Uden for "Fars hus".

Søg Jesus der, hvor han er at finde Luk.2,41-52

Den, som opholder sig uden for »Fars hus«, vil let kunne miste kontakten med Jesus.

Man tør vist godt sige, at Jesu forældre optrådte noget uforsigtigt. De »mente«, han var i rejsefølget. Det var almindeligt, at folk rejste i store flokke til og fra Jerusa­lem. Folk fra samme by eller landsby slog følge på rejsen, for der kunne være både røvere og vilde dyr, og så var det sikrest at være mange i følge. Men burde man ikke af samme grund have passet ekstra godt på en tolvårig, så man var helt sikker på, at han var med. Jo vist. Men de slog sig altså til tåls med at »mene«, at han var et eller andet sted i rejsefølget. 

Dette kan stå som eksempel på den åndelige uforsig­tighed, som desværre er alt for almindelig også i dag. Er det ikke mærkeligt, at vi er så lidt omhyggelige, når det gælder vort åndelige liv? Vort helbred er vi forsig­tige med. Det er noget, vi får indprentet, fra vi er ganske små, og alle ved, det er vigtigt. Og sætter nogen sit helbred på spil ved uforsigtighed, så ved han i hvert fald, det er galt. 

Men det åndelige liv - det tager man mindre højtide­ligt. Man »mener« eller »tror«, at det nok skal gå godt. Men at undersøge denne uendelig vigtige sag hos Ham, som kan give besked, nej, det gør man ikke. 
Hvad siger vi ikke om en, som har begrundet mistanke om, at han lider af en alvorlig sygdom, men som nøjes med at »tænke«, at det nok skal gå godt? Det er ufor­svarligt, siger vi - gå straks til læge! - Men hvad med det åndelige liv? Der lever de fleste i tankeløs letsindighed og vil ikke høre tale om, at dette vil føre til evig ulykke for dem. 

I ældre tid plejede prædikanter at skelne mellem en »tagen« tro og en »given« tro. En »tagen« tro, det er en tro, man selv har taget sig, uden alvorlig selvransagelse, uden omvendelse og uden at spørge efter, hvad Guds ord siger. 
Hvad svarer et sådant menneske, når du spørger, om han er et Guds barn? Det tror jeg da, siger han. Eller måske: Det håber jeg da. 

Hør! Sådan må ingen tænke. Ingen må lade sig nøje med en tro, som i virkeligheden kun er en indbildning. Tænk, hvor forfærdede Jesu forældre er blevet, da de opdagede, at han ikke var at finde nogen steder. De troede, han var i rejsefølget. Men de havde intet grund­lag for denne deres tro. Han var der ikke.

Mange lader sig nøje med en falsk tro. Det er noget, Jesus ofte advarer imod. Ja, han siger, at mange - der står virkelig mange - skal møde frem på dommens dag med en sådan tro: »Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn.« Matt. 7,22. De »tænkte«, de havde Jesus med sig. Men det var en tro, der manglede grundlag. 

Men det, som de gamle kaldte en »given« tro, det er noget helt andet. Den tro har de ikke taget selv, den har de fået. Den blev til i hjerter, som var gået ind i et alvorligt opgør med Gud og derved kom til at stå som hjælpeløse, fortabte syndere for Guds ansigt - uden anden udvej end at tage deres tilflugt til Jesus. I så­danne hjerter kan Guds Ånd virke den sande troens tillid, så man ved sig at være et Guds barn for hans skyld, som døde for os. Da har troen noget at bygge på, den bygger på Jesus og hans fuldbragte værk. 
Derfor må vi sige til os selv og til enhver, der har sat sig Himmelen som mål: Hold til i Guds hus! Lad ikke din vej føre bort fra dette hus, for dér er Jesus! 
Hvad er meningen hermed? spørger du måske. - Det vil vi nu forsøge at svare på ud fra Guds ord og troens erfaring. 

Jesus er ingen andre steder at finde end i »Fars hus« 

Er det ikke underligt, så ofte vi leder et forkert sted, når vi har tabt et eller andet? Jo - men endnu mere påfaldende er det, at så mange leder efter Jesus på steder, hvor de aldrig vil finde ham. 
Maria og Josef ledte efter Jesus blandt deres slægt­ninge og bekendte. Ja vel, det kunne måske være meget naturligt. Det ville vi også have gjort. Men der fandt de ham ikke.

Når evighedsalvoren begynder at dæmre for letsin­dige og tankeløse mennesker, da ser de sig om efter nye holdepunkter. Hvor er det da, de begynder at lede? Det er sjældent, de går det rette sted hen med det samme. Oftest spørger de venner og bekendte, det vil sige, de spørger folk, som ikke er mere på det rene med sagen end de selv. Jeg er blevet så urolig, siger de. Tanken på døden lader mig ikke i fred. Jeg har aldrig før tænkt meget på Gud, men nu dukker den slags tanker op i mig. 

Bed ikke hvem som helst om råd 

Hvordan er så den vejledning, man får? Å jo, man får de svar, man kunne vente. Folk svarer, som de har forstand til. 

Nogle siger: Du er overanstrengt, du har haft for meget at gøre. Gå til lægen, så får du et par måneders sygeorlov, da kan du få den hvile, du behøver, og komme til kræfter igen! 
Andre siger: Det er nerverne, det er galt med. Bed lægen give dig noget beroligende. Så falder du nok til ro igen. 

Eller man kan få andre råd, som i hvert fald ikke er bedre end disse. For det kan jo hænde, man støder på bekendte, som ved at skaffe stærkere sager end nerve­piller. Du skal få noget her, som skaffer dig en oplevel­se, du aldrig ville have drømt om - bort fra al elendig­heden, ind i en helt ny virkelighed, som du ikke anede var til. - Mange blev slaver af narkotika, fordi de søgte hjertets fred hos dårlige rådgivere. 

Alle slags nye og gamle religionssurrogater melder sig også til tjeneste overalt, hvor de ser deres snit dertil. Og det er gerne venner og bekendte, der formidler kontakten. Måske synes man da, at den sande hjerte­fred er fundet, og er vel tilfreds i det, man fandt. Men det var ikke Jesus, du fandt. Ikke samfund med den levende Gud, bare surrogater. Fra den vildfarelse må du vågne op, før det bliver for sent. 

Men det er ikke bare vakte mennesker, der således begynder at søge og spørge. Det hænder, at også be­kendende kristne vågner op og føler, at de har mistet Jesus. De har levet kortere eller længere tid i samfund med ham. Maria og Josef havde haft Jesus i deres hjem i tolv år. Så en dag var han borte. Mange har levet med ham i tro og bøn og været hans lykkelige bekendere i mange år. Men så kommer der skyer for solen. Alt bliver mørkt. De får ikke kontakt med ham i bønnen som før. Jesus er helt og holdent blevet borte for dem ­og dermed er al frimodighed forsvundet fra deres ån­delige liv.

Guds børn i anfægtelse 

Det er dette, vi kalder anfægtelse. Det er sjælens vinter­mørke dage. Himmelen er lukket, sådan fornemmes det. Før havde man samfund med Jesus - men nu er han borte.

Der kan være forskellige årsager til denne tilstand. Du har måske handlet i strid med din samvittighed og går med uopgjorte synder. 
Men der kan også tænkes en anden grund. Det hæn­der, at Gud drager sin følbare nåde tilbage fra sine børn. Han lader dem for en tid gå i mørke, uden lys og uden glæde. Hvorfor gør Gud nu det? Å jo, det har erfarne sjælesørgere til alle tider vidst at forklare be­kymrede kristne, som kom til dem. Gud vil, at troen skal sættes på prøve. Du skal lære Gud bedre at kende end før. Du har måske vænnet dig til at stole på dine egne følelser og oplevelser i stedet for at sætte din lid til Guds nåde i Ordet alene. Så tager han for en tid alle de liflige følelser fra dig, så du sidder tilbage med et hjerte, der føles så tørt og så hårdt som træ. Da skal Guds Ånd lære dig, hvem du skal holde dig til, og hvad du skal bygge på. Da skal du opdrages til at stole på Guds ord og evangelium alene, så du lærer, hvad det vil sige at blive frelst af bare nåde - alene for Jesu skyld. 

Men det er en tung og smertefyldt tid, så længe dette vintermørke varer. Det er også en farlig tilstand. For Djævelen vil benytte lejligheden. Han sætter ind imod dig med anklager og beskyldninger, han peger på alle dine synder og forsømmelser - for at få dig til at tahe modet og opgive det hele, kristentro og alting. 

Jesus er blevet borte for dig. Det er en oplevelse. alle erfarne kristne har haft. Se, hvad Brorson siger: 

Her løber jeg i blinde og ved ej selv hvorhen, jeg kan ham ikke finde, som hedder sjælens ven. Jeg kan ham ikke miste. jeg kan ham ikke få, så hjertets bånd må briste og livets kraft forgå.

Da er det tungt at være en kristen. Og hjertet sukker og klager sin bitre nød:

O, Herre Jesus milde, mig ængster død og dom: Er nådens dyre kilde da ganske tør og tom: Har solen ingen varme, har ordet ingen grund, Vil Gud sig ej forbarme og gøre sjælen sund?

- Ja, sådan klager hjertet. Og da gælder det om, at du leder efter Jesus det rette sted. For her er der mange, der går fejl. De leder efter ham blandt venner og be­kendte i stedet for at gå lige til Fars hus og finde ham der. Måske du selv kender til det. Du var kommet i en nød så stor, og hvad skulle du gøre? Gå til andre for at få råd? Ja, pas da på, at du går til folk, som virkelig ved, hvor Jesus er at finde.

Falsk vejledning

Det er nemlig ikke givet, at de ved det. Mange er blevet vist ind på veje, som ikke fører frem.

Det, du mangler, siger en, er den helt nye og store oplevelse. Du har endnu ikke oplevet Åndens dåb og Åndens fylde! Du må bede Gud give dig en sådan ny oplevelse, så vil du erfare noget, du aldrig har kendt før - du vil få en helt ny livskvalitet, så du aldrig mere kommer ind i et sådant mørke. 

Der farer mange søgende, ulykkelige kristne om­kring og leder. De leder efter Jesus. for han er hlevet borte for dem. Men de leder ikke det rette sted. De leder i egne følelser og oplevelser - i stedet for at gå der hen, hvor Jesus er. 
Andre kommer ud for venner og bekendte, som har et eller andet sjæleligt øvelsesprogram at anbefale. Du må lære at meditere! Her er meget at lære af sjælelige erfaringer hos østens religioner! Og så videre - . 
Nej, hør ikke på noget af dette. Gå tilbage til ud­gangspunktet, ligesom Maria og Josef måtte gøre: De vendte tilbage til Jerusalem. De fandt  Jesus der, hvor de var gået fra ham. De fandt ham i Fars hus! 

Hvad vil dette sige - i din og min situation? 
Bliv ikke utålmodig, om du må vente en tid, før glæden og freden vender tilbage. Den kananæiske kvinde måtte råbe længe, før Jesus svarede hende. Matt. 15,21 flg. Paulus måtte bede ofte og længe, før han fik lys over det problem, som var hans »torn i kødet«. 2. Kor. 12. 

Lys i anfægteisens mørke 

Men se bare til, at du søger der, hvor Jesus virkelig er at finde. Han er i Fars hus. Han er der, hvor du første gang fandt ham. Han er fremdeles der, hvor du har forladt ham. 

Det vil kort og godt sige: Han findes i sit ord. Du møder ham i evangeliet om hans eget store frelsesværk. Der fandt du ham før - om det ellers er en sand omvendelse, du kan se tilbage på. Der vil du finde ham igen også denne gang. 

Paulus havde et alvorligt ord at sige til menigheden i Galatien om dette spørgsmål. De var blevet vundet for Kristus. Men vi forstår af Galater-brevet, at de var kommet ind i en krise. Judaistiske vranglærere havde forvirret dem, så de nu hverken vidste ud eller ind. De følte sig tomme og uden kraft i deres kristenliv. Hvad skulle de så gøre? 

Da gjorde de den fejl, at de lyttede til deres nye venner og bekendte. Og disse gav dem det råd, at de skulle tage Guds lov mere alvorligt, ellers blev de ikke frelst. 

Dette er aktuelt til alle tider. Ja, også i dag kan der være god grund til at minde om det. For der er mange, der i stilhed går omkring og er anfægtet, fordi deres kristenliv er gået i stykker for dem - Jesus er blevet borte. 
Husker du, hvad Paulus skrev til galaterne, de, som netop var i denne situation? 

Hvad siger din troserfaring dig? 

Paulus siger to ting. Først appellerer han til galaternes egen troserfaring: »Var det i kraft af lovgerninger , I modtog Ånden, eller ved i tro at høre?-- Mon han, som udruster jer med Ånden og virker undergerninger iblandt jer, gør det i kraft af lovgerninger eller ved, at I hører i tro.« Gal. 3,2 flg.

Svaret skulle der ikke være tvivl om. Ånden og troen fik du ved at høre evangeliet forkyndt. Kristus blev malet dig for øje som korsfæstet. Du sad - ligesom Kornelius - stille og hørte ordet om Jesus. Eller du læste det eller gik og grundede på det. Så kom Guds Ånd og lod dig se Jesus. Du fik at se, at alt var fuldbragt. Du fik øje på ham, som tog al vor straf på sig. Og så blev troen tændt i dit hjerte, så du tog din tilflugt til Jesus! Hvilken glæde og hvilken kraft, da du fik dette at se - og nåde til at tro det! 

Vel - det er ikke anderledes i dag, end det var den­gang. Vend tilbage dertil, hvor du begyndte. Lyt til ordet om  Jesus og frelsen i hans navn, nøjagtig som du hørte det første gang. Her møder du Jesus, her, hvor han har sat dig stævne. Han mødte dig i dåben, han møder dig i evangeliet, og ved nadverbordet vil han igen møde sine troende venner. I alt dette er det evan­geliet om en fuldbragt frelse, vi møder. - Sæt ham stævne der på ny, hvis han synes at være blevet borte for dig.

Hvad siger Guds ord? 

Det kan du gøre så ganske trygt, for se nu, hvad det andet, Paulus havde at sige galaterne, var. Efter at have mindet dem om deres egen troserfaring slår han sagen fast ved at citere Guds eget ord i Det gamle Testamente: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til ret­færdighed.« Og så står der så fint: »Altså velsignes de, der er af tro, sammen med den troende Abraham.« Gal. 3,6 flg. 

Søg ham her! Den, som gør det, leder aldrig forgæ­ves

---