Kendetegn på gode åndelige ledere Mat.9,36-10,7 

Da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyr­de har. Da siger han til sine disciple: »Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.« 

Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed. Navnet på de tolv disciple er: først Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, så jakob, Zebedæus's søn, og hans broder Johannes, FiliP og Bartolomæus, Tomas og tolderen Mattæus, Jakob, Alfæus' søn, og Lebbæus, Simon Kananæer og Judas Iska­riot, han, som senere forrådte ham.

Disse tolv sendte jesus ud og bød dem og sagde: »Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritaneres byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus! På jeres vandring skal I prædike og sige: »Himmeriget er kommet nær!« 

Jesus så menneskemængden - og ynkedes over den. Han så, at de havde det ondt. 

Det er han jo ikke ene om. Mange er blevet pessimister af at se, hvordan menneskene har det. Man hører ofte et citat af Strindberg: »Det er synd for menneskene«. Hvem vil ikke sige sig enig heri, når man tænker på, hvad der findes af sult, undertrykkelse, udbytning, sygdom og an­den nød, som menneskene lider under.

Hvad var det, Jesus så, som fik ham til at ynkes over folkeskareme? Han var ikke blind for noget af det ovenfor nævnte. Det var ikke Guds vilje, at menneskene skulle lide al denne nød. Og han vil, at vi i hans tjeneste skal gøre, hvad gøres kan, for at skaffe bedre forhold at leve under. 

Alligevel er det ikke noget af dette, Jesus tænker på. Det værste var dette: De var som får uden hyrde. Menneskene havde meget at klage over. De havde det ondt i mange henseender. Men den værste nød vidste de ikke om. Det gør de ikke i dag heller, de fleste af dem. De har ingen hyrde. - Derfor kaldte Jesus nogle til at være hyrder. Han sendte dem ud med fuldmagt til at tage sig af mennesker i den nød, som var og er den værste af al nød, syndens og fortabelsens nød. 

Der var nok nogen, han stødte ved at sige sådan. Hav­de dette folk ikke hyrder? Var der ikke både ypperstepræ­ster og andre præster, var der ikke nok af skrifltærde og fa­risæere til at tage sig af folket? Det skulle man da mene, og disse har sikkert været vældig forargede ved at høre Jesus sige, at der ingen hyrder var. Er vi ikke hyrder, må­ske -? 

Vi vil tage dette spørgsmål for os, vi vil spørge Guds ord, hvad det har at sige om hyrder. 

Gode hyrder - hvordan er de? 
Svaret må for det første være, at de rette hyrder er kaldet og sendt af Jesus.  Det læser vi her. Han kaldte sine disciple til sig og gav dem fuldmagt - og så sendte han dem ud. Hos Jeremias står der om profeter, som løber uden at være sendt (23,21). Jeg har ikke sendt dem, og alligevel løber de, siger Herren. Det var de falske profeter. De var ivrige nok, var på farten tidlig og sent. De forkyndte med megen iver. Men de var ikke sendt af Herren. 

Dette ord hos Jeremias har spillet en vis rolle i kirkens historie. Der var for eksempel mange præster - både rationalister og ortodokse lutheranere - som mente, at Hans Nielsen Hauge »løb uden at være sendt«. Hvorfor? Jo, han var ikke rettelig udnævnt af kongen til at være præst, han havde hverken kjole eller krave. Men der tog de jo fejl. Hans Nielsen Hauge var sendt af Gud. Det er vi ikke i tvivl om. 

Hvilken hyrde er rettelig sendt af Gud? 
Det er et vigtigt spørgsmål, for er han ikke sendt af Gud, så er han ingen ret hyrde, om han aldrig så meget er præsteviet - eller kaldet af et missionsselskab. Og så har han ikke den rette fuldmagt, den, som alene Jesus kan give. 

Vi læser i Apostlenes Germnger om nogle Jødiske åndemanere, som gav sig af med at nævne Jesu navn. De sag­de: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædl­ker« (19,13 ff.). Men det kom de ikke langt med. Den onde ånd svarede: »Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg besked, men I, hvem er I?« Og så gik han løs på dem - manden, som den onde ånd var i - og åndemanerne måtte flygte. Det hjalp ikke, at de var sønner af en ypperstepræst. 

Den onde ånd havde ingen respekt for dem. I helvede ler de bare af den slags profeter og hyrder, som løber uden at være sendt af Jesus. De kan så i øvrigt nyde megen anseelse, agtes højt af både læg og lærd. Men er de ikke sendt af Jesus, så har de ikke hans fuldmagt. De er ikke rette hyrder. 

Den rette hyrde er kaldet. Han er kaldet af Gud. Guds Ånd har overbevist ham om, at han skal blive en tjener for evangeliet - og en hyrde for menneskene. Det kostede gerne kamp, før han bøjede sig for Åndens kald. Men kaldet af Gud, det er han. Og så er han også kaldet af mennesker. Der gives et ydre kald - af mennesker - som også normalt skal være der. Der er nogen, der har kaldet ham - det kan være den officielle kirke, det kan være en styrelse inden for menig­heden, eller det kan være en kreds i nabolaget, som viser ham tillid og siger: Nu deler du Guds ord med os på mø­derne.

Det er ikke sikkert, at en subjektiv dragning mod en så­dan tjeneste er et kald fra Gud. Bibelen giver vejledning i at prøve det indre kald, så man kan blive klar over, om det er Gud, der kalder, eller det blot er noget, man bil­der sig ind. I 1. Tim. 3,1-13 ser vi, hvilke kendetegn Gud selv har sat op. En, som skal vejlede andre, må ikke være nyomvendt. Her bliver der syndet tit og ofte i vore dage. Nyomvendte kvinder og mænd bliver kaldet til at forkyn­de, især dersom vedkommende er et kendt navn i verden. Her har kristne mennesker fejlet stygt - fordi de ikke fulgte Guds ord. Og resultatet kan blive, som Ordet siger: den­ne nyomvendte »bliver opblæst og falder ind under Djæ­velens dom«. Så har jo heller ikke en nyomvendt den mo­denhed og indsigt i evangeliet, som behøves for at vejlede andre.

Den, som skal være menighedens tilsynsmand, må »hol­de fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren«, siger Bibelen. Han skal jo kunne vejlede både modstandere og menighedsmedlemmer , han skal kunne »formane med den sunde lære«. Tit. 1,9. Den, som for­nægter den sunde læres sandhed, er ikke kaldet af Gud. En forkynder og åndelig leder skal prøves på, om han forkynder Guds ord ret og sandt efter Bibelen og kirkens bekendelse. Den, som fornægter Guds ords centrale sand­heder, er ikke kaldet af Gud. Den, som ikke uden om­svøb bekender Jesus som Guds Søn, undfanget ved Hellig­ånden og født af jomfru Maria, har ikke Guds kald. Den, som ikke uden omtydning bekender Jesu legemlige opstandelse på den tredje dag, kan vel være kaldet af mennesker, men han er ikke kaldet af Gud. 

Derfor er stærk tilstrømning af tilhørere ingen pålidelig målestok. Det er der vist nogen, der tror. Han sam­ler så mange mennesker, siger de. - Men husk, at det har vranglærere ofte gjort. Luther siger: Der, hvor Gud bygger en kirke, bygger Satan et kapel - og det er ofte bedst be­søgt.

I Det nye Testamente er menighedens tilsynsmænd al­tid mænd. Kvindelige profeter findes ( l. Kor. 11,5), men ikke kvindelige menighedsforstandere. Til denne lære­funktion skal kun kaldes mænd. Det er ikke nok, at en kommer og siger: Jeg har et kald. Kaldet må prøves ud fra Bibelen, om det stemmer med Guds ord og er et ægte kald. Og her kan det ydre kald - kaldet fra mennesker, som selv er tro mod Bibelen - være en hjælp for den, som kæmper for klarhed over sit indre kald. 

 »Hø­sten er stor,« siger Jesus, »men arbejderne er få. Bed der­for høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.« De rette hyrder er sendt af Jesus - og de er bedt frem af troende mennesker. 
Bed høstens Herre, siger Jesus. Bed ham inderligt om at kalde, udruste og sende gode hyrder, rette arbejdere i Herrens høstarbejde. Rette vidner til at gøre Herrens ger­ning både herhjemme og i fremmed land blandt dem, som ikke kender Jesu navn. Der findes troende mennesker, som regelmæssigt be­der Gud om at sende nogen til at tage sig af de stakkels får, som er uden hyrde. Det er gerne de mest prøvede, de mest indsigtsfulde i kristenfiokken, der får lagt sig dette på hjerte. De sukker og beder - ofte med tårer: Kære Her­re Jesus, send arbejdere ud til din høst, giv os sande og rette hyrder!

Der kunne nævnes mærkelige eksempler på dette. Bo­lette Larsen - eller Bolette Hinderli, som hun blev kaldt ­fik under en bønnestund et syn. Hun så en straffefange, og der blev sagt til hende: Ham skal du bede for! Lang tid efter gik hun til et møde i Stavanger, og på prædikesto­len der får hun straffefangen at se. Det var Lars Skrefsrud. - Nogen har kaldt Bolette Hinderli »Santalmissionens mor«. Det får nu være, hvad det vil. Hun kan i hvert fald lære os noget om forbønnens betydning. Bed høstens Her­re -!

Hallesby sagde engang: Vi må ikke overlade til dem på atten at bestemme, hvem der skal blive præster. Han tænkte på dem, som efter studentereksamen begynder at studere teologi. De er vel geme lidt ældre nu, men sagen er den samme. Vi må ikke overlade til ungdommen ale­ne at afgøre, hvem der skal blive præster - og prædikan­ter. Bed høstens Herre, at han må give os troende, varm­hjertede præster og prædikanter og missionærer.

Og så endnu en ting: De gode og rette hyrder går med det budskab, Jesus har givet dem. De har fået et budskab fra ham, og det er det, de skal forkynde. Hvor finder vi dette budskab? Det finder vi hos Her­rens inspirerede profeter, evangelister og apostle i Bibelen. Gud har betroet disse den opgave at give os det sande budskab, det rette kendskab til, hvad Gud har gjort i Kri­stus, og den rette forståelse af frelsens vej.

Gode hyrder ved, at de intet andet budskab har end det, de finder i Bibelen. De bøjer sig for dens autoritet. De tager Paulus' og de andre apostles ord som Jesu ord - for sådan er det. Sande hyrder - og alle sande kristne i øv­rigt - læser Bibelens ord som Guds ord. Paulus og  Johan­nes og Peter osv. er ikke teologer og kirkefædre , som du kan tillade dig at være uenig med. Nej, det er den van­tro teologis syn. Gode hyrder ved, at disse mænd talte »drevne af Helligånden«. 2. Pet. 1,21.

Altså behøver Herrens rette hyrder ikke være i tvivl om, hvad de skal forkynde. De har profeters og apostles ord i Den hellige Skrift. De skal ikke forkynde det, den fra­faldne teologi og den vildledte tidsånd docerer. De skal ikke bare prædike det, som kildrer folks øren. 2. Tim. 4,3. De skal forkynde Guds ord - lov og evangelium. Vi skal forkynde Guds hellige lov og intet slå af på det, den siger. Vi skal have de ti Guds bud som ledestjeme. Menneskene vil i dag som altid sætte sig op mod Guds vilje. Oprøret mod Gud har antaget uhyggelige former, også her i vort land. En vag og uklar undervisning og for­kyndelse har svækket folks forståelse af, hvad Guds vilje er. Og så opløses alle normer.

Man kan bare tænke på, hvor liden forståelse der er for det fjerde bud: »Ær din fader og din moder.« Al fa­miliesammenhæng går i opløsning. Eller tænk på det femte bud: »Du må ikke slå ihjel«. Hver dag dræbes bøm i mors liv i dette land. Og det sker i henhold til landets lov. Det er forfærdeligt! Og så det sjette bud. Folk siger: Hvad skal egentlig formelle papirer og ceremonier være godt for? Hvis de to holder af hinanden, behøves der ikke andet. - Man kan møde disse tanker, hvor man mindst havde ventet det. Dette er nævnt som eksempler. 

Den, som vil være en ret hyrde for Guds forsamling, må i dag tale klart om disse ting. Herrens apostle var ikke bange for at tale tydeligt om, hvad der var Guds vilje. »Far ikke vild. Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.« Gal. 6,7. »Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægte­skabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, in­gen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige.« 1. Kor. 6,9-10. 

Vi må vist til at læse de gamle forkyndere, så vi kan lære at tale tydeligt. Se her, hvad biskop Peder Palladius havde at sige på reformationstiden: Har ikke sognepræ­sten formanet menigheden til at omvende sig og tro på Jesus, da skal menigheden råbe til ham i helvede: »En djævel har du været for os og ikke en sognepræst. Gid du havde været en hugorm under et gærde, dengang du blev vor sognepræst l - Han skal være deres sjælesørger - se til, hvordan han sørger for deres sjæle! 

Og så skal hyrden først og sidst forkynde det sande evangelium om syndemes forladelse for Jesu døds skyld. Det, han skal forkynde, er ikke moralismens besværlige vej, heller ikke almenreligiøs, psykologisk sjælehelse. Han skal forkynde ordet om korset, for der er intet andet, der kan lede mennesker til omvendelse og tro. 

Til slut skal det siges, at som mennesker betragtet kan hyrdeme være yderst forskellige. Vi kan tage de tolv apostle som eksempel. Hvor for­skellige var ikke de! Nogle af dem synes vi, vi kender så godt. Især Peter, den temperamentsfulde, som af og til forløb sig på grund af sin ivrighed. Og tordensønnerne! Mark. 3,17. Og til sidst Judas Iskariot, som forrådte Je­sus. Han er en gåde for sig.

De er forskellige også i dag, hyrdeme, som Jesus sender ud. Åndsudrustning og nådegaver er forskellige. Evnen til at samle mennesker om sin forkyndelse og sin person, den har nogle af dem meget af, andre mindre. Det skal vi mærke os. Men det skal ikke tage modet fra nogen. For opgaven er fælles for alle. Forkynde ordet, uddrive onde ånder - det sidste skal vi nok få mere brug for efterhånden - og tage sig af al skrøbelighed. Vi har del i denne opgave, alle, som er kaldet til hyrder - læg og lærd - alt efter de nådegaver, den enkelte får. 

Lad os blot bede Gud om nåde til at være trofaste mod opgaven. Og lad os bede om det rette sind - hyrde­sindet, som ser menneskers nød og skynder sig til for at hjælpe.

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline