For Herrens ansigt

Da Abram var nioghalvfems år, viste Herren sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig. Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig. "1.Mos.17, 1-2. 

Der er et stort spring i tiden mellem kapitel 16 og 17. Der er gået 13 år. Denne periode ligger i mørke. Vi ved ikke, hvad der er sket. 

Abram havde fået et søn, Ismael. Han var blevet 13 år gammel. Tiden havde ikke været uden problemer. Forholdet mellem Saraj og Hagar var betændt. Ismael var uregerlig. Vildæsel-naturen fornægtede sig ikke. 
Årene havde også været stille med hensyn til Abrams gudsforhold. Der er nogle tider, som sætter dybere spor i den enkeltes liv og i Guds rige end andre. Der er ikke noget, der tyder på, at det var tilfældet i disse år. 
Abram ønskede at høre Guds stemme og se Herrens finger. Sådan føler Guds børn det. Nødråbet stiger op i sjælen, når han synes at være væk. 

Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Sl.13,2. 

Der var aldrig før gået så lang tid mellem Abrams erfaringer af Herrens nærhed. Et spørgsmål trængte sig på. Hvorfor? Livet skulle ind i Guds lys. Var der ting, som skulle renses ud? Var der alliancer, som skulle brydes? 
Abrams forbindelse med Hagar var ikke efter Guds vilje. De forsøgte at løse arvespørgsmålet på en kødelig måde. Det tog tid, før Herren gentog sit løfte om sønnen. Herren regnede ikke med Ismael. Han havde kun en søn i sine tanker og i sin udvælgelse - løftets arving. 

Ventetiden i Guds rige fremmer den åndelige vækst. Herren gør altid de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Ofte er der mere end én ting, han vil lære sine børn. 

Han vil prøve troen og dermed udvikle dens erfaringer. Han vil styrke tål­modigheden gennem troens prøvelse, og udvikle sand overgivelse til Gud. Herren vil først og fremmest have, at vi erkender vores totale mangel på egne muligheder i Guds rige. Det var den store prøve i Ahrams liv - ligesom det er i vores liv.

Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft ­han var næsten hundrede år gammel - og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren. Rom.4,19-20. 

Så længe de naturlige evner til at få børn var til stede, knyttede håbet sig til dem. Men kraften var ikke som tidligere. Deres egne muligheder var ud­tømt.
Men Gud ville ikke give Abram en søn, før hans egne muligheder var udtømt. Her rører vi ved en livslov i Guds rige. Gud ønsker ikke at være en kraft til selvhjælp eller selvredning. Gud træder først til, når vi har indset vores afmagt, og alle vores egne kræfter er brugt op. 

Det er ikke nemt at møde sin egen magtesløshed og blive ribbet for egne muligheder og få lukket sin mund. Men Gud ser til den elendige. Den hjæl­peløses nødråb bliver altid registreret i himlen. Det vidner Salme 107 om. 

Ny åbenbaring 

Men Gud havde ikke glemt Abram. En ny åbenbaring stod for døren. Når Herren åbenbarer sig, ser vi altid noget nyt. Abram kom til at se en ny side af Guds væsen. Herren er Gud den Almægtige. 
Gud svarede på Abrams nødråb ved at give sig til kende som Gud den Al­mægtige. Abrams muligheder var brugt op, men Guds var ikke. Sarajs moder­liv var dødt, men Herren er den, der giver liv af døde. Det guddommelige lys skinner mod os gennem det umulige. 

Alting er muligt for Gud. Mark.10,27

Herren havde et budskab til patriarken - et budskab, der skulle præge og forme hans liv. 

At vandre for Herrens åsyn 

Vandringen med Gud havde stor betydning for Abram. Det har det for enhver, der vil følge Abram i troens rige. Gudslivet bliver genspejlet i det kristne liv. Hvis der er mangler ved vores vandring som kristne, vidner det om brist på det indre plan. 
Bibelen taler om flere sider af vores vandring i det himmelske lys. I 1.Mo­sebog er vi tidligere blevet mindet om to troshelte, der "vandrede med Gud'. Det var Enok og Noa. Udtrykket fortæller om venskab og fællesskab. For det andet taler Bibelen om at vandre efter Herren. 

Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved. 5.Mos.13,5. 

I en engelsk oversættelse står der: I skal vandre efter Herren jeres Gud. Israel skulle følge efter sky- og ildsøjlen i ørkenen. På den måde ville Herren lede dem skridt for skridt og bestemme kursen. 

For det tredje taler NT om at" vandre i ham" (Kol.2,6 (dansk overs.: "lev i ham")). Den genfødte troende er et lem på Kristi legeme. Det er bestemmende for det kristne liv og den kristne vandring .

I denne åbenbaring til Abram, ser vi en ny side: Vandre for mit ansigt. 
På den ene side set foregår al vandring for Guds ansigt. Herren ser og kender et menneske på alle dets veje. Det er et stort problem for mange. Det giver Arne Garborg udtryk for: "Skulle jeg være glad, da måtte jeg glemme Gud." Det er ikke nemt at synde letsindigt i bevidstheden om, at Guds øje hviler på én. Derfor mener folk, det er bedst at vende ryggen til Gud. De tænker som så: Når jeg ikke ser Gud, så ser han heller ikke mig. 

Herren vil have, at Abram skal leve i og med bevidstheden om, at han er for Guds ansigt. Det skal han gøre, selvom der ikke kommer nogle store åbenbaringer. Han ser mig, selvom jeg ikke ser ham. 
Da Abram ægtede Hagar, vandrede han ikke for Herrens åsyn, og det kom han til at høste frugten af. 

Hvad betyder det at vandre for Guds ansigt i bibelsk betydning? 

a. At vandre for Guds ansigt er at vandre i bevidstheden om at være set. Det sker, at Guds børn leger blindebuk for Guds ansigt. De prøver at skjule deres liv og synd for Gud. David havde det sådan en overgang. Han skjulte sin synd for Gud, men han havde det ikke godt. Det taler han om i flere salmer. 
For Guds ansigt er min synd afsløret. Selv ikke det bedste skuespillertalent kan hjælpe mennesket. Afsløringen går ned i personlighedens dyb. 

For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fta ånd og marv fta ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for. Heb.4,12-13. 

Herren kender mig, som jeg er, og har kaldet mig ind i sit samfund, som jeg er. Guds børn får lov til at stå for Guds ansigt på forsoningens grund under blodets kraft. Uden det ville det være ude med os. 

b. At vandre for Guds ansigt er at vandre i lyset. Et barn af Gud er afsløret ­og ønsker at være det. Sandheden regerer i hans liv. 

Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. 1.Joh.1,7. 

At vandre for Guds ansigt har noget at gøre med barneforholdet. Barnet, der leger for øjnene af forældrene, ved, at de ser på. Det giver barnet en tryghed. Far og mor ser på mig og er lige ved siden af. 

Tæt ved min side Jesus går 
altid vil han være der. 

c. At vandre for Guds ansigt er at sætte Gud først. Bevidstheden om at være for Guds ansigt, medfører en afgjort og fast vandring. På profeten Elias' tid var folket delt i deres gudsforhold, og de måtte vælge. 

Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham! 1.Kong.18,21. 

Når hjertet er delt mellem Gud og verden, søger det mange slags råd. Man lytter til sit eget følelsesliv, til sine venner og til sine omgivelser. Resultatet bliver et delt gudsliv, vaklende gang, hængende arme og magtesløse knæ. At vandre for Guds ansigt er at søge Herren i oprigtig hengivenhed. 

Giv dig helt! Og saligt bliver livet 
her på jorden da; 
lev for Jesus! og da bliver 
evigt dit halleluja. 

Vi finder ro for Guds ansigt. Rastløsheden, utålmodigheden og uroen må slippe sit greb. Man er overgivet til Gud og stoler på hans ledelse. 

Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler. Sl.62,6-7. 

d. At vandre for Herrens ansigt medfører stor forsigtighed på vandringen. Guds børri er bange for at mishage og vanære Herren. De ønsker ikke at være på tvivlsomme steder og dermed udsætte sig for fare. De vil heller ikke gå ind i forhold, der kan sætte spørgsmålstegn ved. Guds ord formaner til en varsom færd.

Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik for dagene er onde. Ef.5, 15-16. 

e. At vandre for Guds ansigt giver frimodighed og lykke. At leve for Guds ansigt er ikke som et fængsel, hvor alt bliver revset og påtalt. Kristenlivet bliver ikke levet foran en nidkær dommer og kritiker, men foran en kærlig og omsorgsfuld far. Livet med Gud giver frihed, harmoni med åbenhed og fortroligt samfund. 

De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde, deres ansigter skal ikke forgræmmes. Sl..34,6. 

Vær udadlelig 

Denne opfordring hænger sammen med at vandre for Herrens ansigt. Målet for Guds børn er at leve rigtigt og være til ære for Gud. 
Flere oversættelser bruger ordet "fuldkommen" her. Begrebet er også oversat med "uden lyde". Men er det ikke en umulighed? Hvem kan klare det? Vi skal passe på, at vi ikke svækker ordene. 
Gennem hele Guds åbenbaring i Skriften er kravet fuldkommenhed. Det første og største bud lyder: 

Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal du lægge dig på sinde. 5.Mos.6,5-6. 

Jesus sagde til sine disciple:
Så vær da fuldkomne, som jeres himmelsek fader er fuldkommen! Matt.5,48

Intet mindre end fuldkommenhed kan tilfredsstille Gud. Intet mindre kan et Guds barn slå sig til ro med. 
Du siger måske, at der mangler meget, før din vandring er fuldkommen. Ja, hvert eneste menneske der er i Guds lys, ser sin synd, sine afskyelige synder og mange mangler. Han er desværre ikke færdig med synden. Det er hans store nød og sorg. 
Når det gælder et Guds barns stilling i Kristus, kan han fryde sig over en tilregnet fuldkommenhed. Den retfærdighed, som denne fuldkommenhed indebærer, gør, at han kan tåle det skarpeste lys fra himlen og stå ren og ulastelig for Gud. Det betyder en åben himmel over livet og gør evighedshåbet lyst og levende i hjertet. 

Den fuldkommenhed der tales om her, drejer sig ikke om vores stilling i Kristus eller vores ret til at komme i himmelen. Den gælder vores vandring i denne verden. Denne vandring skal genspejle, at vi er Guds børn. En kristen kan aldrig slå sig til ro og sige: Jeg er fuldkommen i Kristus, vandringen i denne verden betyder ikke noget. Tværtimod, kravet om fuldkommenhed på vandringen, skal vinke os fremad. Man ønsker at gribe det, man endnu ikke har grebet. Paulus vidner: 

Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fUldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det. Fil.3,12. 

Udtrykket "udadlelig" fortæller, at det ikke er uden konsekvenser, hvis vi bryder Guds krav og vilje. Det er en sandhed, vi ikke kan løbe fra. Guds ord taler om sæd og høst, både når det gælder livet i evigheden og livet her på jorden. Heller ikke et menneske, der lever i samfund med Gud, kan synde ustraffet. 
Det er en stor rigdom at blive renset for sin synd ved at bekende den og få den gode samvittighed og det åbne samfund med Gud tilbage. Det oplevede David. Han bekendte sin synd. Skylden blev slettet. Men han kunne ikke løbe fra straffen i dette liv. Han måtte lægge Batsebas nyfødte barn i graven. Tårer og bønner hjalp ikke. Her ser vi tydeligt forholdet mellem sæd og høst. 

Abram var veget bort fra Guds vilje ved at ægte Hagar. Resultatet lod ikke vente på sig. Strid, diskussion, misundelse og had gjorde sit indtog i Abrams hus. Der kom mange bitre dage. Mange har gjort lignende erfaringer. Guds ord siger: 

Den, der sår uret, høster ulykke. Ordsp.22,8

Paulus minder også galaterne om dette. De var i gang med at vende sig til kødet og til kødelig kristendom. Vi trænger til at blive mindet om at være udadlelige. 

Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Gal.6,7-8.

(Afsnit fra "Abraham En vandring i troens rige" Af Kjell Dahlene - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1994 - Shafan 12-04-10)

---