Som Johannes sagde det i sit første brev, så var der allerede dengang mange »anti-krister« i ver­den, mange »falske brødre«, som Paulus kaldte dem, som fortolkede Skriften anderledes og der­for forkyndte »et anderledes evangelium«.

Dette kommer os til gode. For meget af det, som er talt og skrevet både i GT og NT, er talt og skrevet i opgør med disse falske profeter (= falske forkyndere af Guds ord), som sagde: »5å siger Herren« ( Ezek.13,7) , skønt Herren ikke havde  sendt dem. Det er under sådanne kampe, at Herrens apostel finder grund til at skrive og tale  »med store bogstaver«, som Paulus siger det i Galaterbrevet ( Gal.6,11). 
Holder vi os til dette brev, vil vi se, at kam­pen om det, som Gud har talt, drejer sig om to afgørende ting: loven og evangeliet. Vi vil se, at al antikristelig »kristendom« ikke forkynder loven og evangeliet, som Gud gør det i sit ord, men altid i virkeligheden er falsk lovforkyndel­se. Og jeg understreger ordet »falsk«, fordi det hører Guds sandhed til at forkynde loven, hvor­imod antikristernes lovforkyndelse ikke er en sådan forkyndelse af loven, men en forvansket lovforkyndelse, som endda tit forvanskes ved brug af evangeliet. Dette vil vi se nærmere på. 

Loven 

Om loven lærer vi i Galaterbrevet: 3,12 "Den, som handler derefter, skal leve derved«. Dette svarer til, hvad Paulus skriver til menigheden i Rom: »Moses skriver om den retfærdighed, som loven kræver, at den, som øver den, skal leve ved den«( Rom.10,5) . 

Vi ser her det rent principielle, at loven taler om, hvad jeg handler og øver. Og når Gud taler til os gennem loven, så siger han: »Om du øver dette, skal du leve for mit ansigt«. Loven giver altså løfte om at leve for Herrens ansigt til enhver, som handler efter det, han hø­rer fra Gud i loven.

Og med handlinger mener Herren ikke bare ydre gerninger, som hænderne og fødderne og munden kan øve, men tillige de gerninger, som hører hjertet til - allerførst kærligheden, som er lovens opfyldelse og derfor af Jesus kaldt »det store bud i loven«. ( Rom.13,10 - Matt.22,36 f )
Det er endvidere loven, som taler om det begær, som findes i utugt, havesyge, misundelse,  egoisme eller egensindighed, når den siger: »Du må ikke begære«. ( Rom.7,7 - 2.Mos.20,17) 

Lovens gerninger omfatter altså alt, hvad jeg øver med hænder, mund, fødder, hjerte, lyster og vilje. »Hvis alt dette er efter mine bud«, siger Herren, »skal du leve for mit ansigt«. Men, hvad om jeg nu ikke gør det, enten fordi jeg ikke kan, eller jeg ikke vil? Dette svarer Herren særdeles klart på. Han siger sådan: 
»Forbandet enhver, som ikke bliver i alt, hvad Gal. der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter«( Gal.3,10). 

Dette er noget meget, meget vigtigt, som viser, hvor falsk vi ofte tænker om den levende Gud. Vi tænker omtrent sådan: »Gud vil i hvert fald være nådig, om jeg gerne vil gøre hans vilje, men ikke kan«. 
Dette har du ingen ord om fra Guds mund. Tværtimod vidner hele Skriften om det, vi her hørte: »Forbandet enhver, som ikke bliver i alt, hvad der står i lovbogen, så han handler der­efter«. 
Således siger også apostelen Jakob: ( Jak.2,10 ff) »Den, som holder hele loven, men blot på et punkt snubler, er blevet skyldig i alle. For han, som sagde: »Du må ikke bedrive hor«, han sagde også: »Du må ikke slå ihjel«. 

Når den levende Gud giver os til kende, hvad han vil af os, kender han ingen begrænsning i sine krav og fordringer. Da skjuler den hellige Gud sig i Sinais mulm og vredesild og torden og siger til den, som lytter ved bjergets fod: 
»Hører du ikke, at jeg, Herren, er en nidkær Gud, ,som straffer indtil tredje og fjerde led, om nogen handler imod min vilje, men velsigner indtil tusind led den, som øver den retfærdighed, jeg viL Så gør og vær, som jeg byder dig, føl og tænk, som du hører det af mig, at du må leve for mit ansigt og ikke forgå i min vrede«. (2.Mos.20,5-6)

Over for disse ord kan vi lidt groft, men ikke uden sandhed dele mennesker i tre grupper: 
Først dem, som altid har været døve over for disse ord fra Gud. Om dem er der bare dette ene at sige: Hvad de end tror og mener, så har de aldrig stået ansigt til ansigt med Gud, som han er. 
Den anden gruppe er dem, som engang mødte den levende Gud i disse ord i den forstand, at de kendte, at dette var den levende Guds vilje, og som derfor begyndte at leve efter disse ord. Og de syntes virkeligt at nå noget over for Gud. Det gik dem ligesom jøderne i Romerbrevets andet kapitel, at de ved loven blev ganske an­derledes end andre mennesker. Medens verden stort set levede i det, som er beskrevet i Rom. 1,28-32: 
»Og da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt. De blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed, og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed, - hemmelige og åbenlyse bagvaskere, gudshadere, voldsmænd, hovmodige, pralende, opfindsomme på ondt, ulydige mod forældre, uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De kender Guds rets­ordning, at de, som handler sådan, fortjener døden, Alligevel ikke blot gør de disse ting, men giver endogså dem, der handler sådan, deres bifald", - så lever denne gruppe et helt andet liv: 

»Du kalder dig jøde og stoler trygt på loven og roser dig af Gud og kender hans vilje og kan skønne, hvad der er det væsentlige, som den, der er oplært af loven, og tiltror dig at være vejleder for blinde, lys for dem, der er i mørke, opdrager for uforstandige, lærer for umyndige, fordi du i loven har det klare udtryk for kundskaben og sandheden«. ( Rom.2,17ff)

Og vi må endelig understrege noget vigtigt i denne sammenhæng: at de ikke tog æren selv for, at deres liv var blevet anderledes. Vi husker alle farisæerens bøn i templet: 
Luk.18,11 »Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, hor­karle«. 
De forstod: det var ikke forgæves, Gud havde talt sin lov. 

Den sidste gruppe gik det anderledes. Også de havde en dag siddet og hørt Herren tale og sige: »Så vær og gør, som jeg byder dig, at du kan leve for mig«. Og de kendte her ansigt til ansigt med Herren, at lovens ord var til liv for dem. De kunne ligefrem glæde sig til at gøre den. Men, som tiden gik, blev ordene mere og mere til dom over deres liv. Den vandring, de havde glædet sig til - den vandring, som havde stået som en lysende livets vandring, var de ude af stand til at gennemføre. 

Og her kom »antikristerne« med al deres løgn og slette sjælesorg. Nogle sagde, at det mislyk­kedes, fordi de ikke havde givet Gud alt. »Der må en fuld overgivelse til«, sagde de. Andre sagde: »Du kæmper i egen kraft. Du skal hente kraft fra evangeliet«. Atter andre sagde: »Du er så magtesløs, fordi du endnu er kødelig. Du trænger til Åndens dåb«. Og vi kunne nævne mange flere råd fra »antikristerne«, spændende fra Romerkirken til sværmerne. Men fælles for dem alle er, at de vil sige: »Det er ikke ret af en kristen at være så magtesløs. Gud kan og vil hjælpe ham til den nye vandring, som han så den dag, Herren løftede hans blik på den vej, loven anviser«. 

Men denne gruppe erfarede, at ligegyldigt hvilken »antikrist« de fulgte, så var loven for­gæves talt til dem. De var og gjorde ikke, hvad Herren havde holdt dem for øje. Går vi nu til det ord, som Gud allerede har talt, så vil vi se, at det er denne gruppe, som lovens gerning er sket i. For hvad er lovens ger­ning iflg. Skriften? Jo, hør:

»Loven taler til dem, som er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud, thi .... ved loven når man kun at erkende sin synd«. ( Rom.3,19-20) Strafskyldighed og syndserkendelse vil altid blive menneskets erfaring under lovens tale - d.v.s.: når Herren taler til den samvittighed, som ved Helligånden be- gynder at kende Gud i hans ord. Herren kan ikke tale til en sådan samvittighed om, hvad vi skal gøre og være for at leve for hans ansigt, uden at det ender, som Paulus siger, i erkendelse af en grænseløs syndighed, en trældom i kødet under synden, et fangenskab i dødens legeme. ( Rom.7,13-24) 

Vi læser videre: »Thi loven fremkalder Guds vrede« ( Rom. 4,15). Ikke Guds velbehag fremkalder loven for os, men Guds vrede. Du og din samvittighed kan mene, hvad du vil - du kan mene som jøderne, at Guds lov ikke har været talt forgæves i dit liv. Du er dog ikke længere i din lydighed og over­givelse til hans bud og veje, end at du endnu fremkalder vrede derved. Bedraget er den, som mener, at Gud har behag i det liv, han lever efter loven for Herrens ansigt. 

Videre: 

Rom.5,20: »Loven kom til, for at faldet kunne blive større«. Et besynderligt ord. Giver vi ikke love for at begrænse overtrædelser? Skulle vi ikke mene, at Gud måtte have samme mening med sin lov? Men Skriften siger »nej«. Når Gud ved sin Ånd skaber et villigt hjerte for Loven, sætter mig ved Sinais fod og underviser mig om retfærdighedens vej ved at sige: »Så gør og vær, som jeg byder dig«, så ved han, at nu vil synden rejse sig i den, som ønsker at vandre ad den vej, som Paulus vidner om det i kapitel 7 i Romerbrevet: (Rom.7,7ff) »Jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven. For jeg havde ikke vidst af begær, om ikke Loven havde sagt: »Du må ikke begære«. Men da budet kom, levede synden op, og jeg døde«. 

I de ord »jeg døde« ser vi, hvordan det går den, som har kendt Gud under loven, som ved Helligånden fik Guds-billedet genskabt, så han hørte loven med samme Ånd som Gud: han døde, - han opgav totalt ethvert håb om at gøre og være, som Herren bød - opgav at leve for Guds ansigt som retfærdig for Loven. Loven forekom ham at være talt forgæves. 
Men just dette mål, siger Skriften, var, hvad Gud ville med loven. Her lykkedes loven, som Gud talte. Et mål var nået: mennesket var frataget al ros, alt håb om forbedring, al ære af nogen germng. 
Loven er altså for det ord, som Herren har talt, mere end »gamle, jødiske morallove«, som det i dag hævdes i den teologiske og ikke-teo­logiske verden, for hvilken der ligger et dække over Skriften. Gennem dette ord møder mennes­ket Gud i hans vrede over synden. Gennem dette ord møder mennesket sin synd - ikke bare som menneskelige brist, men som strafskyldige hand­linger, væremåde og sindelag over for den levende Gud.  

Og det må vi gøre os klart: at den største vre­de er ikke at møde Gud i hans vrede, men slet ikke at møde Gud. For som vi ser i Skriften, er det en del af Guds frelsestanker at bringe men­nesket til sandhedens erkendelse om sit fald, som Paulus siger det: »Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle«. ( Rom.11,32) Og: 
»Hvad skulle da loven? For overtrædelsernes skyld blev den føjet til, kun gyldig indtil det »afkom« (= Kristus, v. 16), som forjættelserne gjaldt, kom«(Gal.3,19-25). 

Uden denne åbenbaring af Gud, som sker gen­nem loven, vil menneskehjertet ikke være i stand til at modtage, ja, end ikke sanse, Guds frelses­evangelium. Det er den kendsgerning, Jesus taler om, når han f.eks. siger: 
Luk.5,31-32 »De raske har ikke brug for læge, men de syge, jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere«, - og en synder for Gud bliver et menneske ikke uden åbenbaring af Gud selv. Uden en sådan åbenbaring vil al syndserken­delse kun være et tegn på psykisk uligevægt.
Forudsætningen for syndserkendelse har Jesus talt om i sine taler om Helligånden i Johannes­evangeliets 14.-16. kapitel, hvor det bl.a. hed­der i 16,8, at når Helligånden kommer, skal han overbevise verden om synd. Altså først når Guds­billedet på ny er skabt i mennesket, kan det ken­de sin synd som det, den er for Gud.

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline