skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Han gør alting nyt - andagt -
Hans Erik Nissen - "ét er nødvendigt"

"Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt." Åb.21,1

Mange skuffes, fordi de sætter alt for store forventninger til livet her på jord. Langt på vej tror de, at livet som kristen kan lignes ved at køre på en bred, jævn og lige vej. Men Bibelen siger noget andet.
    Vejen til Himlen er smal. Den går gennem en verden, hvor Satan er fyrste. Han ser det ikke som sin opgave at gøre det let for de kristne. Derfor siger Jesus til sine venner: »I verden har I trængsler. «
    I tiden lige forud for Jesu genkomst kæmper Djævelen med megen kraft. Han kommer med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort. Mange har været og er forfulgt ud over jord. Ja, på den ene eller anden måde mærker alle kristne, at de ikke er af verden.
    Hertil kommer den modgang, Guds børn har fælles med alle andre. Sygdom, ulykke, nød hos vore nærmeste og os selv kaster mørke skygger ind over livet. Jorden har ikke den ro, vi søger, derfor længes vi efter Guds stad.
    Herrens ord forsikrer os om, at vi ikke skal blive skuffede. Har du tænkt på, at længselen efter Himlen vokser, når Herren fører dig gennem noget svært? Der er en sammenhæng mellem følelsen af usikkerhed og forventningen til byen med de faste grundvolde.
    Gud skaber en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Hører du Jesus til, er du himmelborger. Du skal tilbringe evigheden i det land, hvor solen aldrig går ned. Da er det forbi med synden og dens utallige følger.
    Først og fremmest skal din åndelige hunger og tørst stilles. Du skal se Jesus, som han er. Synet af ham skal forvandle dig. Du skal blive ligesom ham.
    Alles hjerter skal ophøje og tjene Herren i evighedernes evig­heder.
Lad os glæde os til Jesu genkomst. Han har ikke glemt os. Snart skal han komme og gøre alting nyt.

(Fra "ét er nødvendigt"  2.nov. af Hans Erik Nissen - LogosMedia 2008 - gengivet med forfatterens tilladelse -  Shafan 14-05-10 )


Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline