»Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jor­den skal folkene ængstes i rådvilhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyen med kraft og megen herlighed. Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres ho­veder, thi jeres forløsning nærmer sig.«

Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer; så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær. Således kan I også skønne, når I ser dette, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg eder: denne slægt skal ikke forgå, før det er sket alt sammen. Himmelen og Jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.« 

Dette siger Bibelen. Og så vil det ske, enten folk tror det eller ikke. 
Det så ikke særlig sandsynligt ud, at Babel skulle fal­de. Profeten Esajas sagde, det skulle ske. Med Babel, rigernes krone, skal det gå, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra - det skal aldrig rejse sig igen. Esaj. 13,19. Galskab, tænkte vel de fleste - en sådan stor og prægtig by! I dag ligger grushøjene der som et vidnes­byrd om, at hvad Gud har sagt, det sker. 

Alt det, vi bygger, skal falde. Ja, endnu mere: himmel og jord skal forgå. Vældige kosmiske katastrofer skal ind­træffe, elementerne skal komme i brand og opløses. 2. Pet. 3,10. Det kan lyde utroligt. Men det skal ske. Gud har sagt det. 

Men der er noget, som aldrig skal falde, og det er Guds ord. Jesus siger det med eftertryk i den tekst, vi har for os her: »Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.« Og profeten Esajas siger: »Guds ord bliver evindelig.« Esaj. 40,8. 
Derfor vil det, Gud har sagt, aldrig blive uaktuelt. 

Nu ved vi, at alt Guds ord - i Bibelen og i bibelsk for­kyndelse - er to slags: lov og evangelium. Det Guds ord, som siger os, hvad Gud vil og kræver, er loven.
Loven er Guds gode vilje. Men fordi vi er syndere, bli­ver loven til en dom. Loven er for vældig for os, den fø­rer kun til, at vor mund stoppes, og vi bliver strafskyldige for Gud. Rom. 3,19. Derfor kan loven ikke frelse nogen, og ingen bliver frelst ved at forsøge at holde loven. Frelst må man blive af nåde alene. 

Men når et menneske så er blevet frelst ved troen på Jesus, står Guds lov der fremdeles og vidner om, hvad Gud vil, vi skal gøre. Menneskene spørger, hvad de skal gøre for at gøre Guds vilje, siger Luther - de skulle ikke behøve at spørge så længe. Vi har de ti Guds bud. Vi har kærlighedsbudet. Og den, som vil være en kristen, skal vide dette: Guds ord står fast! Vi skal standse et øjeblik her, før vi går videre. For det er blevet så almindeligt i vore dage at sige, at der er meget i Bibelen, der er »tidsbestemt« - det angår ikke os. 

Ja vel, dersom det er den gamle pagts ordninger, man tænker på, så er det sandt. Den gamle pagts præsteskab, tempel, ofringer osv., det angår ikke os. Det kan vi vide, for Bibelen siger det selv. Alt dette var kun »en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skik­kelse«. Hebr. 10.1. Kol. 2,16 f. Det er ikke os, der har afskaffet dette, det har Gud selv gjort - da han sendte sin Søn og opfyldte løfterne og dermed afskaffede de gam­le, foreløbige ordninger. Den store ypperstepræst gik ind i Himmelens helligdom med sit eget blod en gang for alle, og dermed faldt alt det gamle bort. Hebr. 9,11 f. Dette har Guds ord vist os. 

Men det, man nu gør i vor tid, er noget ganske an­det. Man tager Guds bud og de apostoliske formanin­ger bort og siger: De gælder ikke mere. Vi holder os til kærlighedsbudet, siger nogle. Vi be­høver ingen bud, mener de. Når kun vi vil leve vort liv i kærlighed, så er det rigtigt, hvad vi gør.

Jeg læste i et dagblad, at der var foretaget en menings­måling - en gallup-undersøgelse, som det bliver kaldt ­af folks seksualvaner. Og der stod der på første side, med store bogstaver: Kristen ungdom plejer ofte seksuelle for­bindelser før og uden for ægteskabet. Kristen ungdom skifter meget ofte partner, stod der også at læse.
Er dette sandt? Er situationen sådan? 

Ikke ved jeg, hvad der kan foregå i forskellige miljøer. Men en ting ved jeg: De, som lever på den måde, er ikke kristne. 

Det hjælper ikke, om de siger, at tiden er en anden nu, end da bedstefar var ung. Tiderne skifter, det kan være sandt nok. Men Guds ord står fast. Det, som var synd for hundrede år siden, er synd også i dag. Den, som lever åbent i synd, er ingen kristen. 
Tør jeg sige det? 

Ja, det tør jeg, for der står skrevet: »Himmelen og jor­den skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå,« si­ger Herren.
Det, som var usædelighed i dine bedsteforældres tid, er usædelighed også i dag. Det, som var synd i går, er synd i dag. Det, Guds ord kalder synd, er synd i går og i dag og til alle tider. 
Må ingen bilde sig andet ind! 

I dag er der dem, der siger: Om nu de to holder af hinanden og vil være hinanden tro, skulle det da være nødvendigt med en ceremoni og et papir? Ja, sådan spørges der, og man hører det desværre på steder, hvor man ikke havde ventet det. Men hvad siger Guds ord? Det kan du læse f.eks. i 1. Tess. 4,3: »Dette er Guds vilje, at I helliggøres, så I afholder jer fra utugt, og enhver af jer ved at vinde sig sin hustru i hellighed og ære, ikke i begærligheds brynde som hedningerne, der ikke kender Gud.« 

Lad det da stå fast, at din veninde ikke er din hustru, og din ven er ikke din ægtemand. Mand og kvinde bli­ver ikke et ægtepar på anden måde end ved ægtevielse. Og det, Gud kalder hor, er hor i dag, akkurat som i gammel tid. 
Det er forfærdeligt, når nogen, som kalder sig kristen, giver sig til at leve i hor. For det er det, man gør, om man indretter sig »papirløst«, som det hedder med et dumt udtryk. Synd er synd, og det er grufuldt at være vidne til, at mennesker, som kalder sig kristne, bevidst går ind for at gøre Guds vilje til intet. 

Guds ord skal ikke forgå. Og Guds ord finder vi i Bi­belen. Den er Guds ord. Profeters og apostles ord er Guds ord. Det, som er sagt af Herrens apostle, står lige så fast, som om det var sagt af Gud selv. Paulus ved sig at være Jesu Kristi apostel og siger, at han har ikke fået eller lært det evangelium, han forkynder, af noget menneske, lige så lidt, som han selv har fundet på det. Han har fået det ved en åbenbaring af Jesus Kristus. Læs Gal. 1,1 og 1,11 f. Derfor kan han skrive til korinterne - og dermed til os alle: »Hvad jeg skriver til jer, er påbud fra Herren.« 1. Kor. 14,37; Luk. 10,16. 

Der må blive en ende på det, at endog mennesker, som kalder sig kristne, siger som så: Paulus er jo bare et menneske, han er jo ikke Kristus, jeg bryder mig ikke så meget om, hvad han siger. - Bryder du dig ikke om Jesu apostle? Tror du, Jesus talte i vildelse, da han gav sine disciple fuldmagt til at tale i sit navn? Joh. 14,26; 16,13. Bryder du dig ikke om Guds ord? 

Nu tog jeg altså mit eksempel fra det sjette bud. Det er så vigtigt - for den enkelte og for samfundet. Men jeg kunne have taget mange andre eksempler. Det gælder overalt: Guds ord står fast. Det, Gud har sagt, er aktuelt i dag som i går - og i morgen. Lad ingen bedrage sig selv!

Lad os gå videre og slå fast, at efter Guds hellige lov skal alle dømmes på den sidste store dommens dag - om ikke de har taget deres tilflugt til Jesus. Har du gjort det? Her har du det vigtigste af alle spørgsmål: Vil du komme frem for Gud med din egen retfærdighed, eller vil du komme frem i følge med den store ypperstepræst, vor Herre Jesus Kristus? Vil du stå for Gud i din egen retfær­dighed - eller i hans? Hvis du tror, du er god nok, som du er, så bedrager du dig selv og vil gå fortabt.

Men nu skal jeg få lov at forkynde dig selve evange­liet: Den, som tager sin tilflugt til Jesus, kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Det står i Joh. 5,24, og det står også fast til evig tid. Nådens ord i evangeliet skal ikke miste sin gyldighed. Det skal du mærke dig i dag igen. 

Du må tage det til dig, du, som til denne dag ikke er omvendt til Gud. Guds ord siger klart og tydeligt, at den, som kommer til Jesus, vil han aldrig støde bort. Joh. 6,37. Der står klart og tydeligt, at hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. 1.Joh. 1,9. 
Det ord, som løste dig, du, som er en kristen, det står lige så fast i dag som den dag, du kom til Jesus og blev frelst. 

Og om du i mellemtiden er kommet mere på afstand af ham - evangeliet står lige fast i dag. Ja, om du skulle have forvildet dig ind i grove synder, så du følte et stik i hjertet, da jeg sagde, at du ikke er en kristen - evange­liet står alligevel fast. Han svigter ikke sit løfte.

Det kommer kun an på, om du vil gøre op med ham i fuld åbenhed og ikke lægge skjul på noget som helst. Da vil Jesu Kristi, Guds Søns blod rense fra al synd. 

Vi har en ypperstepræst, som har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Det har trøstet dig før. Det gælder fremdeles. Lad os vidne om dette, vi, som tror på Jesus! Vi må ikke glemme at tale om Jesus - om hans blod! Du må ikke glemme at forkynde, at han tog straffen på sig. 

Nu vil jeg driste mig til at sige lidt om morgenan­dagterne i radioen. Jeg hører andagterne - og finder, der er stor forskel på dem. Nogle gange hører jeg klare, gode vidnesbyrd fra Guds ord. Andre gange må jeg undre mig - ja, det hænder, jeg bliver bedrøvet og nedslået. Især har jeg lagt mærke til en ting på det sidste. Der er så mange, der taler om Gud - men uden at nævne Je­sus! Gud er kærlighed, siger de - Gud har omsorg for dig, Gud er hellig og vil, du skal leve efter hans vilje osv. - Men der bliver ikke sagt et ord om Jesus! Hvad er dette for noget? Gud tilgiver dig, om du bare kommer og beder ham om det, siger de. Men Jesus bliver ikke nævnt. Hvad er dette for en slags forkyndelse? Kristendom er det ikke. 

Den, som taler om Guds kærlighed uden at nævne Jesus, taler ikke bibelsk. Bibelen siger: »Gud viser sin kærlig­hed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.« Rom. 5,8. Bibelen siger, at deri består kær­ligheden, at han sendte sin Søn til soning for vore syn­der 1. Joh. 4,10.
Jøder og muhamedanere taler også om Guds kærlig­hed. Men de har intet at sige om, at Jesus døde for vo­re synder. Det er dette budskab, der er evangeliet.

Skal du vidne om evangeliet, så glem ikke Jesus og hans kors. Vil du hjælpe syndere til frigørende tro, så glem ikke at tale om, at Jesus tog straffen på sig. Der står et herligt ord hos profeten Mika, i det sidste ka­pitel: »Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bæ­rer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gem­mer på vrede, men gerne er nådig? Han vil atter forbarme sig over os, træde vor brøde under fod, du vil kaste alle vore synder i havets dyb!« Mika 7,19.  

Det er et godt ord at holde fast ved, især for os, som lever i opfyldelsens tid. Vi har set det, som profeten i løf­tets tid endnu så frem til - for os er alt dette opfyldt i Jesus, og det er sandhed for hver og en, som holder sig til ham. Det er sandt også for den, som måske er kommet bort fra Jesus. Du ved med dig selv, at du er snublet på vejen. Men da får du lov at tilegne dig, hvad der står et andet sted i Mikas bog: »Glæd dig ej over mig, min fjende! thi jeg faldt, men står op.« Mika 7,8. 

Ordet står fast! Du kan stole på det. Vi må tage med os et ord mere fra teksten. Jesus si­ger: »Denne slægt skal ikke forgå, før det er sket alt sammen.«

Hvad er det, Jesus sigter til? Han sigter til Jerusalems ødelæggelse, siger nogle. Det er muligt. Og dermed er or­dene for så vidt allerede gået i opfyldelse. Jerusalem gik til grunde ikke mere end en menneskealder efter, at Jesus havde sagt dette. Men det kan ikke være hele meningen, for Jesus ta­ler jo om det, som skal ske i den sidste tid.

Jesus tog fejl, siger kritikere og spottere - han troede, dommens dag skulle komme ganske snart. Men Jesus tog ikke fejl. Han - Guds Søn af evighed - tog ikke fejl. Det ved vi, som tror på ham. 
Men hvad så? Problemet er ikke så vanskeligt, som nogle vil gøre det til. Udtrykket »denne slægt« betyder »denne slags mennesker«. Det kan bruges om »en ond og utro slægt« ( Matt. 12,39), men også om de troende, som i Sl. 14,5: »Gud er i de retfærdiges slægt.« 

Mange gode fortolkere har set det: Jesus taler her om sin troende menighed på jorden. Sådan bliver stedet f.eks. forklaret hos den gamle fortolker Schlatter. Jesus ser på de vældige begivenheder, som skal finde sted i den sidste tid, da så meget skal falde. Og så siger han: Denne slægt ­denne min troende menighed - skal ikke forgå. 

»Der skal altid være en troende menighed« - sådan be­kender den lutherske kirke i Augustana.
Den har store og farlige fjender, denne trofaste slægt ­Guds menighed. Den bliver i dag forfulgt i mange lande. Vi mærker øget modstand også her hos os - ja, vi mærker hos indflydelsesrige mennesker en bestemt vilje til at gøre det af med kristentroen i vort land. 

Men vær ikke bange! Jesus har sagt, at hans menighed skal de ikke klare at udrydde. Må Gud blot hjælpe os til l sandhed at holde fast ved hans ord. Det skal aldrig for­gå.

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline