Den hellige nåde 

Gud er kærlighed. 

Men »kærlighed« kan være så mange ting og opfattes på mange forskellige måder. Især ligger det snublende nær at tænke, at Guds kærlighed er noget, der svarer til og opfylder vor egoismes behov og ønsker. Vi har konstant tilbøjelighed til at tænke således, ja, vi kan godt sige, at denne tankegang er typisk for vor forstand og vor fornuft efter syndefaldet. Derfor råber al verden også op med en masse intellektuelt sludder, moralsk snusfornuft eller følelsesmæssige udbrud, så snart Bibelens tale om Guds kærlighed kommer blot den mindste smule på tværs af det, Per og Pouls egoisme måtte ønske, at Guds kærlighed var, eller hvor "fornuftig", "retfæfdig" o.l. den burde være. Det faldne menneske vil sidst af alt komme til enighed med Gud eller give Guds ord lov til at ændre deres egne tanker. Allerhelst vil man selv skabe sig sin egen Gud, lave en opdigtet Gud i sit eget billede, der kan svare til ens egne ønsker - og uden at rødme giver man sig til at forandre på Guds ord. Men vi er ikke sat til at ændre på Guds ord. Det er Guds ord, der skal ændre os. Derfor har Gud selv åbenbaret en side ved sit evige væsen, som intet menneske på jord af sig selv ville finde på, nemlig at han er en hellig Gud. »I skal være hellige, thi jeg er hellige« (1.Pet.1,16; 3.Mos.19,2). Gud er ikke blot en kærlig Gud, der i sin nåde vil være os salig. Han er også en hellig Gud, der kan være farlig for os. Den, der ikke vil høre og med sit hjerte modtage begge disse ting, at Gud er både kærlig og hellig, han har i virkeligheden ikke det ringeste med den sande, åbenbarede Gud at gøre. Hans Gud er blot en indbildning, et hjernespind. At Gud er hellig, betyder ikke, at der i hans kærlighed er grænser eller forbehold. Men det vil sige, at hans kærlighed ikke er et stykke legetøj, som vi kan hygge os med efter eget forgodtbefindende, holde sjov med og lege med, alt efter som det passer os. Det er en kærlighed, der er til evig trøst og fred, frelse og salighed for den, der tager den alvorligt, men bliver til dom, dersom vi afviser den, leger med den, spotter den og ikke regner den. »Gud lader sig ikke spotte« (Gal.6,7). 

Gud frelser af nåde, ikke af gerninger. Det betyder, at den, der sammenblander hans nåde med sine gerninger, spotter nåden og modtager den i virkeligheden ikke og derfor er han hjemfalden til hans hellige dom! For dette er Guds dom: Modtager vi nåden som nåde, bliver der ingen dom. Modtager vi den ikke, men »foretrækker« at holde os til vore gerningers værdighed og fortjeneste, er vi uden for rækkevidden af den frelsende kærlighed. Og dette er da dommen, at vi har foragtet hans godhed og nåde ved vor vantro og ubodfærdige sind (jf. Joh.3,18). Gud elsker - ja, Gud vil elske os, derfor er han en nidkær Gud, der er nidkær efter at få lov til at elske os. Denne nidkærhed har han for at hans væsen skal forblive hans væsen ogsa i vore tanker om ham, for at hans nåde skal forblive nåde - dette er hans hellighed. Derfor er nåden ikke blot kærlig nåde. Den er hellig nåde: åbenbaret, udskilt fra verdens falske tanker om Gud, sendt og givet til vor salighed, og derfor så farlig at lege med. Lad os se lidt nærmere på, hvad denne hellighed betyder og indebærer. 

Ordet »hellig« betyder: »udskilt fra - indviet til«. At nogen eller noget er »helligt«, vil altså sige, at den eller det er udskilt fra almindellg brug og tjeneste og »indviet« til særlig brug og tjeneste, der er ophøjet og værdifuld for Herren. Ifølge Guds ord er ikke alene Gud selv og Jesus hellige, men »det er næsten sådan, at alt bliver renset med blod« - altså helliget (Hebr.9,22). Alt, hvad der er skabt, mennesket, sjæl og legeme, fornuft, lemmer og sanser osv. er helligede og kan helliges. I helligelsen ligger frelsens og det evige livs hemmelighed indesluttet. 

At Gud er hellig vil sige, at han fra sit evige væsens kærlighed og godhed, sandhed og skønhed, retfærdighed og nåde har udskildt alt det, der hedder had og ondskab, usandhed og hæslighed , uretfæfdtghed og troløshed - for for altid at være indviet til tjeneste for sin egen godhed, sandhed og ære for alt og alle. 

Derfor kan Guds kærlighed aldrig tjene synd, uret, ondskab og usandfærdighed (jf. Rom.3,3-7). Kan Kristus gå syndens ærinde? Nej, langtfra! (Gal.2,17). Den treenige Guds Søn kan aldrig tages til indtægt for synd, aldrig bruges som undskyldning for ondskab. Det ubodfærdige menneskes flittige brug af »taktik«, den at smykke sine onde gerninger med smukke ord og fraser, kan nok have fremgang blandt mennesker, der lader sig bluffe og besnære, men det har ingen fremgang over for Gud, for »alt ligger blottet og udbredt for hans øjne« (Hebr.4,13). 

Fordi Gud selv er hellig og har gjort alt det til synd, der er udskilt fra hans eget væsens sandhed og godhed, derfor vil han også, at vi skal være hellige. Og det betyder: I sin kærlighed vil han have mennesker skilt fra gudfjendtlighed, fra egoisme og ondskab, der er Gud fremmed, fra verdens forfængelighed og tomhed, dumhed og urenhed - og indviet til at tjene Gud i sandhed, godhed og trofasthed, til at leve med ham i kærlighedens samfund. 

Nu forstår du måske, hvorledes det hænger sammen med kærlighed og hellighed hos Gud i hans nåde. At Gud er kærlighed vil som tidligere nævnt sige, at han elsker dig og mig fuldstændig uafhængig af enhver årsag i os, ganske uforskyldt og ufortjent og for intet. Men at hans nåde er hellig betyder, at han vil elske os løs fra synd og død, udskille os fra vore synder og vor dybe fordærvelse og ved nåde alene indvie os til et nyt og evigt liv i samfund med ham. Guds kærlighed til os er altså ikke en doven, eftergivende ligegyldighed, som lader os være uberørte. Derfor taler Guds ord også ganske klart og enkelt om, at vi ved Guds nåde bliver helligede, dvs. udskilt og indviet ved vor Herre Jesus (Hebr.10,1O; Joh. 17,19), og at vi ved nåden bliver opdraget til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden (Tit.2,12). Kærlighed, nåde og hellighed er således Guds sande og levende væsen: fuld af miskundhed og barmhjertighed, af uforskyldt kærlighed - og fuld af ære, magt, ophøjethed, nidkærhed og fortærende ild for alt, hvad der er sandt, godt, ret og rent. 

Ordet om Guds hellighed gør altid den vaktes samvittighed urolig, holder ham i ånde og gør dette til det mest brændende spørgsmål: Hvorledes bliver jeg helliget af Gud? Hvordan skiller han mig ud fra synden og synden ud fra mig? - og hvordan indvier han mig til sig? At få disse spørgsmål besvaret fører sjæl og hjerte til evig og urokkelig fred med Gud. 

For at Guds ord kan komme til at skinne som den klare sol og tindre som stjerner på vor livshimmel, må vi lægge nøje mærke til forskellen mellem lov og evangelium.....

(Af Olav Valen-Sendstad - Afsnit 3,3 i "Tornen i Kødet" - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1987 -Lunde Forlag 1972 - Shafan 17-05-14)

---