Falsk åndelighed 

En ny religiøsitet i kirkens rum

I disse år gør en ny religiøsitet og åndelighed sin indflydelse gældende i kirken og i teolo- gien. Nye retninger, nye raffinerede fortolkninger af kirkens gamle lære og krav om ændringer presser sig på.
Både i læren og i etiske spørgsmål mærkes dette pres tydeligt, og inden for kirkens ramme opstår nye samfund, retninger og interessegrupper, som rider deres egne kæpheste. Den nye religiøse bølge er kommet ind i kirkens rum. Den har også fået tag i mange af kirkens tilsynsmænd, præster og lærere. Den nye religiøsitets måde at tænke på gør i dag sin indflydelse gældende både på de teologiske læresteder, på prædikestolene og i det kristne organisationsliv. Tankegangen dukker op overalt og præger vor tids kirkeliv.

Dette sidste er ikke bare foruroligende, men direkte truende for kirken. Et resultat er, at de fleste ledere i kirken ikke længere hverken tør eller kan tage et standpunkt ud fra Bibelen, selv om de godt ved, hvad der er det rigtige. Alt skal diskuteres og endevendes, selv de mest selvfølgelige spørgsmål, hvor Bibelen taler klart og utvetydigt.
Den grundlæggende filosofi er ofte, at den religiøse sandhed først og fremmest kommer til udtryk gennem samtale, dialog og drøftelse med den offentlige mening og samfundet, dvs. hvad godtfolk i vor store og rummelige folkekirke for tiden mener og anser for rigtigt, nødvendigt og anvendeligt. Bibelen kan kun forstås rigtigt i en sådan sammenhæng. Det er indholdet og det bærende i den nye religiøse opfattelse.

Resultatet af denne nye form for religiøsitet er uklarhed, vildrede, forvirring og splittelse i kirken. Yngre mennesker mister det faste grundlag til at orientere sig ud fra. De har ikke kristne kundskaber nok til at kunne vurdere og bliver derfor et let bytte for de mange religiøse og moralske tilbud. De tror, de er kristne, uden at være det, for de er forført at den nye religiøsitets mentalitet.
Og kristendomsundervisningen, som de får, er også præget af den. Holdningen hos de teologiske lærere bliver neutral, og de mangler overbevisning og tilstrækkelig dybe kundskaber til at kunne lære med myndighed om sandheden i Guds ord. Teologien er blevet til nogle synspunkter og noget kristeligt skønmaleri.
Ældre kristne kan ikke genkende kirken. De hører nok de kristelige ord og begreber, ja, endog Kana’ans sprog, men det kristne indhold, som disse ord skulle rumme, er blevet ændret eller er helt forsvundet.
De kristne, som har deres tro forankret i Bibelen og kirkens gamle bekendelse, er kommet i stor nød. Mange af vore forkyndere og præster er trofaste og står fast, men de har mistet rygdækningen fra de instanser, i hvis hænder ansvaret for læren er betroet. De er som soldater i forreste linje uden forsyninger.

Resultatet er, at der dukker nye grupper og nye former for fællesskab op i kirken. De gamle er ikke tilstrækkelige længere. Den nye religiøsitets indflydelse med persondyrkelse, egenrådighed og selvstændig tænkning i kristelige anliggender bevirker så, at disse grupper nødvendigvis er yderligtgående både til venstre (sværmeri eller nyliberal og radikal teologi) og til højre i det kirkelige landskab (katolicisme).
Man leder efter nye og faste holdepunkter. Der er blevet rokket ved den traditionelle form for tro og bekendelse i kirken på grundlag af Bibelen alene. Bibelen og kirkens be- kendelse har ikke den samme betydning som tidligere. De holder ikke kirken sammen længere.
Sværmerne hengiver sig til en karismatik, der ikke er ægte, de liberale hengiver sig til fritænkeri og filosofisk religiøsitet, og de højredrejede kræfter tyr til kravet om en ydre og embedsmæssig kirkelig autoritet, fordi de, som i dag har denne autoritet, har svigtet. Denne sidste gruppe synes, at situationen er så alvorlig, at man må søge ny fasthed, sikkerhed og sammenhold på tværs af landegrænserne til andre kirkesamfund.

Den nye religiøsitets falske åndelighed forårsager opbrud i kirken og fører til splittelse. Bibelens tale om Guds Ånd og om sand åndelighed, om tankens lys fra Guds ord og om Guds ord som eneste rettesnor for liv og lære er ikke længere bestemmende. Derfor føler man et behov for nye grupperinger for om muligt at dæmme op for dette onde, for de gamle duede ikke til at modstå presset. Sammenholdet i kirken er brudt, og kirkens centrale lederskab har ikke holdt stand. Den forsøger sig med nye administrative idéer og tiltag for at holde kirken sammen, men det kan ikke helbrede en åndelig sygdom og skade. En åndelig skade kan kun helbredes ved Guds ord.

Den nye religiøsitets kendetegn

Det, der er særlig alvorligt, og som får mange følger, er, at den nye form for religiøsitet viser sig at være meget intolerant, når den møder en kristen bekendelse. For bekendelsen opfattes som en trussel imod dens egne hjemmelavede læresætninger om frihed, individualitet og personlig udfoldelse for den religiøse tænkning.
Man vil helst ikke vide af en fast og afgjort sandhed i religiøse og moralske spørgsmål. Sandheden skal i hvert fald tilpasses det, som folk i kirken, samfundet og tidens ånd repræsenterer. Denne grundholdning præger mere og mere den såkaldte officielle tænkning i kirken i dag, og den fremføres af liberale tilsynsmænd og ledere, der støttes godt af en udflydende og ofte falsk teologi fra vore læresteder.

Denne nye form for religiøsitet og åndelighed kan vanskeligt afgrænses til en bestemt gruppe i kirken. Kendetegnene findes på tværs af de traditionelle grupperinger i kirke og organisationsliv. Alligevel er kendetegnene klare. Som i samfundet ellers er der tale om en religiøs subjektivisme, hvor vægten lægges på, at det religiøse som sådan kun kan bestemmes som den enkeltes erfaring af det, og en individualisme, som sætter det personlige særpræg ved den religiøse tænkning afgørende i centrum. Dette uvæsen fremmes af ældre og nyere egocentrerede strømninger i filosofien og teologien, bibelkritisk teologi og mangel på ensartethed og fasthed i lære- og moralspørgsmål. Den kristne bekendelses indhold er blevet omfortolket.
Dernæst er kendetegnet en mere eller mindre indholdsløs forkyndelse, hvor indholdet i de kristne ord og begreber får en ny betydning på baggrund af en ubibelsk, ego-præget religiøs opfattelse af virkeligheden. Bibelen og kirkens bekendelse er ikke længere den faste og urokkelige kilde og norm for læren og forkyndelsen.

Mange af kirkens ledere og præster såvel som engagerede kristne lægfolk mangler i dag dels kundskab og kristen overbevisning på Bibelens grund og dels mod til at ville gennemskue og dæmme op for forfaldet. Magtesløsheden breder sig.
Udviklingen er kommet så langt, at f.eks. præster, som bekender kirkens tro og står fast på en moral, som indtil i dag har været kirkens, tilsidesættes og mister deres embede. Samtidig beskyttes vranglærende og uduelige præster af den nye religiøsitets kirkelige system. Og tilsynsmænd og teologiske lærere får et ansvar, som de hverken har kristelige kundskaber nok til eller trosmæssige forudsætninger for at kunne bære. Det skræmmer, og det hindrer, at sandheden fremmes.
Ondet er kommet ind i kirkens hjerte. Og det er en dybt alvorlig situation.

Kan der komme vækkelse og sand fornyelse i kirken?

Den kristne kirke beder i dag om vækkelse på Bibelens grund. Mange spørger, om vækkelsens tid er forbi.
Men i kirken findes der også mange, der ikke ser noget specielt behov for en vækkelse. For dem er vækkelse i bibelsk forstand – såsom anger over synden, bod og omvendelse til Jesus Kristus – ikke det, vi trænger til. Det skulle da være en såkaldt social-etisk vækkelse eller en ”kirkelig” vækkelse, som mange taler uklart om, og som de som regel forbinder med deres egne tanker. Men man mener nærmest, at vor tids nye form for almenreligiøs interesse er en slags vækkelse, som kirken bør være opmærksom på og tilpasse sig.
I Bibelens lys er den nye religiøsitet imidlertid et helt klart tegn på forfald. I stedet for vækkelse på Guds ords grund har vi fået en slags vækkelse, som ved falsk åndelighed forvrænger kirkens tro og omformer den til almindelig religiøsitet, der er skabt af menneskets egen religiøse fantasi og er fjendskab mod den åbenbarede sandhed.

Den nye form for religiøsitet er det modsatte af en vækkelse i kristelig forstand. Den taler ikke om syndens alvor og Guds dom ud fra Bibelen. Heller ikke om frelse fra fortabelse ved omvendelse og tro på Kristi lidelse og død på korset for vore synder og på hans legemlige opstandelse for vor frelses skyld. Heller ikke om det kristne håb som noget, der er fyldt med indhold og åbenbaret ved det forbillede, vi har i Jesus Kristus.
Vægten lægges et helt andet sted. Den nye religiøsitet taler meget om skabelsen og om, hvad det betyder at være på Skaberens jord. Herunder tales der også meget om Jesu Kristi menneskelighed, om ham som moralsk forbillede og om menneskelivet i al almindelighed.

Den nye religiøsitet taler om solidaritet og medmenneskelighed, og den drøfter politiske, samfundsmæssige, sociale og etiske emner i det uendelige. Og den taler om Guds kærlighed med et nyt indhold uden at forankre betydningen af dette ord i Bibelen og om det kristne livs udfoldelse i denne selvskabte kærlighedsopfattelse.
Denne falske kærlighedsopfattelse bruges så til både at problematisere og nedbryde den kristne seksual- og ægteskabsmoral. Den åbner dørene for homofil praksis, den bruges til at begrunde provokeret abort med og til at fremsætte synspunkter om det såkaldte medlidenhedsdrab (eutanasi).
Den nye menneskeskabte religiøsitet og moral rokker ved kristentroens etiske fundament.

Under den nye religiøsitets falske fromheds tyranni er kristendom mere eller mindre blevet omformet til moral, og da nærmest en samfundsmoral, som i medmenneskelighedens navn undgår at tale om de synder, som f.eks. de ti bud forholder sig til, for det er for nærgående og forstyrrer den gode stemning. Og så sårer det tilhørerne.
Synden er en privatsag, og den er underforstået. Den skal kirken ikke besvære folk med. Det er bedre at tale om samfundets synder og om, at samfundet må omvende sig. Så har man fjernet det personlige fra etikken, og der er ingen, der egentlig er skyldig over for Gud og medmennesket længere.
Man siger desuden, at der er så mange meninger om, hvad der er rigtigt og forkert. Denne velklingende, men falske forkyndelse har fået tag i folk og har lagt sin klamme hånd på kirken.

Dette gør, at mange menigheder er i færd med at forarmes åndeligt. Og både med hensyn til læren om Gud og om moral ved mange ikke længere, hvad der ud fra Guds ord er rigtigt eller forkert. Det er kun få, der lærer og proklamerer (forkynder i bibelsk forstand), hvad Guds ord lærer.
For ifølge den nye religiøsitet og åndelighed skal man helst ikke lægge nogen vægt på læren. I stedet for hersker de mange synspunkter. I læren og forkyndelsen gives der træ, hø og halm i stedet for det ædle og uforgængelige Guds ord.

Alligevel tror vi som kristne, at Gud kan give os en vækkelse ved sit levende ord. Det er sket mange gange før i kirkens historie. Og det er sket under måske endnu værre forhold. Men det fordrer tro tjenere med åndeligt mod og villighed til lydighed imod Guds ord. En vækkelse kan kun komme, når Guds egen Ånd får lov til at oplyse os ved sandheden, sådan som Gud har åbenbaret den for os i den hellige Skrift.
Menneskets ånd tror, den kan organisere en vækkelse frem. Den tror, den kan bøde på og læge en åndelig sygdom ved ydre foranstaltninger, omorganisering, reklamering, markedsføring og lignende. Guds Ånd skaber vækkelse ved Guds ord alene, når det lyder rent og klart. På ingen anden måde. Derfor tror vi som kristne, at en vækkelse kan komme også i vor tid.

Kampen mod den nye religiøsitets falske åndelighed

Den nye type religiøsitet, som i dag har taget både teologi og forkyndelse til fange, er ikke noget nyt i historien. Den har træk, der grundlæggende ligner den forvrængning af sandheden, som den kristne kirke allerede i de første århundreder måtte føre en kamp på liv og død imod.
Der var for det første den tids blandingsreligiøsitet, kaldt gnosticisme. Den rodede kristendom, hedensk filosofi, orientalsk og græsk religion sammen.
Dernæst var der den tids verdsliggørelse, som ofte tog de mest vulgære former. Alt dette truede med at tage al kraft ud af evangeliet og den kristne tro og moral. Den led ikke af mangel på religiøsitet, stærkt engageret religiøsitet, men den var en godt kamufleret forvrængning af evangeliet. Den var hverken til at leve eller dø på, for den satte menneskers ånd i stedet for Guds Ånd og sammenblandede det, som var fra Gud, og det, som var fra mennesket.

Resultatet blev derefter. Det førte for nogle til falsk lovtrældom og for andre til grov og ukristelig frigjorthed og umoral.
Denne blandingsreligion har siden gjort sin indflydelse gældende i forskellige forklædninger. Men både dengang og siden har det altid været troskaben imod og forkyndelsen af Guds uforfalskede ord, som brød Djævelens magt og bragte vækkelse og nyt liv til Kristi kirke. Det eneste kampvåben, der duer, er Guds ord. Det er Guds Ånds våben. Ån- dens sværd er Guds ord (Ef 6,17).

En afgørende side ved vor tids nye religiøsitet er den falske åndelighed, som kommer fra den, og som lanceres både skjult og åbenbart. Vi tænker specielt da på den falske åndelighed, som under dække af kristelighed og kristeligt sprogbrug har sneget sig ind i kirken og teologien, og som skaber vranglære, usikkerhed, uklarhed og splittelse i menighederne.
Den nye religiøsitets varemærke er altså frem for noget åndeligheden. Man lancerer en åndelighed, der lægger vægten på det, mennesket tænker og føler, i stedet for på det, Guds ord meddeler os om, hvad Gud har gjort, hvordan han arbejder på et menneskes oplysning og frelse, og hvad hans vilje er med vort liv.
Menneskets engagement, religiøse kreativitet og oplevelse bliver da kendetegnene på åndelighed. Det, jeg føler som rigtigt og moralsk, er rigtigt og moralsk. Det indre menneskes kontakt med og opløftethed til det guddommelige står i centrum for tænkningen i stedet for det åbenbarede Guds ord i Bibelen.
Man er ikke længere opmærksom på Ordet, der siger, hvad der er rigtigt og forkert efter Guds vilje, og som giver os det, som det nævner, uanset den enkeltes følelse af engagement eller opløftethed.

Den nye form for åndelighed har mennesket som centrum, mens Bibelens åndelighed har Jesus Kristus som centrum, han som har åbenbaret Gud for os, og som ved sin Ånd giver os troen og frelser os ind i sit rige.
Mange mennesker bedrages af den falske, egocentrerede åndelighed, fordi man ikke ved nok om, hvad Bibelen forbinder med åndelighed. Derfor kan man heller ikke bekæmpe den falske åndelighed hverken i sit eget sind eller i kirken.
I Bibelen skelnes der skarpt mellem menneskets ånd og det, den frembringer, og Guds Ånd og hans gerning. I Bibelens lys er den nye religiøsitet, sådan som den udfolder sig både i samfundet og i kirken, skabt af menneskets ånd. For den problematiserer, fordunkler og skaber tvivl om, at Bibelen er Guds ord, og dermed om det, Gud har åbenbaret om Guds Ånd og hans gerning.
Derfor er den nye religiøsitet et produkt af mennesket og dets forvrængede åndsliv, men den udgives for at være guddommelig i en eller anden forstand. Hvis vi bliver fanget af denne falske åndelighed, er vi magtesløse. Vort kristenliv går til grunde, for vi står ikke længere på Guds ords grund. Og det er alvorligt.

Kun Gud selv kan åbenbare for os, hvad sand åndelighed er. Vor egen ånd kan ikke oplyse os eller vise vej i spørgsmål, der angår Gud, hvem han er og om hans frelsesplan med os. Det kan kun Gud selv ved sit ord og sin Ånd. I lyset af det, Guds ord siger om Guds Ånd og menneskets ånd, kan vi som kristne blive i stand til at gennemskue og bekæmpe den falske religiøsitet og åndelighed i vor egen tid og på ny få forankret vor tro, vort kristne liv og vor åndelighed i det, som Gud har åbenbaret for os.

(Aksel Valen-Sendstad, (1932-2011), Norge, var professor i etik og religionsfilosofi. Artiklen er et uddrag af bogen “Guds Ånd og menneskets ånd“ (kapitel 2), Lohse 1997 -  Nyt Livs blad 2013 nr.2 - Shafan 08-06-13)

---