Frelst af nåde - ved tro alene - uden gerninger

Det er troen og kun troen, der ejer alt dette i vor Herre, Jesus. Til stedfortræderen, som frelser os og genopretter vort fald i Adam, passer kun troen. Det er troen, der favner Jesus og al velsignelse i ham. Kun ved troen kommer syndernes forladelse til det evige liv: »Den, som tror på Sønnen, har evigt liv« (Joh.3,36). Den, der tror, har alt. Den, der ikke tror, har ingen­ting.

Hvad er så troen? 
Da Gud skabte Adam, gav han troen det væsen, at den skulle udelukke synden. Sådan var troen før faldet. Sådan er troen også efter faldet. I Adams liv skulle troen udelukke synden på den måde, at han begreb Ordet. Så må en synders tro også udelukke synden, når han griber det evige Ord, Guds Søn, Jesus. 

Hvordan en synders tro kan udrette den slags ting, fremgår klart af Guds ord. For det første er der ingen levende og sand tro til Herren, uden at den i sig selv har sorgen, bedrøvelsen, angeren, ja, fordømmelsen over sig selv. Dette kalder apostelen at blive eller være korsfæstet med Kristus (Rom.6 og Gal. 2). Han kalder det også at blive begravet med Kristus (Rom.6 og Ko1.2). Han kalder det også at være død under loven (Rom.7 og Ga1.2). - Gud har jo dømt og fordømt al synd. Han hader den og brænder af nidkærhed mod den. Han hader den sådan, at han for at skaffe den bort måtte sende sin Søn i syndigt køds skikkel­se for syndens skyld og fordømme al synd på Jesus (Rom.8,3). Derfor er det umuligt, at Guds Ånd kan virke nogen tro i en synders hjerte, uden at skaffe loven og Den hellige Ånd bifald i vore hjerter, idet han fordømmer synden. - Og netop dette bifald i troen, at troen også må fordømme al synd og give Gud ret, fordømme sig selv og erkende, at Gud har ret til at forkaste en bort fra sit åsyn for syndens skyld - det er netop dette bifald, der betyder, at troen udelukker synden. 

Nu kan troen ganske vist ikke udelukke synden fra vor natur, så vort væsen derved bliver rent i sig selv. Og det er heller ikke denne dømmende og straffende side ved troen, der frelser os. For indtil nu er intet menneske blevet frelst ved at høre sit hjertes dom og ved at høre lovens dom. Intet menneske er blevet frelst ved sin anger, sorg og bedrøvelse. For hvis en sådan sorg, fortvivlelse og selvfordømmelse var frelsende, så måtte denne tro i loven have magt til at gøre os rene i os selv. Derfor skal vi her forstå, at når vi siger, at troen udelukker synden, så menes der, at troen slipper synden, at troen slipper sig selv, at troen bryder med sig selv, opgiver sig selv, at den fordømmer sig selv og sit eget naturlige væsen - fordi Gud gør det først i loven og Ordet. 

Man kunne nu spørge om dette virkelig er tro? Her siger vi jo, at denne sorg, anger og selvfordømmelse ikke frelser et menne­ske, og atter siger vi, at troen frelser. - Er det da ikke snarere sådan, at vi føler og kender synden uden om troen, og at troen egentlig bare er tro på Jesus? Har troen to genstande? En genstand, der ikke frelser, og en genstand, der frelser? 

Nej, troen har kun en genstand, og det er Jesus. Men før et menneske kan komme til at få troen på Jesus, må Gud nedbryde troen på os selv i os. Og det gør han, når han fører os ind under loven og Jesu forbillede, lader os slide os selv op med at frelse os selv, med at forbedre os, med at forandre og forvandle os, med at tilegne os et nyt sind, med at ligne Jesus osv. Og gennem dette slid med selvforløsning fører han os frem til det punkt, hvor vi kan og skal give loven og Ordet ret. Nemlig i at vi er fordømte, fortabte har en tilstoppet mund, og intet kan. Og denne erken­delse i det indre menneske det er intet andet end, at vi på den ene side opgiver troen på os selv og på den anden side tror lovens dom over os. - Og at dette er en tro til loven og Guds ord er tydeligt. For vi mennesker kan sandelig erkende mange synder, fejl og mangler ved vor naturlige samvittighed og moralfølelse. Men det er umuligt for os af naturen at erkende, at vi er døde, fortabte og fordømte. En sådan erkendelse kommer kun af Guds ord, ved loven, ved at tro og bifalde Guds dom over os. Ved at tro at han bedre end vi selv ved, hvad der er i vejen med os. For endnu har et menneske aldrig erkendt sit fordærv og sin fortabthed til bunds. Den kender kun Gud. Men i os virker han en anelse og en begyndende erkendelse af det, idet han overbevi­ser os om det gennem loven.

Så hører det vel med til troens væsen, at den tror Guds dom over os som fordømte, fortabte mennesker. Men det er en tro på loven, og derfor kan den umuligt frelse os. - Den frelser os ikke om vi så nat og dag bekendte vore synder for ham, og døgnet rundt bad til ham. 

Det er den anden side af troen, der frelser - nemlig troen på evangeliet, troen på Jesus, troen på stedfortræderen. Og lige så snart der bare er en gnist af tillid og fortrøstning til ham, bare den mindste hjerte-henvendelse til ham i denne nød, så er frelsen der. Så er syndernes forladelse og retfærdigheden til stede. For Gud har indsat ham som genopretter og frelser - for at de som tror på ham, ikke skal blive til skamme. 

Og så udelukkes synden for alvor. For så er det Gud, der lukker den ude. Og hvad Gud gør, det bliver gjort ordentligt. Så ser sagen sådan ud: Når synderen bøjer sig for loven og i hjertet ser og tror, at han er fordømt og fortabt, så slipper synderen sin synd for Gud. Han holder ikke længere på den, undskylder den ikke længere, bortforklarer den ikke mere. Og så snart han i denne nød vender sig til Jesus og hører og tror evangeliet, så tager Gud hånd om synden, forlader den for Sønnens skyld, kaster den i nådehavets dyb og giver den aldrig i evighed lov til at komme op derfra igen. Han river enhver erindring om vore synder ud af sit hjerte, husker dem ikke og byder dem ved sit Ord at fare bort. - Ikke således forstået at han tager syndigheden ud af vor natur og vort væsen. Nej, men sådan at han fjerner vore synder fra sit åsyn, skjuler dem, tager dem ud af sit hjerte og ikke længere regner med dem, men anser dem for at være udslettet. 

Og på den måde er det en sandhed, at hvor en levende tro kommer sammen med Jesus, med stedfortræderen, med Guds evangelium - der lukkes synden ude. Der bliver den borte, fordi Gud byder den at forsvinde, fordi Gud taler et ord til sig selv og til synderen, og siger: »Dine synder er dig forladt!« - »Jeg udsletter dine overtrædelser som en tåge, og dine synder kom­mer jeg ikke i hu.«

Og så er alle Adams synder borte. Så står synderen for Gud, som om hverken han eller Adam skulle have syndet. Som om både Adam og synderen var rene og retfærdige som før faldet. Kun ved tro - uden en eneste gerning. Kun ved Guds nåde - for Jesu skyld, i stedfortræderens navn.

Der har været en hel del diskussion om, hvorvidt denne frelsende tro i evangeliet er en viljessag, et valg, en fri selvbe­stemmelse osv. Vi har før skrevet og talt til advarsel mod at mene det. For gør man denne frelsende tro til en viljessag og et valg, så gør man selve troen til en moralsk, etisk gerning. Det vil sige, at man gør troen til en slags lov-gerning, som om man ville sige: Gud gør næsten alt - men du gør det, at du tror. Så bliver det ikke til trøst for samvittigheden, og man gør samtidig Guds ord til intet. For når apostelen siger: »Vi mener nemlig, at et menneske bliver retfærdiggjort ved tro, uden lovgerninger« (Rom.3,28) - så er det jo soleklart, at han i frelsen sætter troen i modsætning til alt, hvad vi gør, selvom troen og gerningerne i kristenlivet ikke er modsatte. Men hvis vi ikke følger Guds ord her og holder den frelsende tro skarpt adskilt fra den frelste tro, så kan resultatet kun blive sjæleligt fordærv. Den frelste tro er fuld af vilje, af gerninger, af valg, af selvbestemmelse osv. Men den frelsende tro frelser fuldstændigt og aldeles uden al den slags. 

Den frelsende tro, der giver os barnekår i Himmelen, synder­nes forladelse og evigt liv, det er en hjertetro, en tillid, en fortrøstning til Guds ord og løfter alene. Det er en tillid til den store sjælelæge. Det er en fortrøstning til al barmhjertigheds kilde. Nogle vil vel sige, at en patient, der er syg, også selv må vælge at lade sig behandle af lægen. - Ak, det er ikke alle billeder, der bliver anvendt på den rigtige måde. Det er dog sandt: Når du er syg, kan du vælge om du vil lade dig behandle eller ej. Men når du er dødssyg, og ingen operatio­ner hjælper - vælger du da læge? Nej, så lader du alle læger fare. Og netop sådan er det at være en synder over for Gud: Så længe man føler sig lidt syg, kan det være man prøver at vælge. Men når man indser, man er dødssyg, skilt fra Gud, fortvivlet over sin stilling, når man ikke længere øjner nogen udvej, når man har prøvet Gud på alle tænkelige måder og med alle tænkelige valg - hvad så? Når man er så blind, at man ikke forstår noget af Jesus, ikke forstår noget af evangeliet, og ikke aner noget om flere udveje? 

Åh, min sjæl - så vælger du ikke lægen, men så vælger lægen dig. Så vælger han at komme til dit syge og trætte hjerte. Så vælger han at udgyde balsam i dine sår. Så rækker han dig Ordet. Så lader han dig høre. Så lader han dig se. En jordisk læge kan man vælge. Men den himmelske læge kan man ikke vælge. Man kan få Gud. Man kan eje Jesus. Man kan have frelseren. Men man kan umuligt vælge Gud. En Gud, der kan vælges, er en afgud. Gud er sandelig for stor og vældig til, at han lader sig vælge. I lovens husholdning lader han sig vælge (5.Mos.30,15 ff.). Men alle lovens valg af Gud har Gud selv forordnet, alene for at vi skal erkende, at vi ikke kan vælge det rigtige, og ikke kan vælge med vor forstand. I evangeliets hus­holdning er det Gud, der vælger for os, og ikke os der vælger ham.

Derfor kommer troen også til os på samme måde, som den kom til den faldne Adam. Den kommer gennem ørerne, ved hørelsen, gennem øjnene, ved læsningen af Ordet. Det frelsende evangelium kom til Adam ved, at Gud talte til Djævelen i Adams påhør. Og den frelsende tro kommer til os ved, at vi hører evangeliet, der byder mine synder at fare bort fra Guds åsyn. At vi hører evangeliet om alt det, der er gjort, talt, levet og virket uden for os: Når jeg i evangeliet hører og læser at Jesus, en anden end mig selv, har nedtrådt Djævelen, har opslugt Guds vrede over mine synder, har borttaget hele lovens fordømmelse over mig, har skaffet mine synder bort fra Guds åsyn, har knust min død og grav - når jeg uden alle mine egne gerninger hører dette, så kommer Helligånden mig nær. Og så virker han det i mit hjerte, at jeg begynder at høre mig ind i det. Jeg begynder at forstå, at dette gælder mig. Begynder at forstå, at bag disse ord og gerninger står himmelens store Gud. Og så tænder han et stille mod, en indre fortrøstning, en hjertets tillid i mig. Hvor­dan fik I Ånden? spørger Paulus. Var det ved noget, I selv gjorde eller valgte? Eller var det ved forkyndelsen og det, I hørte? I fik Ånden uden gerninger ved det, I hørte (Gal.3,1 ff.). 

Så hører jeg, at alt, hvad Gud gjorde i Sønnen, det gjorde han for verden, det gjorde han for syndere, det gjorde han for ugude­lige. Og han gjorde det fuldstændig uden nogle af mine valg. Han gjorde det før jeg havde syndet, ja, endda før jeg var født. 
Derfor kan jeg ikke vælge at tro dette evangelium. Men det overtaler mig, det overbeviser mig. Det bliver mig for stærkt. Det bliver mig for vældigt. Det skaffer sig selv ørenlyd i mit hjerte. Det virker selv den tro, jeg aldrig fik lavet med mine mange valg. Det fanger mig i nådens garn. Det krammer mig i nådens favn. Det sluger mig i en afgrund af barmhjertighed. Det nævner mit navn. Det råber, at jeg er fri. Det siger, at jeg er Guds barn - af ren og skær nåde. Det siger, at min gæld blev betalt, endnu før jeg levede. Det siger mig, at han søgte mig, før jeg søgte ham. Det siger mig, at han elsker mig - uden noget af min værdighed. Det siger mig, at jeg får nåde for retten, at jeg får liv af døde. Det siger mig, at Himmelens Gud er min Far, og Himmelens Søn er min bror. 

Lad så lovens mennesker tro, at de skal frelses ved deres egne valg. Jeg ved, at jeg er frelst ved hans valg, han, der udvalgte mig fra evighed i Sønnen, han, der sagde: »Jeg ved, hvem jeg har udvalgt« (Joh.13,18). Og videre: »Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer« (Joh.15,16). 
Ja, sådan en frelser har vi: Ikke en frelser, som vi vælger, men en frelser, der vælger os. Det er en evig og guddommelig frelser. Der er en, i hvis favn man kan få hvile. 

I det samme øjeblik en arm, fortabt synder på jorden tror Ordet om Jesus, tror evangeliet, tror løftet i Guds Søn, i det samme øjeblik sker der vældige ting i Himmelen. Det er vel skjult for synderen i det øjeblik, han begynder at tro. Men det sker alligevel. Og det, der sker, er, at Gud tilregner synderen alt, hvad Jesus er og har og har gjort. - Hvis ikke Ordet fortalte os det, kunne vi ikke vide noget om dette, der sker i Himmelen. Men Ordet åbenbarer det, der foregår i Guds hjerte og i Himme­len.

---