I denne åndssituation gør vi vel i at agte på, hvad Gud har talt til sit folk i slægtens historie forud for os. Så kan det ske, at tidligere vægterrøster, der ellers nu er forstummet, pludselig får mund og mæle igen.
I året 1661, godt hundrede år efter reformationen, udkom der i Rostock i Tyskland et skrift, der bar titlen: »Wächterstimme aus dem verwusteten Zion« (Vægterrøst fra det Zion, der ligger øde hen, som henligger i ruiner). Det var forfattet af en ung luthersk præst Theofilus Grossgebauer, hvem tidens åndelige ligegyldighed og død lå tungt på sinde.
Når der ingen vækst er, ingen frugter frembringes, når der
ingen hellig gudsfrygt findes, når tvært imod lunkenhed,
ligegyldighed og gudsforagt hersker, når gudløsheden breder
sig, og synder og laster går i svang - hvordan kan man da som
præst sidde rolig, uanfægtet og ubekymret og hengive sig bare
til flittige studeringer eller måske ikke engang det?
Det er for Grossgebauer ubegribeligt. Derfor hedder det også
videre i forordet: Jeg for min del er steget op på min varde og
har spejdet omkring for at finde svar på min klage, hvad dog vel
grunden kan være til, at Gud således hjemsøger sit folk? (Hab.
2.1). Omsider er det da kommet til at stå klart for mig, at
årsagen til denne tingenes sørgelige tilstand i den sidste ende
er at finde i Zelum extinctum, den udslukte iver (nidkærhed,
brand, glød) med henblik på omsorgen for de sjæle, der er os
betroet og kaldet til Guds rige. I denne grav ligger hele vor
ulykke begravet, og frem af den vælder alskens ondt og
pestilens, om ikke Gud - som fordum - forbarmer sig over os og
opvækker sig nye redskaber, mænd med profetisk åndsudrustning,
villige til at ofre og lide alt for evangeliets og sjælenes
frelses skyld.
Derefter nævner Grossgebauer »fem kolde vandstrømme«, som har
været medvirkende til at udslukke nidkærhedens brand i de
troendes hjerter:
1) kærlighed til verden, 2) ringeagt for Himmeriget, 3)
menneskefrygt, 4) tragten efter anseelse og forfremmelse blandt
mennesker - og - 5) tragten efter et liv i uforstyrret og
selvbehagelig ro og komfort.
Dette er, siger han, »die fünf kalte Wasserströme«, hvorigennem
den guddommelige nidkærheds brand er blevet udslukt lige til
den sidste gnist hos såvel præster som lægfolk. Derfor går alt i
kirkerne pro forma og efter det ydre skin; sædvane gælder mere
end sandheden og menneskers anseelse mere end Guds befaling.
To mægtige strides om menneskets sjæl: Gud og Satan. En vældig tvekamp pågår: en uafladelig og standende strid mellem lys og mørke, sandhed og løgn, liv og død. Det afgørende slag er udkæmpet og kampens endelige udfald på forhånd givet: Kristus har ved sin død gjort ham magtesløs, der har dødens vælde, og friet os ud af dødsfyrstens greb (Hebr. 2. 14 og 2. Tim. 1. 10).
Han har vundet det store
slag,
Satan bundet til dommedag,
åbnet os Himmelens port!
Den store drage, den gamle slange, som kaldes djævelen og
Satan, hele verdens forfører, er nedstyrtet fra Himmelen til
jorden (Johs.
Åb. 12. 7-12; Luk.
10. 18; Johs.
12. 31). Og snart skal ildsøen blive hans endeligt (Johs.
Åb. 20. 10).
Frelsen og kraften og Riget er Guds, og magten Hans Salvedes
(Johs. Åb. 12. 10). Al magt i Himmelen og på jorden (Matt.
28. 18).
Sejren er vundet, Satan er bundet. Men han fnyser og raser og
kæmper endnu. Med et hvidglødende had til Herrens Salvede og
Hans folk og med så meget desto større vildskab, som han ved, at
slaget er tabt, og hans tid er kort.
l Himmelen findes der ikke mere nogen plads for ham. Men her på
jorden går han stadig omkring som en brølende løve og søger,
hvem han kan opsluge - så langt som den lænke, Gud har lagt ham
i, tillader ham det. Men heller ikke et skridt længere! Johs.
Åb. 12. 12:
»Glæd jer derfor, l himle, og l, som bor i dem! Ve jorden
og havet! thi djævelen er kommet ned til jer; hans harme er
stor, fordi han ved, hans tid er kort.«
Vi lever i slutopgørets tid. l de sidste dage.
Da skal der ifølge Skriften ske vældige åndsudgydelser ikke bare
fra Himmelen (Joel
3. 1 ff.), men også fra Helvedes afgrund og brønde: Matt.
24. 24; 2.
Thess. 2. 8-12; Johs.
Åb. kap. 9, kap. 13 og 16, 12-14.
Det åndelige klarsyn og den åndelige sigtbarhed skal da være
ringe. Så ringe, at mange ikke vil være i stand til at skelne
mellem lys og mørke, sandhed og løgn.
Den åndelige hørelse og skelneevne vil for mange være således sløvet, at de ikke mere kan skelne mellem den gode hyrdes røst og lejesvendenes. De følger blot den, som for øjeblikket råber højest og tiltrækker sig mest opmærksomhed: altid på jagt efter noget nyt, altid ude efter det ekstraordinære og sensationelle, stadig på ny optændt af utilfredsstillet begær efter »hvad der kildrer deres øren«, hvad der pirker til og stimulerer sanserne og følelserne. Og så vender de øret bort fra sandheden og vender sig til fablerne (2. Tim. 4. 3-4).
I de sidste dage skal der være liden eller slet ingen sans og forståelse for nødvendigheden af at våge og være ædru og ikke uden videre tro enhver ånd, men prøve ånderne, om de er fra Gud.
Om det »åndens sus« man fornemmer, er fra Himmelen eller
Helvede.
Om det »åndens vejr«, som farer frem, er Guds egen opfyldelse af
sit løfte om, at Han i de sidste dage vil udgyde sin Ånd over
alt kød.
Eller måske snarere et værk af dæmoners ånder, som gør tegn og
undere og mange kraftige gerninger og derved fører mange
vild.
Et værk af Guds hellige Ånd, der overbeviser verden om synd,
vidner om Jesus og herliggør Ham og vejleder Hans disciple til
hele sandheden.
Eller et værk af afgrundens forførende åndsmagter, som lader
mennesker forblive i deres synder, vidner om og herliggør noget
andet end Kristus, sørger for at få noget andet i centrum for
opmærksomheden end netop Ham - og fører hjerterne bort fra Ham,
så de i stedet indfanges af og tror løgnen