skrevet
-
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort
Hans Erik Nissen - "Han er vor fred"

Jak.4,14

Dette ord er et ord til kristne, der flygter fra kendsgerningerne, på samme måde som ikke-kristne gør det. For den vantro er jorden alt. Man får aldrig nok af verden. Begæret er uudslukkeligt. Man tillægger sig selv, egne meninger og holdninger en betydning, de slet ikke har. Man råder jo ikke en gang over sit eget liv. Livet kan sammenlignes med en tåge. Man ser den en kort tid, så er den borte, og ingen tænker mere på den.

Skal du have fat i noget, der er fast og som holder, må det være noget uden for dig selv. Men findes det?

Et eneste sted. Der er en Gud i himlen. Han har al magt. Det gælder også i dit liv. Det, der tæller, er ikke, hvad du vil, men hvad han vil! Derfor er der tre ord, du må have ind i dit sind. Det er ordene: Hvis Gud vil!

Det naturlige menneske oplever ordene ydmygende. Det vil selv råde og bestemme. For det nye menneske er ordene en befrielse. Ved at bede Fadervor lægger du hver dag dit liv ind under Guds vilje, når du siger: Ske din vilje, som i himlen således også på jorden. Så er ansvaret ikke længere dit. Det er lagt over til ham, der i alt og gennem alt har din frelse for øje.

(Fra "Han er vor fred" af Hans Erik Nissen - LogosMedia 2005) Shafan  02-01-14



Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline