En dag med Jesus 

Hverdagen er et lille stykke af livet. Derfor rummer den også meget af det, som er det egentlige i hele ens liv. For den kristne er den først og fremmest en vandring med Jesus, hvor sindet er fyldt af glæde og tak til Ham, der kom og slog følge med en. 

Svøbt i blodet 

Det sker, at en kristen hilser en med et ord, som bider sig fast. Da min bror og jeg skulle rejse fra bibelskolen i Batu på Java, var vort næste rejsemål Bali, en ø som i uhyggelig grad er praeget af mennesker, der har givet Satan og de onde ånder råderum i deres liv. På trappen udenfor gaestehuset sagde vi farvel til den gamle troende kvinde, som sørgede så godt for bibelskolens gæster. Hun sagde til os: Nu har jeg bedt om, at I må blive svøbt i Jesu blod, så de onde ånder ikke skal skade jer. 

Svøbt i Jesu blod. Det udtryk havde jeg aldrig mødt før, men det åbnede en verden for mig. Svag og hjælpeløs som et barn, men svøbt af en anden. Så er du værnet. Da kan ondskabens magter ikke nå dig. Gud har hyldet dig ind i et fuldbragt værk. 

Hver dag, du lever, er du svøbt i Jesu blod. Tænk: Før du har begyndt din gerning hviler det rensende og frikendende blod over dig. Du må begynde med at takke for, at også i dag er Jesus en soning for alle dine synder. Det slagtede offerlam er i dit liv. Du har en stedfortræder, som har løst dig fra alle dine synder ved selv at tage dem ind over sig. Derfor er hverdagen så god. Jesus er i den. 

Mine medkristne 

Flere af os har det privilegium, at vi møder medkristne hver eneste dag. Hvilken gave er de ikke? De bringer jo Jesus med sig. Den opstandne er/lever i dem, som hører Jesus til. Han virker i dem og gennem dem. Derfor er der noget over kristne, som ikke er over andre. Paulus kalder det en duft af liv. 

Når du lægger telefonrøret, sidder du et øjeblik og lader livsstrømmen bundfælde sig i dig. Du har talt med en kristen, som slog tonen fra himlen an. Måske var det ikke mange ord. Men dit sind blev vendt mod Ham, som aldrig forandres, og som aldrig skuffer. 

Målet 

Himlen er i min hverdag. Der er ikke en dag, hvor målet ikke er til stede. Alt hvad Gud møder mig med gennem en dag, har med hans bestemmelse med mig at gøre. Hans tanke er, at jeg skal vaere til lov og pris for hans nådes herlighed. 

Hvor mange midler anvender Gud ikke, for at jeg skal nå målet? Snart bruger han indre trængsler og anfaegtelser, snart lader han ydre forhold bøje og ydmyge. Men alt, hvad jeg møder, har en eller anden forbindelse med Gud og hans hensigt med mig. Det er underfuldt, men alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud. 

Og er det sådan, at hver dag er en dagsmarch mod målet. Er det mærkeligt, at tankerne om himlen vokser sig stadig stærkere i en kristens sind? Selv et langt liv på jord består jo af dage, der flyver afsted. Der er ikke forslag i tiden. Og livet leves på en jord, hvor grundvoldene vakler. Men det er der ikke grund til at græde over. Forude venter staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. 

Min elskelige svigerfar boede sine sidste par år på et plejehjem En dag ringede hans søster og fortalte, at han havde det meget dårligt. Han sagde nemlig, at nu længtes han efter at komme hjem til Jesus. 

Er der ved at være så langt imellem kristne, der længes efter himlen, så folk opfatter det som et alvorligt sygdomstegn at længes efter at skulle møde Jesus? Det tror jeg nu ikke. 

Hvor er den brud, som ikke længes efter sin elskede brudgom. Hvor er den, som under rejsen ikke glæder sig til sit bryllup? Hver dag er en rejsedag. Hver dag fører frem. Og der er så meget der tyder på, at vi aldrig når livets ende før Jesus selv kommer. Han rejser os i møde. Snart skal vi se ham i himlens skyer. 

Nåden 

Dagen er forbi. Aftenen er kommet. Regnskabet over dagen kan gøres op. Det er ikke ens hver dag. Nogle dage er det lykkedes - andre dage gik det ikke så godt. En kristen er realist. Men selv på de gode dage ender opgørelsen alligevel et sted: Ved nådestolen, hvor Jesu blod blev udgydt. Der er mødestedet mellem Gud og mig. Hvilket stedl Der berøres alt- absolut alt - af Herrens nåde. Der synges ikke om mine gerninger eller mine fortjenester, men alene om Guds nåde. Det er Lammet, der prises. 

Hjertet vendes mod ham, som har båret alle dine synder, mens han stred striden på Golgatas kors. Nu er striden forbi. Sejren er vundet. Skylden er betalt. 

Derfor slutter hverdagen med det forunderlige: 

Evig sejer nu jeg ejer 
altid, Herre Krist, i dig; 
jeg har vundet, du har fundet
fuld retfærdighed til míg; 
skyld foruden vover bruden 
nu at vise síg for dig.

(Afsnit fra "Mellem liv og Død" af Hans Erik Nissen - Luthersk Missiosnforenings Bibelskoels Elevforening 1998 - Shafan 30-01-16)

---