Nu kom Johannes’ disciple i
diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes
og sagde: ”Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af
Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle
kommer til ham.”
Johannes svarede: ”Et menneske kan ikke tage noget som helst
uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at
jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for
ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som
står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører
brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han
skal blive større, jeg skal blive mindre.
Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.” (Joh 3,25-36).
I mere end 1000 år har der været kirker i vort land, og dog er
det stadig kun få, som kender Guds glædesbudskab,
Evangeliet.
Skulle mennesker give svar på, hvad kristendom drejer sig om,
vil langt de fleste svare noget i den retning: at det drejer sig
om, at vi skal blive bedre mennesker – at vi skal elske
hinanden.
Derfor viger også mange tilbage for at kalde sig med
kristennavn. For de synes ikke, at de kan leve op til det. Og
de, som vover at kalde sig ved det navn, kalder man hyklere. For
dybt nede i dem ligger det, at en kristen – en virkelig kristen
– skal være noget stort.
Jeg husker, hvordan jeg som ung læste biografier om ”store”,
kristne mænd og kvinder, og hvordan jeg ønskede og bad om at
måtte blive en kristen, som de var det – en kristen, hvis hele
liv bar præg af kristentroens hellige Ånd.
At Gud havde et andet mål var fjernt fra min tanke. Og dog var
det sådan. Herom taler teksten fra Johannesevangeliet. Guds mål
var nemlig, at Jesus blev stor for mig. Som Johannes siger det:
Gud sendte sin Søn til verden, for at Han skulle blive stor. Han
skulle vokse som min frelser. Hans betydning skulle blive større
for mig. Hans frelsesgerning skulle vokse for mig, indtil den
blev den eneste gerning, som min tro så hen til og så noget
stort i.
Kort sagt: Verdens Frelser skulle vokse i det: at blive min
Frelser, så al min tro så hen til ham, som i Skriften kaldes
”gaven i det ene menneske, Jesus Kristus”.
Men for at det kunne ske, måtte Gud gøre noget andet: gøre mig
mindre; lade min egen kristendom mislykkes; lade min kamp mod
synden mislykkes; gøre det tydeligt, at min vilje ikke hørte Gud
til, som den burde, og at lystfølelsen i mig tit havde langt
større lyst til det, som var Gud imod, end til det, som jeg
vidste, Gud egentlig ville af mig.
Jeg ved, at mange har både lidt og undret sig over, at det gik
dem sådan, når de nu så gerne ville være ”rigtige”
kristne.
Og så var det netop for at gøre os til ”rigtige” kristne, at Gud
gjorde sådan. For en rigtig kristen er en synder, som tror på
Jesus – en fortabt over for Gud, som har lært i troen at regne
med Jesus alene og den frelsesgerning, som Han fuldbragte, da
han døde og opstod til gavn for os.
På vidunderlig måde er denne tro udtrykt i profeten Esajas’
bog: ”På den dag skal du
sige: Jeg takker dig, Herre; du var vred på mig, men din vrede
lagde sig, og du trøstede mig. Gud er min frelse, jeg er tryg,
jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han
blev min frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens
kilder.
På den dag skal I sige: Tak
Herren, påkald hans navn! Kundgør hans gerninger for folkene,
forkynd, at hans navn er ophøjet! Lovsyng Herren, for store
ting har han gjort, det skal hele jorden vide. I, som bor på
Zion, skal juble og råbe af fryd, for Israels Hellige er stor
iblandt jer hvor troen takker Gud for frelsen” (Es
12,1-6).
Også Esajas havde kendt det, som om Gud vrededes på ham. Sådan
kendes det, når Guds Ånd gør os mindre. ”Men din vrede lagde
sig, og du trøstede mig”, siger han så videre – hvorpå der
kommer en lovprisning, som ikke gør Esajas stor, heller ikke
troen stor, men Herren stor og hans gerning.
”Tak Herren”, hedder det. ”Påkald hans navn! Kundgør hans
gerninger.”
Og videre: ”Lovsyng Herren, for store ting har han gjort” (…) I,
som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd, for Israels Hellige
er stor iblandt jer.”
Ja, dét er troens tale om Jesus og hans gerning på Golgatas
kors. Intet menneske er stort i en kristen menigheds midte. Det
er alene Kristus. Ingen gerning – ingen mennesketjeneste er
prist i en kristen forsamling, men alene hans.
Og hvor dette endnu ikke sker, der vil en menighed hurtigt ende
i suk og klage over sin egen ringhed og tale om, hvor anderledes
det skulle være med den. Og kommer der så falske kristne, som
sværmer op i luften og taler store ord om, hvad Gud har gjort
dem til – ja, så ser vi ofte kristne haste bort fra deres egen
ringhed og sværme med i en salig rus over, hvor godt det nu er
blevet med dem. Ak, ak. De skulle bare vide, hvor langt de netop
da er fra den kristne tro – den, som kun Jesus er stor for. Den
tro, som har mistet alt, hvad han kan rose sig af, har ved
Evangeliet alt. Alt, hvad Kristus har lidt og stridt og
udrettet, har han gjort for ham.
Nej, salig, det var Johannes, som kunne sige: ”Jeg er ikke Kristus – jeg er ikke lyset – jeg er ikke noget andet stort”, men som i stedet for at anfægtes over, hvad han ikke er, peger på Jesus og siger: ”Her er Han, som alene er stor for mig.”
(Af Frank Jacobsen, Aarhus, pastor emeritus - NYT LIV 1-2013 - Shafan 18-03-13)