Den fundamentale forskel mellem farisæismen og kristen­dommen på dette punkt kommer meget klart til udtryk hos Paulus, den tidligere farisæer, når han siger: syn­den kom ind i verden ved et menneske og døden ved synden, og således trængte døden igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede; og dommen kom på grund af den ene og førte til fordømmelse, og på grund af den enes fald fik døden herredømme ved den ene ( Rom. 5, 12, 16, 17). 

Ifølge kristen opfattelse er det guddommelige liv hos mennesket ikke blot blevet fordunklet, men helt og hol­dent gået tabt. Menneskene vandrer omkring i mørket og har i sig selv. ingen mulighed for at finde det guddomme­lige lys. Derfor kan der efter kristen opfattelse ikke være tale om noget uforgængeligt indre i mennesket, om no­gen uforgængelig Nesjama, som garanterer samhørigheden med Gud. Derfor kan mennesket ikke ved sin egen ånd udforske sin bestemmelse. Man kunne radikalt ud­trykke den kristne menneskeopfattelse således, at det genfødte menneske ikke formår at have sit "jeg" i ån­den.
Det genfødte menneskes ånd får derimod liv gen­nem Kristus, dets andet "jeg". I det menneske bor Guds Ånd, eftersom den jo er blevet skænket mennesket gen­nem frelsen. Frelseren måtte komme til verden for at formidle den guddommelige Ånd til mennesket. Da har mennesket i sandhed vundet sit eget frie liv, men finde det af sig selv formår mennesket ikke. Hvis man læser det andet kapitel i 1. Korinterbrev igennem i sammen­hæng, da kan man vel heller ikke komme til noget an­det resultat, end at Paulus ganske enkelt frakender det fortabte menneske bevidsthed i ånden. "Men et sjæleligt menneske", siger han, "tager ikke imod det, der stam­mer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt. Den åndelige derimod kan bedømme alt, men selv kan han ikke bedømmes af nogen. Thi hvem har lært Herrens sind at kende, så han skulle kunne undervise ham? Men vi har Kristi sind". ( 1. Kor. 2,14-16). 

Evnen til at prøve, hvad der er ret. 

Den forskel, som er udtrykt i disse ord af Paulus, leder os til en betydningsfuld slutning. Af den farisæiske ide om, at mennesket af naturen har en guddomme­lig, uudslukkelig åndsgnist, følger den tanke, at menne­sket er i stand til at skelne og forstå de guddommelige bud og den guddommelige vilje. Mennesket skulle altså kunne bedømme og skelne det guddommelige ret. Vis­selig kræver den farisæiske teori ikke af hvert menne­ske, at det selvstændigt skal kunne prøve og finde frem til denne vilje eller den moralske pligt. Læren måtte tværtimod danne en ubrudt kæde af traditioner fra den første dag, da loven åbenbaredes, og frem til lærens nu­værende forkyndere. Men i virkeligheden er man overbe­vist om, at den rette tydning af loven bliver mennesket til del derved, at det siger ja til loven, d. v. s. til de mo­ralske bud. Og det at sige ja til loven er det samme som at stille sit liv under den guddommelige gnists ledelse.
Det menneske, som har sagt ja til loven, ved nemlig og kan bedømme, hvad Gud vil. Men om nu kristendom­men har ret i sin lære om, at den ugenfødte ikke formår at fatte og tage imod noget gennem ånden, den guddom­melige gnist, men bare gennem psyken (sjælen), som helt og holdent hører sammen med den gudfremmede ver­dens gudfremmede sammenhæng, så følger deraf, at den "retfærdige" som rettesnor for sin moralske handling, for sin på lydighed mod Gud indrettede levevis, anven­der noget, som med nødvendighed må føre til det stik modsatte. Han mener at ville gøre det rette, men må bestandig gøre det urette, og omvendt: det, som skulle være ret, kommer han til at betragte som dårskab, som forkert eller ondt - og vil derfor også brat afvise det. 
Det menneske kommer til at være forblindet og med seende øjne ikke at kunne se, med hørende øre ikke at kunne høre. Evangelierne er også fyldt med anskuelige eksempler på en sådan optræden. 

Forbillede-hykleriet. 

Allerede i bjergprædikenen, i Mattæusevangeliets sjette kapitel peges der på, hvad de farisæiske principper kunne og måtte føre til. Farisæeren kan på ingen måde gå med til, at han øver retfærdighed for at blive set af mennesker. Det strider mod de farisæiske grundsætnin­ger og fordømmes udtrykkelig: "Den, som øver barm­hjertighed i hemmelighed (bassetærr), er større end vor lærer Moses, for om Moses står der skrevet: "Jeg fryg­tede for vreden og harmen" ( 5. Mos. 9,19), men om den, som øver barmhjertighed i hemmelighed, står der skre­vet" "Lønlig gave mildner vrede" ( Ordsprog. 21,14)". (BT Baba Batera 9b). "Den, som giver en fattig en almisse offentlig, falder under Guds dom". (BT Chagiga 5a). Desuden er det fra farisæisk synspunkt fordømmeligt al­lerede ud fra det almindelige princip, at "det gode skal gøres for dets egen skyld", at øve sin barmhjertighed for at blive set af mennesker. "Hvert bud, som et menneske opfylder i denne verden uden at gøre det af kærlighed og gudsfrygt, det er gjort forgæves" (Rabbi Akibas Alfabet, bogstavet Gimel). 

Ud fra det urkristne udgangspunkt må imidlertid den, som er retfærdig uden at være blevet "en ny skabning" eller være gået over til og have begyndt på det nye liv, imidlertid med nødvendighed ledes til at øve sin ret­færdighed for mennesker for at blive set af dem, selv om han principielt ikke vil dette og fordømmer en så­dan indstilling. For han kan ikke regne med andre om­stændigheder end dem, som han forstår, og de gælder jo blot det ydre. Han vil selv gøre det rette, og han vil søge at få andre til ligeledes at gøre det rette. Men dette kan han ikke forestille sig virkeliggjort på nogen anden må­de end derigennem, at han ikke blot ved sin prædiken, men også i sit eget liv viser den anden, hvad der er ret og velbehageligt for Gud. Derfor må han jo være et forbillede, han må være et godt forbillede for de andre. Men af denne stræben efter at være et forbillede, bliver netop hykleriet en given følge. Iveren efter at være et godt forbillede må nødvendigvis medføre, at opmærk­somheden rettes mod, hvad mennesker vil sige, hvordan de vil opfatte og bedømme ens handling. Og optagetheden heraf må være der hele tiden. For det gælder jo om at være forbilledlig, et eksempel, ikke bare i enkelte tilfælde, men i al sin handel og vandel. 

Og dette eksempel måtte være af en sådan art, at det vinder menneskers bifald. Et eksempel, som ikke vinder menneskers bifald, har jo netop ingen opdragende ind­flydelse. Den retfærdiges og rettroendes handling og op­førsel må være sådan, at mennesker priser det. Følgelig kommer man fra dette udgangspunkt snart frem til, at man bestandig i alle sine forhold og i al sin handling må sigte på menneskers pris. 

Dette fører så igen yderligere følger med sig. En i og for sig rigtig handling og opførsel - som den handlende altså kan forsvare over for Gud og sin egen samvit­tighed, men som vækker andre menneskers misbilligelse - bliver altid noget betænkeligt. Snart kommer den, som er sådan indstillet, derhen, at han afstår fra det, som han selv i sit hjerte bedømmer som det eneste rette, når dette kan tænkes at vække almindelig misbilligelse. Men den retfærdige eller rettroende, som jo ved med sig selv, at hans udgangspunkt er rigtig, at hans stræben er ær­lig, og som er overbevist om, at han er på den rette vej, han er ude af stand til at forandre sig, og han er i de fleste tilfælde også ude af stand til at se, at han opfører sig og handler på den måde, han gør. Det er vel dette moralske forfald hos den moralsk fortræffelige, som der hentydes til i bjergprædikenen i Matt. 6,1-18, når det i indledningen hedder: "Vogt jer for at øve jeres retfær­dighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til jer; ellers får I ingen løn hos jeres Fader, som er i Himlene". 

Det er åbenbart, at den her skildrede udvikling i ret­ning af øjentjeneste - et ubevidst hykleri - må medføre en anden vigtig indstilling hos den, som udvikler sig i denne retning. Derved, at han stadig er vågen for men­neskers omdømme og ser handlingen i dens ydre rela­tion, kommer han til lidt efter lidt at miste hver mulig­hed for en spontan handling af et virkelig godt hjerte. Den retfærdige, moralisten er også, selvom han bærer kristen navn og anser sig selv for en alvorlig og ivrig kristen, ifølge erfaringen hårdhjertet. Det spontane, "god­hjertede", bliver med nødvendighed stadig sjældnere hos ham. Han gør givetvis heller ikke, hvad han gør, ud fra nogen dybere selvransagelse for Guds ansigt. Gud selv kommer for ham til at synke mere og mere ned i vir­kelighedens baggrund, selvom han bærer hans navn på sine læber. At denne udvikling er lige så nærliggende for den kristne som for jøden er klart. Men hvem det nu end er, som glider ind i en sådan udvikling, så står det fast, at han ikke er noget godt menneske, og det netop af den grund, at han er et "forbillede", et "eksempel". Dette er farisæisme. 

Et virkeligt godt menneske derimod kan undertiden i det ydre opføre sig sådan, at dets levemåde nødvendig­vis må kritiseres af de farisæisk sindede. Således blev jo også Jesu levemåde og optræden skarpt kritiseret af farisæerne. "Se, hvilken frådser og vindranker, tolderes og synderes ven!" ( Matt. 11,19; Luk. 7,34). Men den krist­ne derimod gør, hvad han gør - ikke fordi han finder det passende, og formålstjenligt, men fordi han ikke kan gøre noget andet, og alligevel kommer det altid til at vise sig siden hen, at han har gjort det rette, for så vidt som han har ladet sig lede af Kristi Ånd og lever i Kristi Ånd. 

Derfor kan Paulus, som frakender det sjælelige men­neske mulighed for at fatte Gud og Guds vilje og der­med naturligvis det rette ( 1. Kor. 2,14-16), sige, at den, som forvandles, så at han får det nye liv, kan "prøve, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuld­komne" ( Rom. 12,2). 

Man kan imidlertid stille det spørgsmål, om der virkelig foreligger nogen principiel forskel mellem farisæisk og kristen moral her, så at den farisæiske etik i prak­sis må få de omtalte følger, mens den kristne etik i prak­sis må føre til de modsatte konsekvenser. Hertil må vi svare, at det her først og fremmest gælder om at klargøre, hvad der udgjorde den afgørende modsætning mel­lem Jesus og urkristendommen på den ene side og fa­risæismen på den anden. Og i dette tilfælde må man da konstatere, at Jesus ser en sådan fare indesluttet i fa­risæismen og bedømmer denne fare yderst alvorligt. Man kan sige, at det, sagen her drejer sig om, er det farisæi­ske princip, som Jesus fordømmer hos sine modstande­re og advarer sine disciple imod. Men så er det meget vel muligt, at det farisæiske princip ikke førte til den af  Jesus kritiserede udvikling hos alle farisæere. De kunne i praksis være bedre end deres teori, ligesom kristne i praksis kan være farisæere, og det farisæiske princip en fare, som bestandig truer det kristne liv. 

Hvad nu angår den udvikling af retfærdighedsbegre­bet, som kan kaldes for eksempel - eller forbillede ­hykleriet, d. v. s. det hykleri, som kommer af stræben ef­ter at være et eksempel for andre, så kan det spørgsmål tænkes: har Jesus helt igennem holdt fast ved det syn, som ligger til grund for første halvdel af Mattæus­evangeliets sjette kapitel? Har vi ikke også andre udta­lelser, som peger i en anden retning? Og findes der ikke i urkristne skrifter udtalelser af de ledende mænd i ur­kristendommen, som modificerer dette syn? Man kunne da f. eks. anføre Jrsu ord om disciplene som verdens lys: "I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det un­der en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene!" ( Matt. 5. 14-16). Synes dette ikke at være en opfordring til at vise sine gerninger for andre? På samme måde kunne man spørge, om ikke lesu ord om at forarge en af de mindste små i verden og den forbandelse, som hviler over en sådan forargelse, sigter på det dårlige eksempels fordærvelige følger? (Matt. 18,6). Og fra de urkristne lederes side kan vi minde om sådanne udtalelser som Paulus' forma­ning til de stærke om at tage hensyn til de svages samvittighed. Dette må vel også indebære, at den kristne eller den retsindige må give agt på, hvilken virkning hans handlinger har på andre, så at han er opmærksom på, at selvom det, han gør, er ret over for Gud og hans egen samvittighed, så kan det dog være skadeligt, når det indvirker skadeligt på den tilskuer, som har en anden slags samvittighed. Vi skulle altså her have for os et farisæisk ræsonnement.

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline