Hvorfor er fortielse og undladelsessynder i forkyndelsen af Guds Ord så alvorlige?

Ovenstående spørgsmål kom til at stå så levende for mig for nogen tid siden. Anledningen til det var en prædiken, hvor der blev talt meget klart om det store og levende håb, som en kristen ejer ved troen på Jesus. Og jeg tror, at dette budskab vakte glæde hos mange af tilhørerne. 

Jeg mener ikke, at der blev forkyndt noget forkert i den nævnte prædiken, men i oplæsningen af det meget afgørende afsnit i Åb. 21, om ”Den nye himmel og den nye jord”, blev der udeladt et vers, som jeg desværre også ofte har savnet ved adskillige andre prædikanters oplæsning af dette afsnit. 

Det nævnte afsnit står i Åb. 21, 1-8, men i mange tilfælde bliver alene versene 1-7 oplæst. Og disse vers er bestemt også de mest behagelige at beskæftige sig med. Her berettes der nemlig om noget meget smukt og skønt, og samtidig fortælles det, at alle syndens følger ikke mere skal volde bekymring og uro. Hør blot hvor skønt det skal blive:

”Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem”. Åb 21, 2 –3 

Vi skal også læse om, hvad der ikke skal være mere: ”Han (Gud) vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet”. Åb 21,4. Jo sandelig: Alle syndens følger er borte for dem, der når frem til troens mål, sjælens frelse og livet i al evighed hos Gud. 

Men i forlængelse af disse (og andre) herlige udsagn, kommer der et meget alvorligt og frygteligt vers, som desværre ofte bliver udeladt i forkyndelsen. I Åb 21, 8 står der sådan her: »Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.« 

Som en hjælp ved vurderingen af, om det er tilrådeligt at undlade at læse det nævnte vers 8, vil jeg nu citere 3 steder fra Bibelen: 

1. I ved, at jeg ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentligt og privat. ApG 20,20 

2. Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den; for tiden er nær. Åb 1,3 

3. Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog. Åb 22, 18-19 

I lyset af ovenstående klare Bibelord er det også meget nærliggende at citere Salme 119, 105: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”. 

Konklusion: Med baggrund i de nævnte Bibelvers, kan jeg bestemt ikke anbefale nogen at undlade at læse vers 8 i Åb. 21. Når Jesus ville have dem med i denne beskrivelse af fremtiden, så må vi også – om end med bæven – oplæse og holde fast ved profetiens ord, og læse dem i sammenhæng.. 

(15.september 2010. Immanuel Fuglsang - gengivet med forfatterens tilladelse - Shafan 16-09-10)

---