Oplysningen ved evangeliet

Vi har set, at ved loven eller budet bliver vor mund lukket, og vi bli­ver stillet ind for Gud som strafskyldige! I dette smager et menneske egentlig lidt af Guds vrede!

Vi kan ikke ved egne anstrengelser bringe os selv dertil, hvor vi kan bestå for Gud. Tværtimod erfarer vi i denne kamp, at det, loven ska­ber, er jo syndserkendelse! ( Rom. 3,19-20.) 

Det, der var umuligt for loven 

Af natur er vi selvhjulpne, præcis sådan er farisæeren i os! Derfor handler Gud med os i stor godhed, når han lader os prøve kræfter med loven. Men hvor bitter er ikke denne kamp med loven, for den kæmpes under loven, og her er ingen kraft at hente! Det lader Gud blive vor personlige erfaring. Han vil nemlig ikke, at vi bliver hæn­gende i det farisæiske selvbedrag, så det bliver vor evige skæbne!

I stedet for står vi med en stoppet mund, strafskyldige og skilt fra Gud af en afgrund. Vi formår hverken at springe over denne afgrund eller at blive så rene, fuldkomne og uselviske, så vi derved kan bygge bro over den. Det er loven, som er god, der har skabt dette! Loven er hellig, retfærdig og god, men her er den altså magtesløs, for materia­let, det vil sige du og jeg, er så gennemsyndigt, så loven umuligt kan gøre nogen af os til et skikkeligt Guds barn. Den kan hverken frelse eller helliggøre os! 

På andre områder i menneskelivet kan loven skabe mange nyttige ting. I rent samfundsmæssige forhold og forhold mennesker imellem kan den lære os meget om redelighed, retfærdighed, flid og meget andet. 

I mit forhold til Gud derimod er den magtesløs, der kan den intet bidrage med, uden det at skabe en forfærdelig erkendelse af den afgrundsdybe adskillelse! Det er netop dens opgave! 

Se det Guds lam 

Når vi så er kommet til kort og gået fallit med os selv, hører vi nu noget helt nyt. Vi hører et helt andet ord. Paulus fortsætter nemlig i Rom.3,21 med at sige: 

 "Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus." Rom. 3,21-26.

Her forkyndes noget helt ufortjent, noget der skænkes os af nåde, det vil sige gratis og for intet. Kraftkilden til dette er forløsningen i Kristus, den blev åbnet ved det sonoffer, han bragte, da hans blod blev udgydt for os. Det er alene på dette grundlag, vi har ret til at kalde os Guds børn, og det får vi del i ved troen på Jesus! Læg mærke til, at her tales der ikke om os, men om Kristus. Her foreskrives ikke, hvad vi skal gøre og være, men her forkyndes, hvad Kristus er og har gjort for os! 

Han har vundet frelsen til os. Den skænkes os som en gave af nåde ved tro! Og her gælder det: 

"Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud." Joh. 1,12-13. 

Så enkelt og så vidunderligt!

Du kan ikke tro - men hør 

Men da sker der noget mærkeligt, for nu bliver det pludselig ikke let at tro, at dette gælder mig. Det er ikke let at tro, at jeg, præcis sådan som jeg er netop nu, kan komme og få dette! Det har jeg jo ikke fortjent! 

Dengang jeg levede i en indbildt, falsk tro, havde jeg intet besvær med at tro, for det var den enkleste sag i verden! Anderledes nu! Og nu er vi fremme ved en hovedsag: Når vi skal lære at tro, da må vi lære at se bort fra os selv og se hen på korset, se hen på Jesus! 

Du kan ikke tro, o, men kære, så hør: 
Gud har jo sin Søn for os givet! 
Kom hid, kom til korset, se Lammet, som dør, 
dets blod har erhvervet os livet 
og synden fra verden borttaget. 

 CO. Rosenius. 

Af natur ser vi på os selv, for loviskheden ligger i blodet på os! Når vi hører evangeliet dristigt forkyndt, da tænker vi straks: Ja, men har jeg nu tro nok, er jeg nu oprigtig nok? Nej, det bliver aldrig nok med dig og mig! Det er alene NOK, det, Jesus har gjort, og det strækker til! Det fri­gørende og trosskabende sker ved at få Kristus aftegnet for vore øjne som den korsfæstede! ( Ga1.3,1). Det må vi tale om, høre om og synge om: 

Dristig nu, mit bange hjerte, fat dig et frimodigt sind, 
skynd dig kun med al din smerte lige til din Jesus ind! 
ja, jeg løber lige til, lad kun spotte, hvem der vil; 
sligt jeg ej kan se og høre, jeg har kun med Gud at gøre. 

 H.A.Brorson. 

Når vi selv smager evangeliets forløsende kraft, smager vi, at "det, som loven ikke kunne, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud!" Med det får vi også en forståelse for, hvorfor så mange går og er uforløste i deres liv med Gud. 

Det skyldes det, der tidligere blev kaldt den sidste store hindring for Gud i at finde ind til et menneske med sin frelse. Et menneske finder nemlig ikke hvile, og det får ikke fred med Gud, så længe det stirrer på sig selv. Så længe troen alene er optaget med, hvad den skal finde hos os selv, bliver det umuligt for os at stole på Jesus. Her er vi frem­me ved noget af det snævre ved omvendelsens port. Vi vil så gerne have blot en lille smule af vort eget med. Vor selvretfærdighed kan her klæ­de sig i en særdeles from og fin dragt. Vi forsøger nu at finde trøst i vor ydmygelse, anger eller forandring! Det er ikke let at skulle regne sådanne fordele for skarn og hindring! 

Men kun Kristus og hans retfærdighed har betydning! Når vi bliver færdige med os selv, lærer vi det samme, som Paulus siger i sin stær­ke bekendelse:

"Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen"  Fil. 3,8-9. 

Det er her freden med Gud findes! Gud sætter mig ind i Kristus, der, hvor ingen og intet kan fordømme mig, for Kristus har iklædt mig sin retfærdighed! Jeg er et Guds barn, født af Gud. Født påny ved Den Hellige Ånd! 

Gudsfrygten i hjertedybet fødes på denne måde af Gud, og det bliver ikke uden frugt. Det får en evig betydning over for Gud, og det får også de allerstørste konsekvenser i et menneskes hverdag og liv her på jorden. 

Lad os et øjeblik betragte den betydning, det får, at Gud skriver sine love i vort sind og hjerte. Luther siger, at når Kristus kommer, da viger de ti bud tilbage. Det betyder ikke, at de afskaffes, så det bliver lige meget, om de følges og opfyldes. Nej, de viger tilbage, fordi lovens embede i dem er fyldestgjort, for loven har gjort synden stor, den har drevet dem til Kristus. Af ham er synden tilgivet, slettet ud, vi er for­sonet med Gud, og som hans børn elsker vi nu vor Faders vilje. Loven og de ti bud er blevet en kærkommen vejledning, som vi elsker. Vi skal ligesom Israels folk høre de ti ord på frelsens og forsoningens grund: 

"Gud talte alle disse ord: 'Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig!' " 2. Mos. 20,1-2. 

Tænk, hvor rigt det er for den gudfrygtige at have Guds gode bud at holde sig til. I dem har vi et værn, en usvigelig vejledning, så vi ikke drives hid og did af verdslig tankegang og vore egne syndige lyster. Nåden skaber det, alene den fornyer os i det.

(Uddrag fra kap.8," Gudfrygt i hjertedybet" i "Frygt Gud" af Karl Riis - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1999 - Shafan 03-01-11)

---