Guds hellige her på jorden

Alle helgens dag, 2. tekstrække, står skrevet hos Mattæus, kap. 5,13-16: 

"I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker. I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene."

Alle helgens dag er en af de mest markante dage i kir­keåret. Mange, som ikke er så ofte at se i kirke og mis­sionshus, kommer den dag i kirke. Der tændes lys på de kæres grave, de pyntes med blomster - og mange tanker går til dem, som ikke længere er iblandt os. I kirken synger vi om den store, hvide flok, og der er mange, som i stilhed tørrer en tåre af øjet. Det er godt at have en Alle helgens dag i kirkeåret. Alligevel må vi være klar over, at en sådan dag let kan få et præg af religiøs sentimentalitet. Det kan blive fø­lelser uden omvendelse og tro. 

Og hvad værre er, denne dag kan let blive alle dødes dag i stedet for alle helliges og frelstes dag. Lad os hus­ke, at ikke alle døde er salige. Guds ord siger: »Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af.« Åb. 14,13. Djævelen vil helst gøre dette udsagn lidt kortere, han siger: Salige er de døde. - Guds ord siger: »Der er in­gen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.« Rom. 8,1. Djævelen sætter punktum for tidligt, han vil have os til at tænke: Der er ingen fordømmelse. 

Jeg siger igen: Det er godt, vi har en Alle helgens dag i kirkeåret. Men lad os altid mindes, hvad denne dag er, og hvad den ifølge Guds ord ikke kan være. 
Desuden skal vi huske på, hvad vor lutherske kirke har at sige os om begrebet helgen. Hør, hvad kirkeor­dinansen af 1539 siger som vejledning for præsten ­netop med henblik på forkyndelsen på Alle helgens dag. Kirkeordinansen siger: »Alle helgens dag skal der prædikes om den rette kristne tro, som Guds helgener havde, og hvorledes man skal efterfølge og hædre dem uden påkaldelse og vrang dyrkelse.« - Sådan blev det sagt, da reformationen blev indført i Danmark og Nor­ge. Og det var ingen dårlig vejledning, præsten der fik. 

Man kan sige, at der blev helgen-begrebet på en måde trukket ned på jorden - draget ind i hverdagen. En helgen er ikke en, som er så hellig, at han har opnå­et en speciel stilling midtvejs mellem os almindelige syndere og Gud selv. En helgen har ikke nogen særlig fortjeneste hos Gud, noget, som vi kan påberåbe os. En helgen går omkring her på jorden. Og de, som alle­rede er nået frem og står i lysets bolig for Guds og Lammets trone, det er dem, som her på jorden fandt den smalle vej, som fører til livet.

Teksten, vi har for os, er hentet fra Bjergprædike­nen.  Jesus siger, at de kristne er jordens salt og verdens lys. Ja, dette er netop en tekst, som taler - ikke om Himmelen - men om jorden og livet her. Det er de hellige her på jorden, vi ud fra denne tekst skal tænke på, ikke i første række på dem, som er nået frem og står for Guds trone. 

Og det er, som det skal være. For ingen kommer hjem til Gud, som ikke hørte til Guds rige, mens de var på jorden. Ud fra disse betragtninger former der sig ganske na­turligt et tema for dagen: Guds hellige - deres store opgave - og deres risiko. 

1. Jesus markerer allerførst den store forret, de krist­ne har. Det er stort at måtte være blandt dem.

I er jordens salt! Det skulle være klart, hvad Herren taler om. Meningen er, at de kristne ikke er kristne for sig selv, men for de andre. Saltsmagen er svær at få væk, når først den er der. Jeg husker noget, som hændte den mindeværdige dag i maj 1945. Norge var frit igen. Vi var indbudt til nogle venner, hvor vi skulle fejre friheden med æggedosis. Men så gik det hverken værre eller bedre, end at vært­inden kom til at tage salt i stedet for sukker. Måske var det al sindsbevægelsen på denne forunderlige dag, som havde skylden, jeg ved det ikke. Men vi mindes af og til den æggedosis , når vi træffer vore gamle venner. Saltsmagen var ikke til at få væk. 

Hvor der er salt, er der også saltsmag. Saltet øver sin virkning bare ved at være der. Det gør ingen større væ­sen af sig selv ud over, at det hele tiden, er der. Og sådan skal de kristne altså være jordens salt! De skal være kristne - ikke bare for sig selv, men for de an­dre.
Ikke nok med det. Jesus siger ikke, at de skal være jordens salt, han siger, at de er det. Det er deres kald og deres situation. Hvilket vældigt kald - og hvilken si­tuation!

Man må nok spørge som i 2. Korinter-brev: Hvem er vel duelig hertil? 2. Kor. 2,16. - Nej, vi har ikke nogen saltkraft i os selv. Men vi får den. Vi ejer den i og med, at vi stadig på ny får den fra Jesus. 

Jordens salt! Det må have taget sig mærkeligt ud for dem, som første gang hørte dette på et bjerg i Galilæa.
De skulle være saltet for hele jorden - intet mindre. Dette er jo som en missions befaling på forskud. 
Det næste, Jesus siger, er ikke mindre mærkværdigt. I er verdens lys, siger han. - Det er sikkert sagt med tanke på stedet hos Esajas, hvor det hedder: »Jeg gør dig til hedningelys.« Det er Herrens tjener, der tales om. »Jeg har grebet dig fast om hånd,« siger Herren, »jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hednin­gelys.« - Messias skulle komme og Guds-kundskabens lys gennem ham nå til alle. Nu bruger Jesus en gen­klang af dette ord og anvender det på de troende: I skal være verdens lys, ja, I er verdens lys. 

Vi har ikke lys i os selv, lad det være klart. Det ved vi også. Enhver, som er af sandhed, har erfaret det. Vi tog så ofte fejl. Vort hjerte er ingen lyskilde. Hvordan kan vi da være verdens lys? 
Forklaringen kan vi læse os til i Filipper-brevets 2. kap.: »- for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfri børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden.« - Kære Herre Jesus, siger vi uvilkårlig, hvordan skal dette gå til - kan vi være lys i verden? 

Ja, for Guds ord fortsætter og siger: »- idet I frem­holder livets ord« (Fil. 2,15-16, norsk overs.).
Det er ved at fremholde livets ord, vi er verdens lys. Det sande lys er Guds ords lys. 

Endnu en ting bliver der sagt i vor tekst om de troendes høje stilling: »En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.« Nej, naturligvis ikke! Den er der jo. Den ligger på toppen af højdedraget, man ser den uden vanskelighed på lang afstand. Den simpelthen er der, og så ser man den. 
Enten er man salt og lys, eller man er det ikke. Det gælder om at være det, man er. 

2. Men der er en risiko, siger Jesus, og det er det næste, vi skal standse for. 

Jo større kald, desto større fare. Faren er, at saltet kan miste sin kraft. 

Nu skal vi ikke her give os til at diskutere, om det virkelig er tilfældet, at salt kan miste sin kraft. Faktisk kan det jo ikke, det har vi allerede talt om. I kommentarerne forklares det gerne med, at saltet i hint land kunne være stærkt opblandet med andre ting. Det vil vi ikke hæfte os ved. Hovedsagen er, at dette salt - som er de kristne - det kan miste sin kraft. 
Og det skal vi lægge os på sinde. 

Her er der næppe tænkt på åbent frafald fra kristen­troen. Jesus tænker ikke her på offentlig fornægtelse og grove synder. Det er noget, enhver må lægge mærke til. Nej, at saltet mister sin kraft er noget andet. Det sker tilsyneladende gradvis. Saltsmagen svinder og er til sidst helt borte. 

Vi kender det kun alt for godt. De var så frimodige, de unge mennesker, da de gav til kende, at de var ble­vet troende. De var så glade og frimodige, at det lige­frem lyste af dem. Men efter en tids forløb havde det ændret sig. Kraften var borte. Hvad var der sket? Salt­smagen er borte. Der er ikke længere noget, hverken i tankegang, meninger, fremtræden eller opførsel, der skiller dem fra almindelige verdensmennesker . Deres værdiskala er som verdens iøvrigt. De mener det sam­me, som folk flest mener, og går de steder, hvor folk flest går. Saltet har mistet sin kraft. 

Jeg lugter kristenmands ben, sagde trolden i eventy­ret. Ja, der hvor der findes en kristen, der vil det mær­kes. Men det hænder, at prinsessen får fejet og luftet så længe, at trolden ikke mærker lugten længere. 
Vi har et ord i 2. Tim. 4,10, som tjener til evig advarsel. Det er om Demas. Han er nævnt et par gange mere i brevene, men her står der så vemodigt: »Demas forlod mig af kærlighed til den nuværende verden.« ­Der var blevet mindre og mindre af saltsmag ved De­mas. Han irriterede ingen med sin ranke evangeliske holdning længere. Han stak ikke af i det gode selskab mere. Han passede ind i almindelige menneskers tan­kegang og havde verdens værdiskala at bedømme ting og personer efter. Til sidst forlod han Paulus - fordi han allerede havde forladt Jesus. Han var blevet verds­lig.

Verdslighed - et ord, som man aldrig hører længere. Men i virkeligheden er det et aktuelt ord. Verdslighed - det vil sige at skikke sig lige med verden i sind, tanke­gang, opførsel. Verdsligheden sniger sig ind i vort kristne miljø. En tysk ungdomsleder skrev: Om Demas havde levet i vor tid, havde han ikke behøvet at gå ud i verden. Han kunne bare have blevet leder i den kristne ungdoms­klub.

Er det for stærkt sagt? Jeg tror det ikke. Både unge og ældre bør vogte sig. Dette billede med saltet bliver ofte misbrugt. Man siger: Saltet skal ikke blive i saltbøssen, det skal blan­des i grøden, kun sådan gør det nytte.
Og det er jo så sandt, som det er sagt - når talen er om grød. Men det stemmer ikke, når det gælder de kristne, hvis man derved mener, at de troende skal føl­ge verdens børn i tanker, meninger, livsstil og fornøjel­ser. Det er forskellen mellem saltet og det, det bliver brugt til, der er pointet i lignelsen. Og Bibelen har nok af formaninger til de troende om at »vandre i frygt, så længe I er udlændinge her«. 1. Pet. 1,17. 

Saltet mister sin kraft - og lyset bliver slukket. Det sidste gør man enklest ved at sætte en hætte over lyset, en lyseslukker - da bliver der snart for lidt ilt, og flam­men går ud. At kvæle lyset på den måde er den mest hensynsfulde måde at gøre det på. Så blæser man ikke stearin ud over fruens fine dug! 

Lyset brænder ikke mere på grund af manglende ilt. Dette er tankevækkende. Det sker nok desværre af og til, at en, som bekender sig til kristentroen, glemmer at sørge for, at hans lys har tilstrækkelig luft. Han lader det stå et sted, hvor det bliver kvalt. 

I 2. Kongebog kap. 15 læser vi om Azarja, Judas konge. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, står der - kun forsvandt offerhøjene ikke. Folket blev ved med at ofre på højene . 

Jeg glemmer ikke professor Karl Volds tale lige før jul i 1932, da han gav os eksamenskandidater vore af­gangsbeviser. Glem ikke offerhøjene, sagde han. Kong Azarja gjorde, hvad ret var - i Jerusalem. Dér var tilsy­neladende alt i orden med gudstjenesten i templet. Men offerhøjene - de afsides steder, hvor der blev ofret til afguder, dem fjernede han ikke. 
Det gik galt med Azarja. Han blev spedalsk. 
Det gik galt med så mangen ivrig kristen, sagde pro­fessor Vold. Han gik så frimodig i felten. Men efter nogle års forløb er han helt forandret. Han slår ikke længere et frejdigt slag for Guds sag. Der er ingen kraft i hans vidnesbyrd mere. Han støder ingen mand af sadlen længere. Hvad er der sket? Et eller andet sted fik en offerhøj , hvor der blev ofret til afguderne, lov at blive stående. Og så gik det galt. 

Må Gud hjælpe os til ikke at holde hånd over offer­højene!
Der lå en seddel i spørgsmålskassen ved en ung­domslej . Hvordan skal jeg få mere frimodighed til at vidne om Jesus? blev der spurgt. Jeg svarede: Mere fri­modighed får du ved at bruge den frimodighed, du har. Den vokser i brug. 

Lyset skinner klarere og klarere ved, at man lader det lyse. Så enkelt, så løfterigt er det.

---