Vågen og ædru 1. Thess.5,6-28.
Paulus bruger i v.5 udtrykket natten om den tid, som vi nu lever i på jorden, medens han i v.4 kalder den tid, som bryder frem når Jesus kommer for dagen.
    Og svarende hertil siger han om denne menighed, hvis tro er et mønster for al sand tro, at de ikke hører natten og mørket til, men er lysets og dagens børn (jvf.v.5).
    Medens de altså i det ydre hører hjemme i den nuværende tidsalder ­natten, så hører deres tro nu den kommende tidsalder til - dagen. Sådan som det også blev forkyndt, da Evangeliet blev forkyndt første gang: Himmelens rige er kommet nær, hvilket vil sige: Det himmelske herredømme er kommet nær. Jesus understregede, at de ikke skulle søge dette rige med deres øjne, som om man kunne sige: "Her er det eller der er det" - for Guds Rige er midt iblandt jer (jvf. Luk.17 ,20-21). Det er i kraft af deres tro, de hører Guds fremtid til - den kommende verden, håbet, dagen.
    Hensigten med det, han nu skriver til dem, som hører denne store dag til, finder vi i v.23: "Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!"
    Det er, hvad der ligger ham på sinde i dette kapitel. At de i bund og grund må bevares her i natten som lysets børn. Og læg mærke til hans stær­ke understregning af ordene "helt og holdent" med vendingen "fuldt ud", og læg også mærke til, at det gælder hele personligheden: ånd, sjæl og legeme.

Hvor alvorligt det ligger ham på sinde, at de alle sammen virkeligt er bevaret således, forstår vi af v.27, hvor han ligefrem besværger dem til at lade dette brev oplæse for alle brødrene. Det er altså virkelig en vigtig sag for Paulus: "Jeg besværger jer ved Herren: Lad dette brev blive læst op for alle brødrene." Det er altså ikke noget ligegyldigt, han her ønsker, de skal være opmærksomme på. Det er en overordentlig vigtig sag. Det drejer sig nemlig om dette at være lysets børn, der går Herren i møde i helligt skrud. Det drejer sig for Paulus om at de skal være vågne og ædru (jvf. v.6) - i modsætning til den holdning som hører natten til. Om natten sover man almindeligvis, og netop det er kendetegnet for hele slægten frem mod Herrens genkomst.
    Ligesom Noas samtid heller ikke ænsede, at noget stort forestod dem, og derfor heller ikke skænkede det nogen vågen opmærksomhed, hvordan man skulle gå dette store i møde - sådan vil det være med slægten helt frem til den dag, da Kristus viser sig i skyen: Der er ingen i slægten, som har skænket det en tanke, at vi går en dag i møde, på hvilken vi skal se Jesus komme synligt igen. Og der er da heller ingen i slægten, der har skænket det spørgsmål nogen som helst tanke: Hvordan skal jeg gå den dag i møde? Man har sovet ganske dybt! Al opmærksomheden har været optaget af det, som hører natten til og er nattens fornødenhed: At spise og drikke, tjene penge og tage til ægte o.s.v. 
    I modsætning til det er dagens børn vågne, nøjagtig ligesom Noa var det. Noa.levede med blikket rettet mod tidens horisont. Han vidste, hvad der forestod, og det forberedte han sig på. Han byggede en ark, for at de skulle være rede den dag det store kom. Det er at våge, og det er den holdning, lysets børn indtager. De venter, at Herren kommer, og de spørger: Hvordan skal jeg møde dig Herre i helligt skrud, når du kommer som konge I din herlighed?
    Det at beruse sig, hører også natten til. Når du færdes derude om natten så kan du se hvorfor folk ikke sover. Det er som regel, fordi de skal ud og beruse sig. Og her tænker Paulus på et ganske særligt problem omkring Herrens komme som menigheden her var indblandet i - nemlig, at der var nogle, som i den grad gik op i forventningen om Herrens komme, så de var bragt ud af fatning.
    Vi hører mere om dem i 2.Thess.2,2, hvor der netop står det udtryk, at de var bragt ud af fatning. Og det viste sig derved, at de i stedet for at lytte til hvorledes troen skulle gå denne dag i møde, havde tabt fatningen, så de simpelthen var hørt op med at arbejde. De ville ikke have med det at gøre, der hørte denne nat til, for nu ville de bare vente på, at Herren kom (jvf. 2.Thess.3,11f). De berusede sig i følelsen: Herren kommer! Herren kommer! - og så sagde de farvel til alt det, der hører denne jord til, alt hvad der foregår her i natten, som f.eks. at beskæftige sig med jordisk arbejde. "Hvorfor skal jeg bekymre mig om jordisk arbejde, når Herren snart kommer igen?", spurgte de. Berusede af åndelighed gik de dagen i møde, men fjernt fra det, det drejer sig om, nemlig at man skal leve i natten som lysets og dagens børn.
    Den åndelige beruselse viser sig nemlig altid som kødelig derved, at alt hvad der er åndeligt ædrueligt, virker på den berusede, som om det er dødt og teoretisk. Så snart man prøver at dæmpe den berusede ned til ædruelig­hed i åndelige spørgsmål, føler han, at han står overfor død lære og teologi og ikke Hellig Ånd.
    Men det hører nu dagen til at være ædru, og det vil sige at besinde sig på, hvad der hører dagen til. Besinde sig på hvordan vi her i natten skal høre dagen til og vandre som lysets børn iført et helligt skrud for den Herre Jesus Kristus. At være ædru er at betænke, hvad det er, Skriften bestandig frem­stiller som afgørende i lyset af Herrens dag.
    Åndelig beruselse og åndelig ædruelighed det er bogstavelig talt som nat og dag i forhold til hinanden. Og så nævner Paulus i v.8 tre ting, som den ædru skal lægge vægt på for at blive bevaret som dagens og lysets barn: Det er troen, kærligheden og frelseshåbet.
   
    Mens troen for den berusede altid vil virke som noget, der er nærmest selvfølgeligt, noget mindre betydningsfuldt eller noget, han i sin beruselse bare har overstået og kommet længere end, så er troen for den ædru alfa og omega. Troen er noget, den ædru aldrig bliver færdig med at iføre sig. Den ædru er derimod ivrig for troen, for at iføre sig troen. Og det hænger sammen med det, Paulus siger i v.9: At det er efter Guds bestemmelse, vi skal opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus.
    Det er det, der gør troen så usigelig vigtig for den ædru: At det er den, Gud har bestemt til frelse. Det er troen, som er det hellige skrud, den dag Kristus kommer igen. Det er ved vor Herre Jesus Kristus, Gud har bestemt, at jeg skal frelses, og derfor bliver mit forhold til Jesus Kristus altid det altafgørende forhold for mig. Den ædru besinder sig på Guds bestemmelse til frelse - og til det holder han sin tro.
    Og så siger Paulus en ting, som er så karakteristisk for den vågne og ædru tro: Nemlig at Kristus døde for os, for at vi - hvad enten vi våger eller sover, skal leve med Ham (jvf. v.10).
    Hvad er det, Paulus siger her? Har han ikke lige sagt, at den, som sover hører natten til (jvf. v.7)? Jo, men det er jo netop det, der er et af de klareste vidnesbyrd om en vågen og ædru tro: At en kristen med en sådan tro ofte vil finde det, som om alt hos ham hører natten til, og at han af natur er et vre­dens barn ligesom alle andre (jvf. Ef.2).         Hvem kender ikke sig selv igen i beretningen om disciplene i Getsema­ne: At når Herren siger, at vi skal våge og bede for ikke at falde i fristelse, så finder Han os gang på gang sovende, sløve og uvillige? Hvem kender det ikke fra sig selv?
    Og da behøver den vågne og ædru tro netop den trøst, som Paulus peger på her: At Kristus døde for mig, for at jeg skal leve med Ham - og det, uanset om jeg våger eller sover. Jeg må leve med den tro, at jeg lever med Kristus, også når jeg er død. Jeg må tro, at jeg lever med Kristus, også når jeg sover. At jeg altid hører ham til. At det altid er ham, der gælder. Altid er Han for mig. Altid hviler jeg i den forløsning, som er i hans blod.
    Det er den ædru tros trøst, og det er det, jeg har brug for gang på gang, netop fordi jeg erfarer, at jeg med den krop, jeg lever i, hører natten til. Jeg sover, hvor jeg skulle våge. Jeg beruser mig, hvor jeg skulle være ædru, for jeg nyder beruselse. Sådan er vi!
    Kristus kan ingen og intet skille mig fra. Medens den berusede snarere taler om sin salige rus, så taler den ædru om Jesus, ved hvem vi har fået frelsen i eje.
    Alle dage har jeg for det første brug for, at være ædru og iføre mig troen.
    Men for at forblive dagens barn her i natten, har jeg for det andet også brug for at være iført kærligheden som en brynje, siger Paulus (jvf. v.8). En brynje mod at andres synd skal trænge ind og dræbe troen og Kristi ære i mit hjerte. En brynje, som skal hindre loven med alle sine lovbestemmelser i at dræbe kærligheden og troen.
    Som troen er vores eneste retfærdighed overfor Gud, er kærligheden vores eneste retfærdighed overfor mennesker. Her befaler Gud os i forholdet til mennesker intet andet end dette: Du skal elske din næste som dig selv ­eller sagt med Jesu ord: Som du vil, at andre skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem. D.v.s.: giv dem al den godhed og overbærenhed, som du ønsker, andre skal give til dig.
    Kærligheden er den brynje, som gør os usårlige overfor alle mennesker i vore gerninger. Hvad kærligheden gør, fordi den dermed vil gøre andre godt, være andre til gavn, rejse dem, støtte dem i det, som er til velsignelse og fred for dem, lede dem - det kan ingen med nogen ret anklage os for. At handle i kærlighed til gavn for mennesker det er en brynje, som gør os uangribelige overfor menneskelige angreb.
    Kærlighed, godhed, mildhed, langmodighed og udholdenhed i at vise tro - det er, hvad lysets børn kan og må leve i - i natten.
   
"Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd". (1.Johs.1 ,7).

    Lad lyset være i hjertet - og se vel til, at lyset aldrig slukkes der. Det må Herrens Ord holde i live. Men gå så med det lys blandt mennesker her i natten i den fuldkomne godhed og kærlighed, vis på, at din retfærdighed for Gud er troen på Jesus.
    Sådan har også det sin grund i Guds frelsesbestemmelse: At vi som lysets børn tør iføre os den fuldkomne kærligheds klædning, mens vi vandrer i natten, omgivet af synd og overtrædelser både hos brødrene i kirken, i verden blandt gudløse og hos os selv.
    Og det vil jeg da sige: Hvis ikke jeg havde troens retfærdighed at leve i, da var jeg ilde stedt, og da turde jeg ikke elske min næste. Jeg turde det ikke, for jeg ville være bange for at blive meddelagtig i hans synd. Om ikke Jesus var hele vor retfærdighed, da kunne vi aldrig give os hen i den kærlighed, som tåler alt, tror alt, udholder alt i mørket på denne jord. Det er netop troen og troens retfærdighed, som giver mig frihed til at vandre i kærlighed, nøjagtig som Jesus frit vandrede i kærlighed blandt syndere på denne jord ­fordi han i sit indre var løst fra al synd.

    Det tredje, som den ædru skal iføre sig for at blive bevaret helt og hol­dent på både ånd, sjæl og legeme til Herrens komme, er håbet om frelse som hjelm (v.8).
    For det første siger han, at frelsen er et håb, og det begrunder Paulus med, at det er noget man ikke ser (jvf. Rom. 8,24).
    Dette er noget centralt for ædru kristentro, som hviler på Herrens ord: Jeg venter ikke her i tiden, at se eller opleve min frelse og min forløsning. Min frelse er et håb, og mit liv er et håb, som jeg ikke ser. Det er det, Paulus siger på denne måde: Mit liv er skjult med Kristus hos Gud, og når Kristus engang åbenbares, da skal mit liv åbenbares (jvf. Kol.3,4).
    Hvad jeg er som kristen, det kan du ikke se på mig. Det kommer du til at vente med, til Kristus kommer igen. Men når Kristus kommer igen, så skal du få at se, hvad jeg er for en kristen. Nu er mit liv skjult, men når han kommer igen, så skal det åbenbares, hvad jeg er i Kristus. Og det er ædru kristenliv. Men ser jeg det ikke, oplever jeg ikke min forløsning, så tror jeg den. Jeg har den i troen. Der har jeg frelsen i troen har jeg det, at jeg er løst fra al synd. I troen er jeg fri af al lov og af al dom. I troen er jeg fri. Og hvis nogen spørger: Hvor tør du tro det?, så vil jeg sige: Jeg tør tro på Jesus. Jeg tør tro på, at Jesus med sit blod har løst mig. Og hvis du spørger: Hvorfor tør du tro det?, så vil jeg svare: Fordi Ordet siger det. Jeg holder mig til Ordet, jeg ser ikke, jeg oplever ikke, men jeg tror. Og jeg har alt, hvad jeg behøver, for den som har Guds Ord, har hvad Guds Ord siger, og det er det, som gør troen salig.
    Og dette frelseshåb er en hjelm, siger han. Det beskytter mit hoved, sådan at det ikke bliver såret af alle de mange falske tanker og former for tro, som sendes ind imod det. For, i lyset fra den dag, som vort håb er rettet mod, ser jeg, hvad der her i natten er stort for Gud på Herrens dag, og hvad der her i natten er småt for Gud på Herrens dag.
    Vi kan tænke på Johannes Åbenbaring, hvor vi f.eks. ser den store, hvi­de skare. Den skare, som på Herrens dag er sejrsskaren, og om hvilken vi får at vide, at "det er dem, som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod" ( Åb.7, 14).
    Men, vender vi os fra synet af denne skare på Herrens dag for at se, hvorledes denne skare så ud, medens den endnu var i natten, ja, da står jeg f.eks. overfor et sølle menneske, som ikke ved af andet at sige end: Er det virkeligt sandt, at min synd er sonet?
    Da ved jeg: dette er stort for himlen. Her står jeg ved et menneske, som engang skal stå i den store hvide sejrsskare, så svag han end ser ud her i natten.
    Det, som gør dem store, er ikke, at de er beruset af et eller andet. Det er heller ikke det, at de har gjort en eller anden stor gerning, som er beun­dringsværdig. Nej, det som gør dem store i lyset af Herrens Dag; Håbets store dag, er den tro hos dem, som trænger så stærkt til nåden, som er i Jesus.
    Guds Ords åbenbaring bjerg kaster lys over, hvad der her i natten er evigt stort, sandt og sejrende, selvom det her synes svagt og småt og ligeledes, hvad der for evigheden hører dom og undergang til, selvom det her i natten synes stort, stærkt og evigt.
    Det er netop dette, en bog som Johannes Åbenbaring afdækker for os. Der stilles alt ind i lyset af Herrens komme til dom og frelse for den hele jord. Der ses Evangeliet i dets virkelige storhed og magt. Og der ses Evangeliets tro i dens evige kraft og vælde. I det lys ser vi, hvilken kraft der er i at holde sig til Lammets blod.

Håbet om Herrens dag er en umistelig side af kristen ædruelighed. Håbet er hjelmen, som beskytter hovedet mod enhver vildfarelse her i nattemørket, hvor alle menneskesanser føler og tænker i blinde.
    Og på den måde bevares mit hovede koldt og roligt, når jeg ser noget stort her i verden. Også det, som er "kristeligt stort". Når jeg ser noget, som er inderligt og fromt, spørger jeg mig selv: Er det det, som er stort, når Jesus kommer? Og hvis det ikke er, jamen så må mit hovede ikke mere regne det for stort. Selvom det kan være inderligt og hjertevarmt, er det ikke nødvendig­vis stort. Og så kan man nok synes, at jeg er kold, men det er nu Ordet, der siger, hvad der er stort, og hvad der er småt, når Herren kommer igen. Og når han kommer, så er det kun Lammets blod, som er menneskets redning.
   
Men disse ting troen, kærligheden og håbet skal thessalonikerne ikke bare iføre sig. De skal også trøste og opbygge hinanden med det (jvf. v.11). Disse tre ting skal man pleje og dyrke i kirken, for deri ligger, for det første, trøst. Det er en rigdom for det personlige trosliv, at blive iført troen, at blive hjulpet i kærligheden, at blive vakt for håbet og holdt frem i håbets lys. Og for det andet er det til opbyggelse. Og opbyggelse er i Skriften altid en vækst i det fælles kristenliv. Det er det, vi møder meget stærkt i Efeser­brevet kapitel 4, hvor Paulus taler om de forskellige nådegaver, som skal opbygge Kristi legeme. Vi får så at vide, hvad denne opbyggelse skal tjene til: "Indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde" (v.13). Opbyggelse er ikke noget udelukkende personligt. Det, at blive opbygget som kristen, er ikke udelukkende noget, som gælder dig alene. Åndelig opbyggelse sker i det fælles kristenliv sammen med alle de hellige, sådan at vi sammen kan nå frem til troen og erkendelsen af Jesus Kristus (jvf. Ef.2, 22). Og det er det, vi skal her: Opbygges sammen i troens liv, i kærlighedsli­vet og i frelseshåbet.
    På den baggrund følger nu en række formaninger (v.12-22), som helt klart er født af hans stærke formaninger til at være både vågne og ædru i troen, i kærligheden og i frelseshåbet, så de kan blive bevaret som dagens børn. Det er formaninger, som skal hjælpe dem på vej til denne årvågenhed og ædrulighed. Man aner da også, hvordan han bestandig har troen, kærligheden og håbet for øje i disse formaninger.

Og så viser han til sidst, hvordan de skal holde sig vågne og ædru i frelseshåbet (jvf. v.19-22). Udsluk ikke Ånden, siger han som det første. Og netop dette er vigtigt for at leve i håbets lys. Vi husker det fra Johannes' Åbenbaring, hvor Herren gang på gang sagde det til menighederne: "Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne" (2,7+11 +17+29, samt 3,6+13+22).
    Det hænger sammen med det næste, han formaner dem til, nemlig til: ikke at ringeagte profetisk tale (jvf. v.20). Profetisk tale er netop Åndens tale. For Ånden taler om tingene, som de er i evighedens lys, og ikke som de ser ud her i verden. Ånden kan tale stort om noget, som ikke ser ud af ret meget (eller af intet for os), og den kan fordømme, hvad der for os og alle vore sanser er både fromt og kristeligt. Åndens tale flænger alle overflader og stiller dem frem i deres evige sandhed.
    Derfor er det farligt, ja, døden for troen at ringeagte, hvad Ånden taler og afdækker, f.eks om hvor vidt det, som kalder sig "kristent", kan bestå i Evangeliets lys.
    Vi ser det i menighedsbrevene i Johannes' Åbenbaring, hvor vi bestandig står overfor menigheder, som f.eks. har ord for at leve, men hvor Ånden siger: Du er dog død! Hvor vi ser en menighed, som er så vældig aktiv og frugtbar, men hvor Ånden alligevel må sige: Du mangler den første kærlig­hed. I 5 af 7 tilfælde gentages det, at Ånden siger noget andet, end det mine sanser vil sige. Derfor er det utrolig vigtigt, at jeg altid hører, hvad Ånden siger, og altid følger, hvad Ånden taler i det profetiske ord. For jeg farer altid vild, hvis jeg følger mine sanser og mit kristne livssyn. For jeg har, ret forstået slet ikke noget kristent livssyn. Jeg har Guds Ord, og så har jeg nogle sanser, som bestandig farer vild, hvis jeg ikke til stadighed retledes af Ordet og Ånden.
    Og når Ånden så taler i det profetiske ord, da er noget andet afgørende: At vi i det lys "prøver" alt, altså også alle ånder (jvf. 1.Johs.4, 1) og at vi hol­der fast ved det gode (v.21), og holder os fra det onde (v.22a). Og så føjer Paulus til - og det har han afgjort føjet til med stor vægt: Det onde i enhver skikkelse - også den skikkelse, som ser så god og kristen ud, men ikke er kristen ifølge frelsens Evangelium og Guds bestemmelse.
    Og dette er virkelig en svær prøve: Når Ånden stempler noget for at være under dom på Herrens dag, fordi det ikke er sand tro, så er det virkelig vanskeligt at holde fast ved det gode og vrage det onde, når vi selv kalder det kristent og oprigtigt føler at det er det. Vi vil så gerne i vore dage holde fast ved alt, hvad der kalder sig kristent - ved alle falske "krister". Så snart det har navn efter Kristus, vil vi så gerne holde fast, selv hvor Bibelen siger, at det er noget, der skal vrages. Det kommer vi tilbage til senere.
    Paulus slutter med at forklare dem, hvorfor han skriver netop disse ting til dem: Dermed vil fredens Gud hellige dem helt og holdent og bevare hele deres personlighed ved Jesu komme (jvf. v.23).
    Og skulle værket synes for stort - og hvilken kristen vil ikke føle det, vi, som har kæmpet så forgæves med så mange ting i os selv - så minder han dem her om, at han er den, der virker alt dette. Han, som kaldte os ind i troens liv er trofast, og vil selv fuldføre det (jvf. v.24).