Et helligt tempel 

Vi tænker ofte individualistisk: at det kun er den enkelte kristne, som er et tempel for Helligånden. Sådan siges det jo også i 1.Kor. 6. Men her i 1. Kor. 3 beskrives menigheden som fællesskab som et tempel, hvor de enkelte troende er stene i tempelmuren. Sammen bygges vi op til en hel­lig bygning, et helligt tempel, hvor den Hellige bor, dvs. har sit egentlige hjem her i verden. 

Ligesom vi hører om templet i den gamle pagts Israel, at Gud lover at bo der, og at han vil åbenbare sin herlighed for folket der ( 2.Mos. 29,42ff), sådan gælder det også om Guds folk som hans tempel i den nye pagt. Her bor den hellige Gud selv, her har han sit hjem og sin bolig. Derfor kaldes den kristne menighed for Helligåndens tempel. 

Vi kan nu sammenfatte: 

1.    Guds folk er helligt, fordi Jesus døde for vor skyld og derved helligede os. 
2.    Guds folk er helligt, fordi de derved er gjort til et helligt tempel, en hel­lig bygning i Herren.
3.    Guds folk er helligt, fordi de er det folk, som har den hellige Ånd - til forskel fra det, der kendetegner verden. 

I Johannes-evangeliet taler Jesus om, at Ånden, Talsmanden, skal kom­me. Han lover, at han vil bede Faderen om, at vi skal få en anden Tals­mand: 

... sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hver­ken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. ( Joh. 14,17) 

Guds folk er det folk, der til forskel fra verden har Guds hellige Ånd. Ved Ånden bor Den Hellige selv i deres hjerter og i deres midte, og så­dan helliger han alt ved sit nærvær. 

Folkekirken og helligheden 

Bibelens budskab om den kristne kirkes hellighed er også centralt i for­hold til mange af de problemer, som vi i dag står over for i de nordiske folkekirker.

Det siger sig selv, at hellighedsbegrebet definerer en klar grænse mel­lem Guds folk og verden. Guds folk er ikke af verden, men af Gud. Sam­tidig ser vi i dag, at en af folkekirkernes vigtigste målsætninger er, at disse gudgivne grænser skal udviskes. 

Det sker ved hjælp af en ideologi, som har fået stadig større magt de senere år, nemlig folkekirkeideologien. Man identificerer folk og kirke, sådan at hele folket - som jo er døbt - er kirken. Så skal også folket have ret til at bestemme i kirken, hvad kirken skal godtage eller ej. Og ve den, som sætter skel mellem det at være genfødt og ikke genfødt, det at være Guds barn og ikke Guds barn! Alle skal regnes som troende - ellers er man fordømmende og intolerant. 

Men ligesom Guds folk er i verden, men ikke af verden, sådan er de også i folket, men ikke af folket. 

Man taler også meget om, hvor vigtigt det er at fjerne »dørtærskler­ne« - som man gerne udtrykker det - at have »højt tilloftet« osv. Hvad sker der, når man skaber et sådant kirkeideal? Det får dybtgående kon­sekvenser for hele kirkeforståelsen.

For det første: Der, hvor man ikke opretholder skellet mellem genfødt og ikke-genfødt, fornægter man, hvad Gud i Skriften siger om, hvem men­nesket er, og hvad menigheden er. Kirkens hellighed ødelægges, og i for­længelse af dette fornægter man også Guds egen hellighed.
Der sker altså det, at en tænkning om kirken, hvor man populariserer kristendommen, for at den skal blive »for hele folket«, får som konse­kvens, at de centrale og fundamentale sandheder i troen ødelægges ­budskabet om, hvem Gud er, hvad frelsen er osv. 
Når dette føres ud i virkeligheden i folkekirken, erstattes de helliges samfund, men »de hyggeliges samfund«. Her drejer det sig frem for alt om at have det hyggeligt, når man kommer sammen. »Jeg er o.k., og du er o.k.« - fordi Gud er o.k. Derimod må man for alt i verden ikke for­kynde et Guds ord, som kan ramme nogen, eller som kan få nogen til at føle sig trådt over tæerne. 

For det andet: Der, hvor budskabet om Guds hellighed og den kristne menigheds hellighed ikke lyder, der bliver den kristne kirke tandløs, og forkyndelsen bliver ufarlig. 
Det hele kommer til at dreje sig om trivsel, at mennesker skal føle, at de bliver godtaget. Men dermed mister forkyndelsen også sin kraft til at virke omvendelse og tro. Det er dette, Jesus sigter til, når han taler om, at saltet mister sin kraft. 
Når dette sker i kirkerne, så forvandles forkyndelsen til sovemedicin. Forkyndelsen bliver et beroligende middel, hvor man begrænser sig til udelukkende at tale om, at Gud er kærlighed, og at vi skal være gode mod hinanden. Ingen kaldes til omvendelse, ingen kaldes til et helligt liv. Spørgsmålet lyder ikke klart til nogen: Er du født på ny? Kender du Jesus i evangeliet? 
Hvor dette forties, er den kristne kirke blevet en karikatur af, hvad den er sat til at være her i verden. 

Gudsfrygt 

Også en anden vigtig sag hører sammen med det, vi her har været inde på. Modstykket til det, at Gud er en hellig Gud, er hos mennesket det, vi kalder gudsfrygt. Netop »gudsfrygt« er et centralt udtryk i Bibelen til at beskrive et sandt gudsforhold. Det er tankevækkende, at dette ord næ­sten er forsvundet fra kristen sprogbrug. Hvorfor er det blevet sådan? 

Dette skyldes, at talen om den hellige Gud i stor grad også er for­stummet. Der, hvor Gud ikke længere er hellig, forsvinder gudsfrygten. Dette får en ødelæggende indvirkning på den kristne menigheds fælles liv, for der, hvor ærefrygten for den hellige Gud forsvinder i menighe­dens forsamling, der vinder alle former for uærbødig omgang med Gud indpas. Der kan kristne møder omdannes til underholdning. Der bliver alt til tant og fjas og morskab. 

Hvis vi derimod er os bevidst, at det er den levende og hellige Gud, vi møder, når vi kommer sammen, så vil dette nødvendigvis også komme til at præge den ånd, der råder iblandt os: Der bliver ærbødighed i om­gangen med det hellige og med den Hellige.

Mere end en gang har jeg som præst krympet mig ved synet af, hvordan mennesker kan komme til Guds hus og opføre sig, som var de i et supermarked og ikke i det hellige hus. 

Dette sker, fordi vi lever i en kultur, der hat mistet bevidstheden om og forståelsen for det hellige. Derfor er vor tids mennesker nærmest blevet analfabeter på dette område. 

Her har Guds folk i vor tid et kald til på ny at gøre sig klart, hvad det vil sige, at Gud er en hellig Gud, og at vi - fordi han er hellig - er sat til at være det hellige folk, der færdes i ærefrygt for hans ansigt, når vi kommer sammen. 

Gennem profeten Malakias, som taler til folket og til præsterne i sin egen samtid, lyder dette ransagende spørgsmål: 

En søn ærer sin far og en træl sin herre. Men er jeg far, hvor er da min ære? Og er jeg herre, hvor er da frygten for mig? Sådan siger Hærskarers Herre til jer præster, der ringeagter mit navn. ( Mal. 1,6) 

Det var et dybt forfald, profeten talte til i sin samtid. Er jeg far, hvor er da min ære? Og er jeg herre, hvor er da frygten for mig? Jeg har ofte undret mig over, hvordan enkelte kristne kan omgås med Den hellige Skrift. Man laver vittigheder af bibelord. Sømmer det sig, når man ved, at vi her har med den Helliges eget ord og egen tale at gøre? »Er jeg herre, hvor er da frygten for mig?« 

Det at have med Guds ord at gøre er jo netop at have med Gud selv, den Hellige, at gøre. Derfor skal vi omgås Ordet med den allerstørste ærbødighed. Og til sidst: 

Dine vidnesbyrd er såre trofaste, hellighed sømmer sig for dit hus, Herre! så længe dagene varer. ( Sl. 93,5*) 

Dette er Guds folks grundlæggende kendetegn, for hellighed sømmer sig for dit hus, Herre! så længe dagene varer. Læg mærke til, at dette udtrykkeligt knyttes sammen med talen om, hvad Guds ord er for Guds folk. Der hvor Guds ord er, der er Guds hus, og der er det hellige folk!

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline