Under Guds ledelse

»Du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed«. Slm.73,24

Det er den gamle Guds mand, Asaf, der siger disse ord. Og gennem hans vidnesbyrd er det næsten som om, man kan se lige ind i Asafs hjerte. 

De gudløse 

Han ser den store gudløse flok og lægger mærke til, at det går dem godt: 

,,Jeg så, at det gik de gudløse vel; thi de kender ikke til kvaler, deres livskraft er frisk og sund; de kender ikke til menneskelig nød, de plages ikke som andre". Salm. 73, 3-5. 

Tilsyneladende går det godt uden Gud, og det gør det jo også for de gudløse i dag. Kødets lyst, øjnenes lyst og stolt pral med jordisk gods, det er kursen, de følger. 

Men hvordan gik det så Asaf, da han kom til at stirre på denne store gudløse flok? Da kom han i fare, hør, hvad han selv siger: 

"Mine fødder var nær ved at snuble, mine skridt var lige ved at glide". Salm. 73,2. 

Med stor styrke pressede spørgsmålene sig ind over hans sind: Hvad har du ud af, at du ikke følger med strømmen? Hvad nytte har du af at fornægte dig selv og bestandig gå imod strømmen? Ja, hvad har du ud af det hele, kan du ikke lige så godt bare gøre som de andre? 

De gudløses endeligt 

Men så skete der noget afgørende. Asaf kom ind i Guds hellig­domme, og herinde i helligdommen blev hans horisont udvidet. Nu så han ikke kun de gudløses liv, men i Guds lys så han nu deres bratte afslutning af livet og deres ulykkelige endeligt, og han udbryder: 

"Du sætter dem jo på glatte steder, i undergang styrter du dem. Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med rædsel!" Salm. 73, 18-19. 

Da Asaf så det, var han kommet på ret køl. Han var reddet ud af snaren, og nu jubler han sit vidnesbyrd ud: 

"Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed". Vers 23,24. 

Livet med Gud ender altså i herlighed, og det begynder her på jord, idet vi tager imod Jesus Kristus i tro. 

"Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn". Johs, 1,12. 

Guds ledelse 

Hvad vil det sige at blive ledet af Gud - efter hans råd? Vil det sige, at han altid fører os ad jævne og lige veje? Nej, tvært­imod. Han fører os ikke altid ad jævne veje, men han fører os altid ad rette veje. Hans mål er kun det ene: barnets sande vel at tjene. Dets sande og evige vel! Men ofte forstår vi slet ikke Guds veje. Og derfor kommer der ofte mange spørgsmål for et Guds barn, så mange hvor­for, Hvorfor skal jeg have det så tungt? Og hvorfor skal både dette og hint ramme mig, mens mange andre har det så let, og da er der ikke langt til at knurre og klage. Er jeg da mere syn­dig end de andre? Eller har Gud forladt mig? Og sådan kom­mer det ene hvorfor efter det andet. Men kan vi da aldrig få svar på disse hvorfor? 

Jo, det kan vi, men mange af jordelivets hvorfor får nok først sit svar på evighedens morgen. 

Det kors, som har tynget din nakke, 
kan blive din rigeste sang, 
og da kan det ske, du vil takke 
for det, som du græd for engang. 

Sv. Rehling. 

Nogle af livets hvorfor får vi dog svar på allerede her i tiden, se en gang på Josef. Der kom sikkert mange hvorfor fra den unge Josef. Kunne dette være Guds vej, at han pure uskyldig blev solgt til Ægypten, og at han lige så uskyldig blev kastet i fængsel, hvor han måtte tilbringe flere år? Kunne dette virke­lig være Guds vej? Måske begyndte han at ane lidt af Guds vej den dag, da han om morgenen kom ud af fængslet og inden aften var Ægyptens næststørste mand. Måske det da begyndte at dæmre for ham, at Gud nok alligevel havde sin hånd med i alt, hvad der var sket. Men efter nogle års forløb forstod han mere, og den dag, da hans elleve brødre lå for hans fødder, havde han fået svar på sine mange hvorfor. Da kunne han sige til sine brødre: "Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid" ( 1. Mos. 45,8). 

»Da skal jeg kende fuldt ud« 

Selvom vi ikke får alle vore hvorfor besvaret nu i tiden, så kommer der en dag, hvor vi skal få dem besvaret i evighedens lys. Her i tiden har vi det nok ofte som den mand, der en dag kom ind på en fabrik, hvor man vævede fine tæpper. Han stod og beundrede det fine tæppe, som de var i færd med at væve. Han så på de mange farver, men noget egentlig mønster kunne han ikke få øje på, før vævemesteren tog. ham med sig om på den anden side af tæppet. Da så han det fineste mønster. 

Hernede ser vi ofte kun vrangen af Guds ledelse i vore liv, men når vi kommer hjem, da skal vi se, at der var det fineste mønster i Guds ledelse med os. Og da skal vi se, at alt, hvad han sendte, var nåde, bare nåde. 
Her i tiden må vi stamme på bønnen: 

Lær mig at kende dine tanker 
og øves i at tænke dem; 
og når i angst mit hjerte banker, 
da må du kalde modet frem. 
Når jeg har tænkt mig træt til døden, 
sig så, hvad du har tænkt, o Gud! 
Da kan jeg se at morgenrøden 
bag tvivl og vånde vælder ud. 

Jacob Paulli.

---