Menigheden i dens jordiske skikkelse (Åb.2-3 )

Med det samme vi ser Lammets menighed i dens ydre, jor­diske skikkelse, sådan som den færdes på jorden, møder vi den som en stridende menighed, en fristet menighed, en li­dende menighed, en svag og bristfuld menighed, som Herren strider for med stærk røst - og læg mærke til for hvad, Her­ren strider: at menigheden skal høre Åndens røst og tale og ikke rette sig efter menneskeord og ydre begivenheder (kp. 2, 7, 11, 17, 29 og kp. 3, 6, 13, 22). Og ser vi nøjere på Her­rens ord, så ser vi, at det gælder menighedens eksistens som en himmelsk, åndelig størrelse - ja, dens eksistens som Jesu rene brud: I kap. 2,5 taler Gud om at flytte lysestagen fra dens plads - den plads vi så i kp. 1,12. I v. 16 taler Gud om, at han vil føre krig imod sin menighed, vende Ordets stærke vrede imod den. I v. 16 i kp. 3 taler Gud om, at han vil udspy dem af sin mund. 

Lige foran menigheden ligger den fare nær, at deres ån­delige virkelighed kan blive en anden. Det vil helt bero på, om de vender sig fra Åndens tale og igen regner med den ydre verden og på verdens vis og med menneskeord. Hvor nær de er dette fald, skal vi snart få at se. 

Inden må vi imidlertid understrege en afgørende ting: at det er en dybt personlig kamp, menigheden her står i. Ikke en kamp, som skal kæmpes »en bloc«, men kæmpes af hver enkelt. Bestandigt hedder det i disse breve »den, som« (ialt 14 gange i kp. 2-3). 

Det beror på menighedens særegne karakter: den udgøres ikke af en bestemt flok. Det er ikke bare at slutte sig til en bestemt kirke eller retning eller bevægelse og så følge den. At slå sin lid til ydre rammer, det er at vende Ånden ryggen, og det er grundlaget for al vildfarelse og forførelse. Kun Sa­tan vil og er interesseret i, at du søger dækning i en ydre ramme og ikke alene søger Åndens tale. Menigheden består af enkelt-mennesker, som i troen hører Jesus til og hører, hvad Ånden siger til menigheden. Det er slet og ret en livs­funktion ved troens liv, at den hører, hvad Ånden taler, føl­ger, hvad Ånden taler, tror, hvad Ånden taler, og ikke hører, følger, tror, hvad mennesker taler og mener. Intet er så vå­gent hos en nyvakt og nyomvendt. Men noget tyder på, at det er noget af det første sjælefjenden får bugt med. For i stedet for at udvikle denne troens livsfunktion og lade den modnes og vokse i uafladelig vågenhed, så lod man den dø hen, da man havde fundet sit ydre tilholdssted i en eller anden forsamling. Og snart følger man forsamlingen og ikke mere Ånden. Derfor går så mange kristne også i andre spørgs­mål nu efter det synlige og kalder det stort, som ser stort ud, kalder det virksomt, som ser virksomt ud, kalder det fromt og kærligt, som ser fromt og kærligt ud, anser det for kirke, som ser ud af kirke o. s. v., hvorimod Guds Ånd altid kun vurderer en ting udfra dens åndelige virkelighed, således at om den ser aldrig så ringe ud i verden, aldrig så ineffektiv ud i verden, aldrig så ufrom ud i verden, hører den til Jesu Kristi rige, vil Ånden altid kalde den stor, virksom, from og god, og regne den for verdens lys, om verden ikke regner den en tøddel. 

Derfor ser vi også - ikke blot at sejren er den enkeltes sejr, men at den altid beror på den enkeltes forhold til Ordet (jvfr. 3,3 og 3,8 og 12,11). Det betyder langt fra det, som den fordærvede fornuft altid slutter, at det, jeg får ud af Skriften, kan være lige så godt, som det andre får ud af Skriften. Nej. Det er ikke, hvad du får ud af Skriften, der har betydning, men om du hører Åndens røst, som hele ­- enhver i - Guds menighed hører og følger. Og om det er det, du hører, kan du let finde: da bliver du ligesom Guds me­nighed, da vil du få de samme kendetegn, som Lammets me­nighed har i Skriften: Du vil følge Jesus som en ren brud, hvis hele hjerte hænger ved nådebrudgommen, du vil have Lammets sang på dine læber, du vil få nye lidelser, som ikke er menneskelige, men helt ud beror på, at du tror. Og hvor det ikke sker, har du endnu ikke hørt Åndens røst til frelse, hvor meget du end hører eller læser Skriften. 

Kampen er dybt personlig - så helt din, så du må kæmpe, som om alle andre farer vild - så personlig, at din eneste støtte er Ordet. 

Vi vil nu vende os til de syv forhold, hvori menigheden er ved at blive vendt bort fra Åndens tale til den ydre verden og følger menneskeord, mennesketanker og menneskefølelser og ikke Åndens virkelighed.   - [Her er kun medtaget to eksempler] -  

Pergamum: 

Her står vi over for et for fornuft og samvittighed svært gen­nemskueligt blændværk. Her er igen en menighed, som i det ydre holder fast ved Kristus - endog det kostede noget (v. 13). De holder fast ved bekendelsen, skønt omringet af over­vældende modstand mod troen - en modstand, som kan ko­ste menigheden livet at bekende. Kan Ånden have noget at sige en sådan tro på? Her vil alt kød strække våben og sige: »Nej, når den kan udholde så meget for sin tro, da må troen være i orden.« Ånden er dog opmærksom på en ting, som kødet helt overser. Ånden siger: »Jeg har »lidt« imod dig« (v. 14). Her må Ånden åbenbart udtrykke, hvordan det ser ud for kødet, når den siger, at det er »lidt«. For ser vi i v. 16, så er dette »lidt« alligevel så stort og alvorligt inde i den verden, som er evig, at denne lille ting til sidst vil betyde menighe­dens død og endelige fortabelse. Hvad er det Åndens øjne hviler på? Jo, de har nogle hos sig, som holder fast ved en anden lære (v. 14-15). De har slækket sandhedskravet. De er ikke nøje med læren, som de ellers var blevet belært om det af både Jesus og apostlene (f. eks.: Mt. 24,4 -5 og 22-24, Ap. G. 20,28-32 og 2. Kor. 11, 1-15). For kødet kan sådanne afvigelser i læren se ud af »lidt«. Men for evigheden er det altid så fundamental ændring i troens liv, at det ikke kan føre til målet. Her er noget at tænke alvorligt over i en køde­lig, økumenisk tid.

Når Nikolaiternes lære sammenlignes med Bileams lære, er grunden nok først og fremmest symbolikken i deres navne, idet Nikolaus betyder »folkebetvinger« og Bileam tilsvarende »folkesluger«. Et talende navn for, hvad åndelig, falsk lære er for den himmelske verden. 

Sandelig: her skal ske en total åndelig omvurdering i denne menighed med de store troens »sejre«. For troen havde lidt afgørende nederlag.

Tyatira: 

I Tyatira stod de heller ikke tilbage i det ydre. Ikke blot findes der rosværdige ting, som kærlighed og troskab og tje­neste og udholdenhed, men: det er sandelig i fremgang (v. 19). Hvilken bedårende ting for øjet. Ikke mindst må det da bedåre os, som netop spørger efter det, som sukker efter det, som arbejder på det: at det må gå fremad. I Tyatira sker det, som vi længes efter: det går fremad. Og vort hjerte fyldes med det samme af vished: her må da være en sand, levende me­nighed.

Ånden siger det ikke. For sammen med den ydre fremgang har en ny lære fået fremgang - en visdom, som roser sig af at kende Satans dybder (v. 24). Og denne lære har haft den virkning, som menneskelig forstand så let kan få: at den i ly af sin lære vovede at leve i utugt. Beskyttet af sin nye ind­sigt begyndte man at slække på tugten. Alt ydre i fremgang, kærlighed i fremgang, troskab i fremgang, tjeneste i fremgang, udholdenhed i fremgang - men, i hjertet var utugten i frem­gang.

Når årsagen her betegnes med navnet Jesabel, er det sikkert et billedligt udtryk, som skal henlede tanken på den gerning kong Akabs hustru Jesabel var årsag til (1. Kong. 16,31 og 18,21): at Akab og med ham hele Guds folk begyndte at dyrke Baal samtidig med, at de også ville dyrke Herren -  ­Elias siger, at de halter til begge sider. 

O farlige visdom, som deler et menneske og gør noget af det til Herrens ejendom, men noget andet til syndens ejen­dom. Har du en sådan forståelse af Jesu Kristi evangelium. Mange har det. Selv dette evangelium kan blive en sådan vis­dom. Men kast aldrig skylden derfor på evangeliet, som no­gen har for skik, så de aldrig tør forkynde nåden helt frit ­ja, så de ikke tør være helt trygge ved troen alene. Vid altid, at et evangelium med den virkning, at utugten vokser inde i hjertet, ikke er det evangelium, som herliggør Jesus som korsfæstet og giver tro på ham, men et »evangelium« uden Lammet og dets forsoning, et evangelium, som bare præ­diker nåde og kærlighed og ingen gerninger, men ikke beskriver den store forsoning ude på Golgata, og hvad frelsen kostede Guds Søn.

---