Vægter - hvad ser du?
Op på min varde vil jeg stige, stå hen på mit vagtsted og spejde, og se, hvad Han taler i mig, hvad svar Han har på min klage. (Habakkuk 2.1)

Vi lever i frafaldets tid. Antikristelige kræfter er i virk­somhed. Inden for kirken og uden for den. Det bryder og gærer i folkenes verden, mellem racer og nationer. Ånde­ligt mørke, religiøs vildfarelse og moralsk perversion bre­der sig mere og mere. Guds modstandere fører det store ord, og frafaldet er stort. Mange i det folk, der ikke her har sit blivende sted, slår sig i dag til ro i ørkenen og ven­der blikket ikke mod det usynlige, men mod det synlige: verden og de ting, der er i verden. Så udslukkes Ånden, lovsangen og bønnen forstummer, mismod og modløshed breder sig; lunkenhed og ligegyldighed, verdslighed og selvoptagethed tager overhånd - også blandt de troende.

I denne åndssituation gør vi vel i at agte på, hvad Gud har talt til sit folk i slægtens historie forud for os. Så kan det ske, at tidligere vægterrøster, der ellers nu er forstum­met, pludselig får mund og mæle igen. 

I året 1661, godt hundrede år efter reformationen, ud­kom der i Rostock i Tyskland et skrift, der bar titlen: »Wächterstimme aus dem verwusteten Zion« (Vægterrøst fra det Zion, der ligger øde hen, som henligger i ruiner). Det var forfattet af en ung luthersk præst Theofilus Grossgebauer, hvem tidens åndelige ligegyldighed og død lå tungt på sinde.

Når der ingen vækst er, ingen frugter frembringes, når der ingen hellig gudsfrygt findes, når tvært imod lunken­hed, ligegyldighed og gudsforagt hersker, når gudløshe­den breder sig, og synder og laster går i svang - hvordan kan man da som præst sidde rolig, uanfægtet og ubekym­ret og hengive sig bare til flittige studeringer eller måske ikke engang det? 
Det er for Grossgebauer ubegribeligt. Derfor hedder det også videre i forordet: Jeg for min del er steget op på min varde og har spejdet omkring for at finde svar på min klage, hvad dog vel grunden kan være til, at Gud således hjemsøger sit folk? (Hab. 2.1). Omsider er det da kom­met til at stå klart for mig, at årsagen til denne tingenes sørgelige tilstand i den sidste ende er at finde i Zelum extinctum, den udslukte iver (nidkærhed, brand, glød) med henblik på omsorgen for de sjæle, der er os betroet og kal­det til Guds rige. I denne grav ligger hele vor ulykke be­gravet, og frem af den vælder alskens ondt og pestilens, om ikke Gud - som fordum - forbarmer sig over os og opvækker sig nye redskaber, mænd med profetisk ånds­udrustning, villige til at ofre og lide alt for evangeliets og sjælenes frelses skyld.
Derefter nævner Grossgebauer »fem kolde vandstrøm­me«, som har været medvirkende til at udslukke nidkær­hedens brand i de troendes hjerter:
1) kærlighed til ver­den, 2) ringeagt for Himmeriget, 3) menneskefrygt, 4) tragten efter anseelse og forfremmelse blandt mennesker - og - 5) tragten efter et liv i uforstyrret og selvbehage­lig ro og komfort.
Dette er, siger han, »die fünf kalte Wasserströme«, hvorigennem den guddommelige nidkær­heds brand er blevet udslukt lige til den sidste gnist hos såvel præster som lægfolk. Derfor går alt i kirkerne pro forma og efter det ydre skin; sædvane gælder mere end sandheden og menneskers anseelse mere end Guds befaling.

I de sidste dage

To mægtige strides om menneskets sjæl: Gud og Satan. En vældig tvekamp pågår: en uafladelig og standende strid mellem lys og mørke, sandhed og løgn, liv og død. Det afgørende slag er udkæmpet og kampens endelige udfald på forhånd givet: Kristus har ved sin død gjort ham magtesløs, der har dødens vælde, og friet os ud af dødsfyrstens greb (Hebr. 2. 14 og 2. Tim. 1. 10). 

Han har vundet det store slag, 
Satan bundet til dommedag, 
åbnet os Himmelens port! 

Den store drage, den gamle slange, som kaldes djæve­len og Satan, hele verdens forfører, er nedstyrtet fra Him­melen til jorden (Johs. Åb. 12. 7-12; Luk. 10. 18; Johs. 12. 31). Og snart skal ildsøen blive hans endeligt (Johs. Åb. 20. 10). 
Frelsen og kraften og Riget er Guds, og magten Hans Salvedes (Johs. Åb. 12. 10). Al magt i Himmelen og på jorden (Matt. 28. 18). 
Sejren er vundet, Satan er bundet. Men han fnyser og raser og kæmper endnu. Med et hvidglødende had til Herrens Salvede og Hans folk og med så meget desto større vildskab, som han ved, at slaget er tabt, og hans tid er kort. 
l Himmelen findes der ikke mere nogen plads for ham. Men her på jorden går han stadig omkring som en brø­lende løve og søger, hvem han kan opsluge - så langt som den lænke, Gud har lagt ham i, tillader ham det. Men heller ikke et skridt længere! Johs. Åb. 12. 12: 
»Glæd jer derfor, l himle, og l, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi djævelen er kommet ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.« 

Vi lever i slutopgørets tid. l de sidste dage. 
Da skal der ifølge Skriften ske vældige åndsudgydelser ikke bare fra Himmelen (Joel 3. 1 ff.), men også fra Hel­vedes afgrund og brønde: Matt. 24. 24; 2. Thess. 2. 8-12; Johs. Åb. kap. 9, kap. 13 og 16, 12-14. 
Det åndelige klarsyn og den åndelige sigtbarhed skal da være ringe. Så ringe, at mange ikke vil være i stand til at skelne mellem lys og mørke, sandhed og løgn. 

Den åndelige hørelse og skelneevne vil for mange være således sløvet, at de ikke mere kan skelne mellem den gode hyrdes røst og lejesvendenes. De følger blot den, som for øjeblikket råber højest og tiltrækker sig mest op­mærksomhed: altid på jagt efter noget nyt, altid ude efter det ekstraordinære og sensationelle, stadig på ny optændt af utilfredsstillet begær efter »hvad der kildrer deres øren«, hvad der pirker til og stimulerer sanserne og fø­lelserne. Og så vender de øret bort fra sandheden og ven­der sig til fablerne (2. Tim. 4. 3-4). 

I de sidste dage skal der være liden eller slet ingen sans og forståelse for nødvendigheden af at våge og være ædru og ikke uden videre tro enhver ånd, men prøve ån­derne, om de er fra Gud. 

Om det »åndens sus« man fornemmer, er fra Himmelen eller Helvede.
Om det »åndens vejr«, som farer frem, er Guds egen opfyldelse af sit løfte om, at Han i de sidste dage vil ud­gyde sin Ånd over alt kød.
Eller måske snarere et værk af dæmoners ånder, som gør tegn og undere og mange kraftige gerninger og derved fører mange vild. 
Et værk af Guds hellige Ånd, der overbeviser verden om synd, vidner om Jesus og herliggør Ham og vejleder Hans disciple til hele sandheden. 
Eller et værk af afgrundens forførende åndsmagter, som lader mennesker forblive i deres synder, vidner om og herliggør noget andet end Kristus, sørger for at få no­get andet i centrum for opmærksomheden end netop Ham - og fører hjerterne bort fra Ham, så de i stedet indfan­ges af og tror løgnen

---