Dette
siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16
Som i kap. 12 ser Johannes også her i kap. 15 et »tegn«. Men medens tegnet i kapitel 12 åbenbarede den åndelige kamps historie, som menigheden nu er impliceret i, så åbenbarer dette tegn sandheden om den åndelige situation, som menigheden til enhver tid lever i, ligesom Antikristens situation er en stadig gentagelse af den situation, som den gudsfjendske verden altid har stået i.
Der står, at synet virker stort og underfuldt på Johannes (v. 1). Dette tilkendegiver Åndens mål med dette tegn: at han dermed vil åbne menighedens åndelige sanser for en åndelig og virkelig vurdering af den situation, de lever i her i verden, så deres ånd kan fornemme det store og underfulde derved midt i deres store trængsel.
Deres stilling sammenlignes nemlig her med Israels ved Det røde Hav.
Først ser han syv engle med syv plager - og vi erindrer os påny 7-tallets betydning: at det er Guds fuldendte gerning med verden: Her er det syv plager, som Herren vil øse ud over den verden, som lod sig drive af den ene og samme tanke, som fik dem til at give Dyret magt. Vi skal møde disse plager i kap. 16 og der se, hvor de minder om de plager, som Herren sendte over Ægypten, da Ægypten søgte at hindre Israels børns udgang og frelse og i stedet for pinte og plagede Guds folk, som levede iblandt dem.
Dernæst ser han Guds sejrende folk stå ved
glarhavet, som er isprængt ild (altså: rødt), medens de synger Moses og
Lammets sang. Den situation svarer tydeligt til
2. Mos. 15, hvor Israel
står på den anden side Det røde Hav og synger Moses sang, lovsangen
over den underfulde frelse, som de lige har oplevet - netop da de
følte, at alt håb var ude for
dem. Den stund ser de klart, hvad de ikke altid så klart på den anden
side Det røde Hav (v. 4): »Hvem skulle ikke frygte og prise - ikke
Farao - ikke Dyret - ikke verdens fælles tanke og ide - men DIG,
Herre, og den frelse, du bragte ved evangeliet.
Glarhavet, der er isprængt ild, nævnede vi i kap. 4, hvor vi så glarhavet ved foden af Guds trone. Det er synsvinklen. At det er isprængt ild, som gør det rødt, er et billede på, at denne historie for menigheden, som for den er en udgang af »Ægypten«, er en kampens, prøvelsens, smertens og dødens historie. Sådan har vandringen været for Guds folk til alle tider. Og at de synger Moses og Lammets sang viser noget karakteristisk ved den sejrende tro: at den føler sig et med det folk, som vandrede med Gud og hans ord også i den første pagt. Den kender Moses, Elias, Abraham, David, Esajas, og hvad de hellige hedder alle sammen, som brødre i Kristus, som mennesker, der hører Kristi rige til og har del i samme tro og samme frelse, som de. Dette indtryk af troen bestyrkes jo også under læsningen af vort Ny Testamente, som uafladeligt citerer fortidens troende. Deres Gud er den troende menigheds Gud, og menighedens Frelser er deres Frelser. Troen hvilede og øste ikke alene af NT, men lige fuldt af GT.
Jeg tror, vi i overensstemmelse med dette syn har skal lære, at denne sejrende menigheds tro får sin næring også af den gamle pagts bøger, som synet her viser.
Men endnu er de ikke igennem. Før de når adgangen til templet (v. 8 - jvfr. at Israel fik sin helligdom efter overgangen af Det røde Hav), skal Israels historie i Ægypten gentages for deres del. Men når de ser plagerne over Dyrets verden, da skal de i dem se, at som Gud sendte Moses med Ægyptens plager, fordi han havde hørt deres klageskrig ( 2. Mos. 3,7), således sender Gud sin engel med Ægyptens plager til Dyrets rige ( for at virke omvendelse, 16,11) som svar på sit folks bønner (guldskålene i v. 7 jvfr. 5,8 og 8,5).
O, om dette sejrssyn måtte leve i vore hjerter ved Helligånden, at det er situationen, vi lever i: Vi er ikke i Kanaan, der flyder med mælk og honning, men i Ægypten, hvor Farao regerer, og som for Jesu trofaste brud er trældommens og lidelsernes land. Kampen mellem Satan og Jesus er endt i den himmelske verden - ikke på jorden. Men som Lammet sejrede i himlen, hører sejren alene Lammets brud til her og ingen anden.
Som forholdet mellem Faraos verden og Guds verden blev stadigt mere tilspidset og fjendskabet stadigt mere åbenbart, jo mere tiden for udvandringen nærmede sig, ser vi her, hvorledes forholdet mellem verden og Gud tilspidses, og fjendskabet mellem dem kommer stedse mere frem, jo nærmere vi kommer den endelige udfrielse ved Herrens komme. Og vi ser de samme to ting gentage sig, som skete i Ægypten:
At, som trængslerne øgedes for jøderne i Ægypten og al Faraos vrede mod Gud blev rettet imod Guds folk, således vil verdens fjendskab og vrede imod Gud rette sig mod den menighed, som er tro mod Ordet og fastholder Jesu Kristi vidnesbyrd (Evangeliet).
For det andet åbenbarer dette kapitel, at som Gud viste sin vrede mod Faraos verden gennem 10 plager, ser vi her i kap. 16, hvordan han udøser 7 vredeskåle over verden, der - nøjagtig som Faraos verden - i stedet for at omvende sig til den Gud, som sender alle disse ting, tværtimod forhærder sig og kommer dybere og dybere ind i den tilstand, som Gud fyldbyrder i dommen.
Det første, vi lægger mærke til, er, at disse vredesskåle minder om de plager, Gud udløste gennem de 7 basuner i kap. 8-11:
Som den første basun ramte jorden (8,7), rammer den første vredesskål jorden (v. 2). Som den anden basun ramte havet (8,8), rammer den anden vredesskål havet (v. 3). Som den tredje basun ramte kilderne (8,10), rammer den tredje skål kilderne (v. 4). Som den fjerde basun ramte solen (8,12), rammer den fjerde skål solen (v. 8). Som den femte basun ramte menneskesindet (9,5), rammer den femte skål menneskesindet (v. 10). Som den sjette basun medførte krig (9,15), medfører den sjette vredesskål krig (v. 14). Og: som den syvende basun - som vi er i her - førte til Antikristens opståen og fald, fører den syvende vredesskål til Babylons ødelæggelse og fald (v. 19).
Men: medens basunerne kun ramte 1/3, så rammer vredeskålene alt. Alt inddrages i den store forhærdelsesproces alt rammes af Faraos og Ægyptens skæbne. Og verdens reaktion derpå er som Faraos (v. 11) :
»Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig?« spurgte Herren Farao gennem Moses ( 2. Mos. 10,3). Det er dette kald, som lyder til hvert eneste menneske i verden gennem disse dystre begivenheder, før verden når frem til Guds endelige afgørelse og dom.
Men vækkelsernes tid er forbi nu. Verden nærmer sig i hast Faraos standpunkt over for Guds menighed: »Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for øje mere« (2. Mos. 10,28). Og hør det svar fra Gud, som mødte ham, da han var nået dette standpunkt: »Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme for dine øjne« (2. Mos. 10,29). Gud lod selv sin fjende udtale sin dom. Den mest skæbnesvangre dom, der kan ramme et menneske, er intet andet end Guds opfyldelse af menneskets eget ønske - ikke udtalt over for Gud, men udtalt over for den menighed, som holder fast ved Guds Ord og troen på Jesus Kristus.
Det er uhyre værdifuldt igen at erindre sig disse billeder af plagerne, som skal ramme jorden, som bærer Dyrets mærke, fordi disse plager jo er nøje forenet med den økonomiske opgangstid, som skal beherske Dyrets rige (jvfr. 18,15 - læs hele afsnittet i kap. 18,9-19 og 13,16-17).
Hvad ser vi da?
Jo, trods alle lægevidenskabelige fremskridt, vil Gud plage jorden med sygdomme (v. 2). Trods voksende levestandard bliver alt levende i folkehavet til døde eksistenser (v. 3). Trods høj kulturel udvikling bliver alle de åndelige kilder, mennesket drikker af, dødbringende (v. 4). Trods enorm fremgang i oplysning, vil mennesket blot blive hærget deraf (v. 8). Trods al psykiatrisk forskning vil mørke indhylle jorden og pine menneskene (v. 10). Trods verdens fælles tanke om fred og enighed, vil den bryde sammen i en total krig (v. 14). Og trods Babylons grundfæstethed (jvfr. 18,7) vil den opleve en undergang så hastig, at hele verden vil ræddes og jamre derved (jvfr. kap. 18, 9, 11, 17-19). Forgæves prøver verden at leve uden Gud. Forgæves kæmper verden mod Gud og hans menighed på jorden. Forgæves følger verden den falske Kristus, Dyret, som så så kristeligt ud, men var Satans redskab - Dyret, som synes i stand til at samle verden, men som prædikede en anden Kristus end Guds evangelium, hvorfor Herrens folk altid stod dette rige imod og ikke kendte noget fællesskab med det (18,4).
To ting skal vi mærke os i v. 5-6: For det første, at denne lovprisning af Gud for hans vredes åbenbarelse kommer fra en af himlens engle. Det viser, hvilken retfærdighedens harme, der har fyldt himlen over slægten, som levede i dette fjendskab imod Gud i Dyrets rige - både over den åbenbare gudløshed og afgudsdyrkelse, som vi så i kap. 9,20-21, men allermest over den gudløshed, som råder i den falske kristenhed, som ikke i hjertet havde taget imod Guds evangelium, men givet sig hen til sit eget »evangelium«.
For det andet lægger vi mærke til, at det blod, som her nævnes, er deres blod, som bragte forsoningens evangelium til verden fra Gud - en forsoning, som kunne have bragt den verden fred med Gud, som nu i stedet må drikke. hans vredesskåle, fordi de ikke ville forsones med Gud på Guds evangeliums vilkår.
En særlig interesse samler sig i dette kapitel om krigen i v. 12-16.
Floden Eufrat mødte vi i kap. 9,14. Vi så i synet der det nære åndsfællesskab, der er mellem den verden, som tilbeder onde ånder og øver trolddom og utugt og tyveri, og så den falske kristenhed, som ikke svarer til Guds mål. Dette intime fællesskab var i dette »Ve« udtrykt i billedet af Babylon (den falske kirke), som lå ved floden Eufrat (verden).
For det gamle Babylon var Eufrat et naturligt forsvarsværk, som gjorde byen uindtagelig. Da perserkongen Kyros derfor skulle indtage byen, gjorde han det, at han ledede. Eufrats vand en anden vej, så floden om byen kunne blive tørlagt. Så først kunne Babylon indtages.
I denne åbenbaring ser vi samme forbindelse: Da Eufrat udtørres (v. 12), falder Babylon (v. 19). Der sker altså noget i den verdslige verden, som vil bringe ulykke over Anti- kristens hovedsæde. Og hvad det er, ser vi i v. 13-14: Dragen er - som vi så - Djævelen, den åbenbare, gudsfjendske magt. Dyret er Antikrist, og den falske profet er den politiske magt, som stiller sig til rådighed for Antikristen og tjener hans åndelige sag: at lede hjerterne bort fra den sande tro på evangeliet (13,11-18 og 19,20 og 12,17). Men da disse to sidste er så nøje forbundet, som vi så i kap. 13, må modsætningen i denne krig fremstå som en modsætning mellem Dragen, den åbenlyse gudløshed, på den ene side, og Antikristen som på en gang religiøs og politisk magt på den anden side. Krigen mellem disse to parter skal omfatte »hele jorderige« (v. 14), og det er i denne krig, at Antikristens hovedstad skal omstyrtes - og tilsyneladende ved at Antikristen selv skal lade den ødelægge (17,16).
Centrum for denne krig synes at være Israel, hvad både lokaliteten »Megiddos Bjerge« tyder på (»Harmagedon«) og at stedet betegnes med, hvad det kaldes »på hebraisk« (v. 16). Dette svarer til, hvad vi andre steder hører om krigen »ved dagenes ende«. I kap. 20,9 møder vi den samme krig i et andet syn, og her siges det, at de samler sig om »Den elskede Stad«, hvilket vil sige Jerusalem. Om samme krig taler profeten Ezekiel sikkert i kap. 38-39, hvor han først taler om, hvorledes Israel skal vende hjem ved dagenes ende (se udtrykket i 38,8 og 16) og genopbyggge de øde tomter og forvandle ørkenen til et Edens have for enhver, som kommer forbi, men hvordan dette hjemvendte folk skal angribes af en stor fjende fra nord.
Med denne krig er Guds dag rykket nær. Midt i åbenbaringen af denne krig lyder Herrens: »Se, jeg kommer« (v. 15). Midt i denne verdenskatastrofesituation er en begivenhed af langt større dimensioner forestående: Jesu Kristi genkomst. Medens hele verden spændt er optaget af disse vældige problemer, vil der være en lille, vågen skare, som har en endnu mere betydningsfuld ting at give agt på: Udgangen af Ægypten - Herrens Dags komme.
Bibeltekster er
hentet fra den autoriserede
oversættelse,