Sand omvendelse - virket af Gud alene
Mikkel Vigilius - "Ved evangeliets kraft"
Hvad vil det sige at blive 'omvendt'? Når ordet bruges i Bibelen,
ligger det hebraiske ord 'sub' bag. Grundpetydningen heraf er: at
vende tilbage. At omvende sig vil sige at vende tilbage til - Gud.
Men hvorfra vender vi tilbage? Paulus siger noget centralt om
dette i Kolossenserbrevet.
»Han friede
os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns
rige«(
Kol.1,13).
Her taler Paulus på vegne af alle kristne. Vi
har alle været i mørkets magt. Det vil sige under Djævelens
herredømme, i hans rige, som hans børn, og dermed under Guds
vrede. Der begyndte vi alle vores liv!
'Jeg har altid været kristen'. Den formulering
kan man ind imellem støde på. Og det er muligt, det er sådan, vi
husker det. Men Bibelen fører os længere tilbage, end vi selv kan
huske.
»I skyld har
jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede
mig« (
Sl.51,7).
Det lille barn ser uskyldigt ud, men er det
ikke. Det har synden i hjertet, er skyldigt over for Gud, og er
under Guds vrede. Det var virkeligheden for os alle fra vores
første dag som Adams afkom!
»Vi
var af natur vredens børn« (
Ef
2,3).
Hvad kendetegner dem, som er i mørkets magt?
Når vi går til Bibelen med det spørgsmål, føres vi ind i
forfærdende virkelighed. Her afsløres syndefaldets konsekvens i
fuld dybde og alvor. Bibelen fortæller os, at det naturlige og
vantro menneske helt igennem er behersket af synden og af
Djævelen. Det hverken kan eller vil lyde Gud, og det hverken kan
eller vil tro på ham! Det står Gud imod og er ude af stand til at
gøre andet. Det er fortabt!
Lad os se på nogle enkelte centrale bibelord,
der afdækker syndens dybde:
»Når da I,
som er onde, kan give jeres børn gode gaver...« (
Luk
11,13).
Jesus lægger ikke skjul på, at syndige
mennesker kan gøre gode ting i det ydre. At det forholder sig
sådan, må vi glæde os over. Det er med til at give os tålelige
vilkår her i verden. Men de gode ydre gerninger må ikke forlede os
til at tænke optimistisk om det naturlige menneskes moralske og
åndelige tilstand. I hjertet er det naturlige menneske ondt -
intet mindre! Og Gud ser til hjertet! (
1.Sam
16,7).
Det naturlige menneske kan sagtens være både
moralsk og religiøst i det ydre. Det kan sågar have en kristelig
religiøsitet, hvor det bekender Jesu navn, beder, læser Guds ord
og vidner for andre. Men dette ændrer i sig selv ikke ved hjertet!
Farisæerne havde også en imponerende ydre fromhed med bøn,
almisser, skriftstudium og en inderlig tro på Gud. Men Gud så bag
facaden og så virkeligheden:
»Ve jer,
skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave;
udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben
og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud
for folk, men inden i er I fulde af hykleri og lovløshed«
(
Matt
23,27-28).
Gud ser til hjertet, og her ser han hos ethvert
naturligt menneske det samme: ondskab, synd, vantro og gudsoprør.
Har vi svært ved at tro det? Det er Jesu egne enkle og klare ord:
»Fra hjertet udgår onde tanker,
mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og
bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent« (
Matt
15,19-20).
Jesus siger for så vidt intet nyt her. Den
samme virkelighed er åbenbaret allerede i GT. I den hebraiske
tekst til
1
Mos 6,5 står der ordret oversat:
»Herren så, at menneskets ondskab var stor på jorden,
og at alt dets hjertes lyst og tanke var ond dagen lang.«
Her tydeliggøres det, at uanset den ydre facade
forbliver menneskehjertet ondt og menneskets vilje syndig! Derfor
er det naturlige menneske ude af stand til at gøre Guds vilje. I
sit hjerte står det altid Gud imod. Paulus siger det meget klart
og direkte:
»Det, kødet vil, er
fjendskab mod Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det
heller ikke« (
Rom 8,7).
Kødet er det uomvendte menneskes natur. Hvad
Paulus siger her, er med andre ord, at den uomvendte i sit indre
altid står Gud imod. Det naturlige menneske har således ingen fri
vilje til med hjerte og sind at gøre det rette og gode. I sit
hjerte synder det altid!
I bogen 'Drømmen om den frie vilje' skriver
Olav. Valen-Sendstad herom: »Den forfærdelige hemmelighed
angående dig er denne: i dit hjerte synder du af naturen altid, du
kan ikke lade være at synde, du synder med nødvendighed ...Det kan
tænkes, at du ikke har set, at det står sådan til med dig, og at
du måske nægter at 'tro', at du er så 'forfærdelig'. Det gør
hverken fra eller til i denne sag - for sådan er du. Det ser vi,
når Den hellige Ånd begynder at overbevise os om synd.«
Hjertets ondskab, synd og fjendskab mod Gud
indebærer, at det naturlige menneske altid siger nej til Gud i sit
hjerte, når han kommer til det med sin lov. Det gælder, når han
kommer med budet om at elske Gud over alt andet, når han byder
mennesket ikke at begære, og ligeledes når han kommer med det
altafgørende kald til omvendelse, anger og tro. I mødet med dette
kald reagerer det naturlige menneskehjerte som mod alle Guds
andre bud med et indædt og vedholdende: nej, nej, nej!
Det naturlige menneske kan og vil ikke omvende
sig, og det kan og vil ikke tro på Jesus.
Jo, i det ydre kan det omvende sig - og være
villigt til det. Det kan have lyst til at være kristen. Det kan
bekende troen, slutte sig til en kristen menighed og blive
anerkendt af andre som en kristen. Men dette ændrer ikke ved
hjertet. Det er fortsat ugudeligt og vantro.
Hjertets ugudelighed og vantro ytrer sig først
og sidst i selvretfærdighed. Det naturlige hjerte er 'indkroget i
sig selv'. Det vedbliver at tro på, at det skal frelses ved noget
hos sig selv - at det skal opbygge sin egen retfærdighed. Derfor
er det lidenskabeligt optaget af at forsvare sig selv mod Guds
radikale anklage og dom. Forsvaret mod og afvisningen af Guds
anklage og dom kan sagtens finde sted og leve videre under en
kristelig fernis af ydre omvendelse med syndsbekendelse, tro på
Guds nåde og tjeneste for ham. Farisæerne bekendte også deres
synd, glædede sig over Guds nåde og søgte med hele deres liv at
tjene ham. Og så roste de sig over, at de netop herved hævede sig
over andre mennesker!
Den kødelige religiøsitet søger hele tiden at
finde det gode i sig selv. Den bruger alle dele af sit religiøse
liv som byggesten, der tilsammen skal opbygge en god retfærdighed.
Syndsbekendelse, tro og tjeneste - alt dette indgår som stene i
det selvretfærdige bygningsværk. Og jo bedre det går med
bygningsværket, jo mere glæder den naturligt religiøse sig. Han
sammenligner sig med andre, og ser, at han lykkes. Og så er han
tryg.
»Gud, jeg takker dig, fordi jeg
ikke er som andre mennesker!« (
Luk.18,11).
Det er den naturlige religiøsitets bøn. Den er
bedt ud af et vantro og fortabt hjerte. Et hjerte, der
krampagtigt og vedholdende arbejder på at finde en frelsesgrund i
sig selv! Derfor reagerer den naturlige religiøsitet som på et
elektrisk stød, når Gud kommer med sin radikale lov og dom, der
afslører synd og ugudelighed bag al ydre godhed og fromhed,
nedbryder al menneskets egen retfærdighed og slår alle egne
frelsesgrunde væk under det. Dette kan den naturlige religiøsitet
ikke bære! For den har ingen frelsesgrund uden for sig selv!
Det uomvendte og vantro hjerte møder Guds
radikale dom med vrede, modstand og afvisning. Den naturligt
religiøse kan godt klare at høre en mild forkyndelse af Guds lov,
fordi den ikke rokker ved billedet af, at den naturligt religiøse
har ydet noget godt og rummer en kerne af godhed. Men den
radikale lov, som afslører synd i alt, fælder dødsdommen over al
selvretfædighed og fastslår, at alle mennesker uden forskel har
syndet og mangler herligheden fra Gud - den kan ikke godtages. For
hvad er der så tilbage at tro på og regne med?
»Gud, vær mig synder nådig!«
(Luk.18,13).
Det er den genfødtes bøn. Den er bedt af et menneske, der har
taget Guds radikale dom ind over sig og har set, at han må frelses
ved noget uden for ham selv - ved Guds nåde alene. I mødet med
Guds radikale dom deles vandene mellem religiøse og genfødte,
fortabte og frelste, Jesu tilhængere og hans sande disciple. Det
skete allerede på Jesu egen tid.
I Johannesevangeliet kapitel 8 hører vi i v.
30, at mange jøder kom til tro på Jesus. Det skete ved hans
forkyndelse om, at han kom fra Faderen og talte på hans vegne. Men
umiddelbart herefter vender Jesus sig mod sine nye tilhængere og
lader dem forstå, at de er åndeligt ufrie. Og ikke nok med det:
de har Djævelen til far og er villige til at gøre hans vilje; de
er ude af stand til at høre Jesu ord og kan ikke tage imod dem,
fordi de ikke er af Gud! Jesus understreger, at deres forhold til
Gud afhænger af en ting: deres tro på ham som deres frelser og
deres Gud.
»Da tog de sten op for at kaste
dem på ham« (Joh
8,59).
Både her og i andre lignende situationer mister Jesu en stor del
af sine tilhængere ved sin skarpe forkyndelse af loven. Men han
bliver ikke desto mindre ved med at forkynde loven i dens fulde
radikalitet. For han ved, at herved og kun herved kan de
uomvendte og naturligt religiøse tilhængere føres til sand
omvendelse og tro!
Ingen bliver kristen ved en ydre beslutning om
at ville være kristen og tro på Jesus. Det er en god beslutning.
Men den i sig selv ændrer ikke ved hjertet. Skal et menneske
frelses, må der ske et under i hjertet ved Guds Ånds gerning. Med
lovens ord må Ånden knuse menneskets åndelige selvtillid og
afsløre dets dybe synd og fortabthed. Med evangeliets ord må Ånden
vidne om og åbenbare Jesus som fortabte synderes ven og fuldkomne
frelser. Igennem dette evangelium virker Ånden den genfødende og
frelsende tro i menneskets hjerte.
Ingen bliver frelst uden at have gjort erfaring
af dette: at Guds ord både dræber og gør levende, fører ned i
dødsriget og fører op derfra, gør fattig og gør rig, ydmyger og
ophøjer! (1 Sam 2,6). Og den, som har gjort erfaring af dette,
møder lovens radikale dom på en ganske anden måde end det
naturlige menneske. Også den genfødte kender til kødets indre
modstand mod Guds radikale lov. Men han ved samtidig og har
erfaret, at netop ved den fuldstændige dom over mig selv og alt
mit eget, bliver jeg løst fra mig selv, fra alt mit slid og slæb
med min egen kristendom og fra alle lovens krav. Netop ved den
radikale lovforkyndelse bliver jeg drevet hen til det evangelium,
der knytter mig til Jesus alene og giver mig alt i ham! Og her er
friheden, her er livet, freden og frelsesvisheden! Her kan jeg
leve for Gud i glæde og jubel og tak - altid!
»Jeg er ved loven død for loven
for at leve for Gud« (
Gal
2,19).
Hvordan bliver et menneske omvendt? Ved Guds Ånds genfødende
gerning gennem ordet. I omvendelsen er mennesket selv helt
passivt. Det er Gud alene, der gennem sit ord og sin Ånd virker
alt! Bibelen beskriver omvendelsen som en dødeopvækkelse netop for
at tydeliggøre, at i omvendelsen er der kun en, der er aktiv - Gud
selv.
»Sandelig,
sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja den er nu, da de
døde skal høre Guds søns røst, og de, som hører den, skal leve«
(
Joh
5,25).
»Også jer
har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser
og synder« (
Ef
2,1).
Hvad har den uomvendte bidraget med til sin frelse? Absolut
intet. Han har i sit hjerte stået Gud imod. Han har sagt nej,
nej, nej til Gud, indtil Gud ved evangeliet har lagt troens ja ned
i hans hjerte! Carl Fredrik Wisløff underviste for nogle år siden
i Danmark om Guds alenevirken i omvendelsen. Efter undervisningens
afslutning kom en mand hen til ham. »Jeg synes du skal vide,«
sagde han, »at med min omvendelse gik altså sådan til, at jeg
gjorde mit, og så gjorde Gud sit, og så blev jeg frelst.« »Mener
du virkelig det?« spurgte Wisløff. »Ja, det er helt bestemt. Jeg
strittede imod, det bedste jeg kunne, og så gjorde Gud resten!«
Sådan gik det til ikke bare med denne mands omvendelse, men med
alle kristnes omvendelse. Det var Gud, der virkede alt - af nåde!
»Af den nåde er I frelst ved
tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes
ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af«
(Ef 2,8-9).
Som kristne har vi oplevet vores omvendelse på forskellig måde.
Nogle har oplevet den som et valg, de traf, om at komme til Jesus
og overgive sig til ham. Men hvem var den virkende kraft bag dette
valg? Hvem skabte den tro og tillid, som gav dem frimodighed til
at komme til Jesus? Jesus afslører omvendeisens åndelige 'bagside'
for os:
»Ingen kan komme til mig, hvis
ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham« (
Joh
6,44).
Dette havde de gamle lutherske reformatorer set og forstået. Det
var det, der lå bag deres bekendelse af, at vi frelses af nåde
alene! Vi frelses uden nogen form for fortjeneste eller positiv
medvirken fra vor egen side. Vi er frelst, fordi Gud i sin store
kærlighed og nåde forbarmede sig over os, da vi var hans fjender
og var helt i mørkets magt. Han opsøgte os, kaldte ad os gennem
sit ord, nedbrød vort hovmod og viste os Jesus som vores frelser.
Luther skriver om sin egen og alle kristnes omvendelse i Den Lille
Katekismus: »Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft
kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men
Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med
sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro.«
Hele frelsen er virket af Gud. Både dens
fuldbringelse og dens modtagelse! Det er Gud, som al æren skal
have! De frelstes omvendelse har ikke sin grund i, at de har
stillet sig mere positive og åbne over for Guds kald end andre
mennesker. I deres hjerter har de sagt nej, nej, nej -ligesom de
andre.
»I vort køds begær gjorde vi,
hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn
ligesom de andre« (
Ef 2,3).
Hvorfor er der da nogle, som bliver frelst, og andre, som ikke
bliver det? I mødet med dette spørgsmål bliver vor bibeltroskab og
vor tillid til Gud sat på prøve. For her må vi fastholde nogle
bibelske grundsandheder, som vi ikke får til at gå logisk op. Om
dette spørgsmål siger Bibelen tre ting:
* For det første:
Gud vil, at alle skal frelses! Det er Bibelens enkle og klare
lære. Den må vi fastholde og glæde os over både med henblik på os
selv og med henblik på alle dem, vi kender og møder. Gud vil vor
frelse. Det gælder os alle - hver os en!
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for
at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt
liv" (
Joh
3,16).
»Gud vor
frelser ... vil, at alle mennesker skal frelses og komme til
erkendelse af sandheden« (
1
Tim 2,3-4).
»Han har
tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt,
men at alle skal nå til omvende1se« (
2
Pet 3,9).
* For det andet:
Når nogle kommer til tro, skyldes det Gud alene! Han har virket
det hele. De, som får troen af Gud, kaldes i Bibelen for Guds
'udvalgte'. Deres frelse har sin årsag i, at Gud fra før verdens
skabelse har bestemt, at de skulle føres sammen med Kristus og
blive frelst ved ham!
»For før
verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå
hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode
vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus
Kristus« (
Ef
1,4-5).
»Brødre, I
som er elsket af Gud, vi ved, at I er udvalgt; for vort
evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og
med Helligånd og med fuld vished« (
1.
Tess 1,4-5).
Men hvordan kan disse ord forenes med, at Gud vil alles frelse?
Det er her, vor menneskelige tanke finder sin grænse. Det
begriber vi ikke. Her er et mysterium, vi ikke kan trænge ind i.
Olav Valen-Sendstad skriver herom: »Hvordan vi i vore tanker og i
vor fornuft skal få det til at rime sammen, at Gud både har en
almindelig frelsesvilje over for verden og en speciel nådevilje
over for sine udvalgte børn, det begriber jeg ganske enkelt ikke.
For Gud har i sit Ord åbenbaret, at han har begge disse viljer.
Derimod har han ikke åbenbaret, hvordan han forener disse to
viljer i sin evige majestæt. Det hører hjemme i det, Gud har
beholdt for sig selv, og som han ikke har tilladt nogen at kigge
ind i. Som han siger gennem Moses:
»De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare
hører for evigt os og vore børn til« (
5
Mos 29, 28). Derfor skal vi holde os til det, han har
åbenbaret, og lade det skjulte ligge. Kendsgerningen er: Gud
elsker alle. Men kendsgerningen er også: Enhver, som bliver
frelst, bliver det ene og alene ved hans særlige nådevalg. «
Bibelens ord om Guds udvælgelse til frelse er
altid talt til troende. Deres hensigt er ikke, at vi skal forstå
dem til bunds. Hensigten er at skabe taknemmelighed til Gud for
vor egen frelse, tro på Guds magt og vilje til at frelse andre, og
fortrøstning til, at han som har begyndt sin gode gerning i os
også vil fuldføre den (Fil 1,6). Gud har netop udvalgt os og givet
os troen, fordi han vil føre os til himlen!
* For det tredje:
Når nogle afviser evangeliet, skyldes det udelukkende dem selv!
Bibelen taler ingen steder om en dobbelt forudbestemmelse: dels
til frelse og dels til fortabelse. Gud vil virkelig alle
menneskers omvendelse og frelse. Når nogen afviser evangeliet og
forhærder sig over for Guds kald, lægger Bibelen hele skylden på
mennesket selv.
»Jerusalem, Jerusalem! du som slå profeterne
ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg
ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under
vingerne, men I ville ikke« (
Matt
23,37).
»Guds ord
måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke
anser jer for værdige til evigt liv, så vender vi os til
hedningerne« (
ApG
13,46).
Det er på dette grundlag, Jesus og apostlene
kan kalde alle til omvendelse og kan pålægge alle det fulde ansvar
for deres frelsessag.
Disse tre grundsandheder må forme vores tilgang
til evangelisationsarbejdet. Hvilke konsekvenser får det så, at
vi på en og samme tid fastholder Guds almene frelsesvilje, Guds
alenevirken i frelsen, og menneskets fulde ansvar i frelsessagen?
Det får mindst fire konsekvenser:
For det første fastholdes vi i en klar bevidsthed om, at mission
er at bringe det ord ud, hvorigennem Guds Ånd selv virker
omvendelse og tro. Al vor forventning i missionsarbejdet må være
knyttet til Guds ord i lov og evangelium. Alt må virke sammen om
at skabe lydhørhed over for dette ord! Det var ved dette ord, vi
selv fik troen, og det er alene herved andre kan få den - når og
hvor Gud vil det.
For det andet får vi frimodighed til at kalde mennesker til
omvendelse, minde dem om deres ansvar for at omvende sig og
fortælle dem, at det er tid at komme til Jesus nu! Dette ord kan
så bruges af Helligånden enten som et lovord, der viser dem deres
manglende evne til selv at omvende sig, eller som et
evangelieord, der lader dem høre Guds kærligt kaldende stemme og
drager dem til Jesus.
For det tredje mindes vi om faren for udvendige og falske
omvendelser. En ydre omvendelse kan dække over et uomvendt
hjerte. Derfor må vi til stadighed lægge røst til en radikal
forkyndelse af både lov og evangelium, så al naturlig
religiøsitet dømmes, og Jesus fremholdes som vores eneste
frelsesgrund. Målet er ikke mange ydre omvendelser, men mennesker
med en levende tro på Jesus!
For det fjerde mindes vi om, at missionsarbejdet er en åndskamp.
Det handler ikke om ved kyndigt udtænkte strategier at få
mennesker til at tage gode beslutninger. Uomvendte mennesker er
bundet af synden og kan ikke ændre ved deres situation. Skal de
frelses, må Gud gribe ind! Alt beror på ham! I samme grad denne
virkelighed bliver levende for os, bliver bønnen bærende i vores
arbejde!
(Uddrag af "Ved evangliets
kraft" (afsnit 20) af Mikkel Vigilius - Luthersk
Missionsforenings Bibelskolens Elevforening 2005 - gengivet
med forfatterens tilladelse - Shafan 31-08-09 )