skrevet
-
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

EN EVIG BYGNING ER NÅDEN
Ellen Bjerg Madsen - "NYT  LIV 3-2014"

En evig bygning er nåden! I Himlen har du grundfæstet din trofasthed (Sl 89,3, gl. over - sættelse). 

Gud kan give sine børn bibelvers, som kan ligge på lager i hukommelsen i lang tid, uden at det skiller sig ud fra andre gode bibelvers. Og så lige præcis i de livssituationer , hvor han ser, at hans barn har brug for at se Guds almagt og hellighed, folder Gud det ud i sind og tanke, så det bliver til stor glæde og velsignelse. 

Sådan et vers er Salme 89,3 for mig: ”En evig bygning er nåden! I Himlen har du grundfæstet din trofasthed.” 

Ethvert bygningsværk her på jorden skal grundfæstes og have et fundament, som er stabilt og sikkert. Hvor mange maskinkræfter og mængder af stål og beton har ikke været i brug for at grundfæste et bygningsværk som Storebæltsbroen, så tog og biler kan køre over i tillid til, at det bærer? 

Men når jeg er bange for at gå fortabt, fordi Gud med al ret kan lade det ske, når jeg mister modet over mig selv, og når fornægtelsen af Guds vilje tager til omkring mig, så har jeg ikke brug for at blive mindet om storslåede bygningsværker , som mennesker har bygget. Det er der ikke megen trøst i, når verden ramler. 

Så har jeg brug for at høre om en evig nådebygning i himlen. 

Så har jeg brug for at høre om Jesus. 

For nådebygningen er Jesus. I Himlen står Jesus – grundfæstet for Guds trone med naglemærkede hænder. Og Gud glæder sig over det, han ser. 

For når Gud frelser mig, leder han ikke efter noget hos mig, som kan kvalificere mig til at blive frelst. Han leder ikke efter potentiale, som han kan opgradere. Nej, Gud er optaget af Jesus. For sin egen skyld er Gud tilfreds med Jesu død og opstandelse i mit sted. 

Nådebygningen står fast uanset mine kolde eller varme følelser og helt uafhængig af menneskers formåen og historiens gang. Om så verden ramler sammen omkring mig, så står nådebygningen grundfæstet i Himlen. For når Jesus står der, bliver Gud mindet om, hvad han har lovet: ”Min troskab mod ham bryder jeg ikke, jeg svigter ikke min trofast- hed. Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet” (Sl 89,34). 

Så er der virkelig grund til at synge takkesange og lovprise Gud! 

I nådebygningen er jeg helt groet sammen med Jesus. I Guds øjne er Jesus og jeg et. Jeg får lov til at være i livsfællesskab med Jesus og leve i nådebygningen. Dag for dag. Det står fast.

(Artikel af Ellen Bjerg Madsen i Nyt LIV 3-2014 - Shafan 25-11-14)



Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline