Vejen frem

Borte fra Guds ord kan vi bedrage os selv til at tro, at ondt er godt, at synd er kærlighed, og at vi har fred med Gud, selvom vi er under Guds dom. Det er en forfærdende realitet, at vi ikke kan regne med, at vi har det godt med Gud, blot fordi vi har god samvittighed med det, vi gør. 

Lever vi ikke i en stadig, personlig tilegnelse af Guds ord, så bliver vores tro, tanker og samvittighed uundgåeligt formet af den kultur, vi lever i. Så driver vi uden kompas og uden retningssans for den stærkeste strøm i tiden, og den strøm vil altid føre os væk fra Guds nåde og ind under Guds dom. Hvor går vejen frem? 

Vejen går der, hvor vi lever i stadig tilegnelse af Guds ord. Gud er trofast. Han bliver ved at tale til os i sit ord, og gennem dette ord vil Gud til stadighed afsløre det for os, når vi er på vej til at forsvare noget, som ikke bør forsvares. 

Vi kan ikke regne med, at vi selv vil mærke det, når vi bevæger os ud i synden. Men Guds ord vil gøre det klart for os, og når ordet afslører synd i vort liv, så kalder det os samtidig til at træde ud i lyset og tale ud med Gud om det. 

Det gør ondt på os at erkende og bekende vor synd, men her i lyset kommer Gud os i møde med Jesu blod, som renser for os for al synd. Al vores trods, forvildelse, ulydighed, hovmod og selvklogskab renses væk af Jesu blod, og vi får en helt ny begyndelse under Guds nåde og i fællesskab med ham: 

”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden og Jesu, hans søns blod renser os for al synd” (1 Joh 1,7). 

Lad os leve her, i tilegnelse af Guds ord, i et opgjort forhold til Gud og under Guds rige nåde for Jesu skyld! I dette nådens fællesskab med Gud vokser en ny bøn og et nyt ønske frem i vore hjerter: 

”Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri. Herre, vis mig dine loves vej, så vil jeg følge den helt og fuldt” (Sl 119,32-33).

---