Adgang til Himmeriget drejer sig så alligevel om lydighed ­- ikke den lydighed der optjener point, men den der bøjer sig for Jesu herredømme i alle ting og uden forbehold. En sådan ly­dighed må nødvendigvis følges med ægte omvendelse, så de to næsten bliver til et. I denne sammenhæng er lydighed alt. De foregående vers har vist at det forholder sig således, og nu afslutter Jesus Bjergprædikenen med et afsnit som indledes med et sigende »derfor«. Fordi det kun er den der gør Fade­rens vilje, som vil komme ind i Himmeriget, siger Jesus: 

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort« (Matt 7,24-27).

Forestil dig disse to huse. Umiddelbart er der måske ikke me­get i deres udseende som for en overfladisk betragtning gør det muligt at se forskel på dem. Begge er indbydende og rene og måske nymalede. Men fundamentet for det ene hus er den faste klippe, hvorimod det andet hus er bygget på sandgrund. Kun en voldsom storm vil kunne vise forskellen, men når den kommer, er afsløringen til gengæld uundgåelig. 

Billedet med et fundament, en grundvold bruges på forskel­lige måder i Skriften. For eksempel siges Guds kendskab til sit eget folk at være en guddommelig grundvold der giver hans folk frimodighed ( 2 Tim 2,19). Gode gerninger er en grund­vold for den kommende tid, ikke i den forstand at de gør men­nesket fortjent til livet, men uden dem er der ikke noget liv ( 1.Tim 6,17-19). Men for det meste er Jesus selv grundvolden, den sikre grundvold. Sådan som der profeteres om ham i Det Gamle Testamente ( Es 28,16), bliver Jesus i Det Nye Testa­mente den sikre grund som hans folk kan hvile på. I denne for­stand er der, som Peter så klart siger det, ikke frelse i nogen anden ( ApG.4,12).

Ikke desto mindre er Jesus ikke den grundvold som der ta­les om i Matt 7,24-27. Ja, faktisk er det ikke grundvolden der fokuseres på, hvad enten den er klippe eller sand, men der­imod de to bygmestre og hele deres projekt. Manden der byg­ger sit hus på løst sand, ligner det menneske der hører Jesu ord, men som ikke handler efter dem. Manden der bygger sit hus på en klippe, ligner det menneske der ikke blot hører Jesu ord, men som også handler efter dem. Forskellen på de to huse sammenlignes derfor med forskellen på lydighed og ulydig­hed.

Klippen i denne udvidede metafor kan udmærket repræsen­tere Jesu ord: »De ord jeg her har sagt« (DO 1948), som han siger to gange. Ordene genlyder af de gentagne og myndige ord i Matt 5: »I har hørt, at der er sagt ... Men jeg siger jer:« Måske er der endnu en betydning. Disse ord er på en særlig måde Jesu ord i den forstand at der er fuldstændig overens­stemmelse mellem hans liv og hans ord. Jeg der skriver disse ord, kan gentage Jesu ord, men jeg forbliver en synder lige­som du der læser dem. I den forstand er Jesu ord ikke mine ord; de tilhører ham alene. At handle efter de ord er da at byg­ge sit hus på en sikker grundvold. Den anden mand opfører blot en bygning og intet andet. 

Det voldsomme uvejr viser at der er forskel på de to huse. I Det Gamle Testamente, foruden andre steder i jødiske skrifter, tjener uvejret undertiden som et billede på Guds dom (se Ez 13,10-16), især Guds eskatologiske dom, hans endelige dom. Før atomtiden var der ingen kraft som i den grad kunne fylde mennesket med frygt som når naturens voldsomme kræfter blev sluppet løs. 

Her må vi standse op og reflektere over de trusler som Jesus har udstedt. I 7,13-14 lover han fortabelse til dem der går ad den brede vej. Dette følges først af et billede af en ild der op­brænder de grene der ikke bærer frugt (7,15- 20), og derefter af en kategorisk afvisning af de ulydige (7,21-23). Disse efter­følges nu af billedet af en mand der vel hører Jesu ord, men ikke handler efter dem, og som sammenlignes med et hus der bliver tilintetgjort og udslettet af et voldsomt uvejr. Spørgsmå­let er ikke til at komme udenom. Forsøger Jesus at true men­nesker ind i Himmeriget?

I en forstand må svaret naturligvis være ja. Nogle menne­sker drages til Kristus fordi de føler sig tiltrukket af tilgivelsen; andre føler måske den første tilskyndelse til at følge ham første gang de får et glimt af hans overvældende kærlighed el­ler hans retskafne liv, eller når de oplever skammen som hans ransagende blik fremkalder. Men ikke så få vil komme af den ene grund at de forstår at de spørgsmål som Jesus taler om, er evige spørgsmål - i sidste instans intet mindre end himmel og helvede. Ganske vist er Jesu lære vigtig for spørgsmål som ra­ceforhold, social retfærdighed og personlig integritet, men den kan ikke reduceres til de anliggender som optager os her i livet. Der er en himmel det gælder om at nå, og et helvede der skal undflys. 

Hvis man ligger og sover i et hus som er truet af en storm­flod, vil man nok takke den der hamrer på døren for at vække en. Man vil nok ikke anklage vedkommende for at skræmme en i sikkerhed. Ganske vist har personen skræmt en og fået en til at søge sikkerhed, men man vil næppe anklage personen for at have skræmt en i sikkerhed. Hvis man holdt så meget af sit hjem at man ikke kunne få sig til at forlade det, er det muligt at man ville vælge at blive og løbe risikoen for at omkomme; el­ler hvis man var aldeles uvidende om faren, ville man måske synes at den pågældende person var irriterende. Men mens vedkommende søgte at skræmme en i sikkerhed, ville man ikke anklage personen for det. 

På samme måde afslutter Jesus Bjergprædikenen med åbent at skræmme mennesker ind i Himmeriget, ind i frelsen. Måske tror du ikke at der findes et helvede. I så fald mener du sikkert at Jesus er løgnagtig eller irriterende. Eller måske er du så glad for din synd at end ikke truslen om den endelige og kata­strofale dom kan få dig til at opgive den. Men du opfører dig tåbeligt hvis du simpelthen anklager Jesus for at skræmme dig ind i Himmeriget. 

Hvad sagen drejer sig om, er sandheden bag Jesu ord, den sandhed der foranlediger Jesu advarsel. Enten er der et helvede der skal undflys, eller også er der ikke. Hvis ikke, falder hele Jesu troværdighed til jorden, for han taler dobbelt så ofte om helvede som om himlen. Når Bibelen skal beskrive de rene glæder i den nye himmel og på den nye jord, som vi end­nu har i vente, må den spænde metaforerne til det yderste og bruge alle sprogets ressourcer; men det samme kan siges når helvedes rædsler skal beskrives. Helvede beskrives som mør­ket udenfor, stedet hvor maddikerne ikke dør og ilden ikke slukkes, stedet hvor man er forkastet og lukket ude, stedet hvor man pines, og hvor der vil være gråd og tænderskæren. Jeg forsøger ikke på at angive hvor helvede befinder sig. Lige­som jeg kun er i stand til at beskrive den nye himmel og den nye jord ved hjælp af Skriftens metaforer, således kan jeg også kun beskrive helvede med Skriftens metaforer. Men disse me­taforer er overvældende.

Om man accepterer helvedes eksistens eller ej, afhænger i høj grad af ens hele holdning til Jesu person og virke. Hvis man afviser ham, vil det ikke være vanskeligt at afvise helve­de. Hvis man hævder at følge ham, kan man ikke redeligt gøre dette på en subjektiv måde som skyr det ubekvemme og ube­hagelige.

Mit hovedanliggende er imidlertid ikke at blive polemisk med hensyn til spørgsmålet om dom og helvede, men at hjæl­pe andre at komme til en ligefrem forståelse af Bjergprædike­nen. Prædikenen ender med truslen om dom. De fire afsnit som udgør afslutningen på disse tre kapitler, samstemmer på dette punkt. Ja, trods de forskellige metaforer betoner hvert af disse fire afsnit to urokkelige temaer. Det første er at der kun er to veje, hvoraf den ene ender i Guds rige og den anden i for­tabelsen. Det andet tema er at den første vej karakteriseres af lydighed mod Jesus og konkret underordning under hele hans lære. Disse udsagn burde indgyde os en hellig frygt. Hvem af os kan konfronteres med Bjergprædikenens forskrifter uden at slå øjnene ned? Indgiver disse trusler om dom os ikke en ånd­ens fattigdom, som er den første af Himmerigets normer? 

Vi gør vel i at huske på at det er sandheden Paulus skriver, når han insisterer på at mennesker kun frelses fordi Kristus er gået i deres sted og er død på deres vegne. Kristendommen er ikke simpelthen en moralistisk religion med høje idealer. Vel har den høje - ja, de højest tænkelige - idealer; men den præ­senterer også en korsfæstet, ja opstået frelser som tilgiver de mennesker der omvender sig, og derefter giver dem liv så de kan vokse og leve op til disse idealer. 

Vi må ikke glemme at Matthæus' gengivelse af Bjergprædi­kenen ikke må tages ud af sin sammenhæng i hans evangeli­um. Det er ikke for ingenting at hans evangelium begynder med en profeti om Jesus der understreger hans funktion som frelser: »Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Je­sus; for han skal frelse sit folk fra deres synder« ( Matt 1,21). I denne kontekst driver Bjergprædikenen ikke mennesker til fortvivlelse, endnu mindre til selvfrelse. Den driver derimod mennesker til Jesus. Bjergprædikenen er ikke udtryk for ska­defryd over udsigten til fortabelse, eller glæde over at så man­ge overgives til fortabelsen. Advarslen er faktisk en inderlig påmindelse.

Må Gud give sit folk en omvendeisens ånd som tigger ham om nåde og tilgivelse ved Jesus Kristus, og en stadig større li­gedannethed med Himmerigets normer og perspektiver.

(Fra "Men jeg siger jer" af D.A.Carson - Credo Forlag 2000 - Shafan 26-01-11)

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline