Hvilens vande

"Til hvilens vande leder Han mig, Han kvæger min sjæl." Sl.23,2 (Gl. oversættelse) 

Hvilens vande er der, hvor Jesus er. 

Jesus er steget til Himmels - vi har for kort tid siden hørt budskabet om Jesu himmelfart - Kr. Himmelfartsdag. 
Det må betyde, at hvilens vande er hjemme i Himlen. 

For os der endnu lever, er hvilens vande der hvor vi møder Jesus og det gør vi i Guds Ord. F.eks ved læse i Bibelen - alene - eller sammen med andre - og i menigheden. 

"For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem." Matt.18,20 

I mange menigheder er hvilens vande dog blevet til et oprørt hav. Der hvor man tidligere fandt hvile, er der nu et oprørt hav - uden hvile. Stressende, larmende lovsang og andre tiltag, hvor Jesus ikke mere er i centrum, men skubbet ud i periferien til fordel for mig selv - mit ego. En larm og uro som blokerer for Helligåndens virke: - at pege på Jesus. 

Det startede med små krusninger, da der blev åbnet lidt for sluserne - og stien blev gjort lidt mere rummelig - nærmest en motorvej med det til følge, at der pludselig ikke var en lygte for foden eller et lys - en stjerne at sigte efter. Det hele blev meget forvirret, for snart var man ovre i den ene side - og så i den anden. 

Det alvorligste var dog nok, at man ikke bemærkede, hvor oprørt havet var. Menigheden led skibbrud. 

Nu kan et sådant skibbrud resultere i 2 ting. 

1. Som den lille fugl, der har forvildet sig ind i den store kirke og forgæves flyver og flyver for at komme ud i det fri igen - indtil den udmattet falder til jorden. Dér får den så øje på en åbning oppe i taget - og kommer ud i friheden. 
Det menneske, som på denne måde med et sønderknust hjerte må opgive sin egen stræben og havner ved korset, får åbenbaret vejen til det livgivende kildevæld hos Jesus. For vedkommende bliver skibbruddet til en frelsende fornyelse. 

2 En anden version af skibbrudet er, at man er strandet på en ø, hvor alt synes fredfyldt i et trygt socialt fællesskab - dog uden det fællesskab, som binder en menighed sammen til Guds menighed - fællesskabet i Jesus. Alt synes rigtigt og godt, og man bestyrker hinanden i denne opfattelse - uden at se, at man rent faktisk er forlist! 

Til lyden af trommernes og tidsåndens rytmer er man lige så stille faldet i søvn drømmende sødt om at alt er vel. Akkurat som den menighed. vi læser om i Åb. 3,14 - (Brevet til menigheden i Laodikea). 

Hvis Ordet om Korset ikke er med i forkyndelsen, lukkes Jesus ude - noget andet er kommet i centrum. Der finder du ikke hvilens vande - Jesus står udenfor menighedshuset og banker på. Det er i Ordet, Jesus kommer til os - og ved korsets fod, jeg kan finde hvile. 

Nogle så faren og advarede. Men de blev udelukket fra forsamlingen, kirke eller missionshus. Dag Risdal var en af dem der nærmest havde profetisk klarsyn. Det ses af hans bøger. Og også det citat.som jeg har fra et privat brev - og som kan læses sammen med en anden artikel på Shafan: Citat fra 1989:

"Vil det snart bli slik i det såkalte "kristne" Europa og Norden at de sanne kristne (som er gjenfødt ved ordet om korset og Jesu fullbragte verk) vil kjenne seg fremmed overfor kirke og organisasjoner? For å bli bevart hos Kristus må disse styrke hverandre i smågrupper, så og si utenfor det organiserte kristenliv. Ja, dette er tanker jeg har gått med."

Jesus advarer meget stærkt mod at falde fra - bl.a. Joh.16,1:"Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra." 

Vi må holde os til det livgivende vand, der som en stille bæk flyder fra Golgatha - der hvor blodet én gang for alle har renset os for al synd. 

Jesu kors al min ros skal være. 

Es.12,2-3 siger det sådan:
"Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder." 

Lad os holde fast ved Jesu Ord ( Joh.14,22flg. ) så det holder os fast - måske samles i små grupper ved hvilens vande - det livgivende vand, som er hvile for min trætte sjæl. Og bede om, at det oprørte hav må afløses af "Gamle tiders vækkelse vi venter..." 

---