På tryg grund

Se, Gud er min frelse, jeg er trøstig og u­den frygt; thi Herren er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse. Esaj. 12,2. 

Hvem der dog kunne sige sådan for sin egen del, vil mere end en måske tænke. Hvem der dog kunne have det sådan hver dag og hver stund: Jeg er trøstig og uden frygt! 

Det er det mest elementære behov i menneskelivet, vi rø­rer ved her. Vi ville så gerne være trygge. Vi ville så nødig gå omkring med frygt for både dette og hint. Men samtidig er det nok menneskelivets tragedie, vi har rørt ved. Følelsen af virkelig tryghed er ikke så let at holde fast. Før vi ved af det, hviler angstens uhyggelige tryk over sindet. 

Paradoksalt nok ser det ud til, at vor tid, som med rette er stolt af sine mange fremskridt på teknikkens område, har mindst lige så store vanskeligheder på dette punkt som nogen tidligere tid. Det ser ud til, at angst og utryghed er en af men­neskehedens tunge byrder, og at vor tids mennesker har fået sin rigelige del af denne byrde.
Vi har så meget, der skulle kunne gøre vor tilværelse tryg, alligevel er der ikke så mange, der kan sige: Jeg er trøstig og uden frygt. 

Så spørger man: Hvad er da baggrunden for denne frimo­dige bekendelse? Hvem kan tage disse ord i sin mund og gø­re det med rette?
Da må vi først understrege en vigtig ting: Det afgørende - ud fra Bibelens tale - er, at ens følelse af tryghed hviler på en grund, der kan holde. Det er ikke nok, at man føler sig tryg, man må være på tryg grund. 

Dette gælder i alle menneskelivets forhold - og ikke mindst i forholdet til Gud. Ja, så vigtigt er det, at Bibelen med klare ord og eksempler siger os, at det er endnu vigtigere at være på tryg grund end at føle sig tryg. Man kan nemlig føle sig umådelig sikker og endda være på gyngende grund. 

Den rige bonde, Jesus fortæller om i en lignelse, var trøs­tig og uden frygt, for han havde forråd i sine lader til mange år. Men Gud sagde til ham:»I denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?« Samson reg­nede trygt med, at han med sine vældige kræfter skulle kun­ne sønderslide fjendernes bånd. Men han vidste ikke, at Her­rens Ånd var veget fra ham, står der. Dom. 16,20. Han følte sig tryg og frygtede intet. I virkeligheden havde han al mu­lig grund til at frygte.

På samme måde med de to, Jesus fortalte om i en anden lignelse: farisæeren og tolderen. Farisæeren var tryg og fryg­tede ikke. Han takkede Gud, fordi han var sådan et
udmærket menneske. Tolderen derimod følte sig ikke tryg. Han frygtede Guds vrede og vidste kun et at sige: Gud, vær mig synder nådig! Men det var ham, Jesus priste salig. 
Vi ser af disse eksempler klart, at et menneske kan føle sig fuldkommen sikker og tryg og alligevel være under Guds vrede. En agtværdig og respektabel person som farisæeren mente, han kunne være rolig, han havde det godt - og han var selvgod. Men han bedrog sig selv. Han var under Guds vrede. 

Tolderen derimod, som ikke følte sig hverken tryg eller glad, og som langtfra havde noget pletfrit liv at rose sig af - han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, sagde Jesus. For han havde fundet Gud i hans nåde. 
Vi spurgte efter baggrunden for den frimodige bekendelse om tryghed og frihed for frygt. Baggrunden er det, som tek­sten siger med ordene: Gud er min frelse.
Gud er min frelse. Det vil sige: Mit forhold til Gud er i orden. Gud har mig ikke under sin vrede for mine synders skyld. Han har mig under sin nåde for Jesu Kristi skyld. 
Gud er min frelse. Det vil endvidere sige: Det er Gud selv, der har bragt forholdet i orden mellem ham og mig. Jeg har ikke bare tænkt mig, at det er i orden. Nej, Gud har gjort, at det blev, som det skulle være. 

Gud har gjort det, ikke jeg. Mange tror vist, de skal klare det selv. De stræber intenst med at få forholdet bragt i or­den mellem dem og Himmelens Gud. Men Bibelen siger, at det var Gud, der gjorde, hvad der skulle og måtte gøres. Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv, siger Guds ord. Gud sendte sin Søn til verden, for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv. Han, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi i ham skulle blive retfærdige for Gud. Gud er min frelse, det vil da sige: Jeg er trøstig og uden frygt, for alt, hvad der skulle gøres til min frelse, har Gud gjort i Kristus Jesus. 

En anden vil måske spørgende indvende her: Ja, men selv om frelsen i Kristus er færdig og fuldbragt, så bliver det da alligevel min sag at komme i det rette forhold til frelsen. Der er noget rigtigt i dette - og noget galt. Det er rigtigt, at siger du nej, når Gud kalder dig, så gives der ingen an­den udvej til frelse. Men det er galt, hvis man tænker sig, at vejen til denne frelse må jeg sådan set gå alene. Nej, Gud er min frelse, det er et herligt evangelium. Det siger - som det hedder i Rom. 10: »Sig ikke i dit hjerte: hvem vil stige op til Himmelen (nemlig for at hente KristuS ned)? eller: hvem vil stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde)? Hvad siger den da? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi præ­diker). Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst.«

Gud er min frelse, jeg er trøstig og uden frygt. 

Måske er der endnu en ting at sige om hemmeligheden ved denne tryghed. »Herren er min styrke og min lovsang,« stod der jo også. 
Den, som har lært taknemmelighedens og lovsangens kunst i Guds skole, han er tryg og kan føle sig tryg. I taknem­meligheden ligger en egen hvile og tryghed. Det er godt at prise og takke ham, hvis hænder er stærke nok til at tage vare på den, som hører ham til.

(Fra "I Jesu Navn" af Carl Fr. Wisløff - Dansk Luthersk Forlag 1972 - Shafan 30-07-10)

---