"Efter vejret kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der ild, men Herren var ikke i ilden. Men efter ilden kom der en stille, sagte susen, og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe." 1. Kong. 19, 11-13.
Kristendommen har i vor tid endnu en gang opnået en mærkelig bred betydning. Kirken betyder noget i det offentlige liv, aviserne skriver om kirkedage, førende kirkefolk kan blive populære.
Der ligger en fare i det. En smal flod flyder dybt og hurtigt. Men når floden går over sine bredder og oversvømmer landet, opstår der let stillestående vandhuller.
I denne vor situation er en beretning fra Det nye Testamente blevet betydningsfuld for mig. Disciplene kom til Jesus og spurgte: "Er det kun få, der bliver frelst"? De tænkte måske på de store resultater. Men Jesus svarede: "Kæmp I for at komme igennem den snævre port"! Jesus er en sand individualist. Hvor lidt han dog passer ind i denne massebevægelsernes tidsalder. Men vi må tage ham alvorligt! "Komme igennem den snævre port" betyder: Overgive sin egen vilje til Guds søn, som har forsonet og forløst os - på korset.
Ja, korset er det vigtigste! Derfor skal vi stadig lade nyt lys falde over korset - også fra denne beretning om Elias's oplevelser på Horeb bjerg. Lad os i dag tænke på
Først må vi prøve at gøre beretningen levende. Den store profet Elias måtte flygte for den blodtørstige, gudløse dronning Jesabel. Han tog sin tilflugt i en grotte på Horeb bjerg. En dag hørte han en røst: "Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens åsyn"! Det gjorde Elias. Og da kom der et stort og stærkt stormvejr, der sønderrev bjerge og sprængte klipper i stykker. Men Herren var ikke i stormen. Derefter kom der et jordskælv. Siden kom der så en fortærende ild, men Herren var ikke i ilden. Og så blev der pludselig dødstille. Midt i stilheden lød en dejlig, stille susen. Da indhyllede Elias sit ansigt for Herren i sin kjortel.
Gud kan komme i storm og ild. Sådan oplevede Israel ham, da han gav dem de 10 bud på bjerget. Herom læser vi i Salme 18: "Da rystede jorden og skjalv, bjergenes grund- volde bæved og rysted ... fortærende ild for ud af hans mund han svæved på vindens vinger".
Men nu viser Herren sig for Elias i en helt ny åbenbaring: ikke i storm eller ild, men i en stille, sagte susen. Hvad betyder det? Det er den inderlige kærlighed, som hengav sin eneste Søn i vort sted, det er budskabet om Guds frie nåde for dem, som står skyldige for Gud. Denne skønne, sagte susen!
I dag finder vi Gud i den stille, sagte susen, som udgår fra korset på Golgata.
"Gud var ikke i stormen, jordskælvet og ilden". Det har vi også oplevet. I 1933 gik der f.eks. en storm hen over Tyskland. Og mange sagde: "I denne storm over vort folk oplevede vi Gud". Men Herren var ikke i stormen. - Og senere rystede jorden under os. Alt blev usikkert Fortærende ild faldt over vore byer. Men Herren var ikke i jordskælvet eller ilden. Han lod bare en blind, fortabt verden, som havde gjort bekendtskabet op med ham, gøre hvad den ville.
Men - Gud lader sig endnu i dag finde i den stille, sagte susen fra den kærlighed, som lyser fra den korsfæstede Gudsøns ansigt. Det var for mig, som var hans fjende, han ofrede sit liv.
Lad mig foretage en lille forskydning i verdensteatrets kulisser. Prøv at forestille jer, at der havde været et moderne rekreationshotel ved Horeb. Hvordan var det da gået?
Når jordskælvet og ilden kom: skrig, panik, forbandelser og råb! Så er stormen forbi. Gæsterne ånder lettet op. Der lukkes igen op for radion, dansemusikken lyder, de unge laver en improviseret fest, de ældre herrer går til baren for at få en cognac til at forjage skrækken Og den sagte susen? Den ville ingen kunne have hørt For - der var for megen larm i og omkring dem.
Nu må I ikke regne dette for en fantasiens leg. For i grunden
sker dette stadig iblandt os. Den stille, sagte susen Guds nådesord
til det hungrende hjerte, udgår også i dag fra Jesu kors. Dette evige
kors er som den store, levende Guds radiosender. Uden ophør sender det
dette kald ud i verden:
"Frygt ikke, jeg
genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min"!
Es.
43,1. Eller:
"Jeg sletted som tåge
din misgerning og som en sky dine synder. Vend om til mig, thi jeg
genløser dig".
Es. 44,22. Eller:
"Vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig"!
Es. 53,
4a.
Men hvem lytter i vor tid til Guds sender? Det hedder om denne sagte susen, som udgår fra korset, hos profeten Esajas: "Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden".
Gadernes råben er blevet så høj gennem radio, politik, fodbold, revuer, reklame, biografer, at det indfanger os med sit forfærdelige greb.
Men hvordan stod der i vor beretning? "Da Elias hørte den ... " Han hørte den stille susen! Gør som han. Gå til dit Horeb. Kæmp for at finde stilhed - indtil kærlighedens og Guds frie nådes sagte susen trænger ind i hjertet!
En stille skare samler sig omkring korset. Og de, som har hørt den sagte susen, bekender: "Se, bitterhed, bitterhed blev mig til fred. Og du skåned min sjæl for undergangs grav; thi alle mine synder kasted du bag din ryg". Es. 38,17.