Forsoningen er vundet

Hvad er det vigtigste for et menneske? 

Sådan spurgte læreren os en dag i forkynderklassen på Fjell­haug. Han havde selv adskillige »bud«. Han nævnte også forskellige kirkeretningers forsøg på svar: »Dåben,« »livet,« »Ånden«. Men så fulgte der et svar, som brændte sig ind i mit sind, og det har siddet der siden: »Det vigtigste for et menne­ske her på jorden er det, som er vigtigst i Himmelen. Hvad er vigtigst i Himmelen? Det er at være renset i Lammets blod!" Han henviste til det, der siges i Johannes' Åbenbaring 7,14. Her er der fortalt om et syn, som Jesus Kristus giver Johan­nes.

Han så en stor skare, som ingen kunne tælle. Det var mennesker fra alle folkeslag, fra alle stammer og folk og tungemål. De stod foran Guds trone og foran lammet - og de kunne bestå! Hvad skyldes det? Johannes får at vide, at det skyldes noget specielt, der siges om deres hvide klædning: 

»Og en af de ældste tog til orde og sagde til mig: 'De, som er iførte de lange, hvide klæder, hvem er de, og hvorfra er de kommet?' Jeg svarede ham: 'Min Herre! du ved det.' Da sagde han til mig: 'Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel!'« (Åb.7,13-15a). 

Når vi i dette kapitel skal beskæftige os med forsoningen, så har vi med det mest centrale i hele kristentroen at gøre. Det er selve evangeliets kernepunkt. Det er det glædeligste budskab, der findes. Her møder vi Guds kærlighed - ikke som uvedkommende abstrakt sandhed - men med den allerstørste personlige betydning, fordi dens sigte er din og min evige frelse! For »det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere ... « ( 1.Tim.1,15). 

Vi skal her tale om Jesus Kristus, hvorfor han kom til verden. Vi skal især se på det, som er hans hovedopgave, idet han »gav sig selv som løsesum for alle!« (1.Tim.2,6), og betydningen heraf for dig og mig. 
Undervejs skal vi også give agt. Dette budskab har nemlig været mishandlet og omtolket til det ukendelige - og bliver det stadig. Selv står vi midt i denne kamp. Også vi står i fare for at reducere eller svigte Guds sandhed her. Men - aller­først må vi fremdrage den baggrund, hvorpå disse vigtige ting skal forstås.

Baggrundsforståelse 

Det hører med, som en grundlæggende kendsgerning i Guds sandhedsåbenbaring, at hvert menneske står i et helt per­sonligt og etisk ansvarligt forhold til Gud. Enten vi tror det eller ej, så forholder det sig således. Bibelens tale om den endelige og altomfattende dom understreger dette stærkt for os ( Hebr. 9,27 og Ap.G.17,3l). 

På denne baggrund er der en ting, som bliver særdeles aktuel, nemlig vores synd. Syndens alvor skal ses i relation til, hvem vi har krænket - nemlig den hellige Gud. Det er denne dødsensalvorlige konflikt, som stiller synderen under et forfærdeligt dommens »ve«. Skyldens ve ( Es.64,4). 

Synden har ødelagt og brudt det fortrolige samfund med Gud i stykker. Forsoningen drejer sig om, hvordan dette forhold bliver genoprettet. Det sker ved, at vores synd bliver sonet! (Es.6,5-7). Men hvordan? 
Her kommer den anden vigtige baggrund for den rette forståelse: Det må forstås i lys af den gammeltestamentlige tankegang. 

Jesus Kristus er vores forsoner. »Han er en soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens!« ( 1.Joh.2,2). Men denne soning - dette vidunderlige værk må vi lære at kende i lys af Det gamle Testamente. De udtryk, som bruges af de ny-testamentlige forfattere om Jesus og hans gerning, får først deres rette betydning, når den gam­mel-testamentlige forståelse klinger med. Vi kan tænke på Hebræerbrevets forkyndelse af Jesus som vores ypperste­præst, der med sit blod én gang for alle går ind i den himmel­ske helligdom og vinder os en evig forløsning. Eller Johan­nes' tale om Jesus som Guds lam, der borttager verdens synd. Og apostelen Paulus taler om Jesus, som vores påske­lam, der er slagtet og videre om ham, der tog tjenerskikkelse på og blev lydig til døden - ja, døden på et kors. Her får Esajas' profetord om HERRENs tjener, der blev såret og knust i vores sted sin fulde opfyldelse ( Es.53,1-12). 

Stedfortræderen 

En hovedtanke i Det gamle Testamente er, at soningen knyt­tes til en stedfortræder. Det træder meget tydeligt frem, og tanken knytter sig både til selve offeret, som bringes, og til den, der udfører handlingen. 
I Hebr.9,22 siges det, at »der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt«. Denne tale om blodet - Jesu blod - er netop et udtryk for det stedfortrædende offer. 
De gammel-testamentlige synd- og skyldofre var nemlig »blodige,« hvilket vil sige, at et uskyldigt dyr - det være sig en tyr (2.Mos.29,12; 3.Mos.4,3) eller en buk (3.Mos.16,9) eller en turteldue eller dueunge (3.Mos.5,7) - blev ofret i de skyidiges sted. 

Der ofres et liv (blod), for at den skyldige (som på grund af sin synd skal dø), kan beholde livet og leve. 
Dette forstår Det gamle Testamente ikke primitivt, som om det var substansen eller mængden af blod, det kom an på. Et grundord er 3.Mos.17,11, hvor der om blodet står: »Jeg har givet eder det til brug på alteret til at skaffe jeres sjæle soning. Thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.« Det vil sige, at livet knyttes til det. 

Heraf fremgår det klart, at soningen dybest set er Guds værk. Det er noget, han giver og skænker - uforskyldt. Det er jo ham, der har forordnet denne soning på blodets grund. 
Det betyder ikke, at menneskers gudsforhold er reduceret til et stykke mekanik. Vi kan ikke pr. automatik så at sige aftvinge Gud en nåde over et uomvendt, verdsliggjort liv, Guds sande profeter retter kraftige angreb mod et sådant misbrug. Og de viser vejen: Gennem sand omvendelse må de have frimodig tillid til det middel, Gud havde givet dem mod synden: Guds soning (Es.l,18). 

Den rette brug af forsoningen er troens brug. Og den ledsages af syndserkendelse og syndsbekendelse. Men sonin­gens kraft ligger hverken i vores syndserkendelse eller be­kendelse. Den ligger i selve soningen. Det var i kraft af den, at Esajas selv erfarede Guds renselse og fornyelsen i sit eget liv (Es.6,7).
Et af de helt centrale ord om soningen i Det nye Testamen­te, er Hebr.2,17, hvor der står om Jesus: »Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder.« 

Soningen er noget, der sker uden om os. Jesu sonende tjeneste sker for Gud. Og den vedrører vores mellemværen­de, nemlig vores synder. Soning betyder, at Gud »tildækker,« »borttager,« »bortvis­ker« menneskers synd.

Forsoning er vundet for alle ved Jesu død. På den grund til frelse, som her er lagt, skal vi forlige os med Gud (2.Kor.5,20).
Han løskøbtr os ved at bære vore synder på sit legeme op på korsets træ (1.Pet.2,24).

Han udstod således i vores sted, det, vi havde fortjent at udstå. Stedfortrædertanken kommer tydeligt frem i Gal. 3, 13. Han blev det, vi var - og blev behandlet, som vi havde fortjent at blive behandlet. Tanken kommer også frem i vendinger og udtryk som »for os« og »i vort sted« o.lign. (Rom.5,6-8). 

Dybdepunktet er ikke Jesu legemlige lidelser i Getsemane, eller da han blev pisket og pint og korsfæstet. Det var gru­fuldt, men det dybeste var, da han råbte: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Ingen af os fatter indhol­det til bunds - men så højt elsker han.

Soningsværket er fuldbragt og færdigt. Jesus taler om det i sin ypperstepræstelige bøn. Han har herliggjort sin Fader ved at fuldføre den gerning, som han havde givet ham at gøre (Joh.17,4).
Der er et tidspunkt på korset, hvor Jesus ved, at »alt nu er fuldbragt«. Det medfører, at han senere råber: »Det er fuld­bragt« (Joh.19,28 & 30).

Det er fuldbragt betyder: "det er færdigt," "det er ført frem til sit mål". Det er først og fremmest din og min frelse ­- soningen, som er fuldført. Hvor velsignet at vi må vende os til et fuldbragt værk.
Sammenfattende kan vi sige, at stedet hvor soningen fin­der sted er i Kristus. Han er en soning ikke kun for de kristnes synd, men for alle menneskers synd (1.Joh.2,2). »En er død i alles sted, altså er alle døde« (2.Kor.5,14).
Det betyder noget afgørende både for os og for Gud. Forso­ningen ændrer ikke noget i Gud, han er ikke blevet mindre hellig eller mere nådig. Den ændrer heller ikke noget i os.

Men hvad har Jesus da gjort?
Han har gjort noget ved det, vi kan kalde vores mellemvæ­rende med Gud - vores syndeskyld - synden er sonet, dækket til og borttaget.
For Gud betyder det, at han kan tage imod synderen præ­cis som han og hun er og give dem nåde. Han kan ikke lukke os ind i Himmelen, som vi er. Men han kan lade sin frelsende kærlighed møde os uhindret. Det, der skiller, er jo borte. Vi er kommet nær på grund af Kristi blod. Jesus har stiftet fred og forligeIse med Gud ved korset og borttaget fjendskabet. Alle hindringer for at få fred med Gud har Jesus fjernet ( Ef.2,12-­18 & Rom.5,1).

For os betyder det, at Guds vrede er tildækket og bortvendt fra os - den ramte jo Jesus. Derfor kan Guds frelsende nåde og barmhjertighed frit blive os skænket ved nådestolen, Kris­tus (Hebr.4,16).

---