Med henblik på Herrens komme - Åb.22,6-21

Hold fast ved Ordet (v. 6-11)

Nu er Åbenbaringen for så vidt slut. Alt er stillet i relation til verdens Frelser, Guds Søn, Jesus Kristus. Alt, som hørte ham til, har vist sig i sin evige storhed. Alt, som ikke hørte ham til, har vist sig i sin evige ringhed og afmagt. Nu står så kun tilbage den kendsgerning for menigheden her i ver­den: »Se, jeg kommer snart«, det, som er den skjulte kends­gerning i hele historiens gang. Tre gange lyder det her til sidst: v. 7, v. 12, og v. 20. Og hver gang har Ånden en ting at føje til den kendsgerning.

Det første i v. 7 er dette: »Salig er den, som holder fast ved de profetiske ord i denne bog«. Og grunden er simpelthen disse ord troværdighed og sanddruhed (v. 6). For yderligere at understrege disse ords betydning gør englen Johannes op­mærksom på, fra hvem de kommer: fra »Herren, profeternes ånders Gud«. Hvilken majestæt ligger der ikke i de ord. Denne verdens store har sine sekretærer og giver dem gerne fine titler. Men de skal og kan dog intet andet end diktere med munden og lade nedskrive med maskine eller kuglepen. Sådan bliver Guds Ord ikke til. Han kalder apostle og pro­feter, fylder dem med hellig Ånd, han som er ét med Faderen, og i denne Ånd ikke bare giver han dem sit ord, men leder dem til forståelse af dette ord. Da f. eks. Esajas skulle prædike Herrens dom og frelse for sit folk, lod Herren ham under Åndens ledelse opleve Guds dom og Guds frelse (Es. 6). Så­ledes gjorde Gud den mand skikket til at gå med Herrens eget ord. Og vi kunne på lignende måde nævne apostelen Paulus, som Herren selv opdrog i sit evangelium (Gal. 1,12). Også han måtte under Åndens ledelse på sin egen person kende lovens kraft og dom (Rom. 7) og evangeliets kraft til frelse (Rom. 8). Med stærk magt underlægger Herren sig den fej­lende menneskeånd, så hans sendebud taler drevet af sand­hedens Ånd.

Sådan skaber Gud profeter og apostle. Så stort et guddom­meligt værk ligger der bag dette profetiske budskab. Og når Gud har gjort så meget ud af det budskab, vi her har hørt, er grunden den, at det med henblik på hans komme var eneste saliggørende vej: at holde fast ved hans ord. Ikke for engle skal vi have syn (v. 8) - for den skikkelse kan bedrage (2. Kor. 11,14) - men for Guds Ord (v. 9-10). 

Da Daniel i sin tid fik lignende åbenbaringer, sagde Gud til Daniel: »Gå bort, Daniel, thi for ordene er der sat lukke og segl til endens tid« (12,9). Nu hedder det: »Du skal ikke gemme denne bogs profetiske ord under segl, thi tiden er nær« (v. 10). Hvad denne bog har vidnet om er over os, og Herrens menighed kender det - nogle på sjæl og krop, andre alene på sjælen, men: alle kender disse ting. Tiden er nær. Og deri lig­ger, at Herrens komme er såre nær. Ja, så nær er den store afslutning, at Herren her har talt sit sidste ord. Nu må den som gør uret, blive ved med at gøre uret. Herren taler ikke flere ord, før han opfylder alt, hvad denne bog taler. Og den hellige har nu kun at vedblive at leve helligt. For Herren kommer snart. 

Tvæt dine klæder (v. 12-16) 

Igen lyder Åndens: »Se, jeg kommer snart«, og igen har Ån­den en ting at føje til med henblik på dette komme: »Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til Livets Træ og gennem porten gå ind i Staden« (v. 14). 

Ved dette komme har Herren sin løn med sig for at gen­gælde enhver, efter som hans gerning er (v. 12). Og hvad be­tyder det for os, som da skal møde ham? Jo, det betyder, at enten må du stå renset fra dine synder og blive helt uden synd for hans øjne, når han skal se også dig (v. 14), eller også må du stå uden for med din synd (v. 15). For ingen uren kommer med derind, hvor Guds herlighed og evige salighed findes (21,27). 

Intet bør Herrens nære komme gøre større for os end syn­dernes forladelse. Intet bør ligge os mere på sinde end at få vished om at høre med blandt dem, Herren ikke mere til· regner synd (Rom. 4,8). At få del i nåden og blive tilregnet Jesu egen retfærdighed er vor eneste mulighed for at stå helt uden synd for ham, når han kommer med sin løn. Og en sådan syndsforladelse har alene den, som ikke vil rose sig og trøste sig ved noget andet end Jesu gerning for os på Golgata, men forbande alt, ALT andet - selv det hos os, som skinner af retfærdighed og fromhed. Her må alt regnes for skarn og det alene være ære værd: »Mig til fred kom straf over ham, jeg har lægedom et eneste sted - ikke i hvad jeg er blevet til, men: ved hans sår« (Es. 53,5). Sådan talte profeten om »Da­vids rodskud« (v. 16 jvfr. Es. 53,2). 

Vi skal iøvrigt lægge mærke til v. 16, ikke blot skal vi lægge mærke til, at dette kald til at møde hans komme med tvæt­tede klæder kommer fra Ham, som alene kan gøre vore klæ­der rene. Det er et kald fra Frelseren til at komme til ham og få, hvad han alene kan give. Men vi skal også lægge mærke til, at han henviser til, at han er opfyldelsen af alle de vidunderlige løfter om Davids ætling i GT - opfyldelsen af alle »de trofaste nådeløfter til David«, som Herren kalder dem hos Esajas (55,3) - de trofaste nådeløfter , som profeten Natan første gang forkyndte David i 2. Sam. 7,12-17: løfterne om den Davids Søn, som også skulle være Guds Søn (v. 14), som skulle bygge Herren et hus (v. 13) - hvilket betyder: rejse Herren en slægt - hvis kongetrone Gud ville grundfæste til evig tid (v. 13), som skal bære menneskers dom (v. 14), men dog være den, som bærer Guds miskundhed og nåde (v. 15). 

Og som han her siger om sig selv, at alle disse ord er talt om ham og hans kongedømme, således siger han også her, at han er den morgenstjerne, som den gamle østerlandske spå­mand Bileam så, da hans øje var lukket og han blev åben for det, Herren talte (4. Mos. 24,15-17).

Han er opfyldelsen af Guds frelse, som Gud har talt om gennem de hellige skrifter i GT. Han kalder før sit store komme: »Tvæt jeres klæder«. 

Vend dig mod Brudgommen (v. 17-21) 

For sidste gang lyder det nu igen fra Herren: »Ja, jeg kom­mer snart«. Og som før har Ånden noget at føje til med hen­blik på dette komme, og det er Åndens og Brudens enige: »Kom - kom, Herre Jesus« (v. 17 og 20), og at den, som hører vender sig mod denne realitet og siger det med: »Kom« (v. 17). 

Det er Ånden magtpåliggende at vække enhver, som hører disse ord, så han ikke skal leve med ryggen til realiteterne, blind for det, som bag alt det synlige rykker bestandigt nær­mere (jvfr. kap. 1,12). Ånden vil gøre menigheden åndelig realistisk. Alt for mange roser sig i dag af at være realistiske. Men desværre er sandheden, at det kun er den synlige ver­dens realiteter, man regner med. Og dem regner man fejl med, fordi man ikke kender sandheden om disse ydre realiteter. Man glemmer nemlig rask væk, at enhver ydre ting har en åndelig realitet, som bestemmer dens sande værdi. Derom har vi set en del her i denne bog. Gud give, vi måtte bruge den. For mange, mange er de, om hvem det gælder, at de sover dybt endda over for disse dybe, evige realiteter. 

Men skal du nogensinde vågne, da må du høre, hvad Ån­den her formaner dig til i v. 18-19: at du hverken lægger noget til denne bog, eller trækker noget fra den. Den er givet dig for at du skal vende dig til Brudgommen, som kommer og være med i Åndens og Brudens svar: »Kom, Herre Jesus«. Og skulle Ånden have rørt dit hjertes strenge, da kalder Ån­den endnu mere: »Den, som tørster, skal komme. Den, som vil, skal modtage Livets vand uforskyldt« (v. 17). Skal det være dig? 

Sådan taler den strålende Morgenstjerne, som vidner om, at morgenen er nær. Og inde på jordens strande står menig­heden og siger: »Kom, Herre Jesus«. Evighedens lyse morgen vi venter med længsel. Kom, Herre Jesus. Og broder opmuntrer broder med denne hilsen: »Herren Jesu nåde være med alle« (v. 21). Ja, måtte det være sådan, at Herren Jesu nåde er, hvor også du er.

---