DEN GRUNDLÆGGENDE MODSÆTNING PDF

Omvendelse - nyskabelse. 

Det viser sig således, at alle modsætninger mellem den farisæiske og den urkristne etik beror på en eneste grundlæggende modsætning, nemlig denne: den farisæiske anskuelse er, at mennesket på grund af den udrustning, som det har fået af Gud, er i stand til at gøre det, som er ret, eller, hvad der er det samme, det, som er Guds vilje; den urkristne opfattelse er, at mennesket først må gennemgå en indre forvandling, en nyskabelse, få et nyt liv. Den urkristne opfattelse kan altså sammenfattes i sådanne løsensord som: ,,Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter“ (Matt. 7,18). ,,lngen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny“ (Joh. 3,3). ,,Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til " (2. Kor. 5,17). 

Det lader sig imidlertid let gøre at omtolke disse nytestamentlige løsensord i farisæisk retning. Dette sker også i stor udstrækning. Således tolker man nyskabelse og genfødelse, som om dette blot var billedlige udtryk for en forandring inden for det gamle livs rammer. Når man allerede lever i og tænker ud fra en farisæisk opfattelse - og dette er en almindelig foreteelse - så har disse udtryk nemlig ingen rimelig mening i deres egentlige betydning. Man kan ganske enkelt ikke forestille sig en ny fødsel, en nyskabelse, et nyt liv, som noget andet end billedlige udtryk for en forandring. Betegnende er f. eks. udtrykket ,,begynde et nyt liv“. Med, at nogen begynder et nyt liv, mener man i almindelighed slet ikke,  at den pågældende person finder et nyt liv i nytestamentlig betydning, men man mener, at det menneske forandrer sin måde at leve det samme liv på, som det har haft siden fødslen. Når man siger ,,nyt liv“, mener man i virkeligheden intet andet end ,,en ny levemåde“, og man savner ligesom Nikodemus evnen til at forestille sig, hvad et nyt liv i udtrykkets egentlige betydning skulle være. Men hvis man anvender udtrykkene nyskabelse, genfødelse, nyt liv i betydningen: en forandret levemåde, så bevæger man sig helt inden for farisæisk tankegang. For farisæismen består ,,omvendelsen“, hvorigennem mennesket vender om fra retningen bort fra Gud til retningen hen mod Gud, netop i dette, at man begynder at leve på en ny måde, at forandre sig sådan, at mens man tidligere handlede på én måde, så handler man nu på en anden måde. 

En lignelse. 

Men en ny levemåde er ikke det samme som nyt liv i nytestamentlig betydning. For om muligt at klargøre, hvor virkelig stor og afgørende forskellen mellem disse to begreber er, kunne man anvende en lignelse. Her gælder da givetvis det samme som ved alle lignelser, at det, man gennem lignelsen ønsker at sige noget om, ikke svarer til hver detalje i lignelsen. Man. kunne sammenligne det at forandre levemåde med, at et dyr dresseres, så at det i stedet for at handle efter sin ,,natur“ eller sit ,,instinkt“ bringes til at opføre sig og handle som et menneske. Et nyt liv skulle da i modsætning hertil bestå deri, at et væsen, som tidligere var et dyr, fik virkelig menneskelig forstand, menneskelig ånd og liv, blev menneske. Forskellen mellem det gamle og det nye menneske i nytestamentlig betydning er nemlig mindst lige så stor som forskellen mellem et dyr og et menneske. Hos det gamle menneske savnes efter urkristen opfattelse noget lige så væsentligt som det, et dyr savner i sammenligning med et menneske. 

Fra urkristent synspunkt er altså den etik, som går ud fra, at mennesket beslutter sig til at blive god, at gøre Guds vilje o. s. v., og som mener, at dermed er alt i orden, at ligne ved en opfattelse, som ville hævde, at et dyr, som var blevet dresseret til at gå klædt som et menneske, optræde som et menneske og foretage sig menneskelige handlinger, derved også var blevet et menneske. Den retfærdige er således fra urkristent synspunkt intet andet end et dresseret væsen, som ikke er et skridt nærmere den rette retfærdighed, den virkelig moralske livsførelse, end den, som er en synder, der ikke er blevet dresseret. Det kan til og med være et spørgsmål, hvilken af de to, den naturlige synder, eller den, som har dresseret sig til at handle som et godt menneske, d. v. s. den retfærdige, som er den mest værdifulde. Det kan være omtrent lige let eller vanskeligt at besvare, som spørgsmålet om, hvad der er det fornemste: en vild tiger i det frie eller en dresseret tiger i et menageri; en nøgen abe i junglen eller en udklædt abe i en menneskebolig. Lignelsen strækker ikke til på dette punkt, eftersom det tydeligt nok efter urkristen opfattelse er nødvendigt, at den dresserede må opgive alt det, som det har tilkæmpet sig gennem dressur, for at kunne få det højere liv; den retfærdige må blive ribbet for al retfærdighed for at kunne blive frelst. 

Lignelsen skulle derimod kunne anskueliggøre, hvorfor alle, som har talt ud fra denne erfaring - som altså har en erfaring bag sig, som de benævner med udtryk som nyskabelse, genfødelse, oplysning el. lign. - altid siger, at det er umuligt at give den, som ud fra det gamle livs forudsætning spørger: ,,Hvad skal jeg gøre for at få det nye liv?“ et svar, som vedkommende kan forstå. Man kan ikke give anvisning på nogen fremgangsmåde, noget, som det menneske skal gøre inden for den sammenhæng, hvori det befinder sig, for alt, hvad det foretager sig og finder på, uden at denne nyskabelse har fundet sted, er jo blot en forandring inden for det gamles rammer og kan naturligvis ikke fremskabe det nye. Men lige så lidt hjælper det at svare et sådant menneske, ,,at man intet skal gøre“; for et dyr er ikke og bliver ikke et menneske ved at undlade at blive dresseret lige så lidt som ved at blive dresseret. Men eftersom mennesket nu kan forstå, at dyret savner noget væsentligt, som mennesket har - hvis det er menneske - så kan man ved hjælp af denne lignelse, om ikke begribe, så dog ane, hvad der skiller det nye menneske fra det gamle menneske. Det nye menneske ser noget, sanser noget, har noget, som det gamle menneske ikke har. Dette er for den kristne noget, som han har fået gennem Kristus, derved at han i troen har taget imod ham - selv dette er et famlende udtryk, som ikke giver nogen klar mening om sagen til den, som ikke selv har erfaret den. Men den, som virkelig vil ud af det gamle liv, finde det nye liv, finde guddomsgnisten i sig, han synes at have fået svar på sit spørgsmål i ordene: ,,Søg, så skal I findel“. Ny Testamente viser den spørgende hen til Kristus: ,,Se, Guds lam, som bærer verdens synd!“ ]esus siger: ,,Følg mig!“ 

Deraf følger, at såfremt man fra kristendommen fjerner læren om Kristus og Kristi Ånd og blot gør ham til en højtstående moralsk lærer, da har man også forladt den urkristne anskuelse og står med det samme på den stik modsatte opfattelses standpunkt: den farisæiske. 

Lignelsen kan også klargøre, hvorfor den kristne etik for den genfødte, for den, som har fået det nye syn, det nye liv, kan give regler for handling og liv, som ofte ser ud, som om de er aldeles lig med de regler, der erkendes som forpligtende af det gamle menneske, som vil være retfærdigt, men som det på den anden side aldrig lykkes for det gamle menneske at efterfølge med det gode som resultat (med gode ,,frugter“). De regler, som farisæismen anser for bindende, og som den søger at følge, er nemlig regler, der ikke udspringer af det gamle liv eller er blevet opfundet af det gamle menneske. De er tværtimod udtryk for det guddommelige liv og dets vilkår. De er med andre ord de regler, som gælder for det ,,nye menneske“. Det Ny Testamente er også fyldt med formaninger til de genfødte. 

Den nævnte lignelse kan muligvis også anskueliggøre, hvorfor der overhovedet gives etiske principper og moralske bud for det nye liv. Det er jo nok så almindeligt, at man siger: når ingen kan blive retfærdig eller et godt menneske ved at handle efter loven, følge den moralske lovs forskrifter, så kan der jo i grunden ingen moralske regler findes. De er jo da meningsløse. Et sådant ræsonnement er, om vi anvender det på denne lignelse, det samme som at sige: fordi et dresseret dyr - et dyr, som opfører sig som et menneske, efter menneskelige regler - ikke kan blive menneske ved at følge de regler, som gælder for menneskene, så kan disse regler heller ikke have nogen betydning for menneskene selv. Altså: fordi et dyr ikke kan blive menneske, skulle mennesket heller ikke følge sin bestemmelse og være menneske! 

Man kan muligvis herudfra vinde større klarhed over bjergprædikenens her ofte anførte ord: ,,Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter. Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Altså: af deres frugter skal I kende dem“. (Matt. 7,17-20). Dette ord hører også til dem, som ofte tolkes og anvendes således, at det fører til det stik modsatte af det, ordet betyder. Man siger: hermed er det sagt, at man kan se på et menneskes gerninger, om det er et godt menneske. Man kan nemlig se, om det virkelig opfører sig sådan og handler således, som det selv lærer, og om det virkelig i det ydre viser den handlemåde, som dets moralkodeks, dets religion, dets kristendom foreskriver. Men denne tolkning er den stik modsatte af, hvad den omtalte udtalelse i bjergprædikenen vil sige. For den vil netop sige, at man ikke skal kende et menneske på de gerninger, man ser det udføre, men på det resultat, de ,,frugter“, som dets liv afkaster. Og da viser det sig ofte, at netop den, som efter alt at dømme konsekvent og bestandig handler efter lovens eller religionens forskrifter, slet ikke spreder nogen lyse og velsignelsesbringende virkning omkring sig, men at man overalt, som resultat af et sådant menneskes virksomhed blot ser, foruden hans egen fremgang og magtudfoldelse, dårlige frugter, men intet over hvilket man kan glæde sig, eller som har været til velsignelse for andre. Ved at betragte ,,frugterne“ af et retfærdigt menneskes gerninger, kan man altså se beviset på rigtigheden af den sætning: ,,Et dårligt træ kan ikke bære god frugt“. De frugter, som er mærkbare på mennesket selv - altså ikke blot i deres virkninger blandt andre - kaldes af Paulus for ,,Åndens frugt“, d. v. s. frugterne af det nye liv: ,,Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Mod sligt er loven ikke“. (Gal. 5,22). 

Det er den urkristne opfattelse, at loven er hellig, ren og god. ,,Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt“, siger Paulus (Rom. 7,12). Loven har sin oprindelse i den guddommelige verden. Men farisæismen består efter urkristen opfattelse i, at man vil virkeliggøre det guddommelige med midler, som er skilt fra Gud, vil gøre Guds vilje uden at spørge efter Gud. ,,Vi ved jo, at loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt som træl under synden“. (Rom. 7,14). Således viser det sig også ifølge Johannes-evangeliet, at de ,,retfærdige“, som selv tror, at de med hele deres væsen stræber efter at gøre Guds vilje, er ude af stand til det, for når Guds røst kommer til dem, hører de den ikke, når Guds sendebud kommer til dem, opfatter de ikke, at han er fra Gud. De kommer netop på grund af deres retfærdighed til på en særlig forbitret måde at vise det fra sig, som er fra Gud. Jo mere guddommeligt det er, desto bitrere modstand vækker det hos dem. Dette er ifølge urkristen opfattelse det farisæiske princips tragedie. 

Men den kristne etik kan sammenfattes i det, som Paulus udtrykker således: ,,Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig“. (Gal. 2,20).

(Kap.3 fra "Farisæisme og Kristendom" af Hugo Odeberg - KFS 1973 - Lohses Forlag - Shafan 01-05-14)

---