Sardes:

Igen møder vi her en menighed, om hvilken menneskeord si­ger: »Du lever« (v. 1). Men Ånden, som regner med en an­den virkelighed end den ydre, må igen til alt dette ydre til­føje et »dog«: »Du er dog død«.

Hvad er der her at sige? Ja, gerningerne er her, som de andre steder - bortset lige fra en menighed, som netop ikke beskrives for nogen fordel, men kun i sin ringhed - den ene­ste til hvem Ånden endnu ikke har sagt »omvend dig« -me­nigheden i Smyrna. Men her var altså gerningerne også. De var blot ikke fyldestgørende, siger Ånden (v. 2). Hvad er der galt med dem da? Jo, der siges om menigheden her, at de ikke hører Ordet som i den første tid (v. 2-3). De lytter og læser ikke med samme vågne og åbne sind, som i den første tid. Da de lige var kommet til tro, da havde de netop det, vi allerede har nævnt: da var de så vågne for, hvad der var Åndens tale. Der er ikke noget, som er så vågent ved en ny­omvendt som netop det, at han begynder at spørge: »Hvor hører jeg Herrens ord?« Han ved: ikke alt er Herrens ord ­ikke alt er Åndens tale. Derfor spørger han: »Hvor hører jeg Herren? - hvor taler Ånden?« Han er kritisk. For han er ble­vet sand. Men møder han så Herrens ord, da åbner han sit hjerte som blomsten for solen. Det er mad for ham, og det er lys for ham. 

Sådan havde de haft det med Guds ord i Sardes. Nu brugte de stadig ordet i det ydre. Men deres hjerteforhold var ble­vet et andet. Ingen årvågenhed. Ingen fastholden. Straks ha­stede man videre i sine gerninger - også dem for Herren ­uden noget Åndens lys - uden nogen vejledning fra ordet til troen. For Herren var al deres gerning, hele deres færd præget og ledet af mennesketanker, menneskeideer, menne­skesyner. Gud kendte ikke i noget af det sit ords tale og lys. Kun for mennesker så det sådan ud, fordi de ikke havde tid eller trang til at høre, hvad Ånden taler til menighederne. 

Filadelfia: 

Dette er den anden menighed, som Herren ikke bruger or­det »omvendelse« til. Heller ikke den er nemlig gledet bort fra, hvad Ånden taler. Endnu har den lys fra Guds himmel­ske rige og den kommende verdens kræfter. Men der er et punkt i dens liv, hvor troen trænger til at blive styrket, om den ikke skal give efter for det, som for øjeblikket virker så stærkt på deres kød, at de er på nippet til at give efter og føje kødet. Og faren her er de mange lukkede døre mellem dem og verden, mellem Guds ord og den døde verden, mel­lem frelsen ved Lammets blod og verden. Endnu holder de fast ved Guds Ord og har ikke fornægtet Jesu navn ( frel­sen) (v. 8), men deres liden kraft til at lukke døre op bekym­rer dem. Det er en prøvelse for dem at holde ud og ikke forlade Skriften, som verden ikke vil kendes ved - heller ikke dengang - og ej heller opgive vidnesbyrdet om frelsen ved Lammets forsonende blod - hvilket heller ikke blev forstået af den tids »oplyste« mennesker (v. 10). 

Men læg mærke til, hvorledes Ånden bedømmer situatio­nen for denne menighed, som holder ud endnu, selvom alt synes så håbløst: »Du står foran en åben dør, som ingen kan lukke i«, siger Ånden. »Jeg skænker dig nogle af Satans synagoge. Du kan ikke nå dem. Men holder du fast ved mit ord og mit navn, så skal de komme til dig«, siger Ånden videre i v. 9. For den himmelske menighed står jo ikke alene. Kristus van­drer blandt dem og kan sende sin Ånd ud over hele jordens flade (5,6) for at bringe dem til Zion  (menigheden), som skal høre Ånden og komme til at tro på Lammet, om de så befinder sig i selve Satans synagoge. Begynder vi ikke at forstå, hvilken nødvendighed det er for troen, at høre, hvad Ånden siger?

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline