En ret bibelsk forkyndelse gør to ting: 

1) afslører menneskets dybeste og egentlige nød og behov;
2) åbenbarer, skænker og giver mennesket det eneste bodemiddel. som findes.

Hvad er da menneskets dybeste og egentlige nød og be­hov?

Mange vil svare: Det er den følelse af ensomhed, tomhed og meningnsløshed, som mange lider under, det er al den sygdom, fysisk og psykisk lidelse og al den uretfærdighed, fattigdom, sult, krig og anden elendighed, menneskelivet her på jorden er mærket af. Det er menneskets største nød, mener mange, og derfor anser man også befrielsen fra sådanne onder for at være menneskets dybeste og egentlige behov. 

Med andre ord: Det er syndens jordiske og timelige følger, man er optaget af, sørger over og ønsker at blive befriet fra. Men det, som er endnu alvorligere, og som i sandhed er menneskets dybeste og egentlige nød: selve synden og Guds vrede over os for syndens skyld, det er man blind over for. Derfor føler mange mennesker heller ikke noget behov for det, som dog er menneskets største og alvorligste behov: syndernes forladelse og befrielse fra Guds vrede. 

Det hænger sammen med den alvorlige kendsgerning, Skriften vidner om: at mennesket af naturen ikke kender, ikke frygter og ej heller søger Gud ( Matt.11,27; Rom. 3,11 og 18). Nej, mennesker er af naturen formørket og forblindet, ja, ligefrem åndeligt dødt i overtrædelser og synder ( Efes. 2,1-3). I sin uomvendte og ugenfødte tilstand befin­der mennesket sig i mørke, vandrer i mørket og ved ikke, hvor det går hen, fordi mørket har blindet dets øjne ( 1. Johs.2,11).

Sålænge et menneske befinder sig i denne tilstand og ikke kender, ikke frygter og ej heller søger Gud, så kender og forstår han heller ikke sig selv og sin egen virkelige tilstand og stilling. Han er blind for sin egen dybeste nød og uvidende om sit eget største og alvorligste behov. Derfor finder han heller ikke på at søge det eneste bodemiddel, der findes for den sygdom til døden, han lider af. Og hører han om det eller støder på det så forholder han sig aldeles ligegylgig til det og tilegner sig det ikke, fordi han ikke mener at have brug for det. 

Det er menneskets store tragedie: Sygdommens mange ubehagelige og ofte lidelsesfyldte symptomer kender man til. Dem er man optaget af og har opmærksomheden rettet imod i forsøg på enten at undgå eller at bekæmpe og overvinde dem. Men selve den tilgrundliggende og død­bringende sygdom, der forvolder alle disse symptomer, den er man uvidende om og tænker slet ikke på. Den mener man derfor heller ikke at have brug for noget læge- og helbredelsesmiddel imod. I stedet bliver man stående ved en endeløs og håbløs række af forsøg på symptombekæmpelse ved hjælp af snart det ene og snart det andet. Man prøver at blive symptomerne kvit, at »glemme« det ubehagelige ved dem, at dulme og lindre smerten og lidelsen, når den truer med at blive uudholdelig. Og verden er fuld af kvaksalvere, der har hver deres mening om og giver hver deres lykkeopskrift på en leveregel, man blot skal følge, eller udsteder recept på et middel, man blot skal prøve for at opnå det ønskede resultat. 

Men lige meget hjælper det. Eller rettere: lige lidt - for det hjælper slet ikke. Intet af den slags magter at stille noget som heIst op med selve den tilgrundliggende sygdom til døden, som mennesket lider af. Det magter ikke at hindre og standse dens ubønhørligt fremadskridende ned­brydningsproces og fri noget menneske fra dens endelige resultat: døden - den, evige død og fortabelse under Guds vredes fortærende glød. 

For at fri os fra dette forfærdelige endeligt har Gud sendt sin Søn til verden og talt sit ord til os. Det er nem­lig først, når et menneske kommer ind under Ordet og ser sig selv i Guds helligheds dys, i lyset fra Ordet om Jesus Kristus og ham som korsfæstet - det er først da, et men­neske bliver klar ove hvor galt fat det i virkeligheden er med os. Men når det sker, og et menneske ved Åndens gerning gennem Ordet overbevises om synd, så bliver det sig også sin dybeste nød og sit egentlige behov bevidst og dermed modtagelig for det eneste bodemiddel, som fin­des.

Det er det, Luther taler om, når han i skriftet mod Latomus, 1521, siger, at Gud for at fri os fra vore synder og 'fra den evige død og pine har oprettet to testamenter: loven og evangeliet. Gennem disse. to dele af Guds ord udfører Han sin gerning med os: dømmer og frikender, døder og gør levende, fører os ned i dødsriget og fører os op derfra igen. Det gør Gud, idet han gennem disse to testamenter åbenbarer to store onder og to store goder: 

I og gennem loven og dens anvendese på os og vore hjerter afslører Gud to store onder: synden, som bor i os, og Guds vrede over os for vore synders skyld. 

I og gennnem evangeliet åbenbarer Gud to store goder: Guds nåde og Guds gave. Guds nåde, dvs. at Gud er os nådig og god for Jesu Kristi skyld. Guds gave, dvs. at Gud har skænket os Kristus Jesus som vor eneste, men også fuldt tilstrækkelige retfærdighed for Gud, og at Han ved troen,tager bolig ivort hjerte og der begynder at feje synden ud.

Disse to store goder er de eneste, som er mægtige til at stille noget op over for og befri os fra de to store onder, vi ellers er prisgivet. Men det er altså også netop det, Gud, gør, når Hans ord forkyndes og deles ret ud som lov og evangelum.

Derfor bekender også vi med Paulus: »Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror« ( Rom. 1,16). »Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft«( 1.Kor. 1,18). 

Forkyndeisens opgave er altså ikke hele tiden at finde på noget nyt og sige noget andet end det, som før er sagt, i takt med tidens skiftende ønsker og moder alt efter, i hvilken retning tidsånden for øjeblikket blæser. Nej, forkyndeIsens store og vældige ansvar og opgave er en anden: stadig på ny over for skiftende tider og slægter og uanset alle ydre forandringer og omvæltninger at låne røst til og forkynde den ene og samme og uforanderlige, men dog altid helt forunderlige og ufatteligt store nyhed: «Således elskede Gud verden, at Han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« ( Johs. 3,16). »Den, som ikke kendte til synd (Jesus), har Han (Gud) gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i Ham« ( 2. Kor. 5,21). 

Gud er den samme i dag som i går og forbliver den samme til evig tid. Mennesket er også det samme -  i bund og grund. Derfor er menneskets dybeste og egentlige nød og behov også det samme. Det samme i dag, som det var i går ­under vækkelserne i sidste århundrede, på reformations­tiden og på Jesu egen og apostlenes tid. Det samme for asiater og afrikanere som for europæere og amerikanere. Det samme for de mest primitive og uciviliserede som for de højst privilegerede og industrialiserede. 

For mennesket i dets dybeste og egentlige nød og behov findes der overalt og til alle tider bare et eneste bodemiddel, og det er Guds evangelium: Ordet om korset, om Jesus Kristus og det som korsfæstet. 

Evangeliets kendemærke 

Det er ikke en hvilken som helst tale om Gud og om religiøse og åndelige spørgsmål, der er evangelium i bibelsk og frelsende forstand. Heller ikke, om den så aldrig så meget bliver fremført fra kirkens prædikestol eller mis­sionshusets talerstol og af mænd med et kendt og agtet kirkeligt eller »missionsk« navn og en lige så agtværdig gejstlig eller »missionsk« titel. Tværtimod. Der er uhyre megen religiøs og åndelig tale i dag i både kirke og missionshus og mand og mand imellem, som aldeles ikke er evangelium.

Evangeliet er et bestemt budskab om ganske bestemte kendsgerninger, som Gud har fuldbyrdet en gang for alle i historien for at frelse os fra synden og give os den retfær­dighed, hvori vi alene kan stå rene og fuldkomne, uden dadel og anklage for Guds åsyn ( 1. Kor. 15,1-4; 2. Kor. 5,19-21; Gal. 4,4-5 og 3,13-14 m.fl.).

Evangeliet har et ganske bestemt kendemærke, uden hvilket det ikke er Guds evangelium i bibelsk og frelsende betydning, men bare en falsk menneskelig efterligning deraf. 

Hvad er da evangeliets »kendemærke«? 

Det er ordet om »die Köste«, som Luther udtrykker det. Det vil sige ordet om, hvad det kostede Gud at vise os nåde, barmhjertlghed og kærlighed. Jøder og muhamme­danere taler også om Guds kærlighed siger Luther, men ikke om, hvad det kostede Gud at være kærlig. Det kostede Ham så meget, at Han måtte give sin egen Søn i døden i vort sted og for vore synders skyld (jvf. Johs. 3,16; 1. Johs. 3,16 og 4,10; Rom. 5,8)

Ordet om korset, om forsoningen og forligelsen i Kristus Jesus, det er det budskab, Herren har betroet sin menighed og sendt os ud i verden med ( 2. Kor. 5,18-21). Det er kristen forkyndelse. Det alene og intet andet er evange­lium. Intet kan erstatte det, og ingen må fortrænge det fra centrum i forkyndelsen. Alt andet er kvaksalveri.

Ordet om korset - det er budskabet om hvordan vi mennesker kan blive reddet og befriet fra syndens, dødens og Djævelens vold og magt. Intet menneske er i stand til at redde og befri sig selv. Det er Gud alene mægtig til. 

Ordet om korset - det er evangelium, et glædeligt budskab om, at alt det, som skal gøres, for at vi kan blive reddet og befriet fra alle vore synder, fra døden og Djævelens magt, fra Guds vredes fortærende ild og helve­des evige kval og pine - det har Gud gjort! Det er sket, det er fuldbragt!

Det er summen af alt det, som Gud har talt og gjort, og som står skrevet. Det er det ord, som alene kan gøre syndere salige. Det er det ord, som skal prædikes, som skal råbes ud fra tagene og hviskes mennesker i ørene: »Dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv: og det liv er i Hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet« ( 1. Johs. 5,11-12).

(Uddrag fra afsnittet "Den kristne forkyndelse" i "Vejen mellem afvejene" af N.O.Vigilius - Dansk Bibel-Institut 1981 - Shafan 14-03-11)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline