Om kødets korsfæstelse
Det er en mærkelig kendsgerning, at det er umuligt at finde et entydigt ord i Bibelen, der giver os befaling om at kæmpe mod synden i os. Der hvor Ordet taler om kamp mod synden, menes der kamp mod synden uden for os. Guds ord advarer os ind­trængende mod at kæmpe mod Gud (2.Krøn.13,12), men for­maner os til at stride »for den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige« (Jud.3) imod vantro menneskers forfalskning af denne tro. Guds ord byder os at kæmpe »mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndernagter i himmelrummet« (Ef.6,12), mod synd og uret fra sådanne men­neskers side, der fordærver samfundet i almindelighed og me­nighedens samfund i særdeleshed. Og i denne kamp vil Gud, at vi skal bruge åndelige våben (Ef.6,13f.): Guds ord i loven og evangeliet som det Åndens sværd vi i sanddruhed svinger, i tro­ens retfærdighed og med en villig og uforfærdet ånd.

Guds ord siger ikke, at vi skal kæmpe mod kødet og synden i os. Guds ord er så radikalt, at det siger, at »vi skal regne os selv for døde fra synden« (Rom.6,11), at vi skal døde legemets ger­ninger ved Ånden( Rom.8,13) og korsfæste kødet »med dets lidenskaber og begæringer« (Gal. 5 ,24), ikke være meddelagtige i mørkets golde gerninger (Ef.5,11), men aflægge »mørkets gerninger« (Rom.13,12) »det gamle menneske« (Ef.4,22), »løgn« (Ef.4,25) o.a. Du kan nok se, at dette er noget ganske andet end at kæmpe mod synden inden i dig. At kæmpe imod sig selv eller være i strid med sig selv, sker tit nok. Det sker, når vore lyster kriges i vore lemmer (Jak.4,1), dvs. når lysterne i os kriges om førsteretten til at blive tilfredsstillet, og vi ikke aner, hvilken lyst, vi skal følge. Dette sker også, når »kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet« (Gal. 5,17).

Hvad er det egentlig, der foregår, når der sådan strides inden i os - indbyrdes mellem de onde lyster eller mellem Ånd og kød? I grunden ikke andet end en slags diskussion med os selv: Overvejelser frem og tilbage om hvad vi kan gøre, hvad vi bør eller ikke bør gøre, vurderinger om hvad der er farligt, skade­ligt eller nyttigt for os selv, overvejelser for eller imod det der har størst interesse, hvad der er mest tilfredsstillende, hvad der passer sig bedst osv. , spekulationer frem og tilbage om hvad det - af hensyn til mennesker - går an at gøre, af hensyn til vor egen fordel, af hensyn til Gud osv. Næsten alt, det man normalt kal­der »kampen mod synden inden i os«, foregår i sådanne ende­løse diskussioner og refiektioner med »advokaten« i vort eget bryst. Og en ikke ringe del af disse diskussioner består ganske simpelt i at overtale sin samvittighed til at samstemme i, at det ene og det andet »går an«, »ikke er synd«, »er tilladt«, »er nødvendigt« osv. For det meste drejer det sig om at finde frem til et »standpunkt«, hvor vi tør mene, at Gud er enig med os! Det lunefulde og bedrageriske i sådan en kamp, er netop, at vi forsøger at bilde os selv ind, at Gud er enig med os og er urolige, indtil vi er sikre på, at »Gud er enig«! - Vi diskuterer og tænker frem og tilbage for at få sager og ting lagt til rette for os selv på en sådan måde, at vi med en vis »frimodighed« mener, at Gud og vor samvittighed er blevet »enige«. Over for Gud høster en sådan kamp ingen ære, kun skam. Det meste af det, mennesker kalder »kamp med sig selv«, er ikke stort andet end hykleriske krumspring for at undgå at skulle bøje sig for Gud og give ham ret.

Derfor er også begyndelsen til alt, hvad der hedder kødets korsfæstelse og syndens dødelse ganske enkelt, at Guds ord af­bryder al den slags kamp og sådanne diskussioner. Det er vel værd at lægge mærke til, at der hvor Paulus taler om striden i os mellem Ånd og kød, siger han rent ud, at den er der, »så I ikke kan gøre det, som I gerne vil« (Gal.5,17), dvs. for at egoismens ytringer skal afbrydes og ikke diskuteres. Hvis Herren i sit ord kalder noget i tanke, gerning eller ord for synd, for kødeligt, ja, så ved det bedrageriske hjerte, at det er synd, at det er kødeligt, hvor forargeligt det end måtte være for vor egoisme at skulle give Ordet ret i al dets klarhed og karskhed.

Det mærkelige er nemlig, at i samme øjeblik vi giver Gud ret i hans ord, er det slut med al diskussion og overvejelse og »kamp« - og vi bliver ganske enkelt nødt til at fordømme syn­den i os selv. Og dette at fordømmelsen over egen synd findes i vort hjerte, er saglig set det samme som, »at man regner sig som død for synden« og »korsfæster kødet«.

Derfor er det usvigelige tegn på, hvilken ånd der bor i os, om det er os, der ved al verdens diskussioner forsøger at ændre Guds ord, eller vi afbryder enhver diskussion og giver Guds ord ret til at ændre os i vor måde at tænke og vurdere på. For med hellig nidkærhed har Gud forbudt os at ændre hans ord (Åb.22,18f.), men har des mere pålagt vort hjerte at rette os efter Guds ord og lade Guds ord ændre os (1.Pet.1,22). Så læn­ge vi prøver at forandre Guds ord og tilpasse det til os og give os ret ved at bortfortolke det, afskaffe eller fornægte det, så længe bliver vi vort kød, verden og Djævelen i vold. For »Ordets spejl, hvor vi skuer Herrens herlighed«, er netop sat der af Gud for at forandre og forvandle os efter billedet af Herrens herlig­hed (2.Kor.3,18). Men vi har ingen åndelig ret til at forandre Gud efter vort billede og til vort behag.

 Vi ved, at når Guds ord begynder at forvandle os, da er det, der først møder os: lovens dom over synden. Og »kødets kors­fæstelse«, der blot er et andet navn for »hjertets bod«, er intet andet end at lade sig dømme, tugte og fordømme af Gud og vor samvittighed. For lovens dom over synden er blot denne: dø­den. Og dette at give Gud ret i denne dødsdom, så tit vi ser synden, det er at »korsfæste kødet«.

Betegnelsen »korsfæstelse af kødet« er billedtale og sam­menligner os på en måde med Jesu korsfæstelse. Hans korsfæ­stelse var en følge af, at han på vore vegne blev fremstillet som en synder mod loven, og lovens anklage og dom (døden) blev fuldbyrdet på ham. På lignende vis, blot ikke legemligt, er »kødets korsfæstelse« heller ikke andet end dette, at loven og vor samvittighed fuldbyrder anklagen og fordømmelsen over os over for Gud. Dette er at give Gud ret i hans lovs ord.

At »korsfæste kødet« er altså ikke det samme som at blive syndfri, bringe syndige lyster og tanker til ophør eller at få fjer­net og udryddet den syndige natur (»kødet«) i os. Men det betyder - for nu at bruge billedet af den ene røver på korset - at vi, dømt til døden og i os selv fordømte og fortabte, vender os til ham, hvis »nåde er nok« til benådelse, og hvis »kraft fulden­des«, når han tager os med til Paradis. Det er et sådant liv med Gud i  Jesus Kristus - fra dag til dag - indtil »vi går ind til hvilen«, Herren ønsker for os, og som Ordet er i stand til at frembringe: Ved lovens tugt dømt og nedbøjet i os selv ved evangeliets trøst benådet og ophøjet i Jesu nåde, altid frimodig ved det Ord, der leder os fremad og fuldkommer os i det evige liv.

For det vantro menneske synes »korsfæstelse af kødet« at måtte være en konstant kilde til plage, lidelse, mørkemandstan­ker, sorg, unødvendig forsagelse og selvpineri. Men sådan kan det synes, og sådan tænker man, fordi man ikke kender evange­liets lys. For de ydmygelser, vi føler i os selv, svinder i dette lys, hvor vi ophøjes for hans åsyn. Og fordi et Guds barn bliver ved med at leve i lyset, bliver det ved lovens tugt og evangeliets trøst løst fra den egentlige årsag til personlig nød og elendighed. For denne årsag er vor stolthed - vor selvretfærdighed og vor selv­hævdelse, vort hovmod og forfængelighed, vor frygt for at lide og vor æresyge. I stedet dannes vor ånd således, at vi ejer vort livs gode i vor Gud og Frelser.

---