Kongen

Menneskesønnen

» Menne­skesønnen«. Dette er en titel, Jesus ofte bruger om sig selv i evan­gelierne (se f.eks. (Matt 8,20; 9,6; 10,23; 12,8 osv.). Titlen stammer fra profeten Daniel:

»I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde (Dan 7,13-14). 

Menneskesønnen træder frem for Den Almægtiges (den gamle af dage) trone i himmelen, og modtager fra ham et evigt rige, som rækker gennem alle tider og omfatter alle folkeslag (j fr. 2,44). I jødisk messiasforventning kobles menneskesønnen her i Daniels Bog ikke sammen med Messias, men er i stedet genstand for en uendelighed af mystisk betonet spekulation. Det er særegent for Je­sus og Det Nye Testamente, at Messias og menneskesønnen er identiske. 

Med denne titel betones netop det universelle i Messias' herredømme. Samtidig står titlen i skarp modsætning til det, der beher­sker de forskellige verdensriger, som hans rige skal tilintetgøre og afløse: Verdensrigerne er dyriske i deres væsen og er derfor afbildet under skikkelse af forskellige rovdyr og vilddyr (se 7,2-8). Blodspor har fulgt denne verdens stormagter, så længe vi kan følge historien. Når Messias afbildes under skikkelse af en menneskesøn, tilkende­giver Skrifterne, at ikke kun han selv, men også hans rige, skal have en anden grundlæggende karakter. I ham får det sande menneskeli­ge, det, vi fra begyndelsen af var skabt til, skikkelse. For synd er dy­best set ikke bare i strid med Gud og hans hellighed, men også med det sandt menneskelige. For vi er skabt i Guds billede. Derfor er synd unaturlig, ligesom døden også er unaturlig. Når vi derfor be­kender, at Kristus er »sand Gud og sandt menneske«, ligger det også i bekendelsen af Kristi fulde menneskelige natur, at her i syndens og dødens verden er der kun en, som har været sandt menneske. Alle vi andre er løgnere. 

Af samme grund er der en anden skikkelse i Det Gamle Testamente, Kristus holdes op imod, nemlig Adam. Adam og Kristus er historiens to centrale skikkelser. Fra dem begge udgår en virkning til alle mennesker, men en virkning af modsat art: 

»Adam ... han er et billede på ham, der skulle komme; men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene men­neske, Jesus Kristus ... Altså: Ligesom en enkelts fald blev til for­dømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige ger­ning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For lige­som de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, så­dan skal også de mange blive retfærdige ved en enestes lydighed« (Rom 5,14-15.18-19).

Adam kaldes her et forbillede på Messias. De har begge rollen som stamfædre. Der udgår en virkning fra den ene til de mange (jfr. også 1 Kor 15,21f.45f). Den fælles centrale stilling i menneskehe­den, som de begge har, understreges i en af vor Herre Jesus' slægts­lister:

»Jesus var omkring tredive år, da han begyndte sit virke. Han var, mente man, søn af Josef, ... søn af Enok, søn af Set, søn af Adam, søn af Gud« (Luk 3,23.38). 

Vi lægger mærke til, at Adam kaldes Guds søn. Det er en konge­titel, en titel, Adam fik, fordi han efter Guds ordning blev sat til at være konge over hele skaberværket. Han blev Guds »vicekonge«, den, som på Guds vegne skulle styre skabningen: 

»Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vil­de dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden« ... Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den«« (1 Mos 1,26.28). 

Også som konge over skaberværket er Adam forbillede på Mes­sias. Det ser vi ved, at Det Nye Testamente anvender Salme 8 som messiasprofeti: »- men som en et sted har bevidnet: Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?« ... med herlighed og ære har du kronet ham, alt har du lagt under hans fødder. For da han lagde alt under ham, undtog han in­tet fra at være underlagt ham.« (Hebr 2,6-8).

Når Jesus i missionsbefalingen siger: »Mig er givet al magt i him­len og på jorden«, kommer det ind i denne sammenhæng i dobbelt forstand. For det første indtager Jesus som menneske den stilling i skaberværket, som Adam var skabt til, men som han ødelagde ved faldet. For det andet har han som Guds søn og Menneskesønnen (Dan 7) også noget langt mere: 

»Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndig­hed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle« (Ef 1,20-23). 

Sandelig, Jesus Messias er »kongernes konge og herrernes herre« (1 Tim 6,15)! 

En lille sidebemærkning bør føjes til her, når det gælder Skriftens tale om, at Jesus er den, som sidder på tronen ved Faderens højre hånd (Matt 22,44. Luk 22,69. ApG 2,33f. Rom 8,34. Ef 1,20 osv.). Dette er ef­ter bibelsk sprogbrug udtryk for, at Jesus har »al magt i himlen og på jorden« (Matt 28,19). Det, vi især skal lægge mærke til i missionsbefa­lingen, er, at det er et menneske, som har al magt! Vi møder budskabet om, at Jesus som menneske er ophøjet ved Faderens højre hånd, som menneske har han fået del i guddommelig magt og herlighed. Derfor siger han også: »Mig er givet ... « Almagten er ikke noget, der hører mennesker til, her er vi inde på Guds enemærker. Efter sin guddom­melige natur er Jesus almægtig fra evighed til evighed. Men ikke efter sin menneskelige natur. Efter sin menneskelige natur må Jesus derfor modtage det, han ejer efter sin guddommelige natur. Om dette siger man gerne, at hans menneskelige natur blev herliggjort ved opstandel­sen og himmelfarten. Herliggørelsen består da i, at Jesus efter sin men­neskelige natur fuldt ud får del i, hvad han er efter sin guddommelige natur. Her står vi over for det under, at i ham er det et menneske, som er evigt, har al magt og er den ene af Den Treeniges tre personer. Sam­tidig lærer Skriften os, at det også er som Gud, Jesus lider. Hans gud­dommelige natur får del i alt, hvad Jesus er efter sin menneskelige na­tur. Derfor siger Skriften, at det ikke bare var et menneske, som blev korsfæstet for vores skyld, men »herlighedens Herre« (1 Kor 2,8), og at det var ved »Guds blod«, vi blev frikøbt fra synden og dens magt (ApG 20,28). 

Det er bemærkelsesværdigt, at i de ord, vi er standset ved i Hebr 2,6-8, kobles denne Kristi kongeværdighed og magtstilling sammen med korset: 

»Ganske vist ser vi endnu ikke alt underlagt ham; men vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lideIses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden« (Hebr 2,9). 

Dette er så paradoksalt, at det for menneskelig fornuft virker selvmodsigende. Hvem er vel mere afmægtig end en, der hænger på et kors? Hvem er vel mere hjælpeløs end en, der er overgivet til at tortureres ihjel? 

I dette paradoks møder vi den radikale forskel mellem menne­skelig og guddommelig vurdering. Det, der for menneskets øjne ser småt ud, er stort i Kristi øjne:

»På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stil­lede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig«« (Matt 18,1-4). 

Det, der synes svagt i menneskers øjne, er stærkt i Guds øj­ne:
»- men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandling, under trængsler, under forføl­gelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk« (2 Kor 12,9-10). 

---