Det er muligt - håber dog, at det ikke sker - at nogle siger til sig selv: - Ja, dette er jo Den gamle Pagt. Vi lever i den nye. Mellem disse pagter ligger Jesu stedfortrædende død, hans opstandelse og himmelfart. Vi behøver ikke hæfte os så meget ved alt, som ligger foran Golgata.
I dag har vi Jesus, hans kærlighed, hans værk, hans
mange og rige løfter, og er på sikker grund. Dette med
kong Saul er noget gammelt fra før Kristi tid.
Men kære, hør og læs!
Netop denne farlige tryghed ville Jesus prøve at nå ind
til, mens han var i verden. Hans store frygt var, at efterfølgerne
skulle havne i et evigt selvbedrag - gå fortabt.
Dette er så alvorligt, at jeg må bede dig læse hele kapitel 25 i Mattæus-evangeliet. Dette skriftafsnit er nemlig en sjæle- og hjertegribende tale af Frelseren Jesus Kristus. Et ord til bruden, som går ham i møde. Et budskab til troende, der har fået givet talenter. En tale til mig om at være barmhjertig under min vandring gennem verden - en barmhjertighed, som bliver det tunge lod i vægtskålen på dommens dag.
Her - for tidens og pladsens skyld - træd bare ind på vejen og
mød de ti jomfruer (
Matt. 25,1-13).
Bemærk først, at alle ti gik ud for at møde brudgommen. De
fem, halvdelen, der ikke slap ind, er ikke hedninger. Også de hører med
til følget, som vil til Himmelen - for
alt i verden ikke gå fortabt.
l den norske bibel står der om disse, at de var dårlige. Jeg ved ikke om den norske oversættelse dækker det ord, som Jesus brugte. l min kinesiske bibel står der, at de var ukloge. Kan også oversættes med tåbelige. Nå, det er vel ikke et pænt nok ord til at blive brugt i Den hellige Skrift. Men det dækker alligevel disse fem vandreres ligegyldighed.
Du hører somme tider en kommentar til beretninger
om mennesker, som har optrådt uforsigtigt i trafikken: -
Hvor tåbeligt!
Noget af det ligger i de kinesiske skrifttegn, der er brugt
her - tankeløse...
De fem var sikkert ikke dårlige mennesker. Var måske
blandt de bedste af borgerne i byen. Dygtige forretningsfolk, kloge
bankmænd, afholdte lærere, prægtige husmødre eller sygeplejersker. Så
det er ikke i livet på det sociale
plan, det ukloge kommer ind i billedet. Nej, det er muligt,
at ingen var så kloge som disse i livets hverdag.
Det var i deres fremadskuen - evigheden i forhold til et
kort jordeliv - at Jesus skriver i deres spor: uforstandige.
Og hvordan det -?
Skulle vi nu sammen finde nogle svar ud fra disse tretten
vers:
De sørgede ikke for, at lyset - tændt ved genfødelsen og
den personlige frelse - fortsat skulle brænde klart og
stærkt gennem vandringen.
Jeg har tit om sommeren herhjemme lagt mærke til
enkeltpersoner eller familier, som gør sig klar til ferierejser. Klar?
Jo, nu må der være nok til hele turen. Mad?
Har vi nok - også til den sidste dag? Vi skal langt til havs
med vor båd. Der er der ingen købmand, ingen kaj, ingen
butik...
Dem kalder vi kloge, og det er de.
Men hvordan er det med os troende, som er på rejse
mod vort evige himmelhjem - sørger vi for at have olie i
vore kander? (v.4).
Fyldes der stadig i?
Hvad mener Jesus så her med olie i lampe og kande?
Først og fremmest står det for det hellige, daglige fortrolige samfund
med Jesus Kristus.
En liden stund med Jesus...
På knæ ved hans fodskammel. I nød og hunger, måske,
med hovedet i hans skød. Der fyldes kanderne. Jeg kan gå
ud til mit job, og jeg kan i hellig glæde og indre fred gå til
min prædikestol.
Det er Den hellige Ånd.
Olien i Skriften er hans symbol.
Han fylder.
- Lad jer fylde af Ånden, siger Skriften (
Ef. 5,18).
Den hellige Ånd er også pantet på vor arv (
Ef. 1,14).
Hvor vigtigt det da er, at vi har dette pant, når vi kommer
til porten ind til Guds stad. Det er som passet, en missionær passer
godt på under de mange rejser ud og ind af
lande på jorden. Den lille bog gemmer vi i den inderste
lomme.
Men desværre sjusker mange med pantet på vor arv, og
det kan føre til evig undergang.
Der fyldes på og det stiger i kander og lamper, når jeg
møder de troende i de helliges samfund. Du har oplevet
det. Eller når du sidder alene med din bibel ved en stille
sø, en strømmende å eller ved havet. Måske under en
hængebirk i skoven.
Da drikker du af kilden god
De faldt i søvn.
Der er to slags søvn.
Der er en rolig og sund søvn, som er resultatet af tryghed.
Der står om apostelen Peter, at han engang lå og sov
mellem to stridsmænd, bundet med to lænker, og vagten
uden for døren bevogtede fængselet (
Ap. G. 12,6).
Dette er det sunde kristenlivs rolige søvn. Peter ved, at
han er på Guds vej med evangeliet til alle folkeslag -
som ordren
lød. Og måtte vejen gå gennem et fængsel, sov han
lige trygt.
Når Guds time var inde, kom der så en engel og låste
ham ud.
Den anden slags søvn er dødsens farlig.
Det er vagtmandens søvn. Det er lodsens søvn på broen, når skibet
kommer ind i farligt farvand. Og det er
sygeplejerskens søvn ved en seng, hvor patientens liv afhænger af
hendes vågen.
Bibelen taler meget til os troende om at holde os vågne,
være på vagt. Vi kan pludselig overrumples af vor åndelige
fjende.
Hvilket ansvar jeg har som en troende, hvis jeg falder i
søvn i den menighed, jeg tilhører. Man er på sin vis nok
med, men noget ansvar på et eller andet område...?
Det tænker jeg ofte på, når jeg kommer til det bedemøde, som er tillyst
en halv time før gudstjenesten eller mødet.
- Hvor er de ni?
Det ord af Jesus kommer altid til mig dér blandt de
mange, mange tomme stole.
Hvor er vagtmændene?
Her må søvnen ikke få lov at overvinde os!
Du sagde netop, at dette med Kong Saul behøvede vi
ikke tage så alvorligt. Det hørte til Den gamle Pagt. Men
her er det Jesus selv, som siger os, at man kan sove sig ind
i selvbedrag - lige ind i den evige død.
Fordi jeg sjusker med olien.
Det inderste. Det egentlige.
I den store krise troede de, der var olie at få hos medvandrerne. Det går nok ikke.
Og desværre er der i dag nok mange, som finder en falsk trøst og tryghed i at gå i kirke eller missionshus. Sidde der. Måske holde i sangbogen sammen med en anden på bænken - eller i salmebogen. Høre, være der, og så gå hjem igen med en falsk tryghed: -jeg bæres nok frem og hjem til Himmelen af forsamlingen!
Dette - siger Jesus os her i ordet fra Mattæus 25 - er et
stort selvbedrag. Vor sjælefjende, Djævelen, fortæller os,
at det går an, men ikke Skriften.
Nok kan og skal vi dele meget med hverandre i vore
forsamlinger. Det kan hjælpe os på vejen. Men begyndelsen, selve det
nye liv, fødselen, det er Guds værk ved Den
hellige Ånd.
Her må jeg have et personligt møde med Jesus i opgør
og syndstilgivelse, renselse og frelsesvished. Andre kan
bede for mig, bede sammen med mig i mit møde med Jesus, men alene og
ene må jeg gå ind under den trange ports
lave hvælving. Ingen, hverken præst eller prædikant, kan
gå med mig der!
Her kan ingen broder eller søster dele sin olie med mig.
Heller ikke i hast, når domsbasunen lyder, når denne
jord forgår og vor fod ikke længere finder fodfæste hernede. Om der var
mulighed, er der ikke tid. Hurtig som
lynet skal det ske, siger Jesus.
I ét nu.
Kunne du ikke standse netop her - knæle ned og spørge
brudgommen, om alt er i orden!
Det sker af og til, at du hører noget i denne retning blive sagt om en ung, som pludselig i en tragisk ulykke bliver rykket ind i evigheden:
- Nej, han var vist ikke nogen personlig kristen, som
man kalder det, men forældrene er så gode kristne mennesker og hjemmet
helt igennem kristent og godt. Forældrene er jo også med i så meget af
Gudsrigets arbejde
Det siges aldrig lige ud, men du har en anelse om, at
man synes, Gud af den grund kunne være nådig mod det
unge liv, som blev revet væk fra jorden.
Jo, Jesus ville så gerne. Ja, hvor han dog gerne ville, men han kan ikke. På det områe, vi nu er kommet ind på - det personlige møde med Jesus til frelse og genfødelse - kan ingen forældre dele deres olie, end ikke med en søn eller datter, man elsker højere end noget her i verden. Dette er noget af det alvorligste, Jesus har sagt os som forældre og en voksen søskende?ok - en slægt. Dette må ikke blandes sammen med, at fra omvendelsen og overgivelsens dag kan og skal vi hjælpe hinanden på vejen til det evige liv. Dog skal vi huske, og det er det, Jesus vil sige os, at under vandringen har hver af os vor lampe og vor kande, som hver enkelt har ansvar for. På det åndelige område er der ingen fælles husholdning.
De troede, Herren ville være nådig og slippe dem ind.
Så skyndte de sig til porten med slukkede lamper og
tomme kander.
Men fik et frygteligt svar:
- Jeg kender jer ikke!
Så lukkedes portene.
Med lamperne og kanderne - det ydre i orden - blev de
stående uden for.
Vraget sølv.
Det store selvbedrag.
(Kapitel 7 i "Vraget sølv" af Asbjørn Aavik - Dansk Luthersk Forlag 1976 - Shafan 05-09-15)