En falden discipel i sjælesorg hos Jesus Joh.21,15-24

Da siger Jesus tredje gang til Peter: »Har du mig kær?« 

Jesus spørger, som om han drog Peters svar i tvivl. Og Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« Det minder ham nok stærkt om den tredje fornægtelse: Han begynd­te at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menne­ske.« Vi kan næppe forestille os, hvor hårdt det­te må have ramt Peter. Det må have lydt i hans indre: Kan en, som bander og sværger på, at han ik­ke kender Jesus, have ham kær? Der er menneske­lig set ingen rimelig grund til at mene det. Og ikke desto mindre var det tilfældet. 

Alt dette kommer frem i Peters svar: »Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.« 
Alt, hvad Peters hjerte rummer, ligger i disse ord. Nu er alt sagt. Nu kan han ikke komme dybe­re ned. Da svarer Jesus med den store opgave: »Fød mi­ne får!« (norsk overs.). Det er endnu mere end at vogte dem. Det er i virkeligheden at genindsætte Peter i den stilling, han før havde fået af Jesus. Og nu kommer der ikke flere spørgsmål. 

Inden vi går videre med Jesu sjælesorg over for Peter, er der to kendsgerninger, vi skal pege på ud fra det, vi hidtil har set. For det første er der stor forskel på at svigte Je­sus og at forkaste ham. Det er farligt at svigte Jesus. Det ødelægger en kristens forhold til Jesus. Men forholdet kan gen­oprettes, så sandt denne svigten ikke fører til for­kastelse af Jesus. 

Det hænder, at kristne, endog kristne i ledende stilling, svigter deres frelser. De falder i åbenbar synd. Eller de fornægter Jesus ligesom Peter. Skul­le dette blive læst af nogen, for hvem det er ak­tuelt, så er det følgende et budskab fra Herren til dig: Alt kan genoprettes, hvis du erkender synden som synd og går til Jesus med den. Dit forhold til Jesus bliver da ikke bare genoprettet, men endog fornyet. Jesus bliver mere for dig, end han nogen sinde har været. Om ikke det er givet, at du kom­mer ind i samme stilling, menneskelig set, som du havde før, kan det være, du får større betydning for Guds rige, end du før har haft, og bliver til stør­re velsignelse for dine medmennesker, end du før har været. 

Det andet, Jesu samtale med Peter viser os, er dette: Vor brugbarhed som kristne beror på, hvad Je­sus betyder for os. Vi kan godt kalde dette afsnit for Jesu ordina­tionstale til Peter. Den har bare ét spørgsmål: El­sker du mig?

Vor omsorg for sjælene og vor evne til at hjæl­pe dem, beror ene og alene på, at vi elsker Jesus! Vor omsorg for sjælene er så stor, som  Jesus er stor for os selv. Med den samtale, vi nu har været igennem, er Jesus endnu ikke færdig med sin sjælesorg over for Peter. 

»Sandelig, sandelig siger jeg dig: da du var yng­re, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil. Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herlig­gøre Gud. Og da han havde sagt det, siger han til ham: Følg mig!« (v. 18-19). 

Det er martyrdøden, Jesus forbereder Peter på. En sådan død er ikke ærefuld i menneskers øjne. Mange vil sige: Kan Jesus ikke bevare sine troende fra forfølgelse, der koster dem livet? Men Jesus ser anderledes på det. En sådan død kalder han at herliggøre Gud! »Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død« (Sl. 116,15). 

Peter skulle aldrig mere komme til at fornægte Jesus. Han bliver det, Jesus havde sagt at ville gøre ham til: Peter, klippen. Dette lægger Jesus tydeligt for dagen ved at sige til ham: Følg mig! Det var med de samme ord, Peter i sin tid var blevet kaldet til apostel (Matt. 4,18-19). Dengang føjede Jesus til: » -- så vil jeg gøre jer til menneske­fiskere.« 

Peter var ikke skikket til at være apostel, da han blev kaldet til det. Han blev skikket ved at følge Jesus. Jesus gør ham til det, han skal bruge ham til. 
På samme måde er det med os. Vi er heller ik­ke skikkede til det,  Jesus kalder os til. Vi bliver det ved at fø1ge Jesus - ikke ved noget som helst andet! Ved at vi følger Jesus, gør han også os til det, han vil bruge os til.

I vort gudsforhold og vort kristelige arbejde må vi ikke følge med tiden. Vi må ikke blive moderne. Moderne er i kristen sammenhæng et satanisk ord. Al åndelig fornyelse sker ved at vende tilbage til begyndelsen: til Guds ord og til ham, som siger om sig selv: Jeg er begyndelsen. »Jeg er Alfa og Ome­ga, den første og den sidste, begyndelsen og en­den,« siger Jesus i Johannes' Åbenbaring om sig selv.

Vore kirkesamfund, vore kristne organisatio­ner og vort kristelige arbejde trænger til fornyelse i dag. Den sker hverken ved forandring eller ved modernisering. Den sker ene og alene ved at begyn­de forfra igen, fra begyndelsen, fra Guds eget ord. Fremfor alt sker den ved, at Jesus bliver os kær og umistelig og ved, at vort hjerte er rettet mod ham. 

Jesu videre samtale med Peter skal vi ikke gå nærmere ind på. Peter vil vide, hvordan det skal gå med Johannes, men får til svar: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad an­går det så dig? Følg du mig!«

Heller ikke vi skal spørge om, hvordan det skal gå andre. Vi er kaldet til at følge Jesus. Enhver, som følger ham, fordi han elsker ham, er et levende vidne om sin Frelser. Han gør Guds gerninger og bliver en sand velsignelse for sine medmennesker.

---