Løfternes trøst

Vi skal se på en enkelt af de løfte-tekster i GT, som Peter henviser til. Når Peter omtaler de hedningekristne som ”de udvalgte” (1,1; 2,9), er der særligt én løfte-tekst i GT, han peger tilbage på. Det er Es 43. Skal vi forstå Peters budskab til ”de udvalgte”, må vi se på løfterne til Guds udvalgte folk i dette kapitel. 

I Es 43 profeterer Esajas om Messias-tiden og om, hvordan Gud til den tid vil drage omsorg for sit udvalgte folk ved at samle det, bære det, nære det og bevare det helt frem til målet. Peter anvender disse ord på alle dem, der tror på Jesus Kristus. 

Det er et kæmpe privilegium for os, som tror på Jesus i dag. Til os lyder det nu fra Gud: ”Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min” (v.1). 

Grundlaget for vores forhold til Gud er en frelse, som er fuldbragt én gang for alle. Vi er løskøbt ved Jesu fuldbragte frelse for os, og den virkelighed står ved magt i vort forhold til Gud til enhver tid. 

Hvordan har du det med Gud – i dag? Evangeliet svarer: Du har det lige så godt med Gud, som Jesus har gjort det for dig – altid. Det er vores trøst. Gud er for os for Jesu skyld. Hvem kan da være imod os? Vi er Guds elskede børn ved troen på Jesus. Gud kalder os ved navn og bærer os hver dag i sine evigt kærlige og almægtige faderhænder. Hvad har vi da at frygte for? 

”Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke” (v.2). 

Der er noget, Gud ikke lover os. Han lover os ikke, at vi vil blive fritaget for prøvelser her i livet. På vejen hjem til himlen vil vi kunne møde både vandstrømme, floder og ild. Men vi har ingen grund til at frygte det. For Gud selv er hos os i prøvelsen, han har den fulde magt over prøvelsen, og han baner en vej igennem prøvelsen. Han lader os ikke blive prøvet over evne (1 Kor 10,13), men leder os igennem den og lader den tjene til vort sande og evige vel. 

”Om han tager, om han giver, 
samme fader han dog bliver. 
Og hans mål er kun det ene, 
barnets sande vel at tjene.” 

(Lina Sandell) 

”Også for fremtiden er jeg den samme, ingen river noget ud af min hånd” (v.13). 

Måske har vi svært ved at tage trøsten i et løfte som dette til os. For har vi ikke set, at andre har forladt troens vej og er faldet fra? Kan vi så regne med Guds løfte om, at ingen skal rives ud af Guds hånd? Ja, det kan vi. Vi skal bemærke, hvem løftet er givet til. Det er givet til dem, som lytter til og tager imod ordet om Messias og hans frelse. Det er fremgået af de tidligere kapitler i Esajas’ Bog (40,1-11; 41,1; 42,1-4). 

De, som lytter til og lever i en stadig tilegnelse af dette evangelium, de er Guds lam, som Gud selv bærer og bevarer hele vejen hjem (Es 40,11). 

I prøvelsen er det afgørende, om vi vender os fra Gud og lukker vort hjerte for hans ord, eller om vi vender os til Gud og tager imod hans ord. Gud har lovet, at han ved sit ord vil give os alt det, vi har behov for (Sl 119,50; 2 Pet 1,3-4). Ved sit ord nærer, trøster, fornyer og bevarer Gud os helt frem til målet. Dette løfte gentager Jesus i talen om sig selv som den gode hyrde: 

”Mine får hører min røst, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd” (Joh 10,28). 

Hvilke får er det, som aldrig bliver revet ud af Jesu hånd? Det er de får, som hører hans røst og følger ham. Lytter vi til Jesu ord, og kommer vi til ham med alt det, som møder os, så vil han selv bære, værne og bevare os helt frem til målet. Det er hans urokkelige løfte. Hvilken trøst! 

”Jeg lægger en vej i ørkenen (…) for jeg giver vand i ørkenen, floder i ødemarken, så mit udvalgte folk kan drikke” (v.19-20). 

Det er Guds ord, der holder os i live. Alle kristne har fået troens liv ved at høre ordet om Jesus og hans fuldbragte frelse. Som troens liv blev skabt i vore hjerter ved Guds ord, sådan fornyes, næres og bevares det også hos os. 

Men vi kan blive bange: For kan vi regne med, at dette ord vil være hos os også i fremtiden? Frafaldet tager til omkring os, og der bliver stadigt længere mellem menigheder og prædikanter, som vil forkynde Guds ord til vækkelse, anger og tro på Jesus. Bevæger vi os mod en åndelig tørketid? Er vi på vej ind i en åndelig ørken? 

I denne situation kommer løftet fra Gud til os: ”Jeg lægger en vej i ørkenen”. Selv i den åndelige ørken vil Gud lade kilder springe frem, så hans udvalgte folk altid kan få levende åndeligt vand at drikke. Aldrig skal vi savne det ord om Jesus og hans herlige frelse, som kan og vil bevare troen i vore hjerter. Hvilket løfte! 

---