åbenbaret, og lade det skjulte ligge. Kends­gerningen er: Gud elsker alle. Men kendsgerningen er også: En­hver, som bliver frelst, bliver det ene og alene ved hans særlige nådevalg. «
    Bibelens ord om Guds udvælgelse til frelse er altid talt til tro­ende. Deres hensigt er ikke, at vi skal forstå dem til bunds. Hensigten er at skabe taknemmelighed til Gud for vor egen frelse, tro på Guds magt og vilje til at frelse andre, og fortrøstning til, at han som har begyndt sin gode gerning i os også vil fuldføre den (Fil 1,6). Gud har netop udvalgt os og givet os troen, fordi han vil føre os til himlen!

* For det tredje:
Når nogle afviser evangeliet, skyldes det ude­lukkende dem selv! Bibelen taler ingen steder om en dobbelt for­udbestemmelse: dels til frelse og dels til fortabelse. Gud vil vir­kelig alle menneskers omvendelse og frelse. Når nogen afviser evangeliet og forhærder sig over for Guds kald, lægger Bibelen hele skylden på mennesket selv.
    »Jerusalem, Jerusalem! du som slå profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke« (Matt 23,37).
    »Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne« (ApG 13,46).
    Det er på dette grundlag, Jesus og apostlene kan kalde alle til omvendelse og kan pålægge alle det fulde ansvar for deres frel­sessag.
    Disse tre grundsandheder må forme vores tilgang til evangeli­sationsarbejdet. Hvilke konsekvenser får det så, at vi på en og samme tid fastholder Guds almene frelsesvilje, Guds alenevir­ken i frelsen, og menneskets fulde ansvar i frelsessagen? Det får mindst fire konsekvenser:

For det første fastholdes vi i en klar bevidsthed om, at mission er at bringe det ord ud, hvorigennem Guds Ånd selv virker om­vendelse og tro. Al vor forventning i missionsarbejdet må være knyttet til Guds ord i lov og evangelium. Alt må virke sammen om at skabe lydhørhed over for dette ord! Det var ved dette ord, vi selv fik troen, og det er alene herved andre kan få den - når og hvor Gud vil det.

For det andet får vi frimodighed til at kalde mennesker til om­vendelse, minde dem om deres ansvar for at omvende sig og for­tælle dem, at det er tid at komme til Jesus nu! Dette ord kan så bruges af Helligånden enten som et lovord, der viser dem deres manglende evne til selv at omvende sig, eller som et evangelie­ord, der lader dem høre Guds kærligt kaldende stemme og drager dem til Jesus.

For det tredje mindes vi om faren for udvendige og falske om­vendelser. En ydre omvendelse kan dække over et uomvendt hjerte. Derfor må vi til stadighed lægge røst til en radikal forkyn­delse af både lov og evangelium, så al naturlig religiøsitet døm­mes, og Jesus fremholdes som vores eneste frelsesgrund. Målet er ikke mange ydre omvendelser, men mennesker med en leven­de tro på Jesus!

For det fjerde mindes vi om, at missionsarbejdet er en ånds­kamp. Det handler ikke om ved kyndigt udtænkte strategier at få mennesker til at tage gode beslutninger. Uomvendte mennesker er bundet af synden og kan ikke ændre ved deres situation. Skal de frelses, må Gud gribe ind! Alt beror på ham! I samme grad denne virkelighed bliver levende for os, bliver bønnen bærende i vores arbejde!

---