Dækket i alt - villig til alt

I Es.6,1-1O læser vi om Esajas, at han en dag fornemmede Herrens hellige nærvær i templet. Da råbte han: » Ve mig, det er ude med mig« - sådan som enhver synder må råbe, fornemme, når han føler sig sat ind under Guds. hellige, gennemskuende øjne. Men da han var i denne fortabte stilling, så han (bemærk: han gjorde ikke selv noget), at en afseraferne fløj hen til alteret, tog en gloende sten på det og berørte Esajas' læber, idet han sagde: »Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!« - Altså: Bare ved at høre Ordet om det Herren havde gjort til hans frelse og for at fjerne hans synder, kom han til troens trøst og fulde vished. Ved berøringen med alteret fik han vished om sin nådestand hos Gud - på samme måde som vi også får vished, når Helligånden bringer os i berøring med Jesu alter, med korset som bar vor stedfortræder. - Og med det samme ser vi, hvordan det kristne sind springer ud i blomst og bliver fuldt bevidst hos Esajas. Vi læser nemlig, at lige da berøringen med alterilden havde fundet sted, spørger Herren: »Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?« Det var jo et stort spørgsmål, og nogle ville nok studse over for det og spørge: »Hvad er det, du vil have gjort, Herre? Hvis det er noget, du mener, jeg kan klare, så vil jeg gerne prøve. Men hvis det overstiger mine evner, er det nok bedst du finder en anden.« - Men sådan talte Esajas ikke. Han begyndte ikke med at spørge, hvad Herren ville bruge ham til, men stillede sig straks til rådighed for Herren. Esajas gav på en måde Gud en »blankofuldmagt« og sagde: »Her er jeg, send mig!« Han spurgte ikke om han nu skulle gå ind til glade dage eller til trængsel og store vanskeligheder. »In blanco« satte han sit navn på en hvilken som helst opgave, det måtte behage Herren at give ham. Herren sagde også med det samme noget om, hvad han ville bruge ham til: Nemlig til at forhærde og forstokke Israel. Det var i sandhed en rædselsfuld opgave for et menneske! Det var jo ensbetydende med, at gå ind til dage fyldt med nød og sorg, ensomhed og fjendskab fra dem, han blev sendt til. Trængsel og forfølgelse ventede. Men han havde sat sin navn »in blanco« - og der var ingen vej tilbage. 

Dette er et godt forbillede på det rette, ægte og overbeviste kristne sind. For når en kristen har fået visheden om, at han i Jesus, ved alteret, er dækket i alt, så vil han også give alt til Herren. Det hebraiske ord »din synd er sonet«, kan også over­sættes »du er dækket, skjult, gemt«. Og det er netop det, der sker i troen på Jesus: Her er jeg arme synder dækket overfor Gud i alle ting. Min syndeskyld og gæld er dækket og betalt. Straffen er udstået, og jeg er dækket og beskyttet mod enhver dom. For ved denne dækning er der sket alt det, der måtte og skulle sko til min frelse. Her er jeg fuldt og helt og uafkortet frelst til Gud uden en eneste gerning. Frelst for intet. Ufor­skyldt, gratis -  tværs gennem uværdighed og æreløshed. 

Der hvor det går rigtigt op for hjertet, hvad det er at være frelst for intet og aldeles ufortjent, der tændes en ny brand i hjertet. Da ønsker man sandelig ikke længere at leve i sin synd. Der bliver skabt en frivillig ånd, et frit hjerte. Der kommer en hjertets trang at give Gud sit liv - og give ham det for intet uden at vente nogen løn. Hvordan skulle en kristen dog kunne vente nogen løn? Han har jo fået hele lønnen på forhånd - uden at have gjort noget for den. Hvis man vil give Gud sit liv, så må man enten give ham det for intet - eller slet ikke give det. Og hvordan skulle en kristen kunne vente ære, ros, fordel, vinding og fortjeneste af sit liv og sin lydighed? I »det dække«, man har ved troen på Jesus, har man jo al ære, al ros, al fordel og velsignelse, al vinding og fortjeneste, al ret til liv - for noget man ikke selv har gjort. Hvis man så vil give sit liv til Gud, så skal man enten give ham det for intet - uden at se efter ære, ros, vinding, fordel eller fortjeneste - eller også skal man slet ikke give sit liv til Gud. 

Hele kristensindets ubegribelige hemmelighed er denne: Jeg har ikke bragt noget som helst med til verden - og jeg bringer heller ikke noget med ud af verden (1.Tim.6,7). Jeg har ikke gjort noget til min frelse. Jeg har fået det hele for intet - derfor er det mig også en hjertets trang at give det hele til Herren for intet (Matt.10,8). Det er hele kristenlivets og det nye sinds »grundtone«: FOR INTET - GRATIS - VEDERLAGSFRIT. 

Denne tanke er aldrig opstået hos kød og blod. For det er umuligt for det naturlige menneske, at være en kristen på denne måde. Det naturlige menneske kan overhovedet ikke tænke sig at være en kristen uden at det må medføre visse timelige eller åndelige og evige fordele. Det kan overhovedet ikke tænke sig at leve et liv for Gud, uden at det skal have noget for det. Det kan overhovedet ikke tænke på disse ting uden at kigge efter ære, ros, vinding, magt, løn, udbytte og fortjeneste. Og det er netop trællesindet, der ligger bag al den fine og pyntede religiøsitet. 

Så forstår vi også, hvordan loven og evangeliet hører fuld­stændig og uafkortet sammen i en kristens liv: Ved evangeliet og troen på Jesus har en kristen hel og fuld dækning over for Gud ved sin stedfortræder. For man kan kun være Guds barn af ren nåde, uden egne gerninger. Og ved dette klenodie har man fået et nyt sind, hvor man tager loven helt og fuldt til hjerte, og vil jage efter det fuldkomne - efter Jesu forbillede, så man rigtig kan komme til at ligne Jesus; - Ikke som om man skulle blive frelst ved loven; nej, men som tak og pris for den nåde man er frelst ved, vil man gøre alt for intet. Fordi man i det elskede Jesu navn er sikker på at eje barnekåret gennem den fuldstændige dækning, som Jesus har givet en ved sin gerning som stedfor­træder, er man fuld af vilje og lyst til at følge Jesus og gøre alt det, han gjorde og levede som et forbillede.

Og det er ikke længere en religiøs dej af lov og evangelium, hvor man tager en amputeret lov og blander sammen med et amputeret evangelium, for på den måde at finde en »gylden mellemvej«. Man gør nemlig Guds ord til intet ved at tage brodden ud af loven og evangeliet. Her, og kun her, har evangeliet fået alt, hvad det har, og her har loven også fået alt, hvad den har. Netop derfor er det en usvigelig sandhed, sådan at den, der vil fuske på dette punkt, kun viser, at han ikke har Åndens lys og ikke kender sandheden - om han så er nok så »religiøs«.

---